Skip to main content

Tag: Politi

! Alarm idag kl. 12 også på mobilen !

Husk derfor at lægge mobilen fra dig, hvis du skal ride omkring kl. 12, så du undgår at hesten bliver unødigt forskrækket.
Når større ulykker rammer, advarer myndighederne befolkningen om faren. En gang om året testes varslingskanalerne. Det sker den første onsdag i maj kl. 12.00.

Rigspolitiet og Beredskabsstyrelsen tester som vanligt de fysiske varslingssirener. I år vil du også modtage en testadvarsel via S!RENEN på din mobiltelefon. Du skal ikke downloade en app eller tilmelde dig. Du skal bare have en nyere mobiltelefon med opdateret styresystem.

Se mere om telefoner og styresystemer på sirenen.dk.

“Vi tester varslingskanalerne for at sikre, at de virker, som de skal, og at folk er trygge ved dem. Det er første gang nogensinde, at vi tester S!RENEN. Vi bestræber os på at komme så bredt ud som muligt med information om testen, så vi ikke skaber unødig bekymring, når mobiltelefonerne begynder at larme,” siger direktør i Beredskabsstyrelsen, Laila Reenberg.

“Med S!RENEN får vi en ny kanal at varsle borgerne på i tilfælde af akutte situationer i et område, hvor vi har brug for borgernes opmærksomhed og handling. Det er et godt supplement til det nuværende varslingssystem, da myndighederne med S!RENEN kan nå ud med præcis varsling og handlingsanvisende budskaber til relevante borgere,” siger politiinspektør i Rigspolitiet Bo Samson.

Hvorfor tester man varslingskanalerne?

S!RENEN testes for at sikre, at folk kender til systemet og er trygge ved det. De fysiske varslingssirener testes for at huske folk på, hvordan de lyder, og hvad de betyder.

Hvad skal jeg gøre i forbindelse med testen?

Du behøver ikke gøre noget i forbindelse med testen. Men du kan hjælpe os ved at svare på nogle simple spørgsmål. Onsdag 3. maj fra kl. 12.00 kan du tilgå et kort spørgeskema fra forsiden af brs.dk og sirenen.dk.

Hvad skal jeg gøre, når det ikke er en test?

Befinder du dig i et fareområde, og har du en nyere mobiltelefon med opdateret styresystem, modtager du automatisk advarsler via S!RENEN, hvis politiet advarer i området. Advarslen fortæller, hvad der sker, hvor det sker, og hvad du skal gøre. Tommelfingerreglen er:

STOP. LÆS. REAGÉR.

Hvis du hører de fysiske varslingssirener, og det ikke er en test, er det du skal:

GÅ IND, OG SØG INFORMATION HOS DR ELLER TV 2

Sirenerne afvarsler igen, når faren er ovre.

Du skal ikke ringe 1-1-2, når du hører varslingssirenerne. Du skal kun ringe 1-1-2, hvis du er i akut fare og har brug for hjælp fra politi, brandvæsen eller ambulance.

Bred informationskampagne

Beredskabsstyrelsen og Rigspolitiet har informeret en lang række myndigheder og organisationer – herunder kommunerne, Udlændingestyrelsen og interesse-, patient- og nødhjælpsorganisationer – om S!RENEN og de fysiske varslingssirener og testen af dem.

Informationsmateriale er oversat til en række sprog og er tilgængelig på brs.dk og sirenen.dk.

Hjælp familie, venner og bekendte ved at fortælle, at lyden 3. maj er en test, og at der ikke er grund til bekymring.

Modtog du ikke en test-advarsel via S!RENEN?

Hvis du ikke modtog test-advarslen, selvom din telefon var tændt, kan det hænge sammen med typen af din mobiltelefon/styresystem.

På forsiden af brs.dk og sirenen.dk finder du fra onsdag 3. maj kl. 12.00 et link til et kort spørgeskema med spørgsmål om testen af S!RENEN. Du kan hjælpe os ved at udfylde spørgeskemaet. Det vil vi sætte stor pris på.

Hvem gør hvad?

Rigspolitiet er ansvarlig for at tænde for de fysiske varslingssirener og at udsende advarsler via S!RENEN. Beredskabsstyrelsen er i samarbejde med Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse og Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse ansvarlig for driften af S!RENEN og de fysiske varslingssirener.

Så er der nyt om hesten i folden

At finde en ekstra hest i sin fold sker ikke ligefrem hver dag. Det var dog virkeligheden for Tenna Storm i sidste uge.

Læs mere om sagen her

Og det fik Fyns Politi til at efterlyse ejeren:

“En borger i Horne på Sydfyn har fået en ekstra hest i sin fold. Er der nogen der kender den søde sort-brune vallak, der ses på billedet her, så kontakt os på 114.”

Genforenet

B.T. kan nu fortælle, at den brune vallak er blevet genforenet med sin ejer, der havde set efterlysningen.

“Kvinden mente, at det nok var hendes hest. Hun havde kørt rundt i området og ledt efter den hele morgenen. Men den var væk.

Da hun kom ud til indhegningen og kaldte på den, kom hesten løbende med det samme. Det gjorde den ikke, da vi ville flytte den,” siger Tenna Storm til B.T.

.

Kig lige i indhegningen – mangler du en hest?

“En borger i Horne på Sydfyn har fået en ekstra hest i sin fold. Er der nogen der kender den søde sort-brune vallak, der ses på billedet her, så kontakt os på 114.” skriver Fyns Politi på Twitter.

BT fortæller:

»Kvinden kommer ned til hendes hest og ser så til sin overraskelse, at der er en ekstra hest,« siger Sunniva Pedersen-Reng, kommunikationskonsulent ved Fyns Politi.

»Den har det godt, og skal jo bare hjem igen,« tilføjer hun.

Russisk politi efterforsker massakre på hesteflok i Sibirien

En chokerende video, der blev lagt ud på nettet i sidste, viste snesevis af snedækkede hestekroppe i Altai-regionen 3.500 kilometer øst for Moskva.

“De blev trængt op i et hjørne og skudt to gange – i skulderen og i hjertet,” sagde flokkens ejer, Nikolai Drokov, til mediet Komsomolskaya Pravda tirsdag.

I alt blev 53 fritgående heste aflivet, de fleste hopper og føl.

Ifølge Komsomolskaya Pravda mener den regionale anklagemyndighed, at hændelsen fandt sted engang mellem 1. januar og 8. januar. Det lokale politidistrikt vil forsøge at finde skytterne ved at undersøge brugte kuglehylstre eller data fra nærliggende celletårne,

Hændelsen følger drabet på syv heste i 2021. Her var politiet ikke i stand til at finde gerningsmanden.

Altais regionale sherif, Sergei Serov, anser hændelsen som en hævnaktion fra en rival.

“Uskyldige dyr led på grund af den personlige rivalisering… Dette er det ædleste af dyr, og her blev en hel flok med hopper og føl skudt ned,” siger Serov i en erklæring på forsamlingens hjemmeside.

“Drokov har været engageret i dyrehold i mange år, dette er et stort tab for ham, ikke så meget økonomisk som moralsk, som vi alle har lidt i regionen,” tilføjer Serov.

Russiske lovgivere har lovet at tage spørgsmålet op på føderalt plan.

“De skyder heste nu, hvem skal de skyde i morgen?” sagde Vladimir Burmatov, næstformand for parlamentets miljøudvalg, til nyhedshjemmesiden Daily Storm.

Kilde: The Moscow Times

Hjælp politiet: Mistænkt mand efterlyses i skamferingssag

Skamferingen af hestene er sket i området nord for Randers i august og september 2021, og sagen efterforskes derfor aktuelt af Dyrevelfærdssektionen ved Nordjyllands Politi, og i forbindelse med sagen er man kommet på sporet af en yngre mand, der er interessant for politiet.

Han indfandt sig nemlig onsdag d. 25. august kl. 15.20 på adressen Lindegaardsvej 33 i byen Linde, oplyser lederen af efterforskningen, politikommissær Henrik Jensen, der uddyber:  
 
”Og her filmede manden med sin mobiltelefon ud over en hestefold med ca. 10 heste, ligesom han filmede ind i en tilhørende hestestald.” 
 
Manden beskrives af politiet således:

Mand, ca. 18-25 år, alm. af bygning, ca. 180 cm, lys i huden med mørkt halvlangt hår, iført brun trøje, sorte bukser og sorte sko med hvide såler. Han gik rundt med sin telefon i hånden og havde hvide høretelefoner i ørerne. Han bar endvidere på en flaske vand og en mindre sort taske/paraplylignende genstand.

”Pågældende mand er interessant for os at komme i kontakt med, idet hans færden på tidspunktet gør, at han bør afhøres til sagen – så har nogen set ham eller har andre oplysninger, så ring til os på 114,” opfordrer politikommissær Henrik Jensen.  

Ny sag

I forbindelse med efterforskningen er der dukket en helt ny sag op i Jebjerg om mulig skamfering af heste – en sag, som sammen med de øvrige sager vil blive efterforsket af enheden. 

”Vi skal dog have undersøgt denne nye sag yderligere, før vi kan udtale os om de nærmere omstændigheder,” understreger Henrik Jensen. 

 Endvidere kan Nordjyllands Politi oplyse, at de forskellige sager efterforskes sammen med flere sammenlignelige sager begået i henholdsvis Terndrup og Aars i 2020 i Nordjyllands Politikreds.
 
Alle henvendelser omkring ovenstående kan rettes til Nordjyllands Politi, Dyrevelfærdssektionen, via telefon 114. 

Pressens kontaktperson:

Henrik Jensen, politikommissær, Nordjyllands Politi, 3044 8878 

Politiet søger (stadig) heste

I 2020 blev det besluttet, at politihestene fortsat skulle være en del af politiet, da et bredt flertal i Folketinget blev enige om ny politiaftale.
Politiheste er blevet sikret og bliver altså ikke lukket ned, skrev B.T., da forhandlingerne var blevet til en egentlig aftale.

Og derfor kan arbejdet med at omskole “almindelige” heste til politiheste fortsætte – men noget tyder på, at det er ikke helt nemt at finde de rette kandidater til jobbet.

Politihestens Venner har lagt følgende opslag ud på de sociale medier:

Følg politihestenes træning

Allerede i januar 2020 fulgte Zibrasport Equest i hælene på politiassistent Berit og træner i Københavns Politis rytterisektion, Kristian. I indslaget gav de et indblik i hverdagen med politihestene, hvor der indgår levende ild, larmende maskiner og flyvende balloner.

Se med her

Hjælp politiet i sag om hestemishandling

Se videoer fra overvågningen ved rideklubben (tidspunktet på videoen er angivet 1 time tidligere end det reelle tidspunkt):

Video 1: Mand går ind på rideklubbens område

Video 2: Mand forlader rideklubbens område

Her er manden, som politiet efterlyser

Dyreværnsenheden hos Midt- og Vestsjællands Politi ønsker nu offentlighedens hjælp til at identificere en mand i en sag om mishandling af en hest hos Holbæk Rideklub, Ladegårdsalleen, 4300 Holbæk mellem torsdag den 10/9-2020 om aftenen og fredag morgen den 11/9-2020 i sidste uge, hvor sagen blev anmeldt til politiet.

Rideklubben havde inden anmeldelsen tilkaldt en dyrlæge, der konstaterede, at hesten havde så alvorlige skader, at den måtte aflives.

Hesten er efterfølgende blevet obduceret på Patologisk afdeling ved Københavns Universitet. Den foreløbige undersøgelse viste ingen naturlig forklaring på de skader, som hesten var blevet påført. 

Politiet har under efterforskningen gennemset videoovervågningen fra rideklubbens område, hvor en uidentificeret mand ses ankomme torsdag aften kl. ca. 22.48. Han formodes at have opholdt sig i rideklubbens bygninger frem til kl. ca. 01.49, hvor han ifølge videoovervågningen forlader området med en jakke over højre underarm og en flaskelignende genstand i venstre hånd.

Ud fra videoovervågningen kan den uidentificerede mand beskrives som 25-30 år, spinkel af bygning, kort hår, iført mørk jakke, herunder kortærmet bluse/skjorte, lange bukser og mørke sko. 

Politiet ønsker nu offentlighedens hjælp til at få manden identificeret, så han kan afhøres om sin færden på området.

Oplysninger om manden eller tip i øvrigt bedes givet til Midt- og Vestsjællands Politi på tlf. 4635 1448 eller via nærmeste politiet på tlf. 114.

//Pressemeddelelse//

Politiet melder ud: Sådan må ridehallen bruges

Poltiet har meldt ud, at al indendørs sportsaktivitet er forbudt indtil slutningen af marts. Det har været årsag til megen tvivl i hesteverdenen, men nu melder politiet klart ud i forhold til brug af ridehaller.

Der er nemlig række undtagelser for ryttere og hestefolk, da loven om hestehold skal overholdes. Nedenstående spørgsmål og svar skulle gerne give klarhed:

Må en ridehal anvendes til rideundervisning?

Nej. Ridehallen må i den forbindelse anses for at være et sted, hvor der udøves sports- og fritidsaktiviteter.

Må private opstaldere møde op og pleje deres heste, herunder motionere dem i en ridehal?

Man må gerne møde op og pleje sine heste, da enhver, der holder dyr, i henhold til dyreværnslovens regler skal sørge for, at dyrene behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyn til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov.

I lov om hold af heste præciseres det, at enhver, der holder hest, skal sørge for, at hesten tilses mindst én gang om dagen.

Motionering i ridehal:

I forhold til motioneringsdelen i en ridehal er der efter lov om hold af heste krav om, at heste skal motioneres eller gives fri bevægelse på fold i mindst 2 timer 5 dage om ugen. Ved motionering forstås f.eks. ridning med rytter, longering m.v. Dvs. at motionering generelt er et krav.

Da nogle heste (eksempelvis ungheste og heste med særligt temperament) ikke kan motioneres ude, må motionering gerne foretages i en ridehal. Der må dog ikke foregå undervisning og holdtræning, idet aktiviteterne ikke må have karakter af sports- og fritidsaktiviteter, og forbuddet mod at forsamles mere end 10 personer skal fortsat overholdes.

Må erhvervsdrivende rideskoler og stutterier mv. med ridehal benytte denne til motionering af heste?

Ja. Ejere og ansatte på rideskoler og stutterier må gerne motionere rideskolens eller stutteriets heste i ridehallen, idet der efter lov om hold af heste krav om, at heste skal motioneres eller gives fri bevægelse på fold i mindst to timer 5 dage om ugen. Ved motionering forstås fx ridning med rytter, longering m.v. Dvs. at motionering generelt er et krav.

Da nogle heste (eksempelvis ungheste og heste med særligt temperament) ikke kan motioneres ude, må motionering gerne foretages i en ridehal.

Men der må ikke foregå undervisning og holdtræning, idet aktiviteterne ikke må have karakter af sports- og fritidsaktiviteter, og forbuddet mod at forsamles mere end 10 personer skal fortsat overholdes.

Læs endnu mere om de nye regler, hvis du benytter kulturinstitutioner, biblioteker og fritidstilbud:

https://politi.dk/coronavirus-i-danmark/til-dig-der-benytter-kulturinstitutioner-biblioteker-og-fritidstilbud