Skip to main content

Karen Møller Rohde har kvalificeret 11 heste til Championatsfinalen

PAVO og Dansk Ride Forbunds championatsfinale for spring- og dressurheste venter forude, og Karen Møller Rohde fra Stutteri Ask har kvalificeret hele 11 heste til finalerne i springning.
| admin

Blue Hors er igen i år vært for den dobbelte finale i både springning og dressur for landets bedste unge heste, PAVO og DRF’s Championatsfinaler.

I springning er der finale for 4-, 5- og 6-års heste, og der er opvarmningsklasser onsdag den 12.10. Herefter følger to kvalifikationsrunder, hvorefter finalen afvikles lørdag aften fra kl. ca. 18.00.

En af de helt store vindere i disse championater gennem årene er berider Karen Møller Rohde, der rider for Stutteri Ask på Fyn. Hun har kvalificeret hele 11 heste til finalerne, 6 i 4-års holdet, 2 i 5-års holdet og 3 i 6-års holdet.

”Jeg kommer til start med 8 heste, en er kastreret og nogle er solgt,” fortæller Karen Møller Rohde. Hun har redet hovedparten af Stutteri Asks unge heste i championatskvalifikationerne, mens hendes mand Søren, bl.a. har kvalificeret Cibelle Ask, som har opnået næsthøjest pointsum for 4-års heste på landsplan.

Om championaterne fortæller Karen: ”Det er sjovt at kunne måle sig med nogle heste, der er alderssvarende.” Hun uddyber, at det ofte er sådan, at de unge heste må konkurrere mod ældre, erfarne heste, ved C- og B-stævner, og det langt fra er hensigtsmæssigt for hestens uddannelse, at skulle ”ræse afsted” i kamp mod mere erfarne heste.

Ved at afvikle klasser for heste i samme aldersgruppe, kan de sammenlignes på ridelighed og kvalitet, og så udløser championaterne en finale for de bedste, som rytterne kan ride efter.

”Det er et dejligt sted at ride finale, for tingene fungere på Blue Hors,” siger Karen, og hun fortsætter: ”Næste år skal vi have finalen på Stutteri Ask, og jeg håber virkelig ikke jeg rammer Andreas Schous stime, han havde vundet flere mesterskaber, inden de holdt DM hos Absolute Horses, så har han ikke vundet siden. Det må vi prøve at lave om på, ellers skal championaterne hurtigt væk herfra,” ler Karen.

Kommer til start med en vinder

Blandt de heste, som Karen har kvalificeret til finalestævnet, er sidste år vinder, Fi Fi Ask e. Ci Ci Senjor Ask, opdrættet på Stutteri Ask og finaledeltager ved UVM på Zangersheide i år.

”Jeg har store forventninger til Fi Fi i 5-års holdet, for hun gik godt med på Zangersheide, og min 6-års Jewel Ask Z har jeg også forventninger til.” Jewel Ask Z e. Jaguar van Paemel er kåret i Dansk Varmblod, men han har ikke haft den bedste start på sin karriere, Karen fortæller: ”Han er knap så erfaren, det er blot hans 6. ridestævne. Han gik to kvalifikationer som 4-års, men så blev finalerne aflyst (pga. COVID-19), og det følgende forår fik Jewel tarmslyng, og derefter en brok, som også skulle opereres. Han er værd at vente på, tyder det på. Det er en af de bedste heste, jeg har siddet på. En sportsmodel, der er saft i på 3. dagen. Han springer godt, med god teknik og bascule, og så er han forsigtig, ham forventer jeg mig meget af.”

Hvem har saft og kraft i finalen?

Det er altid interessant at følge de 4-årige heste, for de har ikke meget historie og erfaring i bagagen, når de kommer til finalestævnet. Og det er aldrig til at vide på forhånd, hvordan de reagerer i nye rammer.

Karen har kvalificeret Årets Hoppe i Dansk Varmblod, Vicky Ask e. Todt Un Price Ask, som fik en opdrættermedalje i guld ved Dansk Varmblods Krafft Eliteskue sidste år. Og så har hun et afkom med efter Grand Prix-hoppen Feline Ask, Fiorina Ask e. Dominator 2000 Z, den er kun 1,60 m høj: ”Det må tiden vise med den,” siger Karen. Nogle af hestene ved hun, hun lige skal ride en runde med i opvarmningsklasserne onsdag, så de kan få set banen. ”Andre tager vi en chance med, for hvis vi rider opvarmning og de når finalen, skal de gå 4 dage i træk. Det er også der, de skal vise deres værd. Får vi fejl på sidste dagen behøver det ikke at betyde, man har en dårlig hest. De kan være punkteret i skroget, og vi ved jo, hvad vi har med.”

Karen Møller Rohde glæder sig til finalestævnet. Det er lidt som at deltage ved UVM på Zangersheide, og hvad finalestævnet så bringer af hæder, det må tiden vise. Stævnet er et led i de unge hestes uddannelse frem mod større opgaver, og for de 4-årige hestes vedkommende, også en mulighed for at opleve et større set-up, hvilket er vigtigt, hvis de bliver kvalificeret til Dansk Varmblods Unghestechampionat i Herning til marts næste år.

Hold øje med topscorerne

Efter sommerens kvalifikationer er det Sashia Astrup Jensen, som har scoret højest i 4-års holdet med Coco Chanel e. Comme Il Faut, 8,8 points har de redet til. Tre ryttere har fået 8,5 og foruden Søren Møller Rohde er det Geraldine Lüthje med Derby Alfarvad Z e. ARD VDL Douglass og Jacob Theodor Schmidt med Avatar Lox DWB e. Action Man Ask Z.

I 5-års holdet er Karen Møller Rohede alene i front med Fi Fi Ask og 8,6 points. To har scoret 8,4: Frida Munk Lassen og Vega Ask e. Big Star samt Rikke Andersen og Holdup du Bobois e. Balou du Rouet, som dog ikke er at finde på startlisten til finalen, og det samme er også gældende for den ene topscore i 6-års klassen, Rikke Haastrup Kristensen med Quinten van Hippo-Lux e. Elvis Ter Putte, der ligesom Karen Møller Rohde og Jewel Ask har scoret 8,6 points.

Bo Bak Andersen er banedesigner assisteret af Christian Eilschou Holm, og det er den tyske, tidligere toprytter Karsten Huck og Kenneth Ernst, som er stildommere i championatsfinalen.

Se deltagerlisten i springning og dressur

Se gratis med på Zibrasport Equest

Kom helt tæt på finalerne i PAVO og DRFs ungheste championater i dressur og springning, når vi live streamer fra Blue Hors fra den 13. til den 16. oktober.
I samarbejde med PAVO og DRF har vi gjort det GRATIS for alle at se med fra championatsfinalerne uanset om du er Premium medlem eller ej.