Skip to main content

Skal jeres klub være med i Danmarks Motionsuge i uge 41?

Danmarks Motionsuge løber af stablen i uge 41, og nu har klubberne under Dansk Ride Forbund mulighed for at være med og vise deres klub og ridesporten frem til potentielle nye medlemmer og frivillige i jeres lokalområde.
| admin

Som vanligt løber Danmarks Motionsuge af stablen i uge 41, men for første gang nogensinde, er der i år lavet en hjemmeside – http://www.danmarksmotionsuge.dk/ – hvor alle idrætsforeninger kan oprette aktiviteter såsom åbent hus eller kom-og-prøv-arrangementer som en del af det samlede arrangement.

Der er netop åbnet for, at man som forening man kan registrere sit arrangement, og senere vil hjemmesiden blive åbnet for alle, så alle danskere kan se, hvilke tilbud de har mulighed for at benytte sig af i netop deres lokalområde.

Som arrangør får I som klub mulighed for at øge jeres synlighed i lokalområdet, og I kan potentielt få kontakt til fremtidige nye medlemmer samt skabe bedre forudsætninger for at rekruttere nye frivillige.

Sådan opretter I jeres arrangement
Det er meget enkelt at oprette sit arrangement på www.danmarksmotionsuge.dk. I skal blot oprette en bruger, validere jeres bruger via modtaget mail, logge ind og begynde at oprette jeres arrangement. Før I påbegynder oprettelsen af arrangementet, kan I med fordel lave følgende forarbejde:

  • Finde en god og passende titel til begivenheden.
  • Lave en kort og præcis beskrivelse af begivenheden.
  • Have et foto, der illustrerer eventet, klar – og evt. jeres forenings- eller klublogo.
  • Have et link til der, hvor I organiserer og administrerer begivenheden – fx foreningshjemmeside, Facebookevent eller lignende.

Hent evt. DIF’s guide til det gode åbent hus-arrangement tilpasset Danmarks Motionsuge samt skabeloner til plakater og flyers her.   

Bred mediedækning af arrangementet
Motionsugen vil blive omtalt i både TV og i kampagner på diverse online platforme og sociale medier med det formål at:

  • vise danskerne alle de former for bevægelse, de ikke kendte i forvejen.
  • inspirere danskerne til at prøve nye former for bevægelse.
  • motivere danskerne til at opsøge bevægelsesfælleskaber der, hvor de er.

Deltager I med et arrangement i netop jeres klub, er I altså sikre på, at der vil være et bredt kendskab til motionsugen blandt danskerne.

Pressemeddelelse: DRF