Skip to main content

Tag: Årets Paraatlet

Video: Vi er mega stolte af Tobias, siger landstræneren

Tobias Thorning Jørgensen 21 år, har gjort det helt exceptionelt godt i sporten de seneste par år. Han debuterede på paralandsholdet som 17-årig ved EM i Göteborg, og sammen med Bruunholms Caribian e. Blue Hors Hertug bidrog han til den danske holdsølvmedalje, og samtidig vandt han en individuel bronzemedalje. Også ved EM i Rotterdam i 2019 brillerede han med to guldmedaljer sammen med Jolene Hill, og bronze sammen med holdet.

Tobias brændte dog for alvor igennem ved PL i Tokyo i 2021, og ikke alene i parasporten, men han blev landskendt efter sine to guldmedaljer sammen med Jolene Hill. Den 1. februar blev han hædret ved et arrangement i Vejle, hvor han blev udnævnt til Årets Para-atlet.

Læs også: Video: Tobias er Årets Para-atlet

Stolt landstræner

Landstræner Astrid Gemal er mega stolt af Tobias. Som hun udtaler, er titlen Årets Para-atlet en erkendelse af hans kæmpe store målrettethed: ”…som har været undervejs i alle de 5 år, jeg har haft med ham at gøre,” fortæller hun.

Parasport Danmarks elitechef Michael Møllgaard Nielsen er ligeledes dybt imponeret af Tobias Thorning Jørgensens præstationer i 2021.
– Tobias har virkelig gjort sig fortjent til anerkendelsen. Det niveau, han har præsteret på i 2021, er i absolut topklasse, og jeg husker ikke en mere suveræn dansk præstation ved de Paralympiske Lege. Trods sin unge alder er Tobias både moden og utroligt seriøs omkring sin sport og træning, og han er en rigtig god repræsentant for parasporten herhjemme, siger han.

Fuldt tryk på forberedelserne til VM i Herning

0,028 %! Så tæt var det danske paradressurlandshold på en holdmedalje ved PL i Tokyo. Men trods tre særdeles flotte præstationer fra alle tre ekvipager, blev det til en 4. plads. Tobias Thorning Jørgensen (grad III) på Jolene Hill og Katrine Kristensen (grad II) på Welldone Dallas samt Susanne Jensby Sunesen (grad. IV) og den hjemmeavlede Leeds blev slået med helt små maginaler til bronzen. Astrid Gemal ved, holdmedaljen er indenfor rækkevidde, og forberedelserne er i fuld gang til VM på hjemmebanen i Herning til august.

”Det er et mega spændende år, vi er gået i gang med, og jeg er fuld af optimisme, siger landstræneren bl.a. i det interview vi lavede med hende umiddelbart efter Tobias Thorning Jørgensen blev udnævnt til Årets Para-atlet og hædret med Pressalits Keep Living-pris.

Video: Tobias er Årets Para-atlet

“Det er en kæmpe ære at få den pris,” fortæller Tobias Thorning Jørgensen. Han har modtaget Pressalits Keep Living-pris ved kåringen af Årets Para-atlet 2021, der har fundet sted ved et arrangement tirsdag den 1. februar kl. 14 på Vejle Center Hotel.

Dansk Paradressur slog til ved PL i Tokyo, hvor Tobias vandt to guldmedaljer med Jolene Hill, og landsholdet var marginaler fra en medalje.

I 2022 er der flere store parasportsevents i Danmark, som Parasport Danmark også kiggede frem imod på pressemødet. I dagene 18.-20. marts er der paradressur i verdensklasse i Randbøl, når Blue Hors danner rammen om et stort internationalt paradressurstævne. Og i august er Danmark og Herning vært for VM i fire ridesportsdiscipliner, herunder paradressur. 

Om Pressalits Keep Living-pris
Pressalit A/S tilbyder fleksible køkken- og badeværelsesløsninger til mennesker med nedsat funktionsevne gennem forretningsområdet Pressalit Care, der arbejder for at fjerne begrænsninger og skabe nye muligheder for personer med handicap. Pressalits Keep Living-pris er essensen af dette arbejde – en måde at honorere para-atleter, som gennem deres sport sætter et eksempel og viser, at der findes muligheder, hvor andre måske ikke ser nogle.

Ved udvælgelsen af vinderen er der lagt vægt på årets resultater, men også træningsindsats, indstilling og det, at udøveren vurderes at være en god repræsentant for parasporten, har spillet ind. Prisen er blevet uddelt siden 2002, hvor Pressalit blev hovedsponsor for Parasport Danmark, og de ti seneste vindere er:

2010: Landsholdet i ridning
2011: Kvindelandsholdet i goalball
2012: Jackie Tony Christiansen, atletik
2013: Landsholdet i kørestolsrugby
2014: Amalie Vinther, svømning
2015: David Amager, landstræner i ridning
2016: Peter Rosenmeier, bordtennis
2017: Daniel Wagner, atletik
2018: Stinna Tange Kaastrup, ridning
2019: Lisa Kjær Gjessing, taekwondo
2020: Landstrænerteamet, skydning