Skip to main content

Tag: Elevskole

Tillykke til Team Happy

75 hold à op til otte ryttere fra hele landet har det seneste år redet point hjem i dressur, springning, military, voltigering, distance, forhindringsbane og kæphest i Agria og DRF’s VM-Holdturnering. Siden fredag har de 21 bedste hold samlet point i samme discipliner i finalen, som blev afviklet i spektakulære omgivelser under VM i Herning. Og her til eftermiddag blev vinderholdet endelig fundet, da Team Happy med 768 point løb med sejren.

2. pladsen i Agria og DRF’s VM-Holdturnering gik til Team Unbreakable med 658 point, mens 3. pladsen blev snuppet af Team Jagtrytterne med 656 point.

Se hele resultatlisten her.

Meget vellykket VM-Holdturnering
Ifølge Salgschef i Agria Dyreforsikring, Jens-Erik Majlund, har Agria og DRF’s VM-Holdturnering været særdeles vellykket.

”Det har været en kæmpe fornøjelse at følge kvalifikationerne og finalestævnet i Agria og DRF’s VM-Holdturnering. Turneringen sætter klub- og holdånd, fællesskab og det gode kammeratskab i højsædet sammen med konkurrencen i alle de forskellige discipliner. Det er grundstenen i klubarbejdet i DRF, og vi er glade og stolte over at være en del af dette. Agrias slogan i forbindelse med dette VM er ”Because all horses are champions”. Det samme kan man sige om VM-Holdturneringen med de dygtige heste og ikke mindst alle rytterne, der har være med i turneringen,” siger han.

Også i DRF er det stor begejstring over turneringen og ikke mindst taknemmelighed i forhold til alle de involverede parter.

”Denne turnering har kun været mulig, fordi så mange parter har engageret sig i den. Stor tak til alle de klubber, der har afholdt kvalifikationsklasser til deres stævner, til de ryttere, der med stort gåpåmod har kastet sig ud i nye discipliner, og til Herning2022, for at give os de vildeste rammer og mulighed for at skabe et kæmpe brag af en finale. Og så vil jeg gerne give mine medarbejdere et stort klap på skulderen, fordi de, især i den seneste tid, har knoklet i døgndrift for at for alt på plads,” siger Anne Silfwander, der er Klub- & Sportschef i DRF.

Kilde: DRF

Nyt baneanlæg til Silkeborg Rideklub

Søndag kunne Silkeborg Rideklub officielt åbne deres nye baneanlæg. Det skete under stævnet Jysk Rideuge, som lige nu og hele uge 29 finder sted på netop de nye baner.

Efter en åbningstale kom elevponyen Prop på banen med den guldsaks, som formændene for Silkeborg Rideklub og S/I Silkeborg Ridehal, Brian Krogh og Bo Heglingegaard, skulle klippe den røde snor over med.

Efterfølgende bød klubben på kage, bobler og sodavand til de fremmødte.

“Det er jo alt vores hårde arbejde, der er en realitet nu,” sagde en glad Brian Krogh efter åbningen.

Båndet klippes og banerne indvies. Foto: Silkeborg Rideklub

Jysk Rideuge som mål

Baneanlægget, der består af to fiberbaner med ebbe-flod-system på 20*60 meter og 60*70 meter har været et stort ønske hos klubbens medlemmer.

Og det var da også netop en undersøgelse blandt klubbens medlemmer, der i oktober 2021 fik bestyrelserne i Silkeborg Rideklub, S/I Silkeborg Ridehal og støtteforeningen Gyngehesten til at tage beslutningen om, at banerne skulle blive en realitet – og det med en bagkant til den traditionsrige Jysk Rideuge 2022, bare otte måneder senere!

“Vi har hele tiden haft Jysk Rideuge som mål, og det har vi ikke på noget tidspunkt veget fra,” siger Brian Krogh.

Frivillige kræfter fik projektet i mål

Silkeborg Rideklub drives i høj grad af frivillige kræfter, og baneanlægget er i høj grad et resultat af en lille dedikeret gruppe, men klubben har også trukket på alle medlemmernes frivillige hjælp i løbet af foråret og sommeren.

“Arbejdsweekender, aftener med træfældning, mødre, der har malet dressurhegn, mens deres børn red, og et helt hold af køkkenarbejdere, der stegte en fryserfuld frikadeller på en lørdag, er bare noget af det, vi har bedt vores medlemmer om at bruge deres fritid på,” sagde bestyrelsesmedlem i Silkeborg Rideklub Signe Høirup Bertelsen i sin åbningstale.

Mange var mødt op til åbningen. Foto: Silkeborg Rideklub

Til gavn til hverdag og stævner

Baneanlægget betyder ikke kun muligheder for større stævner i fremtiden, men er også en gevinst i hverdagen.

“Vi får meget mere og bedre plads at ride på, og vi kan bruge banerne i en større del af året end de gamle. Vores elevryttere får den indhegnede bane til hverdag, så de får også langt bedre rideforhold,” siger Brian Krogh. Jysk Rideuge er allerede i gang på banerne og fortsætter med dressur til og med onsdag, hvorefter der er springning til og med søndag.

Pressemeddelelse: Silkeborg Rideklub

36-årige Lulu har fundet ”hjem” til Esbjerg Rideklub

Hos foreningen nyt Hesteliv har en ældre dame de seneste år nydt sit otium. Den ældre dame hedder Lulu, og i forbindelse med ponyens 36 års fødselsdag i midten af maj, lavede nyt Hesteliv et hyldestopslag på Facebook, hvor de ønskede Lulu tillykke med den imponerende alder:

https://www.facebook.com/nythesteliv/photos/a.695031780554687/4069277829796715/

Genkendt

Det opslag blev begyndelsen på en rørende historie. Én af de mange, der faldt over fotoet, var nemlig Mette Brandenborg Jensen, næstformand i Esbjerg og Omegns Rideklub af 1985, og hun kunne altså genkende den røde hoppe på billederne fra nyt Hesteliv.

Læs mere om nyt hesteliv

“Jeg så et opslag fra nyt Hesteliv, og der kunne jeg jo konstatere, at Lulu stadig levede. 36 år er en rigtig vild alder for en pony. Jeg lavede et opslag inde i EORs gruppe på Facebook, hvor jeg delte opslaget, så vores medlemmer også kunne se, hvordan Lulu havde det i dag.”

Sagen er nemlig den, at Mette har været medlem af Esbjerg og Omegns Rideklub siden 1986, og Lulu er klubbens tidligere rideskolepony.

“Jeg kan huske, da Lulu blev en del af klubben. Da Lulu kom i 90’er, stod jeg nemlig for noget af elevundervisningen. Jeg var en ung pige og tilbragte min tid på rideskolen, efter jeg havde afsluttet gymnasiet. Jeg brugte hende som rideskolepony, og hun var en af de superpopulære ponyer.

Alle kunne ride på hende, men hun kunne også bruges af de mere erfarne ryttere. Hun blev redet til stævne af en pige i spring og dressur,” husker Mette.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Pigen, som står med Lulu, hedder Camilla – de dannede par til flere stævner (Foto: Privat)

Lulu blev solgt

Mette mener, at Lulu var rideskolepony i Esbjerg i 10 år, før de valgte, at hun skulle videre i livet.

“Hun skulle have nogle gode år som privatpony. Hun trængte ud til at være hest for kun én rytter,” fastslår Mette.

Ligesom det sker for mange andre rideklubber, så mistede EOR kontakten med Lulu, men for nogle år siden, “løb” Mette faktisk ind i Lulu for første gang.

“Jeg kan huske, at jeg var til hingstekåring i Herning – det var inden, jeg blev en del af bestyrelsen – og jeg besøgte nyt Hestelivs stand på messen. Der fandt vi faktisk Lulu i en mappe, de havde, hvor deres heste var afbilledet. Dengang kom vi ikke rigtig videre, selv om vi tænkte tanken, om gerne at ville støtte hende.”

Dejlig pensionist-tilværelse

Nyt Hesteliv har til formål at hjælpe heste i nød og oplyse om hestevelfærd. Et af deres mange fokusomåder er at tilbyde ældre heste et velfortjent otium. Men det er ikke gratis, så interesserede kan blive sponsor for hestene.

“Da jeg havde set Lulu på Facebook, tog jeg kontakt til nyt Hesteliv, og klubben valgte, at vi gerne ville støtte. Det var mange af vores tidligere elever, der skrev, at de kunne huske hende.

Hun har gjort indtryk på mange, så det er rart, at vores bidrag kan gå til Lulus pasning og pleje. Hun går sammen med en flok hopper og har en god pensionisttilværelse.

Vi var da talt om at tage forbi og sige hej,” slutter Mette.

Lulus tid hos nyt Hesteliv

Lulu ankom til nyt Hesteliv i 2012.

Lulu er en rigtig sød hest, og til trods for sin alder er hun meget frisk. Svaldilfari er allerede blevet meget glad for hende og kredser om hende. Lulu virker også glad for Svaldilfari.

August 2015

Efter Svaldilfari kom i familiepleje, har Lulu fundet sammen med Annika. De to gamle damer går og hygger sig sammen i deres eget tempo.

Selv om Lulu har rundet de 30 år, er hun stadig frisk og nyder sit otium

Februar 2018

Lulu var blevet meget knyttet til April, så da April kom i familiepleje flyttede Lulu med. Desværre fungerede det ikke med Lulu det nye sted, så hun kom tilbage til nyt Hesteliv. Til gengæld blev NH Blackie rigtig glad for at få sin gamle veninde tilbage.

Maj 2021

Lulu er blevet 36 år og hun ser stadig rigtig godt ud. Hun er leder for en lille flok af ældre ponyer. Om vinteren får hun selvfølgelig ekstra foder, et varmt dækken og kommer i boks. Det nyder hun, men vil også meget gerne ud til de andre ponyer om morgenen.

Talentudvikling skal holde elevskole-ryttere i ridesporten

Alexandra og Anne Sophie Gerstorf har begge været landsholdsryttere i dressur og i dag driver de Christiansminde Ridecenter ved Skanderborg. De to dressurryttere har selv været igennem et talentudviklingsprogram i Dansk Ride Forbund, og de mange erfaringer det har givet dem, har fået de unge iværksættere til at udvikle deres eget talentprogram for deres elevryttere. Et mere fast talentudviklingsprogram skulle gerne være med til at motivere rytterne til at blive bedre – og endnu vigtigere holde de unge mennesker i ridesporten.

Hele indslaget kan ses her (Premium)

Livet som elevpony

Der er ingen tvivl om, at elevponyerne er med til at præge vores første indtryk af heste og ridesport, når vi starter til ridning. En god elevpony er derfor sin vægt værd i guld. De danske rideklubber har rigtig mange gode ponyer rundt om i landet, og i indslaget ‘Livet som elevpony’ fortæller 11-årige Christina Raffo om Zidanne, og hvordan hans hverdag ser ud som elevpony på Christiansminde Ridecenter.

Se hele indslaget her (Premium)