Schou tager endnu et spring på verdensranglisten
En ny måned er begyndt, og det betyder samtidig en opdatering af Longines verdensrangliste, som dækker over springresultater frem til den 31. oktober 2022. Med de danske briller på er særligt én placering på ranglisten ekstra interessant – Andreas Schou tager nemlig endnu et imponerende og velfortjent spring op ad listen fra en placering som nummer 38 til nummer 33. Det er Schous højeste placering hidtil.
Læs også: Andreas Schou og Darc de Lux 5’er i Lyon
Springet på listen kommer efter en flyvende start på World Cup-sæsonen for den danske springrytter, som har vist høj klasse i Oslo og senest i Lyon, hvor han har bevist, at han kan være med blandt verdenseliten.
På verdensrangslistens top er der ikke de store ændringer at spore. Det er fortsat den svenske verdensmester Henrik von Eckermann, der topper listen, skarpt forfulgt af schweiziske Martin Fuchs og franske Julien Epaillard.