Ny brutal mishandlingssag i sjællandsk rideklub
Sidste år i september blev vi vidne til en særdeles brutal sag om hestemishandling, da en ukendt gerningsmand trængte ind i stalden hos Holdbæk Rideklub og mishandlede hesten Ågerupgårds Carli så brutalt, at hesten måtte aflives. Natten til den 24. august i år trængte en ukendt gerningsmand ind i samme stald, og har forvoldt skade på en hest. Denne gang er det heldigvis ikke med dødelig udgang, men hesten er tydeligt mærket af mishandlingen.
Udsat for mishandling med skader på endetarmen
Det er nu knapt et år siden Ågerupgårds Carli blev mishandlet af en endnu ukendt gerningsmand. Den 8-årige fjordhest havde alvorlige skader i endetarmen og blødte, dyrlægen vurderede, at hesten måtte aflives. Trods efterforskning og offentliggørelse af en overvågningsvideo, er sagen uopklaret. Videoen viste en mand ankomme til stalden om natten med en flaskelignende genstand i hånden.
Stina Myrholm, der ejede Ågerupgårds Carli, som måtte aflives sidste år efter mishandling, har lagt et opslag på Facebook om den nye sag. Hun har offentliggjort et foto fra overvågningsvideoen, og skriver: “Denne gang er der heldigvis bedre overvågning (som ikke er offentliggjort endnu). Holbæk Rideklub er meget påvirket af situationen.”
“Da jeg fik opringningen med besked om, der har været en mand i stalden igen, var min første tanke: er hesten død,” fortæller Stina. Heldigvis gik det ikke så galt denne gang, men hele processen har bragt ubehagelige minder og tanker til live igen hos Stina Myrholm, men nu fokuserer hun på at støtte politiet i at fange gerningsmanden. Nu skal det ske, understreger hun. “Det var lige en tur ned af “memory lane”, men det giver også håb, for det er klart en bedre videokvalitet denne gang,” fortæller hun.
Ny mishandlingssag
Midt- og Vestsjællands Politi er på sagen. De har været ridecenteret igennem for at indsamle tekniske beviser. Og videomaterialet er i høj grad værdifuldt. Overvågningen blev opsat af Stinas mand efter mishandlingen af hendes hest sidste år, og kan nu være det afgørende bevis, der fælder gerningsmanden.
Om morgenen bliver hestene lukket på fold som de plejer. Mettes hest Florica (kaldet Flo) som hun hun har haft i 3-4 uger, virker lidt urolig, mere end sædvanligt, men hun har spist op, og bliver lukket ud på folden. Ca. en halv time senere kommer Mette i stalden, og hun går ud på folden for at se til Flo.
“Normalt kommer Flo så snart Mette kommer ud på folden, men det gør hun ikke denne gang. Da Mette kommer hen til hesten kan hun se, at hoppen har været svedt, og der sidder noget slim i halen. Man kan altid mærke på sin hest, hvis der er noget, og Mette løfter halen og ser Flo er hævet i skedeåbningen. Der er ingen tydelige rifter at se, men der er ikke tvivl om, at noget er hændt,” forklarer Stina, som er talsperson for Holdbæk Rideklub og Mette, som ikke er i stand til at finde overskud til at tale om sagen.
På baggrund af Carlis historie, kontakter Mette dyrlægen og næstformanden, som tjekker overvågningen og kan se, at der har været en ubuden person i stalden om natten.
I en venteposition
Dyrlægen fra Mørkøv Dyreklinik har tilset Flo, som er under behandling for at undgå infektion. Hun er på smertestillende medicin, men heldigvis ikke mishandlet i samme grad som Carli var det.
“Lige nu er vi i en venteposition. Vi er lykkelige over, vi har så gode billeder fra overvågningsfilmen. De er så tydelige også af vedkommendes ansigt, ” fortæller Stina, de billeder hun har lagt på sin Facebook-profil viser slet ikke den sande kvalitet. De billeder har hun i øvrigt fået problemer med at have offentliggjort.
Stina har ikke længere sine heste på Holbæk Ridecenter, som hun siger, det er et super dejligt sted, men hun har nu hestene hjemme.
“Jeg gik og fodrede mine heste i mørket i aftes, min nye hest, også en fjordhest, har føl ved siden. Den har en kæmpe stjerne i panden, noget Fjordheste faktisk ikke “må” have. Jeg gav føllet et kys og sagde tak til Carli – jeg har det mest kiksede fjordhesteføl, fortæller Stina, der har fundet overskud til at se fremad – håbet om at fange gerningsmanden bag mishandlingen af Carli er kommet nærmere.
Håbet om at finde gerningsmanden lever
“Der er ingen retfærdighed i det her, uanset hvilken straf han får. Men jeg håber inderligt han bliver fundet. Jeg vil så gerne have en gerningsmand og få en afslutning,” forklarer Stina. Hun fortæller, at gerningsmanden virker stedkendt på overvågningsvideoen. Han kigger ikke ind af døre, men ved hvor han skal hen. Overvågningen viser, han var inde i boksen hos Flo i omkring 2 til 2,5 time, så kommer han ud, går lidt rundt, og går igen ind i boksen af flere gange.
Naturligvis er der bekymring hos hesteejerne i stalden, og derfor er alle heste nu sat på døgnfold – uden grimer. De går på store græsfolde. Og imens kæmper klubbens medlemmer og ledelse med at finde gode planer for alarmer i stalden.
“Hesteejerne er bange. Sidste gang stod jeg og sagde; lad være med at være nervøse, det sker ikke igen. Jeg håber af hele mit hjerte, at det ikke sker igen, men jeg kan ikke få mig selv til at sige det samme denne gang. Det der holder mig oppe nu, er håbet, håbet om at han bliver fundet og straffet. Det må være den samme gerningsmand. Det skal bare lykkes at finde ham NU!, slutter Stina Myrholm.