Skip to main content

Tag: Elevskoler

DRF: Fælles aktivitetsdag til fordel for elevskolerne

“Corona-krisen har på meget kort tid ændret alles hverdag markant, og helt centralt er det, at vi pludselig bliver tvunget til at holde afstand til hinanden på en måde, som vi ikke er vant til. Det udfordrer den ellers så stærke fællesskabsfølelse, der hersker i ridesporten, og derfor er der behov for noget konkret, vi kan være fælles om, og en fælles sag, vi kan kæmpe sammen for. Samtidig er især elevskolerne stærkt pressede økonomisk, fordi det er nærmest umuligt at afholde undervisning under de nuværende omstændigheder, og de har brug for al den hjælp de kan få, hvis vi skal sikre, at der stadig er steder at gå til ridning, når krisen er overstået.” siger direktør i Dansk Ride Forbund, Morten Schram Rodtwitt. 

CEO i Trolle Company, Ulrich Trolle, deler samme bekymring for ridesportens elevskoler og ser ligeledes fællesskabet som en mulig løsning: “Jeg er selv vokset op på et ridecenter med rideskole – Trolle Ridecenter i Brande. Jeg ved, hvor stor betydning det har at være med i et fællesskab, og hvor meget det giver. Ridning har så mange facetter, og jeg ønsker derfor, at mange flere får mulighed for at gå til ridning. Jeg kan levende sætte mig ind i, at to måneder væk fra hestene og ridecenteret er ekstremt lang tid væk fra fællesskabet, så mit ønske er helt enkelt, at vi kan være sammen hver for sig og støtte denne sag den 21. maj.”

Helt konkret arrangerer Dansk Ride Forbund og Trolle Company derfor torsdag den 21. maj en stor, fælles aktivitetsdag i ridesporten, hvor alle kan deltage hver for sig med det formål at støtte DRFs elevskoler. 

Vær aktiv og del det på Instagram
Alle, der har lyst til at være en del af fællesskabet og samtidig vil hjælpe med at støtte op om vores elevskoler, kan deltage i arrangementet. Da Corona jo forhindrer os i at mødes og være aktive sammen, deltager man i aktivitetsdagen ved at dyrke lige akkurat den aktivitet, man har lyst til (f.eks. ridning, løb, cykling, gåtur med hunden, kæphesteridning mm. – kun fantasien sætter grænser). Tanken er, at man deler et billede af sig selv/sin aktivitet på Instagram under hashtagget #aktivesammenhverforsig, og på den måde kan vi alle følge med i hinandens aktiviteter og heppe på hinanden, selvom vi er hver for sig.

Køb en t-shirt og støt elevskolerne
Udover at være fælles omkring at være aktive er formålet jo også at få samlet penge ind til elevskolerne, og derfor har Dansk Ride Forbund og Trolle Company designet og produceret en t-shirt til arrangementet, som man kan bestille på forhånd (deadline er 3. maj) og bære torsdag den 21. maj. T-shirten vil komme til at koste 135 kr., og overskuddet vil gå ubeskåret til elevskolerne. 

Sponsorater/donationer er mere end velkomne  
Jo flere penge vi i fællesskab får samlet ind, jo mere hjælp kan elevskolerne selvsagt få, og derfor er sponsorater og donationer mere end velkomne. Vi har allerede modtaget tilkendegivelser på sponsorater fra både Blue Hors, Dansk Varmblod, Egene Ridecenter og ECCO, og vi håber, at der kommer mange flere til. 

Dét går pengene til 
Tanken er, at alt overskud fra salg af t-shirts samt alle sponsorater og donationer samles i én stor pulje, som herefter fordeles ligeligt mellem DRFs 13 distrikter. Herefter kan alle DRFs klubber, som driver elevskole, søge midler fra distriktets pulje. Midlerne kan søges til investeringer i elevskolen, herunder f.eks. indkøb af elevskoleheste, springmateriel, osv., og der kan altså ikke søges om midler til normal drift. For at sikre en så stor effekt som muligt for de klubber, der ender med at modtage støtte, kan der søges om beløb mellem 5.000-30.000 kr. pr. klub.

De praktiske detaljer
Ridesportens fælles aktivitetsdag løber af stablen i hele landet torsdag den 21. maj fra kl. 8 til 20. Man kan både deltage i arrangementet med og uden køb af t-shirt, men vi håber selvfølgelig på, at så mange som muligt støtter op om sagen. Bestilling af t-shirt sker via www.trollecompany.com/aktivesammen, og deadline for bestilling er 3. maj. Det vil være muligt at afhente sin t-shirt i perioden 18.-20. maj på en række udleveringssteder rundt om i landet – den fulde oversigt over udleveringssteder kan ses ved bestilling.

Vi håber på at ’se’ så mange af jer som muligt den 21. maj, når vi er #aktivesammenhverforsig i ridesporten.

Kilde: Dansk Ride Forbund

Hjælp til trængte elevskoler – få tilskud på 5.000 kr. til smedearbejde

Pengene kommer fra Hestens Værn og fra overskud fra smedekonkurrencerne i Herning (Open Danish farrier Championship 2020), hvor registrerede beslagsmede fra mange lande samles, viser deres evner i konkurrencerne og udveksler erfaringer der kommer heste og deres ejere til gode.

For at elevskolen kan komme i betragtning til at modtage en ’hjælpepakke’, skal der indsendes en skriftlig begrundet ansøgning for, hvorfor netop jeres elevskole har brug for hjælp. Ansøgningen skal desuden indeholde rideklubbens balance fra regnskabsåret 2019 (detaljeret opgørelse over både aktiver og passiver), antal elevskoleryttere, antal klubmedlemmer, samt antal elevskoleheste. Ansøgningsfristen er 15. april 2020, og ansøgningen skal sendes på mail til Hestens Værn: post@hestens-vaern.dk

Herefter vil bestyrelsen i samarbejde med Dansk Rideforbund udvælge de 10 elevskoler, der hver vil modtage en ’hjælpepakke’, og disse vil få direkte besked.

Er man én af de heldige elevskoler, der får tildelt penge, skal smedearbejdet udføres af en registreret beslagsmed og herefter indsendes en betalt faktura for det udførte arbejde til Hestens Værn, som herefter udbetaler ’hjælpepakken’.

Kilde: Pressemeddelelse Dansk Ride Forbund

DRF kommer med anbefaling til rideklubberne

I DRF bakker vi naturligvis op om de krav og anbefalinger, der kommer fra myndighederne, når det gælder forsøget på at inddæmme spredningen af Coronavirus.
På nuværende tidspunkt er det stadig DRFs anbefaling, at vores klubber kan gennemføre aktiviteter, såfremt niveauet begrænses, og der tages ekstra forholdsregler. Vi er samtidig meget bevidste om, at mange klubber er meget berørte af den nuværende situation, og at det kan være svært at vurdere, hvordan klubben skal agere. Derfor har vi formuleret følgende forslag til, hvordan man som rideklub kan bære sig ad.
 
– Begræns elevholdene til max 5 ekvipager – og fordel holdene ud over hele dagen

– Sadl evt. op og af i boksen

– Begræns tilskuere – vi anbefaler max. én pårørende pr. rytter

– Gør brug af udendørsfaciliteterne i det omfang, det er muligt (tilbyd evt. rideture i terrænet i stedet for undervisning i ridehus)

– Aflys prøvetimer i den kommende periode

– Sprit af, sprit af, sprit af

– Sørg for ekstra rengøring af klubbens faciliteter – herunder afrensning af udstyr, håndtag og stalddøre flere gange dagligt

– Luk rytterstuen

– Minimér tiden i rideklubben så meget som muligt. Vores heste skal naturligvis passes, men vi anbefaler, at man udelukkende gør dette og derefter forlader klubben igen. Alt unødigt ophold i klubberne frarådes altså

– Indfør evt. turnusordning for, i hvilke tidsrum man som privatrytter/opstalder må opholde sig i klubben

Hold medlemmerne informerede
Udover ovenstående tiltag opfordrer vi vores klubber til løbende at informere medlemmerne om klubbens tiltag, således at medlemmerne kan bidrage bedst muligt. Her kan klubbens Facebook-side være en oplagt kanal til denne slags kommunikation.

Kontakt til DRFs administration
For i videst muligt omfang at kunne begrænse smittespredning, arbejder administrationens medarbejdere pt. hjemmefra. I kan dog stadig komme i kontakt med os, som I plejer, så savner I information på hjemmesiden, eller har I brug for anden hjælp, er I naturligvis velkomne til at kontakte os på mail eller telefon som vanligt.

Hold øje med www.rideforbund.dk og DRF på Facebook
Vi vil løbende dele relevante informationer og nyheder på rideforbund.dk samt på Facebook, og vi opfordrer klubberne til at holde sig orienterede her.

//Pressemeddelelse//