STEM I DAG: Skal B.T. Guld gå til ridesporten?
B.T. Guld er blevet uddelt siden 1930 og udmærker sig ved at være sportens egen pris. Det er nemlig 40 af Danmarks bedste atleter, der stemmer og sammen tildeler B.T. Guld til den atlet, der, efter deres mening, står for årets største sportspræstation. Prisen uddeles ved det store SPORT 2022 arrangement den 7. januar 2023.
Men inden stjernerne traditionen tro skal stemme blandt 10 endelige kandidater, kan du nu være med til at indstille dine favoritter blandt de 25 atleter, som B.T.s sportsredaktion har udvalgt, fordi de på hver sin måde har opnået store resultater i årets løb.
Læs også: Stor anerkendelse af dansk ridesport: 3 nomineringer til “Årets Sportsnavn”
Hele fire ud af 25 mulige kandidater er vores fantastiske medaljetagere ved sommerens VM i Herning. Nemlig dressurlandsholdet, Cathrine Laudrup-Dufour, Tobias Thorning Jørgensen og Katrine Kristensen.
Mere anerkendelse af ridesporten
Nyheden om de fire mulige kandidater til B.T. Guld fra ridesportens verden kommer i forlængelse af foreløbigt tre nomineringer til “Årets Sportsnavn”, som ligeledes uddeles ved SPORT 2022. Der er derfor grund til begejstring for ridesportsinteresserede på grund af den øgede opmærksomhed på sporten.
Læs også: Katrine Kristensen nomineret til ”Årets Sportsnavn”
Vil du være med til at indstille de sportspræstationer, som du synes har været årets største, så er det i dag, at du skal gøre det. Indstillingen lukker nemlig i aften kl. 23.59. Stem på din top 10 her.