Shadowfax – hesten over dem alle!
Nogle gange er heste i film og litteratur lige så berømte som menneskerne. Sådan er det i hvert fald med Shadowfax (Skyggefaxe på dansk) fra J.R.R Tolkiens triologi om Ringenes Herre. Hvor bøgerne var elsket af fantasy fans fra hele verden i mange år, skød filmatiseringen, med Peter Jackson i spidsen, sig ind som en af de mest populære filmserier i nyere tid. Det bragte de allerede kendte og elskede figurer ud til et verdensomspændende publikum, og Shadowfax med hans rene og modige hjerte var en af de allermest populære.
En hest ud af et eventyr
Shadowfax er en af de mest mindeværdige ikke-menneskelige figurer Ringenes Herre. Hesten er synonym med troldmanden Gandalf, fortaler for alt det gode i verden, og sammen tilbagelægger de store afstande i Midgård – hurtigere end det ville være en almindelig hest muligt. Shadowfax har været Gandalfs ven igennem mange farer, og de to har nærmest en telepatisk forbindelse. Troldmanden er den eneste, der nogensinde har fået lov at ride hesten, og beskriver ham som The Lord of all Horses. Modig, udholdende og hurtig som vinden. Om dagen glitrer hans pels som sølv, og om natten er det som en skygge, så han kan bevæge sig uset i mørke (deraf navnet).
Den svære rolle at spille en magisk hest
Det er altid en udfordring at finde, træne og filme heste til store spillefilm. Ringenes Herre var ikke nogen undtagelse. Og det krævede naturligvis helt særlige heste til at udfylde rollen som Shadowfax. Til filmatiseringen af trilogien var der to hvide heste med på settet – Blanca og Demiro.
”Demiro var den primære Shadowfax – og en diva, han så fantastisk ud, og vidste det selv. Han var trænet til at indtage en position og blive der. Når Demiro løste opgaven, gjorde han det fantastisk, og når han ikke kunne løse opgaven, blev han sendt tilbage til stalden, og Blanca blev bragt på banen. Så kom skuddet i kassen,” fortæller Ian Mckellen, der spillede Gandalf i filmene.
Hestene var trænet af Don Reynolds, der arbejdede med frihedsdressur, og lærte hestene at håndtere de specifikke opgaver, der hørte med til jobbet som Shadowfax i et middelalderunivers med magi og mange forskellige skabninger. Det var naturligvis ikke altid uden udfordringer, som det kan ses i dokumentaren nedenfor.
Viggo og Ureaus
Der var selvfølgelig mange flere heste end Shadowfax i filmene, der udspiller sig i et imponerende middelalderunivers, og dokumentaren fortæller også, om træningen af hestene og forholdet mellem skuespillerne og deres heste. Her sætter blandt andet Viggo Mortensen (Aragorn) og Orlando Bloom (Legolas) ord på deres hestes personligheder, og det fascinerende ved at arbejde med dyrene og opbygge et forhold til dem. Især Viggo Mortensen fik et særligt forhold til sin hest Ureaus, som han brugte mange timer med hver eneste dag.
”Jeg fik en masse venner i New Zealand, men han er uden tvivl min bedste ven,” sagde den dansk/amerikanske skuespiller efterfølgende om Ureaus. Han købte hesten, da produktionen var overstået, og havde den til dens død i 2015.
Om Ringenes Herre (Lord of the Rings)
Trilogien Ringenes Herre, skrevet af J.R R. Tolkien (1892-1973) udkom 1954-1955. Den er kaldt det tyvende århundredets største skønlitterære værk. Bøgerne er basis for den Tolkien-feber, der greb det meste af verden efter de tre film af instruktøren Peter Jackson: Ringenes Herre – Eventyret om Ringen havde premiere julen 2001, julen 2002 fulgte Ringenes Herre – De to Tårne og julen 2003 sidste del, Ringenes Herre – Kongen vender tilbage.