Skip to main content

Tag: Andreas Schou

Disse springryttere er udtaget til Nations Cup i Uggerhalne

Når anden del af 2021s Equitour bliver afviklet den 10. – 13. juni 2021, så består det danske Nations Cup-hold af fem erfarne ryttere.

Nations Cup-holdet

Andreas Schou
Emil Hallundbæk
Lars Nørgaard Pedersen
Zascha Nygaard Andreasen
Konstantin Künnemann

Ryttere udtaget til CSIO3* individuel:

Tina Lund
Rikke Haastrup
Adam Olesen
Kasper H. Hansen
Maria Hjort Frederiksen
Sørens Møller Rohde
Karen Møller Rohde
Linnea Ericsson-Carey
Benedikte Truelsen
Martin Neergaard

Du kan se, hvordan de klarer sig live her på Zibrasport Equest – find info om stævnet her

Kilde: DRF

Video: Andreas Schou har hestekræfterne i orden

De seneste seks klasser Andreas Schou har sprunget på 10-årige Darc de Lux e. Darco opdrættet af Morten Augustinus på Fyn har været fejlfrie. ”Den er bare eminent”, fortæller han fra hesteryg på træningsbanen ved familiens ridecenter ved Tågerup. Tiden er knap. Han er netop hjemvendt efter et stævne i Italien, hvor Darc de Lux var dobbelt nul i den 4-stjernede Grand Prix, og dermed har parret for alvor lagt billet ind på den ledige plads til OL i Tokyo.

”Jeg har været hjemme to dage, og så tager jeg afsted igen i morgen med et nyt hold heste til stævne,” fortæller Andreas Schou. Han er blandt de mest erfarne springryttere herhjemme. På trods af sine blot 34 år, har han redet de seneste seks europamesterskaber for Danmark. Det bedste resultat kom i 2015 i Aachen, hvor han og Der Kleine sluttede på en individuel 9. plads – et mulehår fra bronze.

Fra pause til international topsport

Andreas Schou har ni danske mesterskaber på sit cv. Han er et lysende talent på en springbane, og derfor var det noget af et chok, da han i 2016 valgte at tage et års pause fra konkurrencesporten, og i stedet hellige sig opbygningen af virksomheden Absolute Horses sammen med sin bror Christian.

”Det er klart, efter jeg en årrække havde rigtig gode heste, brugte jeg et år på at stable noget andet på benene. Jeg har været tilbage (på konkurrencebanerne) de seneste par år,” fortæller Andreas. Han understreger, at han har en bred gruppe heste, hvor der er fantastiske youngsters godt på vej, og heste, som Darc de Lux og Diacardo BS, der har bragt Andreas tilbage i toppen af international springsport.

Jagter to mesterskaber i år

Andreas har været særdeles aktiv på konkurrencebanerne, efter det igen har været muligt at ride stævner. COVID-19 og EHV-1 har presset stævneplanlægningen til det yderste.

”Jeg har redet meget, for der er to mesterskaber i år (OL i Tokyo og EM i Tyskland), og jeg har en fantastisk gruppe heste som pga. corona nedlukning kom lidt bagefter sidste år, men jeg har nogle hestekræfter at tage med på tur,” bekræfter han med smil i stemmen. ”Det er sjovt nu at høste frugterne af det arbejde, vi har gjort de senere år.”

Darc de Lux min bedste hest

”Det er sjovere at ride på det her niveau,” udtaler Andreas efter han i weekenden sluttede på 6 pladsen efter to fejlfrie runder i 4-stjernet Grand Prix, med Darc de Lux ved et stort stævne i Italien, med deltagelse af en stor del af verdenseliten. Resultaterne er kommet med Darc de Lux, som har sprunget adskillige, fejlfrie runder i tre- og fire-stjernede Grand Prix-klasser. Og han har da også toppet Dansk Ride Forbunds eliterangliste i springning den seneste sæson med hingsten.

Darc de Lux den bedste hest jeg nogensinde har haft. Det har taget lidt tid, for han er meget forsigtig, men han har et ekstra gear – det er der ingen tvivl om. Han kan springe alt.

Andreas Schou

Andreas købte hingsten af opdrætteren, berider Morten Augustinus, som kom til banetræning med Darc de Lux på Tågerup. Ved den lejlighed spottede Andreas den talentfulde hingst, prøvered ham, og købte ham af Morten. ”Vi er glade for, den ikke nåede at gå andre steder hen.”

Hingsten er ikke kåret i Dansk Varmblod. ”Vi har ikke prøvet at fremstille ham, men vi har da talt om det, hvis han kommer til et af mesterskaberne i år. Indtil videre har vi ikke bøvler med det, han har fået lov til at koncentrere sig som sporten.”

OL er et stort mål

Andreas Schou red sit første seniormesterskab ved EM i Windsor i 2009, siden har han været på EM-landsholdet, hver gang, og redet VM i Caen i 2014. OL i Tokyo er et stort mål for Andreas.

”Han (Darc de Lux) har sprunget seks runder fejlfrit nu i Grand Prix, og søndag red vi en virkelig seriøs Grand Prix-bane (i Italien), hvor han viste overskud og overblik, som han ikke tidligere har vist, selvom han har leveret fantastiske resultater.”

Som Andreas fortæller, er der tre ridestævner tilbage, hvor ryttere og heste kan bevise deres værd for landstræner Bo K. Møller, så er der OL. Læs mere om, hvordan landstræner Bo K. Møller planlægger sæsonen: Målet er en plads i første division

”Der er ingen tvivl om, at Darc de Lux er svær at følge med lige nu,” siger Andreas ærligt, han håber inderligt på en plads ved OL, og så har han Diacardo BS, ham red han i Nations Cup i Pragh, som et godt emne til EM i Tyskland, hvis Darc de Lux bliver udtaget til OL.

Andreas understreger, hvor vigtigt der er for ham (og andre) at have flere gode heste, der kan konkurrere på et højt niveau. ”Det gør, at jeg kan holde mig selv skarp på det niveau,” forklarer han.

Sidste år vandt Andreas sølv ved DM på hjemmebane. På trods af de mange mesterskaber, han har vundet, har han ikke vundet på hjemmebanen, de 10 år, som stævnet har været afviklet på Tågerup. Han håber faktisk heller ikke, det bliver tilfældet i år for DM afvikles, mens der er OL i Tokyo. ”Jeg er forhåbentlig ikke hjemme til DM,” slutter Andreas Schou med smil i stemmen.
Se afgørelsen på DM 2020 HER

Springrytterne med flotte resultater internationalt

Landstræner Bo K. Møller har været med et hold junior- og ungryttere i Samorin denne weekend. De to hold blev suppleret af to U25-ryttere, og de har virkelig leveret varen under stævnet.

”Det har været en god dag,” indleder landstræner Bo K. Møller. Hans tilfredshed skyldes flotte resultater og stabile ridt, som lover godt for den kommende sæson. Mens ungrytterne vandt deres Nations Cup konkurrence i fredags, måtte det urutinerede hold juniorryttere tage til takke med en mere beskeden placering som nr. 6. Dog med fine runder med 0 og 4 fejl, understreger landstræneren. Dette blev yderligere understreget i dag, hvor fire juniorryttere kom ind i omspringningen i Grand Prix klassen. Bedste dansker blev Clara Roesgaard Kristensen og AK’s Cavalina på 4. pladsen, lige foran Noona Linde Wildfang/Lehar, Line Busk Heltborg og Gaville kom ind på 8. pladsen, mens Mette Askham Jensen/Destany blev nr. 12.

”De red godt, de skal bare have noget mere erfaring, det er meget positivt,” understregede Bo.

Ungrytterne holdt momentum

Det stærke hold ungryttere beviste i dagens Grand Prix, at sejren i Nations Cup fredag ikke var en tilfældighed.

”De red godt og stabilt,” understregede landstræneren. Bedst placerede dansker blev Maria Barnewitz Schou/Seana på andenpladsen, Theodor Linde/Especially Ultra Z kom ind på 4. pladsen tæt forfulgt af Gustav Christian Jacobsen og Zypern.

I Grand Prix-klassen for U25 blev det også til danske placeringer til Theodor Linde/Eilien med en andenplads, mens Konstantin Deeken Künnemann og Cressendo BVZ kom ind på femtepladsen.

De to var også til start i den afsluttende Grand Prix-klasse. ”Grand Prix-klassen var en del af kvalifikationen til OL, og derfor var det en ordentlig bane, som blev bygget, fortæller Bo K. Møller. Begge danskere løste opgaven til landstrænerens tilfredshed. De sluttede begge med et nedslag, som kom på sidste forhindring ud af den store trekombination. Theodor Lind/Salto des Nauves HDC sluttede på 7. pladsen, Konstantin Deeken Künnemann og AK’s Crowney lige efter på 8. pladsen.

Bo K. Møller bekræftede, at han er glad og tilfreds med resultaterne, så de 1300 km hjem fra Samorin føles ikke helt så udfordrende.
Resultater fra Samorin

Andreas Schou igen dobbelt nul

Denne weekend har Andreas Schou været til start i et 4-stjernet stævne i Italien. Og han var igen fejlfri i både hoved- og omspringningen i Grand Prix-klassen med Darc de Lux, hvilket gav ham en 6.plads. Vinder blev den schweiziske toprytter Steve Guerdat med Uranie de Belcour.
Andreas Schou er en af de springryttere, som lige nu kæmper om den ene plads, Emil Hallundbæk sikrede Danmark ved OL i Tokyo.
Hele resultatet kan ses HER

Her kan man se et tidligere ridt på Darc de Lux, fra Andreas Schous Instagram profil:

https://www.instagram.com/p/COqmOuGBi1R/?utm_source=ig_web_copy_link

Lige ved og næsten for Danmark i Nations Cup

Da Nations Cup i Prag i fredags blev afgjort, var det lige ved og næsten, at Dannebrog skulle helt til tops. Det danske hold måtte dog “nøjes” med en flot andenplads efter, de fire ryttere havde redet nogle imponerende runder på springbanen.

Især den regerende danmarksmester Lars Nørgaard Pedersen og Bøgegårdens Gladiola, som også har succes som avlshingst, var flyvende i Tjekkiet. Parret red dobbelt nul, hvilket var med til at sikre det danske hold andenpladsen.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Små tidsfejl

Også de resterende tre danske ekvipager gjorde det godt.

Rikke Haastrup, som medvirkede i Riders Corner i marts, og Nomanee havde fem fejl i første runde og fire fejl i runde to, mens Konstantin Deeken Künnemann ligeledes blev noteret for fem fejl i første runde. I anden runde sprang Ak’s Crowney fejlfrit, og det blev dermed kun til en enkelt tidsfejl for den unge ekvipage.

– Det var selvfølgelig en fantastisk oplevelse at ride sin første Nations Cup for senior. At det så ovenikøbet blev til en andenplads i et så stærkt felt var bare over alt forventning. Det betyder rigtig meget, at der en god holdånd på de her ture. Og jeg er ret sikker på, at det er med til at gøre, at Danmark kan blande sig med de bedste i sådan en klasse.

Der har været fantastisk stemning på holdet, og alle har været rigtig gode til at hjælpe hinanden.

Konstantin Deeken Künnemann

Taknemlig for Ak’s Crowney

– Ak’s Crowney har jeg selv tilredet da han var fire år gammel, så vi kender hinanden ret godt efterhånden. Min far red ham nogle år, mens jeg var i Tyskland for at arbejde, men jeg var så heldig at få ham igen, da jeg kom hjem. Han har en helt fantastisk indstilling til tingene og kæmper altid for hans rytter. Samtidig har han så vildt meget kapacitet, som gør, at du sjældent føler, at et spring er for højt. Det gør tingene meget nemmere på det her niveau, fastslår den dygtige debutant.

Andreas Schou stillede til start på Diacardo BS, og de forstår tydeligvis at ride fejlfrit, når det gælder. Den 10-årige vallak rev ingen bomme ned i de to runder – kun en enkelt tidsfejl i hver runde blev det til.

Samlet set rakte præstationerne til en andenplads i Nations Cup. Vinderen blev Tjekkiet, mens Belgien indtog tredjepladsen efter det danske team.

https://www.instagram.com/p/COqmOuGBi1R/?utm_source=ig_web_copy_link

Andreas Schou dominerer eliteranglisten i springning

Dansk Ride Forbund’s Eliterangliste i springning er netop blevet opdateret, og især Andreas Schou dukker op mange gange, hvis man lader øjnene glide ned over listen.

Hele fem heste har den erfarne sønderjyde nemlig samlet nok point med i løbet af de forgange 12 måneder.

Om eliteranglisten skriver DRF følgende:

Formålet med Eliteranglisten er at honorere de danske ekvipager, der konkurrerer på højeste niveau, på samme måde som “Longines Ranking” gør det på internationalt niveau. Eliteranglisten er opbygget på samme måde som Dansk Ride Forbunds andre ranglister, dog er det kun resultater opnået i sværhedsgrad 5 og 6, der tæller med. Altså resultater fra 145 cm og højere. Eliteranglisten opdateres én gang om måneden og indeholder kun danske ekvipager på danskregistrerede heste.

Dansk Ride Forbund

Se hele listen her