Sundt vi fik sat farten lidt ned
Berider Torben Frandsen, 46 år, driver Tørring Ridecenter ved Randers, som er en vidt forgrenet virksomhed med konkurrencestald, træning af ryttere og heste, hestehandel og en aktiv rideskole med tilknyttet ridefysioterapi. Samtidig fungerer stedet også som testcenter for hingste og hopper i Dansk Varmblod, hvor Torben Frandsen er træningsleder for hingstenes materialprøver (10-dages observationstest og 35-dages materialprøve) samt stationsafprøvning (30 dage) af hopper.
Torben har været selvstændig i Tørring siden 2002, han har været på springlandsholdet, og redet et utal af internationale stævner. Weekend efter weekend har han redet herhjemme og i udlandet, men det satte nedlukningen som følge af coronapandemien en stopper for.
– Pludselig måtte vi prøve at finde andre muligheder for træning, fortæller Torben Frandsen.
Stævnedeltagelse er en vigtig del af springhestenes uddannelse. Det er ved stævnerne de får set nye forhindringer, testet deres robusthed overfor miljøet i stalden og på opvarmningsbanen. Med ingen, eller kun få stævner, har hestenes uddannelse skullet nytænkes. Torben fortæller: – Vi har lavet en del banetræning med de unge heste herhjemme. Og i de perioder, der har været åben, redet så mange stævner som muligt. Samtidig har vi gjort en del mere ud af at uddanne unghestene herhjemme, og i det hele taget forsøgt at få det bedste ud af situationen.
Banetræning hjemme, eller banetræning hos en kollega har været med til at forberede de unge heste på den, forhåbentlig, kommende stævnesæson. I forhold til de ældre og mere erfarne konkurrenceheste, har det været vanskeligt at planlægge deres træning. Op- og nedlukningerne er kommet med kort varsel, og det har udfordret managementet af hestene. – Vi har driftsudgifterne i det daglige med foder, smed, dyrlæge og træning, men vi kan ikke forbedre vores ”produkt” til stævnerne. Det er en svær situation, men sådan er det jo også i andre brancher, erkender Torben. Den aldersrelaterede træning af hestene betyder, at de ikke er ”med” i deres uddannelse, med andre ord, deres uddannelse halter efter.
– Vi træner og uddanner dem herhjemme, men fakta er, at de skal ud for at se og opleve noget forskelligt, for at blive trygge ved omgivelserne. Og på den lange bane er stævnerne en vigtig faktor i uddannelsen, og en del af vores vindue for videresalg.
Gang i salgsstalden
Torben driver en salgsstald med spring- og dressurheste. For at have succes med handlen er det vigtigt, dels at give hestene en god uddannelse, og dels få dem vist for mulige købere. Begge dele hænger uløseligt sammen med stævnedeltagelsen.
– Herhjemme har vi ikke kunnet ride, men i flere europæiske lande, har man kunnet ride stævner for professionelle. Det betyder meget for hestenes udvikling. Kunne vi få åbnet op for professionel sport også herhjemme, kan vi holde vores heste i gang, de taber ikke handelsværdi, og samtidig er de klar til at gå konkurrencer, når de hele forhåbentlig åbner op igen, forklarer Torben. Hvor meget skade ridesporten har lidt i konkurrence med vores nabolande, der har holdt gang i den professionelle sport, vil først vise sig, når der åbnes op for internationale konkurrencer og mesterskaber.
Torben har haft fornuftig gang i sin salgsstald. Han har solgt sin internationale Grand Prix-hest Quirock til USA under nedlukningen, og fokusere i stedet på at uddanne nogle af de yngre talenter i stalden. Bl.a. avlshingsten Elmegårdens Dakota e. Bøgegårdens Dicapo/Catoki, som han red ind i UVM-finalen på Zangersheide i 2019. Det er hingsten som ses springe på videoen.
– Jeg kan godt lide at komme til stævne, men jeg har oplevet, at jeg også nyder at være herhjemme.
– Det har været specielt at opleve, det har været legalt ikke at ride stævner konstant. Jeg må indrømme, jeg har nyt at have lidt mere fritid. Set i bakspejlet var det nok sundt nok, vi alle sammen fik sat farten lidt ned, men jeg glæder mig nu meget til, at det hele åbner op igen, slutter Torben Frandsen.
Om Torben Frandsen
Tørring Ridecenter ligger i en lille by 15 km nord for Randers. I naturskønne omgivelser med udsigt over Randers Fjord.
Stedet blev grundlagt i 1990 af Else Marie og Vagn Frandsen, som i 2002 indgik partnerskab med sønnen Torben Frandsen.
Torben overtog ridecenteret i 2014. Af stedets faciliteter kan der nævnes en stor stald med plads til 48 heste, en walker, to ridehaller, to udendørs springbaner (græs og sand) samt to udendørs dressurbaner.
Torben blev udlært i 1998 fra berider Holger Sørensen i Hjørring. Herefter red han to år hos Detlef Saul i Tyskland. Han vendte hjem til at godt job hos Jørgen Jensen på Dalby Ridecenter, hvor han var i to år.
Torben er formand for Dansk Ride- Instruktør Forening, han har pt. tre lærlinge: Pia Thomsen, 6. år – Christina Frederiksen, 2. år og Marianne A. Poulsen, 4. års lærling.