Skip to main content

Danmark fører Nations Cup i Aachen

Daniel Bachmann Andersen,Nanna Skodborg Merrald, Carina Cassøe Krüth og Cathrine Laudrup-Dufour sikrede Danmark føringen i CDIO5* Nations Cup.
| admin

Torsdag stod der Nations Cup i dressur på programmet ved stævnet i Aachen. Danmark stillede med et på papiret stærkt hold i CDIO5* Nations Cup:

Læs også: Dufour og Bohemian slog verdenseliten i Aachen

Nanna og Orthilia var første danske islæt i den store arena Deutsche Bank Dressurstadion.

EM- og World Cup-deltageren viste som altid høj kvalitet i piaffe- og passageøvelserne, men den 17-årige hoppe gik desværre meget med åben mund. 73.348% fik parret for deres Grand Prix.

Daniel Bachmann Andersen og Marshall-Bell, der har været så meget igennem den seneste tid, kæmper i den grad for en plads på VM-holdet.

Læs: Marshall-Bell tilbage til Daniel!

Den kun 10-årige vallak med de ekstremt aktive bagben, som nu ejes af U25-rytteren Nicola Ahorner, var måske en smule spændt i dagens program, men det blev stadig til fine momenter på banen.

Og med 73.696% lagde de sig ind på en foreløbig andenplads.

Til DM skånede Carina Cassøe Krüth Heiline’s Danciera, så den var topfit til sommerens internationale turneringer.

Første stop er Aachen for parret, og så venter VM forhåbentlig i august.

I torsdagens Grand Prix var passagen var i særklasse, mens Danses piaffe ikke sad helt i skabet. Alligevel belønnede dommerne dem med 74.500% – men desværre med pladscifre som svingede mellem 1 og 9.

Onsdagens vinder af Grand Prix i CDI4*, Cathrine Laudrup-Dufour, har ikke kun Bohemian med til Tyskland. Hendes DM-partner Vamos Amigos prøver nemlig kræfter med Nations Cup.

Læs også: Cathrine Dufour satte tingene på plads i DM

Selv om Vamos Amigos kun er 10 år, så har den allerede nu så meget erfaring i dressurens sværeste klasser, at Cathrine satsede på ham i den femstjernede turnering.

Og Cathrine og Vamos beviste i dag, at de ligger meget varmt i svinget, når der om godt en måned skal kåres en ny verdensmester.

“Storartet”, “storartet”, “storartet”, udbrød den tyske kommentator, da Cathrine havde hilst af efter et ridt i verdensklasse.

Med 81.544% slog ekvipagen hele feltet, der talte Patrik Kittel, Frederic Wandres, Charlotte Fry, Henri Ruoste, Isabell Werth og Benjamin Werndl.

Cathrine Dufours ridt sikrede dermed også Danmark føringen i Nations Cuppen foran Tyskland og Holland.

Se resultatlisten

Lørdag gælder det Grand Prix Special i den femstjernede turnering i Aachen.