Skip to main content

Tag: Cathrine Laudrup-Dufour

Cathrine: Det her er bagsiden af medaljen

Det er ingen hemmelighed, at Cathrine Laudrup-Dufour de sidste mange år gradvist har fået mere og mere opmærksomhed i sporten i takt med, at de imponerende resultater er væltet ind på heste som Cassidy, Bohemian og Vamos Amigos.

Men de senere år har hendes privatliv også fået mere interesse grundet forholdet til springrytter Rasmine Laudrup-Dufour. Og det er på godt og ondt, fortæller Cathrine i den nyeste episode af podcasten Sportshjerte med Patricia Thyberg som vært.

Respekteret i sporten

– Inden for vores sportsgren er det ikke mega usædvanligt, at to af samme køn er sammen, så vi har egentlig bare fået utrolig meget kærlighed fra sporten, og det er vi selvfølgelig helt vildt glade for. Vi er bare respekteret for dem vi er, og at vi så er sammen, det er folk egentlig ligeglade med, fortæller Cathrine.

For Cathrine har det dog været nyt at få opmærksomhed fra den bredere del af befolkningen – noget som hendes bedre halvdel Rasmine til gengæld har en del erfaring med grundet hendes efternavn, Laudrup. Det har dog ikke været helt nemt, at folk lige pludselig blander sig i deres privatliv.

Læs også: Cathrine og Rasmine: Sådan mødtes vi

– Det er helt sikkert bagsiden af medaljen, for det er altså hårdt. De dér tastaturkrigere er altså nogle hårde bananer nogle gange. Man får nogle knubs, når man stikker snuden frem. Jeg føler, at det er blevet normalt at sige ‘hvis man stikker snuden frem, så må man også forvente, at man får nogle huk.’ Men hvorfor?, siger Cathrine og fortsætter:

– Vi er jo seriøst bare to almindelige piger, som knokler … ud af bukserne for at gøre det, som vi synes er vildt sjovt, og vi prøver faktisk vores bedste hver evig eneste dag. Så for mig har det været lidt mærkeligt, og jeg tror, at for Ras (red. Rasmine) har det været mere opmærksomheden fra selve sporten.

Cathrine Laudrup-Dufour og Vamos Amigos. World Cup Finalen 2022 ©FEI_Stefan Lafrentz

Rasmine kritiseret for sin person

I modsætning til Cathrine er Rasmine nemlig blevet ramt hårdere på sin person, og det har været hårdt for parret at håndtere de hadefulde beskeder, som indimellem er mange.

– Det der er oppe lige nu er, at folk blamer hende for, at ‘se nu, hun er ikke verdens bedste’, fordi hun har haft et dårligt resultat, men ved I hvad, Ras drømmer ikke om at blive verdens bedste. Bare fordi jeg drømmer om at blive verdens bedste, så er det overhovedet ikke Rasmines drøm, fortæller Cathrine i podcasten.

Læs også: Laudrup og Dufour udsat for indbrud

– Tit bliver Ras angrebet på sin person, og når man bliver angrebet på sin person, så bliver man langt mere ked af det, end hvis det er på ens fag. Nogle gange så angriber de her haters Ras for noget, hvor man bare tænker ‘what, det er jo overhovedet ikke hende’, og hun bliver enormt ked af det, og det er virkelig forfærdeligt at stå ved siden af. For det første er det hamrende løgn, men jo flere gange man får klasket det i hovedet, jo mere bliver man jo sådan ‘ej, er jeg virkelig så dårligt et menneske?’.

Rasmine Laudrup-Dufour og Granato 2021. Foto: Zibrasport Equest

Kontakter personer bag hadbeskeder

Podcastvært Patricia Thyberg spørger den erfarne dressurrytter, hvordan parret håndterer den modstand, som de til tider møder fra omverdenen, og her er der særligt to måder, som hjælper dem:

– Vi prøver virkelig at snakke om det og bringe det op, hvis man er blevet ked af det over noget, som er blevet skrevet. Hvis der er noget, der har været ekstremt groft, så har vi prøvet at få fat i personen bag de udsagn, der nu er blevet skrevet på nettet. Den håndfuld vi har taget fat i personligt og enten kørt ud til dem eller ringet til dem og sagt ‘hey, prøv at hør her’, de går tit i den helt anden grøft og bliver sådan helt ‘vi havde fuldstændig glemt, at det var et menneske’. Hvordan kan I glemme et menneske? Vi er jo vitterligt mennesker, runder Cathrine af.

Hør hele episoden med Cathrine

Den 55 minutter lange episode af Sportshjerte med Cathrine Laudrup-Dufour kan høres på f.eks. Podimo, Spotify, eller hvor du ellers hører podcast lige nu.

Cathrine og Vamos er fortid

“Det er blevet tid til, at vores one in a million Vamos Amigos skal starte et nyt kapitel i England med sin ejer, Pidgley Dressage”, skrev Cathrine Laudrup-Dufour på sine sociale medier fredag aften.

En chokerende udmelding ovenpå et veloverstået VM i Herning, hvor de sammen red sig til intet mindre end en guldmedalje i holdkonkurrence og to individuelle sølvmedaljer. Et mesterskab hvor netop deres Grand Prix, som scorede 81.864%, sikrede dansk VM-holdguld for første gang i historien.

Foto: Herning2022

Da familien Pidgley købte Vamos Amigos af Helgstrand, fik Cathrine Laudrup-Dufour til opgave at uddanne den nu 10-årige vallak, og man må sige, at det har været et mere end vellykket samarbejde. Ekvipagen har redet sig til imponerende internationale resultater de senere år og opnået en flot andenplads på FEIs verdensrangliste. Men nu skal Vamos hjem til sine ejere i England, hvor Annabella Pidgley tager over for Cathrine Laudrup-Dufour.

Læs også: VM-sølv til Cathrine Laudrup-Dufour

– Vamos har været en absolut fornøjelse at træne, og han har taget os hele vejen til at blive verdensmestre i holddressur i Herning. Selvom han vil blive meget savnet i stalden, så ser jeg frem til at træne dem begge (red. Vamos og Annabella Pidgley), nu hvor deres nye rejse begynder, skriver Cathrine Laudrup-Dufour og fortsætter:

– Jeg er også så glad for, at jeg fortsat kommer til at se ham regelmæssigt og ved, at han kommer til at trives i sit nye hjem. Tak for alt Vamos; du har givet mig de mest fantastiske oplevelser, som jeg aldrig vil glemme. Elsker dig endeløst lille mand. Også en stor tak til Annabella for at stole på mig og give mig tøjlerne til denne once in a lifetime hest i så mange år!

Cathrine Laudrup-Dufour og Vamos Amigos. Foto: Zibrasport Equest

Se også: Nyd Cathrine Dufour og Vamos Amigos’ flotte vinderridt

Vamos er allerede flyttet hjem til sine ejere i England, og på sociale medier skriver Annabella Pidgley:

– Jeg er glad for at kunne sige, at Vamos Amigos nu har tilsluttet sig vores stald for at starte det næste kapitel i hans karriere. Han har uden tvivl allerede haft en imponerende karriere under uvurderlig træning og vejledning af Cathrine Dufour, og jeg kan ikke takke hende nok for at støtte dette næste skridt og for at få muligheden for at ride en hest som ham. Han er virkelig en speciel hest, og jeg ser meget frem til at lære ham bedre at kende under Cathrines erfarne øje. Velkommen hjem Vamos; så mange er så glade for, at du er her, og tak for alt, hvad du gør Cathrine. Jeg er så taknemlig for dig.

Nye ranglister offentliggjort af FEI – dressur

FEI har offentliggjort nye ranglister for både spring og dressur, og vi kan godt afsløre at der er sket lidt efter det veloverståede VM i Herning.

4 danske dressur equipager i top 10

Hele 4 danske equipager ligger i top 10 på verdensranglisten i dressur. Ikke overraskende ligger Cathrine Laudrup-Dufour og Vamos Amigos nr. 2 med hele 2791 point. Lige i hælene på Vamos kommer Cathrines anden superstjerne Bohemian på 3. pladsen med 2716 point. Vamos og Bohemian, lå også henholdsvis nummer 2 og 3 på ranglisten før VM, men har efter Verdensmesterskabet byttet plads. Vi spurgte Cathrine hvordan det føles at være både nummer 2 og 3 på verdensranglisten, da hun var gæst i Riders Corner i Herning.

Bohemian og Vamos Amigos Foto: www.sportfotos-lafrentz.de og Zibrasportequest.com


Som nummer 5 har vi endnu en dansk equipage, der gjorde særdeles flot figur i Herning, med blandt andet en ny personlig rekord i Grand Prix. Nemlig Carina Cassøe Krüth og Heiline’s Danciera. Parret er siden sidste rangliste opdatering dalet en enkelt plads fra nummer 4, men ligger fortsat flot i top 5.

Carina Cassøe Krüth og Heiline’s Danciera ved OL i Tokyo. © www.sportfotos-lafrentz.de/Stefan Lafrentz

Sidste danske equipage i top 10, er naturligvis Daniel Bachmann Andersen og den røde vallak Marshall-Bell, der er hoppet 2 pladser fra nr. 11 til nuværende placering som nr. 9 på ranglisten. Også Daniel og Marchall lavede ny personlig bedste præstation i Herning i Grand Prix.

Daniel Bachmann Andersen og Marshall-Bell. Herning 2022. Foto: Riders NOTEBOOK

Charlotte Fry hopper hele 9 pladser

Efter sin magtdemonstration med den smukke sorte hingst Glamourdale i Herning, er engelske Charlotte Fry hoppet intet mindre en 9 pladser op på verdensranglisten, og ligger nu nummer 7.

Glamourdale var på alles læber ved VM 2022 og Charlotte lagde bestemt heller ikke skjul på hendes enorme taknemlighed over at ride så fantastisk en hest, da vi mødte hende i Herning.

Charlotte Fry and Glamourdale. Herning2022. Foto: Kee Frandsen- Den Smukke Hut

Video: Gense den rørende afsked med Cassidy

Der var ikke et øje tørt på det fyldte Stutteri Ask Stadium i Herning mandag den 8. august, da præmieoverrækkelsen efter Grand Prix Special var overstået ved ECCO FEI World Championships. Cathrine Laudrup-Dufour havde netop modtaget sin sølvmedalje efter en frembragende præstation på Vamos – alligevel var det et andet moment, som alle på lægterne blev på stadion for og ventede i spænding på.

Cathrines trofaste makker siden hun var 17 år, Atterupgaards Cassidy, skulle hyldes en sidste gang på den allerstørste scene, inden den røde vallak skulle pensioneres ovenpå en flot karriere med talrige medaljer og sejre på toppen af international dressur.

Afskedscermonien blev skudt i gang med en rørende video om ekvipagens fantastiske fælles fortælling, hvorefter de sammen indtog Stutteri Ask Stadium til deres allersidste dans – en dans der blev bifaldet med stående klapsalver og våde øjne. Cermonien blev rundet af med en flot og bevægende tale fra en meget påvirket Cathrine Laudrup-Dufour, der fra hesteryg gav en dybfølt tak til både Cassidy og dem, der har hjulpet ekvipagen til deres imponerende resultater.

Gense hele afskeden som Premium medlem

Husk du kan se eller gense hele Cassidys afsked med den rørende video, den sidste dans og Cathrines takketale, hvis du er Premium medlem. Se Cassidys sidste dans her.