Sverige helt suveræne: Sikrer sig VM-guld
“Noget af det allersværeste, man kan komme ud for”, lød analysen fra dagens TV-kommentator, den profesionelle springrytter, Tina Lund om banen, som 58 ryttere og deres heste skulle overvinde fredag aften på Stutteri Ask Stadium ved VM i Herning.
Konkurrencen havde ikke kun til formål at finde de 25 bedste individuelle ekvipager (se længere nede, hvordan det gik danskerne), som får adgang til finalen søndag – medaljerne i holdmesterskabet skulle også fordeles.
Læs også: Ingen finaleplads til det danske springteam
Og aftenen stod i spændingens tegn. Flere af favoritterne fik nedslag, andre måtte opgive og tyske Andre Thieme blev nærmest kastet ud af sadlen.
Sveriges team, bestående af Henrik von Eckermann, Malin Baryard-Johnsson, Jens Fredricson og Peder Fredricson, var i en klasse helt for sig selv, og de vandt overlegent guld med kun 7.69 fejl.
Dermed er Sverige nu både regerende verdensmestre og OL-vinder.
Sølv: Holland med 19.31 fejl
Bronze: Storbritannien med 22.66 fejl.
Artiklen fortsætter herunder
Ingen danskere blandt de 25 bedste
Lars Bak Andersen og Carl-Heinz B. skulle for første gang nogensinde prøve kræfter med disciplinen at ride under floodlight – altså i kunstigt lys.
Desværre røg der tre bomme på jorden undervejs for den 43-årige rytter og hans hest på kun 10 år.
Ekvipagen sluttede med sammenlagt 26.49 fejl.
“Jeg startede fint ud derinde. Den sprang overbevisende. Jeg skulle nok have redet mere med, hvor vi får første nedrivning. Den bliver lidt stærk til sidst,” konstaterede Lars til DR.
Lige efter red Andreas Schou og holstenerhingsten Darc de Lux ind på Stutteri Ask Stadium.
Parret var virkelig godt kørende, men i trekombinationen kom der en ærgerlig nedrivning. Andreas var dog mere end tilfreds med Darcs præstation.
“Det var fantastisk at ride her på hjemmebane på et fyldt stadion… Jeg kunne mærke, at Darc var med mig derinde. Der er ingen tvivl om, at han var ved at være lidt træt, da vi fik fejlen. Han er en fighter.”
Andreas Schou
15.42 fejl blev deres slutresultat efter tre runder.
Emil Hallundbæk og Chalisco var inden dagens runde placeret som nummer 30, og de skulle altså avancere, hvis de ville have en plads i søndagens finale.
Den 24-årige fyr red Chalisco sikkert rundt i begyndelsen, men alligevel faldt der to bomme. Og desværre kom der også et stop. Derfor endte de på i alt på 29 fejl i dag og sammenlagt 36.13.
Se resultatet her