Skip to main content

Sociale medier inspirerede til studie af 147 Grand Prix heste

Forskere har ved hjælp af et ’smerte-etogram’ for rideheste evalueret 147 dressurheste på Grand Prix niveau og konkluderet, at hestene overordnet set er veltilpasse.
| admin

Dr. Sue Dyson og hendes team evaluerede ansigtsudtryk og kropssprog hos FEI World Cup dressurheste og konkluderede, at, i det store hele, viste hestene meget lidt utilpashed i konkurrence. Ifølge Sue Dyson, tidligere formand for Clinical Orthopaedics ved the Animal Health Trust Centre for Equine Studies, i England – viste studiet, a de fleste af elitehestene på højt plan var komfortable med opgaven, men der var nogle få heste, der viste milde tegn på utilpashed.

Smerte-etogram for heste under rytter

Dyson og hendes forskere brugte det nyligt udviklet Ridden Horse Pain Ethogram (RHpE) (Smerte-etogram for rideheste) til deres undersøgelser. Ved hjælp af etogrammet har de tidligere påvist, at en RHpE score på 8 ud af 24 eller mere betyder smerter eller utilpashed i hestens bevægeapparat (skalaen går fra 1 til 24 – se de 24 adfærdsmønstre nedenfor). Selv om ingen af hestene opnåede 8 i undersøgelsen om elitedressurheste, kom nogle tæt på, og andre udviste milde tegn på utilpashed ved særlige øvelser som piaffe, der er kendt for at være udfordrende for mange heste. Desuden noterede forskerne sig også, at pointene for øvelserne generelt var højere, når RHpE scoren var lavere.

Dysons budskab til trænere og ryttere er, at hvis heste med høj RHpE-score bliver identificeret, så kan man måske også finde frem til, hvad der er er årsag til deres problemer og dermed få muligheden for at forbedre deres komfort – og deres præstation og velfærd.

De berømte øjebliksfoto af dressurheste

Dysons undersøgelser skal også ses på baggrund af fænomenet ’øjebliksbilleder/snapshot’ – i dette tilfælde fotos af konkurrenceheste på højt niveau, der ser ud som om, at de har smerter, selv om det overordnet set ikke er tilfældet.

Ifølge Dyson, kan man ikke bare se på et øjebliksbillede/snapshot og deraf konkludere, hvordan en hest har det. Man er nødt til at se på helheden og evaluere på hele programmet.

Heste kan vise korte momenter af utilpashed, når rytteren trykker med sporen, eller hvis de kæmper med piaffen, men det er måske bare et eller to sekunder ud af en 6-7 minutters langt program, så hvordan kan et billede repræsentere hestens generelle komfort? Det mener Dyson ikke, at det kan.

Sociale Medier inspirerede studiet af 147 Grand Prix heste

Det var faktisk et billede af en Grand Prix dressurhest, der inspirerede Dyson til studiet. Hun fik tilsendt et billede af en specifik hest med spørgsmålet, om den havde smerter. Dyson svarede, at hun kun kunne bedømme hesten, hvis hun så en video af hele ridtet.

Derefter observerede Dyson og hendes medforfatter Danica Pollard videoer af 147 heste, der konkurrerede ved ni FEI World Cup Dressage stævner i 2018 og 2019, og evaluerede hestens opførsel gennem hvert eneste program. Efterfølgende kunne de konkludere, at hestene ofte lå på en RHpE på 3 – ud af 24, og det påviser, at hestene er komfortable ifølge smerte-etogrammet.

Især piaffe volder mange heste problemer

Men der var også en foruroligende høj rate af specifikt udtryk i opførsel, som burde trække ned i pointene fra dommerne, fortæller Dyson.

Eksempelvis registrerede de, at 68% af hestene havde åben mund med tænderne adskilt i mindst 10 sekunder, og 67% havde næsen bag lodret mindst 10 grader i mere end 10 skeunder, hvilket kan være et udtryk for ubehag, men ikke nødvendigvis en tvungen holdning grundet hyperflexion. Omkring 30% stirrede intenst i mindst fem sekunder, og 29% slog med halen generelt – og ikke synkront med brug af sporen.

Forskerne så flest udtryk på ubehag i piaff, og kun nogle få heste kunne udføre øvelsen uden at vise nogle tegn på ubehag – samt korrekt i henhold til FEIs guidelines.

Kilde: The Horse

Se også artiklen 35 års forskning: Etogram kortlægger ubehag hos heste

De 24 udtryk associeret med smerte – fra smerte etogrammet for rideheste

Ansigt

  • Ørene bag lodret eller flade
  • Øjenlåg lukket eller semilukket
  • Sclera (det hvide i øjet) tydeligt
  • Intenst stirren
  • Munden åben gentagne gange
  • Tunge synlig, og eller kommer ud af munden
  • Trækken i biddet med munden – til højre eller venstre

Krop

  • Hovedets holdning ændres gentagne gange
  • Hoved på skrå
  • Næsen foran lodret
  • Næsen bag lodret
  • Hovdet bevæger sig konstant fra side til side – eller hovedkasten
  • Halen trukket ned eller til den ene side – eller pisken med halen.

Gangarter

  • Hektisk gangart/irregulær rytme
  • Træg gangart/irregulær rytme
  • Bagbenene træder ikke op i forbenene spor
  • Forkert galop eller changeren enten foran eller bagi i galop
  • Spontane skift i gangarter
  • Snubler/eller slæber hovene
  • Pludselig skift i retning
  • Bliver bange/kigger
  • Modstand mod at gå, stopper spontant.
  • Stejler
  • Bukker, med eller uden spark bagud