Skip to main content

Tag: Plejehest

Døende kvinde sagde farvel til sin elskede hest

Det var rørende scener, der forleden udspillede sig på Hospice of the Good Shepherd i Chester.

Jan Holman, 68, blev nemlig genforenet med sin hest, Bob, og sine to King Charles Spaniels, Monty and Rowley, for en allersidste gang, efter hun var blevet indlagt på hospicet.

Indtil et par uger forinden sin indlæggelse havde Jan redet på Bob hver eneste dag, men det er ikke længere muligt for den dødsyge kvinde.

Bob gjorde lykke hos sin ejer Foto: Hospice of the Good Shepherd

Kærligt visit

Personalet på Hospice of the Good Shepherd besluttede sig derfor at overraske hende.

“Vi opdagede hurtigt, at Jan Holman havde nogle helt specielle venner i sit liv. Og efter fire uger her på stedet savnede hun dem desperat. Disse venner var ingen andre end Monty, Rowley og Bob,” lyder det fra dem.

Jans mand Dennis, som har været gift med Jan i 46 år, fortæller:

“Det var sådan en lettelse, at Jan blev flyttet fra hospitalet til dette hospice. Så kunne vi nemlig begynde at få gæster på besøg. Vi havde dog aldrig forestillet os, at det også kunne betyde, at Bob, Monty og Rowley måtte komme på besøgslisten.”

Jan med sine hunde Foto: Hospice of the Good Shepherd

Selv om Jan ikke kunne rejse sig fra sengen, så var hun lykkelig for at få lov til at se Bob en sidste gang.

Sygeplejersken kørte Jans sygeseng hen til dørene, og teamet fra Thornleigh Park Farm Stables, hvor Bob er opstaldet, sørgede for at trække Bob helt hen til til Jan.

“Det var meget rørende at se, Jan og Bob blive genforenet. Bob førte sit hoved ind gennem døren og nussede Jans nakke. Han nød at blive forkælet med æbler, bananer og gulerødder. Jan lyste op, da hun så Bob,” fortæller personalet.

Og Jan var naturligvis overvældet efter oplevelsen.

“Jeg kan slet ikke forstå, at personalet her har arrangeret det her for mig. Indtil for nogle uger siden red jeg på Bob hver dag, og han er så vigtig en del af mit liv. Jeg har savnet ham så meget.

Jeg vidste godt, at de havde sagt ja til, at mine hunde måtte komme på besøg, men jeg havde aldrig troet, at de ville give mig mulighed for at ses Bob en sidste gang.”

Selskabshesten kræver også pleje

Hvad er en selskabshest?

Ordet afslører det faktisk: En selskabshest (eller pony) har til formål at holde en anden hest ved selskab. Baggrunden for dette er muligvis, at selskabshesten ikke længere er egnet til andet.

– Det skyldes tit, at dens fysik ikke er i top, eller at den er blevet gammel, fortæller dyrlæge Lisa Mihsler-Kirsch til Reiterrevue. Det har den konsekvens, at disse heste kan købes for næsten ingen penge eller sågar bliver givet gratis væk.

Er nogle racer bedre egnet til jobbet end andre?

Faktisk ikke. Selskabsheste kommer i alle former, højder og racer, men man ser mest hopper og vallakker. Hingste er ikke altid de bedste roomies for andre heste.
Hvilken selskabshest der passer til din hest, kommer an på, hvordan deres dagligdag er udformet.

– For eksempel er heste, der ikke kan tåle græs, ikke egnet til at gå på folden dagen lang, fastslår Mihsler-Kirsch. Det betyder, at Shetlandsponyer, der tit bliver tilbudt en tilværelse som selskabspony, måske ikke altid passer til jobbet.

Skal en selskabshest passes?

En afslappet tilværelse på folden kan da ikke kræve særlig meget af heste-ejeren? Jo, du skal være indstillet på, at hvis du anskaffer dig en pony eller hest, der skal bruges som selskab, så kræver den præcis lige så meget tid og pleje, som alle andre heste. Også selv om den hverken skal rides eller bruges til andre aktiviteter.

Hovene skal beskæres af smeden, pelsen skal plejes, og sår skal have den nødvendige behandling.

– Hvor meget opmærksomhed din selskabshest har brug for er afhængig af, hvilken sundhedstilstand den er i. Ofte har ældre heste brug for særlig omsorg, siger Mihsler-Kirsch.

Skal du have en hest i pleje?

Nyt Hesteliv hjælper heste i nød
På store marker ved Morud på Fyn går der knap 100 heste på hesteinternatet Nyt Hesteliv. Hesteværnsorganisationen og internatet Nyt Hesteliv hjælper heste i nød fra dyreværnssager, hestemarkeder og private. Hestene kommer til internatet, hvor de rehabiliteres og bringes på fode igen. Alle heste, der kommer til Nyt Hesteliv, bliver i foreningens ejerskab til hesten dør, men det betyder også, at der må omplaceres heste, sådan at der hele tiden er plads til at tage heste i nød ind. Løsningen er at sende hestene ud til godkendte plejefamilier i Danmark.

”På Nyt Hesteliv kommer der løbende heste ind, og lige nu er der omkring 90 heste på internatet. Der er en begrænsning på, hvor mange heste vi kan have på stedet, så for at være i stand til at blive ved med hjælpe heste, og tage akutte tilfælde ind, så giver det rigtig god mening at finde varige og omsorgsfulde hjem til de heste, der trives og har mod på at komme ud i verden igen,” siger Janne Junker, Formand for Foreningen Nyt Hesteliv og stifter af organisationen.

Hvad er en plejefamilie?
Som nævnt har omkring 90 heste hjemme på Nyt Hesteliv ved Morud, men faktisk har foreningen 170 heste i deres ejerskab – de resterende 80 heste er placeret i plejefamilier rundt omkring i landet.

En plejefamilie ønsker at give hesten et blivende hjem resten af dens tid, og det er derfor også plejefamilien, der står for ansvaret, pasningen og alle udgifter i forbindelse med hesten, så længe den er i pleje. Som nævnt beholder Nyt Hesteliv ejerskabet, så hesten kan ikke sælges, og kan man ikke længere have den i pleje, kommer den tilbage til Nyt Hesteliv og de omgivelser og heste den kender. Dermed er hestens fremtid tryg og sikker.

Vi gør vores bedste for at matche hest og familie, så det bliver en succes for begge parter. Nogle af de heste, vi får ind, kommer fra nogle helt forfærdelige forhold, så de fortjener at få et godt og naturligt liv efterfølgende, og det kan enten være her os på internatet eller hos en plejefamilie.

Janne Junker

Hvordan bliver man plejefamilie?
For at blive plejefamilie skal man godkendes af Nyt Hesteliv. Første skridt er at udfylde et ansøgningsskema på Nyt Hestelivs hjemmeside. Når ansøgningen er godkendt, kommer der en livredder ud og godkender det sted, hesten skal bo. Efterfølgende bliver der lavet en kontrakt og hesten kan afhentes. Det koster et gebyr at blive plejefamilie for en hest, men gebyret skal ses om en støtte til foreningens arbejde.

”Vi har faktisk rigtig mange, der ansøger om at blive plejefamilie, og det er jo skønt, at så mange har lyst til at tage en hest i pleje. Vi har dog nogle ret specifikke krav til, hvordan hesten skal bo og passes, så det er desværre ikke alle ansøgninger, vi kan godkende,” siger Janne Junker.

Når den rigtige hest er matchet med den rigtige familie, er hesten i pleje, og kan blive hos familien så længe familien ønsker det. Hvis plejefamilien af den ene eller anden grund ikke kan beholder hesten længere, så kan den altid komme retur til Nyt Hesteliv. Det er hestens tryghed og sikkerhed.

Kunne du tænke dig at vide mere om at blive plejefamilie så klik her 

Se her hvilke heste der søger plejefamilier 

Læs også Fynsk Paradis til misrøgtede heste og ponyer

Om Nyt Hesteliv
Foreningen nyt hesteliv er en landsdækkende hesteværnsorganisation og hesteinternat etableret i 2005, der tager sig af vanrøgtede og mishandlede heste. Nyt hesteliv tilbyder også otium for heste og ponyer i opstaldning for et midlertidigt eller permanent ophold. Nyt Hesteliv hører til ved Morud på Fyn og har pt omkring 170 heste i deres ejerskab.
Nyt Hesteliv