Skip to main content

Josefine Hoffmann har redet sig i front ved DM

Josefine Hoffmann og Hønnerups Driver har kurs mod guldet ved DM for U25, men Victoria Vallentin er helt tæt på
| admin

Konkurrencen i toppen af mesterskabet for U25 ved Equitour er benhård mellem sidste års bronzevinder Josefine Hoffmann/Hønnerups Driver og sølvvinder Victoria E. Vallentin med Brooklyn. Ni ekvipager mødtes i mesterskabet for U25, der er de unge rytteres overgang fra ungdomsrækkerne til seniorkonkurrencerne.
Josefine Hoffmann og Hønnerups Driver opnåede 71,907% og det er især hestens fantastisk trav- og galoparbejde, som træller op på resultatlisten. Josefine og 17-årige Driver har opnået et stærkt makkerskab, og de scorede flere 8-taller i både trav- og galopprogrammet. Desværre er skridt ikke Drivers spidskompetence, og bliver han spændt, som han blev i dag, resulterede det i et par 4-taller fra dommerne. 4 af 5 dommere så parret som vindere, mens en enkelt dommer havde parret på 6. pladsen.

Victoria Vallentin – Brooklyn er på en foreløbig anden plads. Foto: Zibrasport/Britt Carlsen

Brooklyn brillerer i piaffe og passage

I lighed med Josefine var Victoria Vallentin på det landshold, som vandt bronze ved EM for U25 sidste år. Hun sluttede på andenpladsen i sidste års danmarksmesterskab, og det er også den plads hun indtager inden kürfinalen. Med Brooklyn har hun en hest med stort talent for de samlede øvelser, som viser piaffe og især passage i absolut særklasse. Victoria åbnede med at satse i travøgningen, og der red hun med for meget risiko og fik taktfejl. Det udløste 4-taller fra dommerne, men hun kom stærkt tilbage i traverserne og i piaffe og passage, hvor hun opnåede adskillige 8-taller. Galopprogrammet fungerede godt for Victoria, lige indtil etterne, hvor hun fik fejl. Victoria sluttede på andenpladsen med 71,149%

Sandra Aagaard Hyrm – Heslegårds Rismon er på medaljekurs. Foto: Zibrasport/Britt Carlsen

Det er svært – især i år

Sandra Aagaard Hyrm og Heslegård’s Rismon kom ind på tredjepladsen, tæt efter Josefine og Victoria med 70,721% Og hun viste et sikkert, fejlfrit program, hvor hun høstede enkelte 8-taller undervejs.

Der var ni ryttere til start. Flere af dem debuterede på dette niveau, og det har været meget svært at få stævnerutine under nedlukningen som følge af corona og herpesvirus. Naturligvis er betingelserne ens for alle, men netop U25-mesterskabet er ekstra svært, fordi dressuren jo dybest set ikke bliver vanskeligere end Grand Prix. Selvom rytterne ikke skal vise helt så meget passage, så mange piaffetrin i U25-Grand Prix, så indeholder programmet præcist de samme øvelser som den “rigtige” Grand Prix. Og derfor må man tage hatten af for de unge ryttere for at kæmpe på og ride deres chance.

På Zibrasport Equest var det sidste års danmarksmester for U25 Anne-Mette Strandby Hansen og berider Thomas Sigtenbjerggaard fra Helgstrand Dressage, som kommenterede rytterne, deres ridt og de enkelte øvelser. Det var en udpræget fornøjelse at høre de to “tale dressur” undervejs. Og i morgen er det Thomas Sigtenbjerggaard, som igen sidder ved mikrofonen, når der rides senior Grand Prix, i morgen sammen med sin kollega berider Michael Grønne Christensen.

Se med fra Equitour Denmark den 21.-23. maj 2021 med DM i dressur og paradressur.
Vi streamer alle tre dage – fra begge baner.

Start- og resultatlister