Julie på 15 år skal til VM
Julie Christensen 15 år, fra Esbjerg og Omegns Rideklub og hendes hest Plet vandt sølv ved Nordisk Mesterskab i voltigering her i sommer. Som kvittering for den flotte præstation er Julie, som den eneste danske junior, udtaget til juniorverdensmesterskabet i Le Mans, Frankrig, der afholdes i uge 30.
Julie har tidligere hevet flere medaljer hjem i children-klassen, både DM og NM, men det er første sæson i de mere krævende juniorklasse, hvor sværhedsgraden og mængden af konkurrenter øges betydeligt.
Et stort talent
Julies træner og longefører Sanne Lorenzen fortæller: ”Julie er en af de mest lovende juniorer i landet, og hun har til Nordisk Mesterskab vist en flot form. Det er fuldt fortjent, at vi nu skal til VM”. Sanne Lorenzen er uddannet berider og ansat på Esbjerg og Omegns Rideklub.
Indsamling giver pote
Julie bor med sin mor i Hjerting, hvor hun også går i skole. Sådan en rejse til Frankrig er en meget dyr fornøjelse, og derfor satte nogle medlemmer fra Esbjerg og Omegens Rideklub gang i en indsamling på Facebook i sidste uge. Facebook gruppen ”Vi støtter Julie og Sanne til VM” opfordrede til at donere til den gode sag, og samtidig kontaktede de mulige sponsorer.
På FB siden er der daglige opslag med info/billeder og alle forberedelserne til VM. Den kan du følge HER
Det har båret frugt, målet på de 40.000 kr. blev nået på blot 4 dage, så de kan komme afsted og få de væsentlige udgifter dækket.
Lokalt er der en stor sponsor på 10.000 kr. og det er Skjern Bank. Mustang trailer har sponsoreret transporter, som både kan transportere hest og deltagere til/fra Frankrig. Så har mange fra nær og fjern doneret små og store beløb. Derfor er Julie og Sanne nu klar til at forsvare de danske farver i Le Mans.