I lighed med dressur omfatter pararytternes mesterskab et obligatorisk program, holdkonkurrence og freestyle.
Paradressur er den eneste ridedisciplin, der er inkluderet i De Paralympiske Lege, hvor den har været med siden 1996.
Paradressur er blevet stigende populær de seneste år, hvor nye nationer konkurrerer på topniveau og sporten oplever en tilgang af ryttere på alle niveauer.
Foruden at være en konkurrencesport, som man vil opleve ved VM i Herning, bruges ridning i behandlingsøjemed, ridefysioterapi og kompenserende ridning.
Klassifikation
For at deltage i Paradressur konkurrencer skal rytteren være klassificeret. Klassifikationen udføres af en specialuddannet fysioterapeut. For at blive klassificeret, skal rytteren have et diagnosepapir, og selve klassifikationen skal fastslå hvilken af de 5 grader, I-V som rytteren efterfølgende skal konkurrere i, samt hvilke hjælpemidler rytteren må benytte.
Grad I er for de mest fysisk udfordrede og grad V er for de mindst fysisk udfordrede. Klassifikationen foregår på samme måde i hele verden, for at sikre en mest mulig fair konkurrence, og for at muliggøre international konkurrence. Efter klassifikationen modtager den testede rytter et elektronisk testkort, der skal medsendes ved tilmelding til stævne.
Sådan afvikles VM i paradressur
Første konkurrence ved FEI World Championships i Herning er kampen om de individuelle medaljer i det obligatoriske program. Dette sker onsdag den 10. og torsdag den 11. august for hhv. Grad II, IV, V og Grad I, III. Denne konkurrence gælder også som 1. kvalifikation til søndagens freestyle.
Holdkonkurrencen afvikles fredag og lørdag, hvor rytterne i Grad II, IV og V rider om fredagen, mens Grad I- og III-rytterne afgør mesterskabet lørdag.
De deltagende nationer stiller med hold af 3 eller 4 ryttere, hvoraf minimum 1 rytter skal være enten grad I, II eller III. Der må max være 2 ryttere i samme grad på et hold.
Det er de 3 bedste resultater i et team, der tæller som samlet holdresultat.
Denne konkurrence er 2. kvalifikation til freestyle.
De bedste 8 ryttere i hver grad samlet set fra begge konkurrencer kvalificerer sig til freestyle.
Hvem skal man holde øje med?
Danmark blev nr. 4 ved PL i Tokyo sidste år, slået med lille margin. Danmark vandt holdkonkurrencen ved det internationale stævne i Kronenberg i sommer, og er derfor et godt bud på en medaljetager på hjemmebane.
England vandt guld i Tokyo foran Holland og USA og alle tre nationer stiller i stærk opstilling i Herning. Foruden VM-medaljer er også kvalifikationen til PL i Paris på spil, og her bliver de 6 bedste nationer kvalificeret til PL. Frankrig, der er værtsnation er automatisk kvalificeret.
Det bliver et meget stærkt felt i samtlige grader vi kan opleve i Herning, for samtlige medaljetagere på en nær fra PL i Tokyo er nomineret til deltagelse i VM.
I grad I er det værd at holde øje med USA’s Rocanne Trunnell, der vandt dobbelt guld i Tokyo.
I grad II er de to erfarne og succesfulde ryttere Lee Pearson (GBR) og Pepo Puch(AUT) altid en fornøjelse at følge, de to blev hhv. 1 og 2 i Tokyo, men får danske Katrine Kristensen det rigtig til at spille sammen med Gørklintgårds Quaton kan hun ride lige op mod de succesfulde mænd.
I Grad III samler interessen sig naturligt om Danmarks Tobias Thorning Jørgensen, som sammen med Jolene Hill vandt to guldmedaljer ved PL i Tokyo, men englands Natasha Baker er en stærk konkurrent til titlen.
Sanne Voets fra Holland er særdeles medaljevandt i sin grad IV, men hun vil få hård konkurrence fra Brasiliens Rodolpho Riskalla og belgiens Manon Claeys.
I Grad V samler interessen sig om Storbritanniens Sophie Wells, som har været succesfuld i en årrække. I Tokyo blev hun slået af Belgiens Michéle George, så der lagt op til revanche ved VM i Herning.
Kilde: Herning 2022
VM i Herning på Zibrasport Equest
Husk at du kan følge med fra VM i Herning på Zibrasport Equest. Vi streamer alle ‘ikke VM-klasser’ (CDI og CSI), ligesom vi viser nogle side-events og er klar med indslag, interviews og studie fra det store event i august.
Se meget mere her