Skip to main content

Tag: Rid i naturen

Få succes med rideturen på stranden

Herunder får du en række tips til at gøre ridning på stranden, og måske den første tur i vandet, til en god og tryg oplevelse for både dig og din hest.

  1. Gå langsomt frem
    Introducer hesten til vandet stille og roligt. Start gerne på meget lavt vand første gang hesten skal i vand. Nogle heste er mere glade for vand end andre, så det er en god idé at forberede dig på at hesten måske spooker.
  2. Træn hjemmefra
    Øvelse gør som bekendt mester, og det gælder også med heste og vand. Du kan derfor med fordel øve dig hjemmefra. Rid gennem vandpytter og grav evt. et lidt større vandhul du kan øve dig på.
  3. Sørg for at hesten er i god form
    Turen på stranden er krævende for hesten. Det er hårdt at gå i det tunge sand og vand. Det er blandt andet også derfor aquatræning er mere og mere brugt til både genoptræning og muskelopbygning.
  4. Tjek reglerne for ridning på den valgte strand.
    Læs artiklen Ridning på stranden – hvor og hvornår
  5. Hav styr på tidevandsforholdene
    Undersøg om der er stor forskel på ebbe og flod ved netop din udvalgte ridestrand. Nogle steder skifter forholdene hurtigt, og du kan risikere at vandstanden stiger markant indenfor kort tid.
  6. Find en strand der er fri for andre badegæster
    Rid ikke i nærheden af andre badegæster, da dette potentielt kan være farligt for både dig og dem. Det er sjovere for alle, hvis du kan finde et sted på stranden hvor du uforstyrret kan være med hesten.
  7. Hav udstyret i orden
    Det ser uden tvivl romantisk ud at ride på stranden uden sadel. Men med mindre du er erfaren i ridning i vand, og har planer om at svømme med hesten, er det bedre at have en sadel på, da hesten bevæger sig stort i vandet, og bliver glat når den bliver våd. Vælg evt. en stofsadel og spar dit læderudstyr for saltvandet.
  8. Husk hjelmen
    Stråhat eller løst flagrende hår er sikkert flot. Men det er ligeså sandsynligt, eller måske endda mere sandsynligt, at du kan falde af hesten på stranden, hvorfor du altid bør bære hjelm.
  9. Medbring vand til hesten
    På stranden er der vand allevegne men ikke noget at slukke tørsten med. Husk derfor drikkevand til hesten, og vand til at skylle det værst saltvand af med, hvis der er en lang køretur hjem efter standturen.
  10. I og så pause
    Når du endelig er kommet på stranden, og skal introducere hesten til vandet, er det vigtigt at give hesten tid til at vænne sig til vandet. Lad hesten mærke efter, snuse til vandet, skrabe og pruste.
  11. Pas på bundforholdene
    Når I er kommet succesfuldt i vandet, er det vigtigt at holde øje med bundforholdene. Er der sten på bunden kan disse sten være glatte og hårde for den uskoede hest at betræde.


    Til inspiration kan du se Esme og Caspers tur til stranden i videoen herunder.

Kilde: FEI

Ridning på stranden – hvor og hvornår

Har du også altid drømt om at tage din hest med på standen og ride i vandkanten, mens solen skinner og havet er blikstille? Så er du ikke den eneste.

Hvor og hvornår må du bade med hesten?

Hvert år besøges de danske stande af badeglade heste og ryttere. Men det er ikke alle strande der frit kan benyttes til ridning, og de der må benyttes, har regler for hvornår.

“I perioden 1. september til 31. maj er ridning tilladt på den ubevoksede strandbred og direkte ned dertil, hvis der er lovlig adgang til stranden.

På klitfredede arealer er ridning kun tilladt på lovligt anlagte veje og den ubevoksede strandbred, og kun hvis der ikke er skiltet med rideforbud. Er du usikker på, om et område er klitfredet, så kontakt Kystdirektoratet.

“Badning i havet er tilladt, så længe man holder sig inden for de rammer, som er beskrevet i afsnittet om ridning på stranden.

Finder du en sø med tilhørende strand, du gerne vil ride ved og bade i med din hest, gælder der et andet regelsæt.

Badning i søer kræver ejerens tilladelse.”

Der findes masser af muligheder for at ride ved og i vand i Danmark. Har du ikke selv en hest eller en pony du kan tage med, er der mange steder der tilbyder rideture på lånte heste langs med kysten.

Læs også Louise Kampmanns beretninger fra 4 skønne ridedage i Thy

Kilde: Naturstyrelsen

Glæde og bekymring over ny naturaftale i idrætten

Regeringen, SF, Enhedslisten, Alternativet og De Radikale har fredag indgået en aftale, der skal forbedre biodiversiteten og mangfoldigheden i den danske natur de kommende fire år. Aftalen kommer i forlængelse af, at danskerne er vrimlet ud i naturen under corona, hvor der er blevet plukket motioneret og plukket svampe som aldrig før.

Idrættens organisationer DGI og Danmarks Idrætsforbund (DIF) glæder sig over det politiske fokus på at styrke naturoplevelser. Men man understreger, at det ikke må blive på bekostning af adgangen.

”Vi er glade for, at politikerne ønsker at understøtte den store folkelige interesse i naturen. Men det er vigtigt, at parkerne ikke bliver et museum men et sted, hvor man kan dyrke sit friluftsliv i harmoni med naturen. Naturen er de voksne danskeres foretrukne sted at dyrke motion, og det er særligt effektivt i at tiltrække nye målgrupper. Under corona har vi set, at en stor del af de danskere, der ikke var aktive før coronanedlukningen, blev aktive i naturen. Derfor kan det få store negative konsekvenser, hvis vi begynder at hegne områder ind,” siger Morten Mølholm Hansen, der er direktør i DIF.

Ingen modsætning
En ny undersøgelse fra Bevæg dig for livet-samarbejdet mellem DGI, DIF, Nordea-fonden og TrygFonden viser, at 84 procent af de idrætsaktive i 2020 var aktive i naturen. Derfor opfordrer de to organisationer til, at man inddrager de mange brugere i udformningen af de nye naturparker.

”Der er ingen modsætning mellem at beskytte og benytte naturen. Det er tværtimod en stor styrke, at vi som land i dag har så mangfoldigt et friluftsliv. Vi ved, at et aktivt liv i naturen styrker både den fysiske og mentale sundhed. Derfor er det afgørende, at vi inddrager de mange brugergrupper, inden der bliver truffet beslutninger om, hvordan parkerne skal udformes. Her har vi tidligere set i blandt andet Syddjurs, at der er lavet indhegninger, som er gået ud over friluftslivet,” siger Charlotte Bach Thomassen, der er formand i DGI.

Adgang til naturen vigtig for ryttere
Ryttere og hesteinteresserede bruger den danske natur flittigt, og for alle der rider, er det at kunne skridte en tur i skoven, ride til stranden eller galopere på en lang grøn markvej, noget af det der forbindes med rideglæden. Derfor er det naturligvis vigtigt for ryttere, at den adgang, der sådan værdsættes, ikke begrænses yderligere, når man kommer til hest.

Fakta om motion i naturen:

  • Spørgeskemaet er sendt ud til 137.994 voksne danskere. Af dem har 34.416 svaret.
  • 84 procent af de aktive i 2020 har været aktive i naturen mod 71 procent i 2019
  • Andel aktive med gåture er steget fra 42 procent i 2019 til 54 procent i 2020

Læs mere om danskernes motionsvaner i naturen i Bevæg dig for livets kommunale idræts- og motionsvaneundersøgelse i 2020.

Kilde: Danmarks Idrætsforbund

Guide til rytteren: Planlæg din næste ridetur i naturen

Rider du ofte den samme rute i naturen, og mangler du inspiration til nye ture, så både du og din hest får nye oplevelser, så er det bare med at kigge forbi udinaturen.dk.

– Fritidsaktiviteter er lukkede på grund af coronavirus, men naturen er altid åben. Og nu bliver det endnu nemmere at finde oplevelser i det fri tæt på, hvor du bor. I dag lanceres en opdateret version af udinaturen.dk, der er en samlet guide til naturoplevelser i Danmarks skove, enge, kyster og vandløb. 
Her kan du starte turen, hvis du vil lave mad over bål, overnatte i det fri eller finde en god vandrerute nær dig. Udinaturen.dk rummer informationer om alt fra ruter, faciliteter som toiletter, p-pladser, shelters og badesteder, og sitet byder også på inspiration til store naturoplevelser, lyder det fra Naturstyrelsen.

Men sitet tilgodeser også hestefolk – på kortet er det nemlig muligt at vælge rideruter i Danmark. 

Siden har faktisk eksisteret siden 2010, men er for nylig blevet opdateret og moderniseret.

– Naturen byder på masser af gode oplevelser i en ellers vanskelig tid. Lige fra en gåtur i den nærmeste skov til en nat under stjernerne. Hvad enten man er ung, børnefamilie, ældre eller sårbar, har man godt af at komme ud i naturen, få frisk luft og mærke solen. Her gør udinaturen.dk det nemt at få overblik over både små og store naturoplevelser.
Samtidig kan flere af os opdage nogle ukendte naturperler i vores lokalområde. Det er især vigtigt nu, hvor vi skal holde afstand og undgå, at mange samles et sted, så vi ikke er til fare for os selv eller andre. Man kan også bruge mobilen til at finde nye områder på farten, hvis man kommer til et sted, hvor der allerede er gæster, siger miljøminister Lea Wermelin. 

Planlæg din næste ridetur lige her.