Legendarisk springhest dør i en alder af 33 år
Den 11. januar 2022 døde springhingsten Tinka’s Boy (f. 1989) i en alder af 33 år efter en fantastisk sports- og avlskarriere. Zuidpool-sønnen, ud af Espirit (e. Zeus), vandt svimlende CHF 2,5 mio. (knap 18 mio. kr.) i præmiepenge og herunder 26 internationale grand prix’er.
Den olympiske sølvmedaljevinder, der kun målte 162 cm i stang, startede sin succesfulde karriere under Nick Skelton, med hvem han vandt flere mesterskaber for ungheste og repræsenterede Storbritannien på Nations Cup-hold i 1997, før han blev solgt til Markus Fuchs samme år.
I sin selvbiografi fra 2018 beskriver Nick Skelton den røde hingst som “sandsynligvis den bedste hest i verden på sin tid”.
(artiklen fortsætter under videoen)
OL- sølv i 2000
Tinka’s Boy sprang for Schweiz med Markus Fuchs i sadlen ved alle større seniormesterskaber mellem 1999 og 2004. Parrets spektakulære medaljerække inkluderede individuelt- og holdsølv ved EM i 1999 i Hickstead, holdsølv ved OL i Sydney 2000, sejr ved verdensmesterskabet i Gothenberg 2001 og holdbronze ved EM i 2003 Donaueschingen. Partnerskabets andre seniormesterskabskampe inkluderer World Equestrian Games i 2002 og OL i 2004.
Martin Fuchs har på et tidspunkt udtalt: ”Han er mit livs hest!”
Tinka Boys succes som avlshingst betyder, at hans arv lever videre gennem hans afkom. Disse omfatter blandt andet Tinka’s Serenade, som repræsenterede Irland ved OL i London 2012 med Billy Twomey, Tinka’s Son og Tinka’s Lad.
I aften græder vi
“Vi er alle kede af det, også ejeren Isolde Liebherr. Men vi er også glade for, at han efter en ekstrem succesfuld sportskarriere var i stand til at nyde et så langt pensionistliv i bedste velgående,” siger Markus til den schweiziske publikation Pferdewoche.ch.
I en erklæring på Facebook fra Béligneux Le Haras hingstestation lyder det: “Vores elskede Tinka’s Boy har fredeligt afsluttet sit lange liv. Vores karismatiske mester levede 33 år og gav så meget til dem omkring ham. En stor tak til Markus Fuchs, Madame Liebbher og Nadia og Clément, der gav et smukt liv til dette monument i ridesporten. I aften græder vi.”