Tophingste i dressur og springning efter test
Træningsleder Torben Frandsen afsluttede søndag den 28. november de 35-dages test af unge hingste i Dansk Varmblods regi. Forinden dagens prøve havde de to specialdommer i hhv. dressur og springning, Bjarne Nielsen og Johnny Hansen afgivet deres karakterer, mens hingsten blev redet af testrytter Allan Grøn (dressur) og Allan Bilgrav (springning) under dagens afgørende eksamen.
Hør hvordan dommerne giver karakterer HER
18 dressurbetonede hingste blev afprøvet og de 16 opnåede mere end 800 points, hvilket betyder, de kan kåres ved fremstilling i Dansk Varmblod i Herning til marts næste år, hvis de har afgang til afprøvning. Det var fx ikke tilfældet for den 4-årige Vitalos e. Vitalis, som opnåede næsthøjest pointsum 869 – og den eneste som fik et 10-tal, det blev givet for trav af Bjarne Nielsen. Vitalos skal igennem en besigtigelse af avlsledelsen, inden han evt. kan opnå adgang til kåringen næste år.
For Real i front
Det blev Helgstrand Dressage som fremstillede den hingst, der opnåede den højeste dressurscore, For Real e. Blue Hors Farell/Lord Loxley I – For Real er vandt til rampelyset, i sommer vandt han det præstigefyldte, tyske Bundeschampionat under Leonie Richter, og året forinden blev han tiljublet som præmiehingst ved kåringen i Westfalen. Med en samlet score ved 35-dages testen på 874,5 points lå han mageligt i front. Han fik 7 9-taller og 9,5 for ridelighed af testrytter Allan Grøn, der også gav ham 9 for kapacitet i lighed med træningsleder og specialdommer.
Se det samlede resultat af bedømmelsen af dressurhingste HER
Springvinder med næsthøjest points
Vinder af springdisciplinen blandt de 3-årige hingste blev Zodiac D e. Zinedine/ Diamant de Semilly (ejer og opdr. Liselotte Frederiksen), der opnåede 860,0 points. Hingsten fik 2 9-taller for ridelighed af træningsleder og specialdommer (Johnny Hansen) og han scorede også et 9-tal for kapacitet hos testrytter Allan Bilgrav. Zodiac D har ikke sin flair for springsporten fra fremmede, han er søn af hoppen Dublé, der sammen med Maria Hjorth Frederiksen, har succes i international sport.
11 hingste bestod prøven, de 7 af dem opnåede over 800 points og kan dermed færdigkåres ved fremstilling til Dansk Varmblods hingstekåring i marts 2022. Den hingst, som scorede højest ved afprøvningen var den 5-årige Bøgegårdens Comann e. Cristallo I/Bøgegårdens Quidam (opdr. Stina og Jørgen Schmidt). Hingsten deltog i 35-dagest testen på trods af, den ikke er avlsgodkendt i Dansk Varmblod, hingsten opnåede dagens højeste pointsum 867,5 points med 5 9-taller i springning opnået i galop og kapacitet. Jacob Theodor Schmidt, 17 år red Bøgegårdens Comann ind i finalen ved PAVO og DRF’s championatsfinale.
”Har ikke haft ham fremstillet tidligere, men nu har den været i championatsfinalen både sidste år og i år, og derfor har vi prøvet at fremstille ham til materialprøven,” fortæller Jørgen Schmidt, om hingsten, der opnåede højeste stilkarakter i championatsfinalen.
Se det samlede resultat af bedømmelsen af dressurhingstene HER
Læs mere om reglerne for Dansk Varmblods afprøvning af hingste HER
Læs mere om hingstene til 35-dages test: Video: 30 hingste på skole i Tørring – Zibrasport Equest