Det danske juniorhold lagde stærkt ud tirsdag med flere fejlfrie runde til EM i springning. Pt. ligger holdet nummer seks i konkurrencen før anden klasse begynder senere onsdag.
Men også de danske ungryttere, Christine Thirup Christensen, Laura Baaring Kjærgaard, Philippa Wildfang Linde, Theodor Linde og Maria Barnewitz Schou, fik en god start tirsdag eftermiddag, da deres første klasse blev afviklet på en 145 cm høj bane i metode C.
Christine Thirup Christensen og Vedric var bedste dansker med kun en enkelt bom i tiden 71.72 sekunder, hvilket var nok til en individuel placering som nummer 18.
Ungrytter-teamet, hvor de tre bedste ekvipagers resultat tæller, ligger placeret som nummer otte ud af 20 hold, før det torsdag går løs med anden klasse.
Den tyske toprytter Daniel Deusser, 40 år er lige nu i karantæne forud for afrejsen til OL i Tokyo med det tyske landshold. Han har netop overtaget førstepladsen på Longines Rankings efter Steve Guerdat, SUI.
Sammen med Killer Queen en 11-årig Belgisk Varmblods-hoppe e. Eldorado VD Zeshoek TN er han på vej til OL i Tokyo. Han har redet hoppen siden hun var 7 år. Det bliver Deussers andet OL, idet han var på det bronzevindende hold i Rio i 2016, og individuelt sluttede han på 9. pladsen.
Daniel Deussers holdkammerater i Tokyo bliver Christian Kukuk, Maurice Tebbel og André Thieme.
“At være nr. 1 giver meget pres, men man skal stadig være fejlfri,” siger Daniel i en ny YouTube-video, der viser hans ridt i Rotterdam. ”Det er bestemt en dejlig følelse at være nr. 1, ikke kun for mig selv, men også for min stald for hele holdet omkring mig. Det viser, at vi har gjort noget godt det sidste halvandet år og har haft de bedste resultater, og det er derfor, vi er nr. 1. ”Selvfølgelig forventer alle, at Tyskland vinder en medalje, men det er lidt svært. For at være realistisk mener jeg, at der er flere lande, som har et meget, meget godt hold. ” slutter han.
I starten af juni blev der afviklet en træningssamling på Stutteri Ask forud for sammensætningen af holdene til UVM på Zangersheide. Landstræner Bo K. Møller fortalte dengang, at mange ryttere havde glemt at tilmelde sig. Derfor bliver der nu lavet endnu en træningssamling på Stutteri Ask den 9. og 10. august.
Til UVM på Zangersheide har Danmark/Dansk Varmblod fire pladser i hver årgang (5-, 6- og 7-års). Det er en forudsætning for senere udtagelse til A-truppen, at rytterne har deltaget i minimum én B-trup samling. Ved den første samling oplevede Bo K. Møøer, at der især blandt de 5- og 6-årige heste er flere som sagt med forsigtighed ser “meget godt ud”. Derfor forventer Bo at kunne sammensætte nogle gode hold til UVM på Zangersheide, der finder sted fra den 22. – 26. september.
Offentliggørelsen af de udtagne ekvipager (og reserver) sker søndag d. 5. september i forbindelse med Dansk Varmblods KRAFFT Eliteskue.
17-årige Line Busk Heltborg har ligesom mange andre af sine rytterkolleger ikke været til nær så mange stævner i 2020, som hun drømte om. Alligevel blev det til et succesfuldt år for hende og hoppen Gaville.
Zibrasport Equest fangede Line til en kort snak om det forgangne år, da hun havde pause fra sin skolegang på handelsgymnasiet i Rønde.
– Jeg fik Gaville i december 2019, og jeg kom rigtig godt i gang på hest, da jeg vandt indendørs DM på hende to måneder efter. Jeg blev udtaget til Nations cup i Østrig og Tjekkiet, og det gik også godt dernede. Det var inden alt blev lukket ned, husker Line.
Line og Gaville vandt indendørs DM i 2020 (Foto: Privat)
– Jeg havde håbet, at jeg kunne komme til lidt flere mesterskaber, men sådan har det været for os alle.
Skiftet fra pony til hest blev for alvor en realitet i 2020, da Line faldt for pony-aldersgrænsen – men hun var godt forberedt.
– Jeg har redet hest i mange år – allerede som children. Men med Gaville er det første gang, jeg har en hest, der kan gå de højere klasser. Nogle gange savner jeg da ride pony, men jeg har fået en rigtig sød hest, siger Line om sin 10-årige stjerne.
Ranglistens top tre:
1 Line Busk Heltborg GAVILLE
2 Rie Rose Lindegren Roed NEWCOMER
3 Maria Barnewitz Schou SEANA
Mål i 2021
2021 er allerede godt i gang, men indtil videre har Covid-19 og EHV-1 været årsag til manglende stævner i ind- og udland. Alligevel er Line fortrøstningsfuld.
– I 2021 vil jeg gerne til Nations cup, og jeg drømmer også om NM eller EM. Men det kommer selvfølgelig an på resultaterne. Umiddelbart så er ridning en del af min fremtid. Jeg tager nok et sabbatår efter gymnasiet, hvor jeg bare rider. Jeg tager det bare lidt som kommer. Hvis interessen er der, så fortsætter jeg helt bestemt med at ride.
Se interviewet med Line Busk Heltborg, hvor hun fortæller om overgangen fra pony til hest i forbindelse med en træningssamling på Firkløverets Springakademi i efteråret 2020.