Skip to main content

Video: Fokus på hestenes sundhed ved OL

De heste, som skal til OL for Danmark er topatleter, og for en topatlet er fysisk og psykisk velvære en vigtig faktor. Derfor skal de danske dressurheste følges tæt af et behandlerteam bestående af dyrlæge Frederik Nielsen og osteopat med mere Gitte Andersen Søby.
| admin

De to erfarne og dygtige behandlere Gitte Andersen Søby og Frederik Nielsen vil holde et skarpt øje med dressurhestene før og under OL i Tokyo. Aller helst vil de ikke have noget at lave under Legene, for det vil betyde, at hestene har det godt. Det er dog næppe realistisk, erkender de, men Gitte Andersen Søby vil have fingrene i hestene dagligt, for at holde dem sunde undervejs. Gitte er bl.a. certificeret i osteopati og fysioterapi, og hun er desuden uddannet til at lave hestemassage, akkupressur med mere. Hun er også uddannet fysiurgisk massør (på mennesker), dermed kan hun også tage sig af ømme rytterkroppe.

Hendes behandling vil dels være at fremme hestenes daglige trivsel og velvære. Og behandlingerne kan være et forebyggende element for at modvirke spændte muskler, sener og led, samt et spændt nervesystem.

Dyrlæge og behandler i samarbejde

Gittes behandling af hestene sker i et tæt samarbejde med landsholdsdyrlæge Frederik Nielsen fra Højgaard Hestehospital. Frederik er tidligere springrytter, og han har arbejdet som rytter i en springstald i Tyskland. Det har givet ham et indblik i den professionelle rideverden.

Frederik Nielsen blev uddannet dyrlæge i 2012, har arbejdet et år på et hestehospital i Belgien, og siden oktober 2013 har han været ansat på Højgård Hestehospital. Han var landsholdsdyrlæge ved EM i Göteborg i 2017, og har varetaget jobbet som landsholdsdyrlæge for dressurhestene siden.

De dressurryttere og -heste, som skal repræsentere Danmark i Tokyo er: Cathrine Dufour og Bohemian, Carina Cassøe Krüth og Heiline’s Danciera og Nanna Skodborg Merrald med enten Blue Hors Zack eller Atterupgaards Orthilia samt Charlotte Heering og Bufranco.

Hør dem fortælle i denne video optaget i forbindelse med landsholdets bootcamp på Blue Hors. Du kan også se andre video interviews fra bootcampen som fx:

Video: OL Bootcamp på Blue Hors
Video: Vi har det godt på landsholdet
Video: Bohemian tilbage i super form