OL-rytter Anna Kasprzak jagter ikke en plads på OL-landsholdet i år. To gange har hun repræsenteret Danmark ved OL, første gang i London, anden gang i Rio, men denne gang har Anna valgt ikke at satse på endnu en OL-billet. Hun blev mor til en søn i marts måned, og selvom Anna hurtigt var tilbage i sadlen igen, er det først nu, hun føler, hun er klar til at ride konkurrencer. Som hun fortæller i videoen, er de nu også en familie på fire, og det betyder et logistisk puslespil, som lige skal gå op.
Addict de Massa og Anna Kasprzak. Foto: Zibrasport Equest
Dobbeltsejr i Grand Prix
Sportsrideklubben Aalborg afvikler B-stævner i weekenden, og Anna havde valgt at vende tilbage til konkurrencer netop her. Med sig havde hun 13-årige Rockstar e. Rockwell og 11-årige Addict de Massa e. San Amour. Som hun fortæller i videoen, skal både hun og hestene have “banket noget rust af”, men hun var godt tilfreds med sine heste. Rock Star sejrede i Grand Prix-klassen, der havde otte startende, med 73,533%, mens Addict de Massa kom ind på andenpladsen med 71,8%
Grand Prix-klassen ved det internationale stævne i Compiègne tæller til resultatet i holdkonkurrencen Nations Cup. Danmark og Sverige er alene i front efter dagens konkurrence, som gav individuel svensk sejr til Patrik Kittel og Well Done de la Roche CMF, men dansk føring i Nations Cup, da Carina Cassøe Küth og Heiline’s Danciera scorede 77% mod Kittels 78,065%
“Danse” levede op til sit navn i dag, Carina scorede adskillige 8 og 8,5 i et fejlfrit program. Se eller gense Carina og Heiline’s Dancieras Grand Prix HER Carina stærke ridt fulgte en flot indsats af Charlotte Heering og Bufranco, der red sig ind på 6. pladsen i klassen med 73,435% Se Charlottes ridt HER
Charlotte Heering Bufranco. Foto: Baun Photo
Cathrine Dufour har ikke været til start i internationale konkurrencer siden hun vandt World Cup kvalifikationen på Vilhelmsborg med Bohemian i oktober. De åbnede meget stærkt med en tendens på 80% og hele vejen gennem programmet scorede parret høje points fra dommerne. Det så ud til, at Cathrine var på vej mod sejren i klassen, efter flere 9-taller i piaffe, passage og overgangene mellem de øvelser. Den første lille usikkerhed viste sig i den første galoppirouette, men parret var fortsat på sejrskurs, især da de scorede både 8 og 9 i den anden pirouette. Og det så fortsat godt ud i passagen på midterlinjen, men så tabte Dufour den mulige sejr, da Bohemian standsede, og ikke rigtig kom igang igen i piaffen. Cathrine fik endelig Bohemian igang i piaffen, men der var sejren tabt. De opnåede 76,5% og en tredjeplads i klassen. Se deres ridt HER
Danmark er i front med 11 point mod Sveriges 12 (det gælder om at have så få points som muligt, for pointene udgøres af rytternes placering) Portugal følger efter på tredjepladsen med 40 points.
Alle tre danske ryttere i CDI3* i Compiègne kom til start i Grand Prix Special. I lighed med Grand Prix-klassen dagen forinden red engleske Charlotte Fry sig i spidsen for Specialen med avlshingsten Everdale med 75,787% Cathrine Dufour og Vamos Amigos scorede adskillige 8 og 8,5 fra dommerne i hele travprogrammet og et enkelt 9-tal for passage. Dermed viste tendensen på dommernes score, at Cathrine var knebent foran den engelske rytter inden galopprogrammet. Her lykkedes det for Cathrine at ride sikkert og fejlfrit, hvilket betød, at hun kunne holde sig meget knebent foran, inden hun vendte op ad midterlinjen. Her satte hun trumf på med en flot afslutning, som udløste endnu et 9-tal, denne gang for overgangen fra piaffe til passage. Og parret sluttede med 76,489%, hvor dommer C (Maria Colliander) gav 74,149% blev der givet 79,043% fra dommer M (Yuri Romanov).
Nanna og Blue Hors Zack – lille kiks stor effekt
Nanna Skodborg Merrald åbnede med en tendens på 80%, de så meget sikre ud, så kom travtraverserne, og der forsvandt forståelsen mellem de to. Det blev et kiks, som kostede Nanna dyrt. Støt og roligt arbejde de sig op gennem programmet med flere 8-taller, og resten af programmet blev vist fejlfrit. Dermed sluttede de på tredjepladsen med 73,170%
Andreas Helgstrand og Fiontini. Foto: Baun Photo
Fiontini bukkede undervejs
Andreas Helgstrand og Fiontini e. Fassbinder (opdr. Henrik Hansen) har en, for en Grand Prix-hest, helt grundlæggende kvalitet: tre taktrene gangarter. De store, brune hoppe kan vise travøgninger af høj kvalitet, hun skridter afspændt og stort, og hun galoperer taktfast op-ad-bakke. I dagens Grand Prix Special kom parret flot fra start, men dommerne var ikke helt enige om at honorere hoppen for de flotte øgninger og den fine, markerede passage. Andreas og Fiontini fik vist en fin piaffe, men i overgangen mistede hoppen balancen, og det kostede et procentpoint fra dommerne. Efter sikre 2’er changementer var parret på vej mod en slutsum på over 73%, da de vendte ind på diagonalen mod etterchangementerne. Da Andreas gav hjælpen til changement, sparkede Fiontini op og ud efter sporene. Andreas fik hurtigt samlet hoppen op, og fik vist fine etterchangementer på den resterende diagonal, men skaden var sket. De sluttede på 71,128% og en 8. plads.
Cathrine Dufour med Vamos Amigos og Nanna Skodborg Merrald med Blue Hors Zack lagde sig i spidsen af den 3-stjernede Grand Prix i Compiègne. Et stort felt med 40 startende og næstsidste rytter, den engleske landsholdsrytter Charlotte Fry, red sig ind foran de to danske ryttere med avlshingsten Everdale e. Lord Leatherdale, så kan man glæde sig over, at hingsten er ejet af den danske OL-rytter Anna van Olst og hendes mand Gert-Jan. Charlotte Fry opnåede 76,674% fra et enigt dommerpanel.
Nanna Skodborg Merrald og Blue Hors Zack sammen med Hans Peter Minderhoud og Glocks Zonik far og søn. Foto: Ulrik Sørensen/Blue Hors
Blue Hors Zack slog sin søn
Cathrine Dufour og Vamos Amigos fik 73,435% mens Nanna Skodborg Merrald og Blue Hors Zack opnåede 73,174% Nanna og Zack havde et par dyre fejl undervejs, idet de misforstod hinanden i anspringet på langsiden efter passagen, hvilket resulterede i 4-taller. Og i den første piouette, som tæller dobbelt, “skruede” Zack lidt rundt, og også her kostede det 4-taller fra dommerne. De var heller ikke helt enige om placeringen, idet Nanna fik pladscifre fra 2 til 8. Lige efter Nanna og Zack kom hollandske Hans Peter Minderhoud og den danske varmblodshingst Glock’s Zonik N.O.P. der er efter Blue Hors Zack med Blue Hors Romanov til morfar. Hingsten er tidligere blevet redet af Hans Peter Minderhouds partner, Edward Gal, men han har to Totilas-sønner Glock’s Toto Jr. N.O.P. og Glo.ck’s Total US med helt fremme internationalt, derfor overlod han tøjlerne til Hans Peter for få måneder siden. Stævnet i Compiègne var deres internationale debut. De opnåede 73,152% på 4. pladsen.
Andreas Helgstrand og Fiontini. Foto: Baun Photo
Helgstrand placeret
Andreas Helgstrand og Fiontini opnåede 71,218% til 6. pladsen i et program med mange 8-taller, hvor den eneste fejl opstod i den anden pirouette, som dommerne bedømte fra 4 til 6,5. Dommerne var ikke helt enige om parrets præstation på banen, da den ene dommer så dem på 13. pladsen og dommer ved C som nr. 4.
Severo Jurado Lopez, der bor og træner i Danmark, kom ind på 7. pladsen med Fendi T med 71,109%
Nanna Skodborg Merrald har debuteret internationalt med succes i lille tur på endnu en hest fra Blue Hors – denne gang er det Blue Hors Znickers, hun har taget med til internationalt dressurstævne i Compiègne. Hun startede udendørssæsonen med en dobbeltsejr i lille tur med avlshingsten Blue Hors Farrell i Hagen. Han er hjemme på Blue Hors efter at have fået en andenplads i Bundgaard Byg Cup kvalifikationen ved Equitour den forgangne weekend.
Nanna: Vi havde en fin tur
Nanna debuterede Blue Hors Znickers i Prix st. George, og hun fortæller: “Jeg syntes virkelig vi havde en fin tur, jeg havde ham godt afslappet derinde. Jeg kunne ride hen til tingene. Jeg fik et par dyre fejl her og der. Vi er super godt tilfredse med ham.
Nanna og Blue Hors Znickers opnåede 72,706% og kom ind på andenpladsen efter engelske Charlotte Fry og Don Joe, der fik 74%
Blue Hors Znickers (8 år) er efter Blue Hors Zack med hoppen Rosmarie e. De Niro til mor. Han er i familie med avlshingsten Blue Hors Zackorado, idet Zackorados mormor Rosanna er søster til Rosmarie. Rosanna er helsøster til avlshingsten Dressage Royal.
Dansk Varmblod og danske ryttere har haft stor succes ved UVM i dressur for 5-, 6- og 7-årige heste. I år afvikles dette verdensmesterskab i Verden, Tyskland fra den 25. – 29. august.
Udtagelse til Verden
Herhjemme har vi tradition for at lave et eller flere kvalifikationsstævner eller udtagelsesklasser inden landsholdet sammensættes til UVM. Danmark har fire pladser i hver årgang til dette mesterskab, og der udtages også reserver.
Udtagelsen til UVM vil finde sted tirsdag den 13. juli og onsdag den 14. juli på Vilhelmsborg.
Alternativ udtagelse
Dansk Varmblod er opmærksom på, at flere ryttere kan være forhindret i at deltage i udtagelsesstævnet, fordi de enten rider internationalt stævne i Falsterbo (hvor der er klasser for ungheste) eller for ungrytternes vedkommende, er på vej hjem fra EM i Spanien. Desuden er rytterne til OL i Tokyo i karantæne forud for afrejsen. Derfor har Dansk Varmblod besluttet, at tilbyde de ryttere et alternativ til den ordinære udtagelse. Den afvikles under Blue Hors Sommerfestival den 26. – 27. juni. Kilde: Dansk Varmblod
Der er tilmeldingsfrist den 10. juni for den ekstraordinære UVM-udtagelse på Blue Hors. For den ordinære UVM-udtagelse den 13.-14. juli på Vilhelmsborg er tilmeldingsfristen den 1. juli.
Der er både 3- og 5-stjernede konkurrencer ved CDI-stævnet i Compiègne denne weekend, og der er danske ryttere til start i begge sværhedsgrader. Den første rytter, som skal i aktion i dag er Nanna Skodborg Merrald, som deltager i lille tur med Blue Hors Znickers e. Blue Hors Zack, hun har starttid kl. 11.08.
3-stjernet Grand Prix
Den 3-stjernede Grand Prix-klasse starter kl. 9, og de danske deltagere har sene starttider. Hele 40 ryttere er på startlisten, der er opdelt i fire grupper. Herboende spanske Severo Jurado Lopez er til start med Fendi T e. Negro, de har starttid kl. 10.58.
Første dansker i aktion er Cathrine Dufour og Vamos Amigos e. Vitalis med starttid kl. 12.20. Andreas Helgstrand og Fiontini e. Fassbinder har starttid 13.05 og Nanna Skodborg Merrald har starttid kl. 14.36 med Blue Hors Zack e. Rousseau.
Udenlandske ryttere på danske heste
Hollandske Hans Peter Minderhoud starter den danske varmblodshingst Glock’s Zonik N.O.P e. Blue Hors Zack kl. 9.54. Schweiziske Gilles Ngovan starter den danske varmblodsvallak Zigzag e. Blue Hors Zack kl. 11.07. Spanske Antonio Laiz Zandio starter den danske varmblodsvallak Gejlholms Menotti e. Blue Hors Don Romantic kl. 13.32 og engelske Richard Davison starter Bubblingh e. Lingh trukket på en dansk varmblods hoppe Matajo e. Picandt k. 14.54
Nations Cup
Holdkonkurrencen Nations Cup i CDIO5* består af tre ryttere. Alle tre ryttere, skal deltage i Grand Prix-klassen, som finder sted lørdag. Søndag rider to ryttere Grand Prix Special (Cathrine Dufour/Bohemian og Carina Cassøe Krüth/Heiline’s Danciera) og en rider kür (Charlotte Heering/Bufranco). Følgende nationer deltager: Belgien, Danmark, Frankrig, England, Japan, Holland, Portugal, Sverige, Schweiz og USA. Hestene i den 5-stjernede tour skal i vet.tjek i dag kl. 14.30.
LIVE Streaming af CDIO5* og CDI3* (Special og kür) er mulig på Cheval TV
Det meste af A-truppen i dressur er samlet til internationalt stævne i Frankrig denne weekend. Det er nu slaget om pladserne på landsholdet skal stå – hvem kommer til OL i Tokyo, hvem bliver reserve? Landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein skal træffe en vanskelig beslutning efter weekendens stævne i Compiègne, der skal sammensættes et landshold med tre ryttere og en rejsende reserve, som skal repræsentere Danmark ved OL i Tokyo.
De rider i Compiégne
Landstræneren har forventninger om en holdmedalje til OL, den første, og hidtil eneste af slagsen var hun selv medvirkende til at ride hjem ved OL i Hong Kong i 2008. Med på holdet dengang var desuden Andreas Helgstrand og Blue Hors Don Schufro. Andreas Helgstrand er igen i spil til en landsholdsplads med den tredobbeltes UVM-guldvinder Fiontini, som han overtog sidste forår, da Severo Jurado Lopez, som indtil da havde redet hoppen, valgte at forlade Helgstrand Dressage for at blive selvstændig. Andreas red i 2008 for Blue Hors, og også dette år er Blue Hors repræsenteret i A-truppen via stedets førsterytter Nanna Skodborg Merrald og avlshingsten Blue Hors Zack. Sammen med Cathrine Dufour med Vamos Amigos, skal de tre starte i den 3-stjernede konkurrence, hvor der rides Grand Prix fredag og Grand Prix Special lørdag.
Andreas Helgstrand og Fiontini. Foto: Baun Photo
Carina: Vi er kommet godt frem
Carina Cassør Krüth og Heiline’s Danciera, som sidste år vandt sølv ved det danske mesterskab, er en af tre ryttere på landsholdet i den 5-stjernede Nations Cup i Compiègne. Carina fortæller, at alle heste er kommet godt frem til trods for, at samtlige hestetransportere fra Danmark sad fast i en kø ved Hamburg i fem timer. Det gjorde den lange tur til Frankrig endnu længere. Alle havde overnatning på vejen, så hestene kom ud af lastbilerne og fik lidt bevægelse og en god nattesøvn i fine stalde. Carina og Andreas Helgstrands heste kørte sammen og overnattede undervejs hos Ludger Beerbaun i Tyskland.
“Det er en meget flot stævneplads, med flere vædeløbsbaner på græs, med steeplechace forhindringer. Det hele står bare snorlige,” fortæller Carina Cassøe Krüth. “Stævnepladsen ligger i en skov, og alle heste har faste bokse i et flot, gammelt staldanlæg. Det er lidt langt fra stalden til opvarmningen, men turen går gennem skoven, og det er en flot tur,” fortæller hun.
Carina og Danse skal deltage i Grand Prix og Grand Prix Special, det samme skal Cathrine Dufour/Bohemian, mens Charlotte Heering og Bufranco deltager i Grand Prix og Grand Prix kür for holdet.
Udtagelsen til de Nordiske Mesterskaber i Finland er som vanligt foretaget af landstræneren for U25- og seniorrytterne, men undtagelsesvist vil rytterne have følgeskab af landstrænerteamet for de unge ryttere, når stævnet løber af stablen i uge 26:
”Nathalie og jeg beklager meget ikke at kunne være med ved NM i Finland. Årsagen er, at datoen falder sammen med OL-forberedende aktiviteter og karantæne i Aachen frem mod afrejsen til OL i Tokyo. Vi er taknemmelige for, at vores kolleger i landsholdsledelsen for Pony/JUN/YR har lovet at inkludere U25- og Seniorrytterne i deres opgaver i Ypäja og er sikre på, vores ryttere vil være i de bedste hænder”, fortæller holdleder, Anne-Mette Binder.
“Vi har gået med en hemmelighed et stykke tid, men nu er vi endelig snart klar til at fortælle om det,” lød det fra dressurrytteren Anna Kasprzak forleden på Facebook.
Siden har hun i forskellige opslaget teaset for et nyt projekt, og tirsdag blev hemmeligheden endelig afsløret.
I en pressemeddelelse skriver de:
Aktiviteterne bag Stutteriet v/HTK og Kasprzak Dressage forenes under navnet Future Dressage.
Den nye identitet markerer stutteriets høje ambitioner om at skabe fremtidens dressurheste, der kan begå sig på højt niveau.
Stutteriet v/HTK ejes af Hanni Toosbuy Kasprzak og har haft adresse i Haderslev siden 2011. Fra den første årgang føl kom til i 2015, har stutteriet avlet og sideløbende hermed uddannet dressurheste. At stutteriet skulle have ny identitet har været i tankerne og på tegnebrættet det seneste års tid.
“Det er en vigtig dag, som vi har glædet os til. Vi har allerede avlet nogle spændende ungheste, og med købet af Stokkerhovedgård, som nu huser alle vores avls- og ungheste, gav det mening at give hele stutteriet en ny identitet for at markere og understrege vores ambitioner for Future Dressage,” siger Anna Kasprzak, der er daglig leder.
Anna og Rock Star (Foto: Zibrasport Equest)
I forbindelse med etableringen af den separate avlsafdeling i 2020, blev Mette Bonefeld Thomasen ansat til at varetage den daglige drift.
Alle medarbejdere i både sports- og avlsafdelingen arbejder fremover under navnet Future Dressage – Sport & Breeding. Navnet Future Dressage er ikke spor tilfældigt og refererer ikke kun til fremtiden, men også til fortiden.
“Vores ambition er at avle fremtidens dressurheste og navnet skal signalere, at vi er et dedikeret team, der tager ansvar for at avle og uddanne heste, der kan blive fremtidens dressurstjerner. Samtidig var Future Cup navnet på den hest, der fik mig til at tro på en fremtid som professionel dressurrytter,” fortæller Anna Kasprzak, som glæder sig over, at forretningen nu har de allermest optimale rammer for succes.
“Nu kan vi fokusere 100 procent på det, vi brænder for: at opdrætte og uddanne dygtige dressurheste,” siger Anna Kasprzak.