Skip to main content

Tag: temperatur

Sådan nedkøler du bedst din hest

En regulær hedebølge har ramt det meste af Europa i disse dage, og også i Danmark er vi nu tæt på at slå varmerekord. Du kan formentlig selv mærke, hvordan varmen trykker, men det kan din hest bestemt også. Derfor er det nu ekstra vigtigt at være opmærksom på at holde den nedkølet for at undgå hedeslag og dehydrering.

Der er heldigvis flere effektive teknikker, du kan bruge, når din hests kropstemperatur begynder at stige. F.eks. kan du med fordel nedkøle hesten med vand på kroppen. Den allerbedste måde du kan nedkøle din hest i varmen, og dermed minimere risikoen for hedeslag og dehydrering, er dog ved at sikre, at den er tilstrækkeligt hydreret, før du starter en træning eller konkurrence. Det fortalte Michael Lindinger, PhD, Præsident af The Nutraceutical Alliance i Burlington, Ontario under hans præsentation ved 2022 virtual EquiSummit.

Lad din hest drikke rigeligt

Jo bedre en hest er hydreret, desto bedre kan den svede og regulere sin kropstemperatur. Derfor bør heste drikke så meget som muligt både før, under og efter øvelser – og i varmen er det særlig vigtigt, at vandet er tilføjet elektrolytter, fortalte Michael Lindinger. Heste kan nemlig svede 10-20 liter i timen, og de fortsætter med at svede, efter de har trænet. Vand alene vil blot løbe gennem hesten og ud i urinen, uden hesten får gavn af væsken. Derfor kræver det tilsætning af elektrolytter i vandet for at kunne holde hesten hydreret både før og efter træning.

Dertil anbefaler Michael Lindinger, at du tænker på at få hydreret din hest allerede inden, du tager afsted mod et stævne, da transport i sig selv kan karakteriseres som en situation, der stresser hesten. Det ideelle tidspunkt at tilføje elektrolytter til vandet er inden for en time, før hesten skal trænes. Når du prioriterer din hests væskebalance, vil du ikke alene mindske risikoen for hedeslag men også forbedre hesten fysiske og mentale præstation.

Foto: Canva

Stuetemperatur er bedre end is til hurtig nedkøling

Selvom man kan tænke, at is vil skabe en hurtigere og bedre nedkøling af hesten end vand i stuetemperatur, så er det ikke helt realiteten ifølge nye studier. De viser nemlig, at det er mere effektivt at give din hest vand ved ca. 20-26 grader kontinuerligt. Ifølge Michael Lindinger skyldes det, at iskoldt vand får blodkar i hestens hud til at snøre sig sammen, hvilket gør, at det tager længere tid for hesten at udskille varmen fra kroppen.

Sidst men ikke mindst advarer Michael Lindinger om at sætte et kølingsdækken på din hest i varmen. De fungerer nemlig modsat og gør hesten varmere, da de reducerer hestens mulighed for at lede varmen væk fra huden. Han fortæller, at et kølingsdækken kun bør anvendes, når hesten allerede er nedkølet, hvilket kan tjekkes via hestens rektale temperatur.

Kilde: The HORSE

Læs også: Hjælp din hest i varmen

Hjælp din hest i varmen

Sommeren er her, og det betyder, at der er chance/risiko for høje temperaturer. Men hvordan har vores heste det egentlig med sol og sommer? Hvordan påvirker varme og fugtighed dem?

– I princippet har heste ingen problemer med varme temperaturer, siger dyrlæge. Anja Kasparek fra Aschheim hesteklinik, der ligger nær München.

Der er heste, der bor i meget varmere lande, men der er bestemt forskelle afhængig af racen. Ældre heste er også mere følsomme i forhold til varmen end yngre heste.

Anja Kasparek

Som heste-ejer er det vigtigt at være opmærksom på følgende seks punkter:

Prioriter skyggen

– Hvis hestene står i den bagende sol uden solbeskyttelse, kan det helt sikkert have sundhedsmæssige konsekvenser, forklarer Kasparek.

Krampekolik eller kredsløbsproblemer ses oftere, når det er varmt. Og især når der er store udsving i temperaturen.

– Mange heste-ejere reagerer og lader hestene være ude på fold om natten i varmt vejr. Dette er en god løsning, fordi hestene på den ene side er mindre generede af insekter og også bedre tåler nattetemperaturerne.

Frisk vand

– Hestene skal altid have adgang til vand, når det er varmt, siger dyrlægen.

– Men de kan godt klare sig uden vand i et par timer. Det gør de også ude i naturen. Som dyrlæge anser jeg det for meget vigtigere, at vandet er rent. Før du stiller utallige 30-liters kar ud på folden, som ingen renser, skal du hellere stille et enkelt kar derud og så sørge for at holde det helt rent og fyldt med vand.

Solbeskyttelse

Nogle heste er tilbøjelige til at blive solskoldet – det drejer sig især om skimler eller heste med store hvide aftegn. Det kan nemt gå galt, når huden under den hvide pels ikke er pigmenteret, dvs. lyserød.

– Du kan anvende en baby-solcreme med solbeskyttelsesfaktor 50 på de områder, forklarer Kasparek.

UV-masker er desuden en smart måde til at beskytte øjnene mod solens stråler.

Skift rytme

Rid hesten i de tidlige morgentimer eller ud på aftenen, når solen er ved at gå ned.

Eller hvad med at skifte træningen på banen ud med en ridetur i skoven, hvor der konstant er mere skygge.  

Køl langsom ned

Efter træning skal du sørge for, at hesten kommer tilbage i skyggen. Her kan hesten bedst køle ned og finde tilbage til sin normale temperatur. Når du skyller hesten, så sørg ligeledes for, at vandet er lunkent.

Svedalarm

Mangel på elektrolytter hos fritidshesten? Det er Anja Kasparek ikke stødt på endnu.

– De fleste af hobbyrytteres heste bliver brugt på en sådan måde, at de ikke lider af mangel på elektrolytter, siger hun.

– Du kan give elektrolytter, når temperaturen er høj, og når hestene virkelig sveder meget. I forhold til heste, der skal yde ekstra meget, er det fornuftigt at bruge elektrolytter.

Kilde: Reiterrevue.de