World Cup Finalen: 3 danske dressurstjerner i top 5
De danske dressurryttere cementerede i dag deres styrke forud for det kommende VM i Herning, da de alle helt enestående red sig ind i top 5 i küren ved FEI World Cup finalen i Leipzig, Tyskland.
Carina og Vamos helt i top
Bedste danske ekvipage blev Cathrine Laudrup-Dufour med den elegante brune Vitalis-søn Vamos Amigos. Vamos har ikke så meget erfaring med konkurrence på dette niveau, men med Cathrine i sadlen dansede han rundt til musikken fra Les Miserables, og ja, det var lige før man kunne ‘høre folket synge’, da parret gik direkte fra piaff til afslutningsparaden.
Sikke en fantastisk præstation, og sikke et overblik og en ro Cathrine kan ride så svært et program med. Dommerne var vilde med det, de så, og det blev til 86.164 % og en 2. plads!
Danse imponerede alle
Carina Cassøe Krüth og Heiline’s Danciera (Danse) havde nogle småfejl i torsdagens korte Grand Prix, men lørdag aften vendte de stærkt tilbage med et særdeles flot program af høj sværhedsgrad.
Danciera er en så yndefuld og udtryksfuld hest, at det altid er betagende at se hoppen på banen, og med Carina som rytter er parret en særlig repræsentant for den lette og korrekte ridning, der imponerer alle dressurentusiaster. Dommerne belønnede deres ridt med 84.971 % og en 4. plads.
Endnu en fremragende indsats af Nanna
Nanna Skodborg Merrald, havde et forrygende 2021, og det ser ud til at Blue Hors-rytteren rider videre på den succes i 2022. Det blev i dag til en 5. plads i küren, hvor Nanna var til start på Atterupgaards Orthilia, efter et velkomponeret program med flotte changementer og særdeles flot piaf og passage- arbejde. De opnåede 81.239 %.
Ikke uventet løb tyske Jessica von Bredow-Werndl og TSF Dalera BB med sejren i finalen. De fik 90.836 %, og lagde dermed stor afstand til resten af feltet. 3. pladsen gik til Isabel Werth og Weihegold med 85.921 %.
Alle resultater
Læs også Alle dansker i top 5
(Artiklen fortsætter under billedet)
Fantastisk at se ridesport på DR
DR har i år valgt at sende World Cup finalen i Leipzig i både dressur og springning.
Det viser også den forøgede interesse, der er på ridesporten i år, hvor vi har 4-dobbelt VM i Herning til august.
De tre dressurryttere Cathrine Dufour, Carina Cassøe Krüth og Nanna Skodborg Merrald, som alle er med i World Cup-finalen, er også potentielle landsholdsryttere, når Danmark forhåbentlig er med i topkampen om holdmedaljer ved VM.
Det bliver også DR, som sender mange timers ridesport i forbindelse med ECCO FEI World Championships Herning – Denmark 2022.