Skip to main content

Tag: Nana Christine Christiansen

Drømmen om Grand Prix er gået i opfyldelse

”Der er mange points at hente, når først piloten giver sig tid til at tænke!” skriver berider Nana Christine Christiansen på sin Facebookprofil. Hun hentyder til den længe ventede Grand Prix-debut på hoppen May-Day Graftebjerg, som hun har leaset af Carina og Casper Cassøe Krüth. Carina har selv uddannet hoppen det sidste stykke vej mod Grand Prix, og hun har været en super lærehest for Carina, og givet hende mulighed for at få noget Grand Prix-erfaring. Den erfaring nyder hun godt af sammen med Heiline’s Danciera, parret er landsholdsaktuel og på bruttoholdet forud for OL i Tokyo.
Nu er det Nana, som May-Day skal give rutine i dressurens sværeste klasser, og ja, indrømmer Nana, det er faktisk rigtig svært.

En barndomsdrøm går i opfyldelse
Nana blev udlært berider for tre år siden, hun husker, at hun på skolen i læretiden blev spurgt om, hvad hun ville, når hun var udlært. – De ville nok helst høre, jeg ville ud at drive rideskole, men jeg sagde: Jeg vil ride Grand Prix, fortæller Nana med latter i stemmen. Drømmen om Grand Prix har Nana næret siden hun var helt lille. I dag driver hun Sandkildehus Dressage fra Per Thomasens dejlige faciliteter på Stutteri Teglovnen. Og drømmen om Grand Prix blev indfriet på en blæsende fredag i Harridslev Rideklub ved Randers. Nana red May-Day Graftebjerg i en procentklasse, hvor hun blev første uplaceret med 65,4%

– Det er noget svære inde på banen, end når man har øvet det sammen med Carina, erkender Nana blankt efter debuten.


Hun har trænet sammen med Carina Cassøe Krüth, ude i alt slags vejr, programmet var øvet og gennemredet flere gange. Nana følte hun var klar til sin debut, og hun glædede sig helt vildt.
– Jeg var faktisk ikke nervøs, men dagen før begyndte jeg at tænke på, hvad jeg kunne lave om og gøre anderledes, indrømmer Nana, som heldigvis nåede til den konklusion, at det skal man nok lige lade være med.
Debuten gik godt, men det var sværere end Nana lige havde regnet med. – Jeg syntes bare, jeg har trænet og øvet det meget, men så alligevel bliver det svært. Jeg lavede 17 ettere og nogle andre fejl, men nu ved jeg lidt om, hvad jeg skal gøre anderledes til næste gang, fortæller Nana, som glæder sig til, at stævnerne igen kan afvikles efter nedlukningen. Carina var med til at hjælpe hende med opvarmningen, og det var en kæmpe fordel, fortæller hun.
Nana fortæller, at hun faktisk havde regnet med, at hendes debut ville ske i efteråret, men i en øgning ramte May-Day sig selv, og blev omgående halt. – Det var ikke lige den debut, jeg havde regnet med! Debuten måtte udsættes, og blev så i stedet en realitet den 28. marts i Harridslev.
– I forhold til herpesvirus havde vi talt om, det var forsvarligt at tage af sted. Det kunne fint gå, vi kunne opvarme to steder, og der var masser af plads. Vi har heller ikke selv taget nye heste ind i stalden længe.

https://www.facebook.com/nana.c.christiansen/posts/10159229818774507

May-Day – en kriger
– Det er vores plan at holde May-Day frisk og kørende. Hun er 18 år, men hun er en kriger, og meget stærk i kroppen. Jeg passer så godt på hende, som de fleste passer deres børn. Planen er at ride endnu en Grand Prix, inden vi forsøger os på landsplan, og så må vi se, hvad der skal ske.

– Jeg vil bare gerne have noget rutine i Grand Prix, og det har hun allerede givet mig i træningen.
Nana Christine Christiansen

– Jeg har fået rigtig meget ud af at lease hende af Carina og Casper. Så længe hun er frisk og jeg har råd, fortsætter vi, som vi gør nu. Jeg mener, man er nødt til at satse lidt økonomisk efter endt uddannelse for at efteruddanne sig og opnå sine drømme. 
Nana har nu nået sit mål om Grand Prix-debut, og det var den helt store hurdle. Nu er hun klar til at sætte sig nye mål. Hun har flere heste godt på vej i træningen, blandt dem 8-årige Atterupgaards Mildura, der også er uddannet af Carina Cassøe Krüth. – Jeg har en 7-års i ridning, og nogle 4- og 5-års heste, som er rigtig gode, nu må vi se.
Mange ryttere fortæller, at de oplever at få en bedre forståelse for uddannelse af heste på vejen mod Grand Prix, når de først har debuteret i de sværeste klasser. Så sammen med May-Day er Nana ved at lægge grunden for sin fremtid i sporten.
– Jeg håber på, at al den rutine hun giver mig, kan jeg tage med til de andre heste, som fra naturens side har det lidt lettere end May-Day. Og lige nu glæder jeg mig bare til, vi skal afsted igen, slutter Nana Christine Christiansen.

Lad ikke røntgenbillederne forhindre dig i at få drømmehesten

I slutningen af februar slog berider Nana Christine Christiansen sin egen historie op på Facebook, om købet af hendes første hest, der var ”befængt” med røntgenfejl. Den historie fik mere end 100 kommentarer, og Nana er selv overvældet over, hvor stor respons hun har fået på sin historie.

Nana blev udlært berider for tre år siden fra berider Jan Søgaard. Hun er selvstændig og driver Sandkildehus Dressage fra de smukke og funktionelle rammer på Stutteri Teglovnen ved Per Thomsen i Nordjylland. Nana har en stor og bred kontaktflade der omfatter avlere og ryttere, og hun oplever ofte, at købere og sælgere bliver usikre, når dyrlægen finder noget at bemærke på røntgenbillederne. Det fik hende til tasterne.

Historien om Gugge
”Min historie med hestene i mit liv, startede med min shetlandspony, Ibrahim, som jeg fik af mine forældre. Efter at have haft ham i noget tid, forelskede jeg mig i en lidt større kat.3 pony med pletter, jeg fik lov til at købe ponyen for 500kr og Ibrahim i bytte.
Da jeg blev for gammel til min kat. 3 pony, Flicka, solgte jeg hende for 25.000 og lånte 10.000 til at købe en kat. 1 pony, som jeg havde resten af min ponytid. Vi udviklede os meget i den tid, og jeg kunne derfor sælge ponyen for en god sum penge, men selvfølgelig ikke nok til bare at gå ud og købe en lærehest med kvalitet og uden fejl. Har man i omegnen af 100.000 kr. får man ikke en hest der kan gå en MB eller mere, med en masse kvalitet og stort set ingen røntgenfejl. Men min underviser fandt Gugge – Goonshine Alfarvad Z. Han kunne gå en PSG, han havde tætsiddende torntappe, var MEGET indfodet, havde MEGET store overben på begge forben (det lignede han havde 4 knæ) og så var han krybbebider. Derudover var han stor og lidt stærk, men han var en FANTASTISK læremester. Han havde aldrig en eneste sygedag. Vi var med i finalerne hvert år til DM og ECCO Cups. Efter gode og lærerige år, solgte jeg Gugge til Sverige, hvor han i mange år gik lige så store stævner.
For kort tid siden blev jeg gjort opmærksom på, at Gugge i en alder af 25 år ikke kunne leve længere. Og det var ikke på grund af hans røntgenfejl, det var ren og skær alderdom.

Hestens røntgenbilleder siger ikke altid noget om hvor sund hesten er og slet ikke, hvilken psyke den har.


Alle heste har noget på røntgen, noget betyder selvfølgelig noget, men rigtig meget gør ikke. Med sund fornuft, ordentlig ridning/undervisning, en god smed og tilpasset udstyr – kommer man rigtig langt!”

En rask hest kan også få en skade
Nanas opslag blev fuldt af mange lignende erfaringer fra forskellige ryttere, og det glæder Nana, som føler, det er et vigtigt emne.

– Jeg taler med mange avlere, og det store samtaleemne er: dyrlægerne skal nok finde noget! Og derfor er der flere, som er betænkelige ved at fortsætte med at avle, er Nanas erfaring.

Det er EU-købeloven, der trådte i kraft tilbage i 2003, som har givet anledning til mange tvister og handelssager gennem årene. Det er en lov, som egner sig til handel med ting, men ikke til handel med levende dyr. Derfor har avlsforbundene herhjemme og i udlandet hilst det nye direktiv fra EU velkomment, hvor medlemslandene kan undtage handel med levende dyr fra købeloven. Det er især formodningsreglen med omvendt bevisbyrde, som har givet anledning til problemer. For ifølge reglen kræves der, at sælger skal dokumentere at en påstået fejl eller mangel ikke har været til stede på handelstidspunktet. Og den regel gælder i en 6 måneders periode. Derfor må man håbe, at det høringssvar som SEGES Heste har indsendt til Justitsministeriet bliver taget i betragtning, når reglerne forhåbentlig bliver ændret.

– Jeg har stået med mange kunder, som har fundet deres drømmehest, men det er svært, når dyrlægerne noteret alt de finder, og det skal de jo, helt ned i detaljen. Og så bliver mange købere bange.

– Der er også nogle forsikringsselskaber, som gør det svært for køberne. Jeg kan kun opfordre til, at man forhører sig hos flere selskaber, da der er nogle, som er bedre end andre til at vejlede, fortæller Nana.

– Vi ved ikke nok om, hvilken betydning en anmærkning fra dyrlægen kan få for hestens holdbarhed, og når dyrlægen så heller ikke vil/kan sige noget, bliver det rigtig svært. De mere erfarne rytter ved, og har erfaring for, hvad der betyder noget, men det kan man ikke forlange alle ryttere skal have.

Derfor opfordrer Nana også til, at man søger hjælp hos mere erfarne ryttere/trænere. Mange ”problemer” hos ens kommende drømmehest, kan måske afhjælpes med god træning, det rigtige foder med mere.

– Da jeg købte Gugge var jeg på ingen måde bange for at han ikke skulle holde, for det havde han bevist, han kunne. Jeg trænede hos Vibsen (Vibeke Degn Andersen), og det var godt, fortæller Nana, der fik hjælp til at lave den rigtige træning med Gugge, en træning som tog højde for hans fysiske udfordringer. Erfaringerne fra Gugge har også gjort, at Nana har købt flere heste med fejl siden da.

– Husk en rask hest kan også brække benet i morgen, bemærker hun.

Køb til mig eller til salg
Nanas erfaringer betyder, hun ikke er bekymret for at købe en hest med røntgenfejl, bare den har bevist, at den kan holde til træningen. Omvendt, så erkender hun også blankt, at indkøb med videresalg for øje, der ser tingene anderledes ud. Er der røntgenfejl, så bliver kunderne skeptiske og nervøse for købet.

– Jeg har stået med mange ryttere, hvor hesten er det perfekte match til dem, men når dyrlægen så må sige, at vedkommende ikke ved, om en røntgenforandring får betydning, og den usikkerhed bakkes op af forsikringsselskabet, som laver et forbehold, skræmmer det køberen væk. Det er ærgerligt! Naturligvis er der røntgenfejl, som har betydning for hestens holdbarhed, uanset, hvor godt man passer på dem og, hvor rigtigt man træner. Det må vi også huske, men det er ikke alle mangler, som betyder noget.

Kan man ikke få et helt klart svar fra dyrlægen, hvis hesten har en røntgenfejl, der kan være usikkerhed omkring, kan man evt. lave en aftale køber og sælger imellem, om at betale en del af købesummen ved overtagelse, og betale resten 1/2-1 år senere.

– Det handler altid om at tænke sig om, at ride hesten ordentligt, og det gælder især, hvis hesten har nogle problemer, understreger Nana. Hun har overtaget Grand Prix-hesten May-Day Graftebjerg fra Carina Cassøe Krüth, og Nana fortæller: – Hun har et meget skævt kryds, et par gamle ar, lidt mus og hvad der måske ellers gemmer sig. Derfor træner jeg ikke May-Dag syv dage om ugen. Vi laver øvelser nogle få dage, og ellers joggetræner vi, så hun bliver holdt sund og glad. Det skal man huske, de holder ikke i længden, hvis vi ikke passer godt på dem – uanset hvordan deres røntgenbilleder ser ud.

Om Nana Christine Christiansen
Inden Nana Christine Christiansen, 30 år, blev udlært for tre år siden, havde hun en aftale med Per Thomasen fra Stutteri Teglovnen, hvor hun red heste for ham. Da hun blev udlært, fik hun mulighed for at drive sin egen salgs- og træningsstald fra stutteriet, som har udviklet sig med stormskridt i perioden, og nu rummer omkring 80 heste. Nana træner hos Carina Cassøe Krüth og Severo Jurado Lopez. – Det er luksus for mig, understreger Nana, som nyder at kombinere avlen og sporten i hverdagen.

Stutteri Teglovnen og Sandkildehus Dressage samt Søren Thomsen fremstiller en hingst til kåring i Dansk Varmblod, Fredensdals Fifty Seconds e. Fransiskus/Donnerball opdr. Linda Falensteen og Martin Strande. Og det glæder Nana sig meget til at se resultatet af. Lige nu er hingsten til klargøring hos Hesselhøj – man skal gøre det, man er godt til, og det er de, understreger Nana.