Skip to main content

Tag: TIPSOGTRICK

Fransk luksus og nordiske hestekræfter

Rideferier for de kræsne
Tager du på en rideferie til Alsace sammen med Jesper og Rikke Finderup fra Luksus Rideferie, kan du forberede dig på en ferie til hest ud over det sædvanlige. Du bor på Domaine Saint Loup i Michelbach, en 600 år gammel familiegård med æbleplantage og udsigt til Vogeserne og Grand Ballon. Du kommer gennem middelalderlandsbyer og smukke vinmarker på velredne islandske heste, og du kan krydre det hele med udsøgt fransk vin og mad.

Jesper Finderup har siden 2005 udbudt luksus-rideferier i Danmark, og han har derfor stor erfaring i at tilbyde ryttere fra hele verden en fantastisk ferie med hest og gourmet.

”For mig startede det med drømmen om at lave den ultimative rideferie, og det betyder gode heste, gode forhold, flot natur og god mad og vin. På en Gourmet rideferie på vores gård i Fjerritslev i Nordjylland er der maks. otte gæster med ad gangen. Gæsterne får nogle fantastiske rideture i den danske natur, og så serverer vi gourmet af de bedste råvarer hver dag. Vi har haft gæster fra hele verden – sågar fra Indien og fra Montana, og det har været nogle fantastiske år med store oplevelser,” fortæller Jesper.

Middelalderbyer og vinmarker
Man kan måske sige, at der er langt fra at arrangere rideture langs den nordjyske kyst til at stå for rideture gennem grønne vinmarker i Alsace, men nogle gange tager livet en uventet drejning, og det skaber en masse muligheder og sætter gang i nye ideer. Sådan var det i hvert fald for Jesper og hans hustru Rikke.

”En gruppe schweizere var på en af vores gourmet rideferier i Danmark, og de var meget begejstrede for konceptet og ikke mindst hestene. Det ledte til, at vi begyndte at sælge heste til Schweiz/Basel området. I 2017 var vi derfor i Schweiz med nogle salgsheste, og da vi kørte hjem, kørte vi gennem Alsace og til den kendte vinby Ribeauville. Vi blev simpelthen helt fascineret af – og forelsket i – området med middelalderby og vinmarker, det var helt unikt og helt specielt. Det syntes vi, at andre også skulle have mulighed for at opleve,” siger Jesper.

Fra ide til udsolgt
Så snart parret kom hjem til Danmark, begyndte de at arbejde i at kunne tilbyde rideture i Alsace allerede samme efterår. De skrev rundt til forskellige gårde i området i håb om at kunne udbyde ferierne derfra, men det var først, da de hørte fra Domaine Saint Loup, at rejserne blev en realitet.

”Det var ligesom at vinde i lotteriet. Domaine Saint Loup er en 600 år gammel familiegård, der lever af at afholde bryllupper og jagter i efteråret. De havde heldigvis mulighed for at tage os ind og havde ligeledes plads til hestene. Jeg glemmer aldrig, da jeg besøgte gården første gange. Det var en tidslomme – det var simpelthen som at træde ind i den bedste version af fransk historie, det var et eventyr,” fortæller Jesper.

Første sæson med rideture i Alsace blev en realitet i efteråret 2017. Det blev en bragende succes.  Hver dag var der perfekt ridevejr med sol og 20 grader, og alle turene var udsolgte. Jesper og Rikke havde 12 islandske heste med hjemme fra Danmark, og hestene nød tilsyneladende turen til Frankrig lige så meget, som alle dem der kom på rideferie. Året efter blev alle turene i efteråret også udsolgt, og Rikke og Jesper var ikke i tvivl om, at de havde fat i noget helt rigtigt og særligt

Kærligheden til den islandske hest
På gården i Danmark avler og sælger parret islandske heste, ligesom de køber heste op med henblik på videresalg. Som nævnt tager parret 12 heste med til Alsace ad gangen. Alle hestene er salgsheste, men det er rigtig gode heste. De er rutinerede og har en flydende tölt, således at rytterne får den bedst mulige oplevelse på hesteryg. Flere af hestene bliver solgt, mens de er i Alsace, og kommer derfor ikke med tilbage til Danmark.

”Hestene står på fantastiske marker, og man kan bare se, at de synes det er fedt, når vi er ude på tur. Det er et fantastisk terræn, og det er et dejligt klima. Det er en oplevelse for alle,” siger Jesper.

Jesper har avlet og redet islandske heste i mange år og var blandt andet på Island første gang tilbage i 1988. På gården i Danmark er der 35-40 heste, og Jesper udvælger nøje, hvilke heste der har de kvaliteter, der er nødvendige for at give gæsterne den bedste oplevelse, når de er på rideferie.

 

Hestene står på fantastiske marker, og man kan bare se, at de synes det er fedt, når vi er ude på tur. Det er et fantastisk terræn, og det er et dejligt klima. Det er en oplevelse for alle.

Jesper Finderup

Og det med Vin
Jesper er både arrangør og vært for turene. Det betyder, at han har været rundt i området for at lære alle at kende. Det, der især har gjort indtryk på Jesper, er den velvilje, han og Rikke er blevet mødt med alle steder fra, og så hvor fantastiske vine der er i området.

”Der er ingen sure mennesker, når vi rider rundt dernede. Alle hilser på hinanden og pifter efter os og vinker. Nogle gange spørger de, hvad det er for en måde hestene går på, de er jo ikke vant til islandske heste. For dem er det ikke specielt attraktivt at ride i vinmarkerne, men det er det jo for os. Det er en særlig oplevelse at ride gennem vinmarkerne, binde hestene ved en vingård og så få lov at smage noget fantastisk vin.”

Vin og vinsmagning er en del af ferien, og derfor er den optimale gæst, en der udover at være glad for heste også er interesseret i vin og i Frankrig. Dermed ikke sagt at man som gæst behøver at være vinekspert, men sætter du pris på vin, er det med Jespers ord Mindblowing, så gode vine du kan få til lave priser.

”Alle kender Alsace, men regionen ligger stadig i skyggen af Bourgogne og Champagne. Jeg tror, der er 10 år tilbage i Alsace, som det er nu, inden folk for alvor får øjnene op for, hvor fantastisk et område det er.”

Hvordan ser fremtiden ud?
Når du har udlevet noget, så skal der ske noget nyt, siger Jesper. Og med det mener han, at han og Rikke i mange år har udbudt rejser fra Danmark, men at eventyret nu skal fortsætte i Alsace.

”Vejret er behageligere, 20-25 grader både forår og efterår, 45 minutter til ski, 30 minutter til Basel. Vi kan bo på Domaine Saint Loup, hvor vi nærmest er blevet en del af familien, så det er helt fantastisk.”

Planen om at flytte til Frankrig betyder derfor også, at gården i Fjerritslev er sat til salg. Fokusområdet bliver rideturene i Frankrig, hvor der kun er fem gæster med ad gangen, og som skal udbydes både forår og efterår. Drømmen stopper dog ikke der, for Rikke og Jesper er allerede i gang med nye ideer og vil fremover også tilbyde vinrejser kombineret med vandreture. Dermed er der lagt i ovnen til nogle travle, men uden tvivl fantastiske år for familien.

Video fra Alsace

Praktisk info:

Transport
Der er mange måder at komme til Alsace på, men arrangørerne anbefaler klart, at du kører dertil i bil. Det er en smuk tur gennem Tyskland og Frankrig, og så er det muligt at købe den gode (og uhørt billige) Alsace vin med hjem.

Også for ikke-ryttere
Ferien og den flotte natur kan også opleves fra el-mountainbike. Så er manden ikke vild med at skulle i sadlen, så kan han få lige så meget motion og hele oplevelsen med fra en mountainbike. Det gør rideferien oplagt til par, også selv om det kun er den ene, der er rytter.

Se mere her:

https://www.luksusrideferie.dk/

 

Gardasøen set fra hesteryg

Tekst: Lene Goller

Hjertevarme og ridning i skønne Italien
Jeg skubber skodderne fra vinduerne, og lyset vælter ind i det lille værelse. Der er udsigt til det gamle klokketårn i landsbyen og Gardasøen i det fjerne. Den friskmalede kaffe når mine næsebor, før jeg mærker, at kroppen faktisk er lidt øm efter gårdagens ridetur. Alligevel er jeg i dén grad klar til en ny dag,” fortæller Anne-Vibeke Isaksen

Anne-Vibeke Isaksen, rejsejournalisten de fleste af os kender fra rejseprogrammerne ”Anne-Vibeke Rejser” på DK4, taler nærmest henført om sine oplevelser fra Scuderia Castello. Den familiedrevne agriturismo med omkring 30 heste, otte hyggelige værelser og et køkken baseret på hjemmedyrkede grøntsager og kød fra gården spreder sig i en stor olivenplantage et par hundrede meter oppe i bjergene i den lillebitte landsby Gaino. Som igen ligger tre kilometers kringlet kørsel over byen Toscolano Madero på den vestlige side af Gardasøen. Det er dén side, de fleste sjældent besøger på turen til Bardolino, Garda, Malcesine og de andre byer på den langt mere turistede østside.

Men det gjorde Anne-Vibeke Isaksen i selskab med Lene Goller, sygeplejerske med passion for heste. Hun opdagede for mange år siden Scuderia Castello ved en tilfældighed og har siden været der et hav af gange, gerne sammen med en gruppe veninder.

Jeg er ikke hestepige, men rideferie er alligevel noget af det bedste, jeg ved. Og Scuderia Castello er et helt specielt sted. Ikke bare på grund af de meget rolige heste, men også fordi Giovanni Zambiasi og hans familie hører til de mest hjertevarme værter, jeg har mødt,” siger Anne-Vibeke

Alle kan være med
Rideturene, som går ud fra Scuderia Castello, er for alle og findes i alle sværhedsgrader. Hestene kan alt og kender terrænet utrolig godt. Giovanni, som han bare kaldes, er ejer af stedet og guide på de fleste ture og kender derfor området i Parco Alta Garda som sin egen baghave. Der er ture fra få timer til flere dage med overnatning i området.

Det giver en enorm tryghed, at Giovanni har så meget styr på tingene. I sær når man som jeg er uerfaren, men gerne vil have oplevelsen. De første par timer bruger jeg en del energi på at finde rytmen med hesten. Ikke på grund af hesten – den går bare – men på grund af min egen sikkerhed,” fortæller Anne-Vibeke. 

”Giovanni smider gerne et par jokes på sit charmerende engelsk. Han ved, at med smilet forsvinder nervøsiteten, og efter få timer har jeg overskud til at nyde, hvor vi er. Det ene øjeblik omgivet af saftige grønne vinmarker, det næste af skov med høje træer og langstrakte dale. Da vi har redet gennem en frugtplantage, når vi et højdedrag i baglandet, hvor Giovanni sørger for frokost. Solen bager ned på os, og det store bjælkebord er spækket med friske oste, lufttørret skinke og velsmagende pølser. Mere skal der ikke til et overdådigt italiensk frokostbord. I det hele taget skal det vise sig, at mad og godt selskab er en grundingrediens, når italienerne spiser.”

Ankomst til Paradis
Turen går gennem gamle brostensbelagte byer, hvor tiden står stille. Indimellem taler Lene og Anne-Vibeke om det, de ser, men der er også lange perioder, hvor den eneste lyd er den fra naturen – krydret med hestens gang. Det er musik i ørene og ren terapi. 

”Sidst på eftermiddagen stopper vi foran en gammel husmur, og Giovanni fortæller, at vi har nået vores overnatningssted. Det ser meget simpelt ud, men bag muren gemmer sig et sandt paradis. Bagagen er også kommet frem.  Italienerne kan noget, kun de færreste kan. Noget, der er svært at beskrive med ord. Noget, der skal opleves. I dette tilfælde er det Villa dei Campi. Et gammelt kampestenshus, sat i stand til boutique hotel med egen restauration.  Det er sådan et sted, hvor man ville ønske, man sov med åbne øjne bare for at nyde atmosfæren.”

I haven er der en natursø med kvækkende frøer og en kæmpe urtehave, som selvfølgelig tages i brug i Villa dei Campis imponerende køkken. Rytterne nyder et køligt glas Prosecco på den overdækkede terrasse, før der serveres et ubeskriveligt måltid mad. 

”Vi sidder længe ved bordet, og dagen afsluttes med, at en komplet stjernehimmel lukker sig over os. Jeg kan næsten ikke vente til i morgen,” fortæller Anne-Vibeke.

Udsigtspunktet i sigte
Efter et velsmagende morgenmåltid med økologiske hjemmebagte grovboller, yoghurt, müsli, frisk frugt, æg og dampende kaffe er gruppen atter klar til en dag på hesteryg. Giovanni fortæller, at der venter store oplevelser og en overraskelse hjemme på stutteriet. Det kan kun blive en god dag. Igen! 

”Vi rider op, op, op, hestene er virkelig kommet på arbejde, men de skridter af sted, som om de aldrig har gjort andet. Skulle man vandre eller cykle her, havde det krævet noget helt andet, og jeg ville på ingen måde have haft overskud til at nyde naturen. Og den skal i den grad nydes, for hvor er her smukt. Vandet fosser ned gennem dalen. Nogen gange er vandfaldene langt væk og andre gange lige ved siden af, og vi må passere på hesteryg. For Lene og Giovanni er det ingen sag, men jeg kan igen mærke adrenalinet pumpe lidt. Det går selvfølgelig fint, og Giovanni er som altid min trofaste støtte. Vi kommer helt op på et udsigtspunkt, hvor naturen er markant anderledes end gårsdagens og dét kun en lille dags ridning fra Scuderia Castello.”

Med endnu en formidabel naturoplevelse på nethinden vender rytterne tilbage til agtiturismo’en, hvor de bliver mødt af den lækreste duft. En af Giovannis gode venner, Marco, har stået hele dagen og tilberedt den lokale specialitet Spiedo: svinekød, kylling, kanin og grønsager, langtidssteget på store spyd. Retten skal passes hele i tiden, og tilberedningen tager op til 12 timer. 

”Vi kan næsten ikke vente, for her dufter himmelsk. Da klokken ringer som tegn på, at der er mad, samles husets gæster omkring langbordet på terrassen. Her spiser vi i mange timer, griner og hygger, men mørket falder på, og hestene græsser på marken ved siden af,” fortæller Anne-Vibeke Isaksen, og slutter med at understrege:

”Et ophold på Scuderia Castello føles næsten som at være på besøg hos en god ven eller nær familie. Alle er glade, smiler og snakker samtidigt med, at du kan sætte dig op på din balkon og læse en bog eller gå ned og hygge med hestene. Man føler sig bare hjemme på en suveræn, uhøjtidelig måde.” 

Info
Anne-Vibeke Isaksens tv-reportage ”Derfor er rideferie en drøm” fra Scuderia Castello. Mere info på www.rejseavisen.dk

Rejsefakta

Agriturismo Scuderia Castello, Via Castello 10, 25088 Gaino, www.scuderiacastello.it

Vejen hertil: Fly fra Billund til Milano-Bergamo med Ryanair, www.ryanair.com, fra Bergamo er der 95 km i lejet bil til agriturismo’en. Eller man kan flyve fra København Milano-Malpensa/Verona/Venedig. Herfra er der 180 km til Scuderia Castello.

Se video på Youtube

Pas godt på din gamle hest

Hvornår er en hest gammel?
Først skal vi måske redegøre for, hvornår en hest er gammel. Det varierer selvfølgelig meget fra race og funktion – men som udgangspunkt betragtes en hest på 20 år og ældre som en ’gammel hest’. En hest kan blive omkring de 30 år, mens ponyer lever længere og kan blive næsten 10 år mere. Verdens ældste hest er engelske Old Billy, der efter sigende blev imponerende 62 år gammel. Han blev født i 1760 og døde i 1822.

Moderat arbejde eller helt fri?
For nogle heste er det vigtigt at have et job – også når de bliver gamle. Heste trives med vaner og faste rammer, og hvis hestene altid har været vant til at blive redet, så kan de godt blive deprimeret og lige pludselig ældes hurtigt, hvis man tager deres job fra dem.

Andre heste nyder dog et otium med masser af foldtid og selskab med andre hest. De fleste ryttere kender deres heste så godt, at de ved, hvad hesten trives med, når den går på pension.

Et sundt liv i flokken
Ældre heste har som regel en vis status i deres flok på grund af deres alder. Det er derfor vigtigt, at ældre heste ikke skal skifte foldkammerater ofte. Hver gang nye heste lukkes sammen, kæmpes der om hierarki og rangorden, og det kan være stressende for en hest af en høj alder. En ældre hests fysik er heller ikke, hvad den har været. Der kan være gigt, ledsmerter eller ømheder, der gør, at hesten bliver nødt til at passe på sig selv. Det betyder, at den måske må afgive sin position til nye og yngre heste, som den fysisk ikke kan hamle op med. I naturen går heste sammen i familier, og familien danner en form for sikkerhedsnet, der giver også de ældre og mere slidte heste en tryghed. Sørg for at din gamle hest føler sig tryg på folden, så den ikke bliver frataget sin autoritet og måske bliver deprimeret.

Vær opmærksom på tænderne
Et af de største problemer for gamle heste er deres tænder. Når hesten bliver ældre, bliver tænderne nedslidte, og hesten kan ikke længere tygge og kværne sit stråfoder, som den gjorde tidligere. Når hesten ikke kan tygge sit stråfoder, danner den ikke spyt, og syren i maven bliver ikke neutraliseret. Ydermere kan den ikke udnytte sit foder godt nok og taber sig. Som ejer af en ældre hest, er det vigtigt, at man er obs på at give foder til hesten, som den kan tygge, så vægten og tarmfunktionen bibeholdes. Flere små måltider i løbet af dagen er ofte en god løsning. Ældre heste taber også deres tænder, og det giver naturligvis også problemer i forhold til græsning, tygning etc. Igen er flere og lette fordøjelige måltider vigtige for at holde hesten sund og rask.

Se denne lille video, der fortæller, hvad du skal være opmærksom på i forhold til tænder hos ældre heste.

Fodring af seniorhestene
Mange ting ændrer sig hos de ældre heste, og nogle ældre heste har svært ved at holde huld, selv om de ikke har problemer med tænderne. Der er derfor mange foderproducenter (heldigvis), der har udviklet foder, der er letfordøjeligt og fremmer foderudnyttelsen hos de firbenede seniorer. Igen er flere små måltider i løbet af dagen rigtig godt, og du kan hjælpe hesten ved at tilsætte vand i fuldfoderet. En ældre hest har ofte brug for ekstra Kalcium, Fosfor, Vitamin C, Vitamin B og gær, hvilket du som ejer skal være opmærksom på. Ydermere kan ældre heste have svært ved at omstille sig til temperaturændringer, og dermed bliver de hurtigere kolde eller varme. Det kræver energi og kan være en faktor til vægttab. Hold øje med om hesten har brug for at få dækken på tidligere, når det bliver efterår og dårligt vejr, og sørg for at der er masser af skygge og vand på folden om sommeren.

Omvendt kan nogle heste også blive overvægtige, når de ikke længere er i skarp træning, og måske får lov at nyde livet mere på græsmarkerne. Overvægt kan resultere i forfangenhed og andre livsstilsygdomme, og det er vigtigt at have i mente, at gamle heste generelt ikke bevæger sig så meget som yngre heste. Doser foderet til aktivitetsniveauet, og husk at det ikke altid er godt for hesten at have græs/hø/wrap ad libitum, selv om vi ønsker det bedste for vores gamle venner. 

Sygdomme
Når hesten bliver ældre, er der risiko for flere sygdomme. En af dem der er mest relateret til seniorheste, er stofskiftesygdommen Cushings syndrom eller Pituitary Intermedia Dysfunktion (PPID). Cushing skyldes en sygdom i hjernen, der blandt andet forårsager en forhøjet produktion af kortisol i binyrerne, hvorved muskelopbygning, immunforsvar og stofskifte påvirkes. Diagnosen kan stilles ved en blodprøve, men der er også nogle tydelige tegn, der indikerer, at hesten har cushings: Længere pels, fælder ikke forår/efterår, drikker og urinerer mere samt tab af muskler hen over ryggen. Sygdommen kan behandles, men ikke kureres.

Melonomer
Melonomer er en slags kræftknuder, der ses mest på skimler. Melonomerne er ofte placeret omkring haleroden og endetarmen, men de forekommer også ved struben eller andre steder på kroppen. De fleste melonomer er godartede, men de kan vokse sig så store, at det kan give problemer ved endetarmen, når hesten skal gøde, ligesom de kan vokse indad og dermed også give problemer ved tarmen indvortes. Der findes forskellige behandlingsmetoder til melonomer, men ikke noget universel middel, det er dog sjældent at heste må aflives på grund af melonomer.

Vaccinationer og ormekur

Hesten er blevet pensioneret. Den går mest på fold og måske bliver det til lidt let ridning et par gange om ugen. Skal man fortsætte med at vaccinere den en gang om året – og tjekke den for orm? Ja, det skal man. Med alderen får hesten et svagere immunsystem, og dermed er den mindre modstandsdygtig over for sygdomme og ormeangreb. Regelmæssige ormetjek og de obligatoriske vaccinationer hjælper hesten til at forblive sund og rask – og dermed leve længere.

Når jeg bliver gammel…
Hvis hesten kunne tale, kunne den fortælle os, hvad den ønskede sig af sit otium. Men det kan den ikke, så det er vores fornemmeste opgave at være opmærksom på den ældre hests behov, således at vi kan give vores trofaste firbenede kammerater den bedst mulige alderdom.

4 skønne ridedage i Thy

Gourmet men stadig hjemmeligt
Jeg fornemmer det allerede, når jeg krydser broen ved Aggersund: Lyset er højt og klart og København er lagt bag os. Jeg glæder mig til endnu en rideferie ved Thorupstrand hos Jesper og Rikke. De har indrettet deres gård, Villa Rosa, utroligt hyggeligt med egen vinstue og lysekrone i stalden.

Ved ankomsten får vi tildelt et dejligt værelse, og selvom der både er chokolade og champagne på hovedpuden, er ikke som at bo på hotel. Nej, man føler sig straks hjemme.

Vi møder de andre gæster til en velkomstdrink. Og jeg ved ikke, om jeg har været heldig, men jeg synes altid, at det har været nogle ualmindeligt søde og sjove mennesker, der har været med på turene. Det er folk, der elsker heste og det gode liv, så det er let at falde i snak. Det har stor betydning, da man er rigtig meget sammen de næste fire dage.

Efter velkomstdrinken serverer Jesper og Rikke en tre retters gourmet-menu. Det er imponerende, at to mand alene kan holde et så højt et kulinarisk niveau. Rikkes far er fisker, så man kan sige, at fisken nærmest springer op af Vesterhavet og ned på tallerknerne.

Hvis man ikke lige vidste det, skulle man lige ikke tro, at Rikke, med det alfe-agtige udseende, selv har været fisker. Hun kan fortælle mange sjove anekdoter om ”gutterne på kutterne”.

Fantastiske islandske heste står klar
Om morgenen står vi op til en kæmpe morgenbuffet, med friskpresset juice, varme pandekager og alt hvad hjertet kan begære.

Så går vi ud til hestene, og det er altid spændende, hvilken hest man får tildelt. Hestene bliver solgt i løbet af sæsonen, så der er altid nye heste med. Og hvilke heste! Det kan alle tölte over stok og sten. Men først rider vi dog stille og roligt gennem skoven, så alle når at bliver fortrolig med hesten. Efter et par timer, når vi frem til picnic med havudsigt. Rikke har dækket op til lun lasagne og salat med duge og kandelabre, tæpper og kage/kaffe. Efter frokost tager vi os gerne en lille lur i græsset, mens bølgerne bruser svagt i horisonten.

Nu rider vi videre gennem skov, over hede og gennem lyngbeklædt plantage. Det er meget afvekslende natur. Og når man kommer fra de kultiverede skove i Nordsjælland, føles det bare stort og vildt. Hestene får også lov til at strække sig ud, og de kan tölte virkelig hurtigt. Vejene er lange og øde, og underlaget er ideelt.

Man bliver glad i låget
Jeg har været på rideferie i Thy seks gange nu. Første gang var ca. 2003. Jeg var en lidt forsigtig rytter. Så jeg spurgte Jesper, om jeg mon nu også ville kunne ride den fyrige hest, jeg havde fået tildelt. ”Ja, ja, det kan du da sagtens”. Og ja sikke en fryd: At få en taktfast, villig hest med fantastiske bevægelser og så flyve hen over heden eller nede på stranden. Så vokser man som rytter og bliver helt glad i låget.

Hestene overnatter hos gode venner halvvejs mod Vigsø. Gruppen bliver kørt hjem til gården og videre til spa på Klim Strand. Her kan vi ligge i blød og få masseret de ømme muskler. Tilbage på gården er der musik på anlægget og boblevand på bordet. Der er altid en særlig festlig stemning, da de fleste er høje på dagens ridetur, og gruppen er blevet helt gode venner. Det er set, at folk har danset rundt i badehåndklæder eller er gået all in på Bollywood-style.

Vi spiser endnu et dejligt måltid og Jesper underholder os gerne om den dejlige vin, vi drikker, og som han og Rikke selv har importeret fra Alsace. Aftnerne ender ofte festligt med dans og musik.

Hvor godtfolk er…
Sådan går det slag i slag de næste tre dage. Rideturene bliver stadigt mere afvekslende og højdepunktet, synes jeg, er at tölte på redningsvejen ude ved Hjardemål klit. Her rider man langs kysten oppe på den gamle redningsvej, der bugter sig lidt op og ned. Bunden er kortklippet græs og lyng, hvilket giver den perfekte affjedring. Hestene har fundet deres rytme og holder tölten, selvom det går op og ned ad bakke. Det føles lidt som at køre i rutsjebane. Rytterne har også fundet rytmen og tør give den lidt mere gas, end de gør derhjemme.

Der er næsten altid flere slags nationaliteter med på turene. Det giver en særlig stemning. Vi har sunget drikkeviser på svensk, diskuteret Brexit med englænderne og dyrket yoga med en inder. Fire amerikanske kvinder var ved at falde af hestene i chok, da vi krydsede en nudiststrand. Jeg fik dog alligevel lokket dem ud og bade i Vesterhavet efter rideturen.

Hvis vejret er stille og lunt, tager vi til stranden om aftenen. Jesper hugger hovedet af en flaske champagne, og vi nyder udsigten og aftenens dessert, mens solen går ned over fiskerbådene.
Den sidste dag rider vi hestene hele vejen hjem langs stranden. Vi siger farvel og drømmer allerede om at komme igen næste år.

Derhjemme bliver hesten overrasket over, at vi pludselig skal til at tölte hurtigt gennem skoven med vinden i håret.

Tekst og billeder af Louise Kampmann

Se mere om Luksus Rideferie her

Har du også været på en fantastisk rideferie og har lyst til at dele dine oplevelse/erfaringer med andre, så skriv gerne en mail til amkr@zibrasport.dk

Muk – vores fælles fjende

Hvad er muk
Muk er er en infektion der forårsages af mider, svampe eller bakterier (oftest Dermatophilus Congolensis). Muk kan sammenlignes med eksem. Huden bliver irriteret og rød, og der dannes sårskorper på de inficerede områder.

Muk stortrives i fugtigt mijø
Mange heste døjer med muk om vinteren, fordi foldene bliver våde og mudret, og hestens ben (især koder) er mere eller mindre fugtige eller våde i den tid, hesten er på fold. Muk kan dog også forekomme om sommeren, hvis hestene går i højt græs. Hestenes ben er på samme måde udsat for et vådt miljø i mange timer af gange.

Muk starter som regel i koderne. Der, hvor hesten bøjer, og hvor der ikke er så meget pels til at beskytte huden. En lille skramme eller hudafskrabning kan være nok til, at muk med stor sult kravler ombord i hestens ben. Der er især de hvide ben, der bliver angrebet, så ejere af heste med sokker, har oftest større problemer med muk i de våde måneder. Hvide ben har lyserød hud, og den lyserød hud er bare mere sart end den mørk pigmenterede hud under farvede ben.

Det gør ondt
Alle, der haft heste med muk, ved, at infektionen er meget generende for vores firbenede venner. Hestene er tydeligt ømme på de inficerede ben, og det kan være svært at komme til at benet og få lov at vaske, tørre, smøre. Flere heste bliver påvirket i deres bevægelsesmønster, hvis de er angrebet af muk, og det er ikke unormalt, at hesten bliver halt.

Gode råd til at holde muk fra døren (hesten)
I de fleste tilfælde kan man holde muk nede ved at lytte til nogle gode råd. Nogle gange er hesten dog så voldsomt angrebet, at man må have fat i dyrlægen, og hesten skal på penicillin og måske endda smertestillende. Vi har listet nogle gode råd og fif i forbindelse med forebyggelse af muk.

  • Hold hestens ben så tørre som muligt. Tør evt. benene med håndklæder efter fold/vask.
  • Hvis muligt flyt hesten fra folde, hvor der ofte forekommer muk
  • Pas på med at bruge klokker. Våde klokker kan sidde og genere i koden og giver gode betingelser for muk.
  • Rengør klokker efter fold, så der ikke sidder gammelt skidt og bakterier.
  • Brug et separat sæt strigler til heste med muk.
  • Sørg for at hesten står tørt, når den kommer ind fra fold.
  • Heste står tit ved leddet, når det er tid til at komme ind. Dermed bliver jorden trådt op og mudret. Hvis muligt er det godt at have grus eller stenmel ved leddet, så der ikke er så vådt, eller alternativt lav to indgange til folden, så det ikke er det samme sted, hestene står og venter hver dag.
  • Vær opmærksom på, at hvis hestens immunforsvar er belastet grundet andre skader, kan det give grobund for muk.

Hvordan kan du behandle muk
Der findes mange, mange, mange forskellige behandlingsråd, når det kommer til muk. Vi deler nogle af dem her.

  • Vask det inficerede område så lidt som muligt.
  • Er du nødt til at vaske og rengøre, så sørg for at benet er helt tørt, inden du evt. smører salve på.
  • Brug bakteriedræbende shampoo, når hestens ben vaskes. Eks. vis SporalD eller klorhexidin shampoo.
  • Zinksalve tørrer ud og plejer og kan være et billigt middel mod muk. Smør det på sår og skorper flere gange om ugen. Ben og sår skal være tørt.
  • Babypudder kan holde koderne tørre efter vask
  • Sokker med sølvtråde: Sokken trækkes over hestens ben, og sølvtrådene holder bakterierne væk fra huden. Sokken skal på både på fold og i boks. (se mere på Soxforhorses)
  • Pak benet ind i vat og vetflex for at holde benet tørt og bakterier ude. Dur ikke på våde folde.
  • Honning har været i mange år været brugt mod sår og betændelse, og nogle bruger naturmidlet med fordel på muk
  • Forskellige salver udviklet til muk som Blue Hors Skinhealer, Solanum Mud Block, Horse Care muksalve m.m.
  • Der er også forskellige tilskudsfodre, der kan hjælpe med at booste hestens immunforsvar i kampen mod muk. Kontakt din foderforhandler.

Sidst men ikke mindst. Hvis hesten har meget ondt og er meget hævet i forbindelse med muk. Så ring altid til dyrlægen. Penicillin og smertestillende, samt antibakteriel salve kan være det eneste, der kan hjælpe hesten.

Del meget gerne dine gode råd og erfaring med muk i kommentarfeltet nedenfor.