Skip to main content

Tag: Ulla Tørnæs

Corona-hjælpepakke nu også til hestehold

I midten af februar fortalte vi, hvordan Venstre-politiker Ulla Tørnæs og berider Lars Trier Kjøller var gået sammen for at gøre opmærksom på udfordringerne i hestebranchen under coronanedlukningen.

Mange større og mindre erhvervsdrivende kæmper for deres overlevelse under nedlukningen som følge af coronapandemien, og for mange af de erhvervsdrivende i hestebranchen er der ikke hjælp at hente i regeringens hjælpepakker. Det har fået berider Lars Trier Kjøller, der driver LK Equestrian ved Troldkær mellem Vamdrup og Jels, til at kæmpe for en ændring af hjælpepakkerne, og sammen med Ulla Tørnæs er det nu lykkedes.

Begge er de særdeles godt tilfreds med udfaldet, men der er dog en lille ”flue i suppen”.

– Det er ærgerligt at hjælpepakken ikke gælder fra den 11. marts 2020, men fra den 9. december 2020, men jeg er stolt af, det overhovedet er lykkedes for os, fortæller Lars Trier Kjøller.
Nu, hvor der ikke er stævner, og mulighed for undervisning, så er hans indtjening faldet drastisk, men udgifterne er de samme. Hestene skal fortsat fodres, have smed og dyrlæge, passes og uddannes. Det er der nu hjælp til, idet det lyder i aftalen:

  • Foder til dyrehold uden for landbruget kan fra og med den 9. december 2020 kompenseres som en fast omkostning. Det er eksempelvis udgifter til hestehold, hundeopdrætnings- og avlsdyrsbranchen uden for landbruget, herunder til rideskoler, hundekenneler, dyr hos dyrehandlere, dyrlæger samt cirkusser. Dyrehold i landbruget hører fortsat under den fælles landbrugspolitik og statsstøttereglerne herom.

– Det betyder vi kan få støtte til foder, dyrlæge og smed, forklarer Lars, og han fortsætter:

Det kommer til at få positiv betydning for mange, der som jeg bløder under nedlukningen
Lars Trier Kjøller

At Ulla Tørnæs og han har lykkes med at gøre politikerne bevidste om udfordringerne i hestebranchen er han, forståelig nok, stolt af. At det betyder noget at være vedholdende og kæmpe. Lars understreger, at han ikke havde kommet i mål alene, og at Ulla Tørnæs har været en nøgleperson i denne oplysningskampagne, for at få åbnet politikernes øje for branchen. Omvendt understreger Ulla Tørnæs, at hun ikke havde kunne komme i mål med den kampagne uden at have Lars og hans forretning og de input han har givet hende, som et eksempel, der gjorde det lettere at give beslutningstagerne et indblik i, hvordan det ser ud fra Lars’ stol.

– Man skal kende forholdene, og vi kan alle forholde os til udfordringerne for en frisørsalon, men det er langt fra alle, der har kendskab til hestebranchen, og hvordan vilkårene er der, uddyber Ulla Tørnæs til Zibrasport Equest.

Det er et lille plaster på såret, at vi kan få hjælpepakken fra den 9. december, men jeg havde som Lars gerne set den havde virkning fra 11. marts sidste år.
Ulla Tørnæs

Justeringerne af hjælpepakkerne skal nu udmøntes i en egentlig bekendtgørelse, som skal laves i ministeriet. Derfor skal man have lidt tålmodighed i forhold til at få penge på kontoen, men muligheden foreligger, og Ulla Tørnæs opfordrer til, at for hvem det er relevant at tage kontakt til sin revisor for at få et overblik over, hvad der er muligt.

– I de her situationer mangler vi en brancheorganisation. For der er ingen tvivl: sætter vi os bare ned og håber politikerne ser os, tager vi fejl, for det gør de ikke, understreger Lars. Der skal en helt anden, målrettet handling til. Samarbejdet mellem berideren og politikerne har dog vist, at det er muligt at ændre på tingene, blot man er vedholdende, og kender vejen til målet. Og i dette tilfælde har holdindsatsen mellem Ulla Tørnæs og Lars Trier Kjøller skabt en mulighed, som en stor del af hestebranchen vil kunne nyde godt af i en svær tid.

Læs nyheden fra Erhvervsministeriet HER

Ulla Tørnæs klar til at kæmpe for ridesporten

Dansk Ride Forbunds repræsentantskabsmøde bliver afviklet online i år, lørdag 17. april. Der fire pladser ledige til bestyrelsen, og en af dem har ponymor og folketingsmedlem for Venstre Ulla Tørnæs besluttet sig for at gå efter. Udover Ulla Tørnæs, opstillet af Sportsrideklubben, og Jakob Schou, opstillet af Karlslunde Rideklub, kandiderer to nuværende bestyrelsesmedlemmer og en suppleant til de fire poster.

Drives af kærligheden til heste og ridesporten
Ulla Tørnæs, 58 år, har gennem snart 30 år som folkevalgt politiker haft mange forskellige opgaver, herunder har hun bl.a. været minister i knap 12 år. Nu opstiller hun til bestyrelsen i Dansk Ride Forbund, og hun udtaler til Zibrasport Equest: – Min kærlighed til ridesporten kan på ingen måde bortforklares eller underdrivers. Jeg er kommet til et punkt, hvor jeg tror på, at min erfaring fra mange år i politik, hvor jeg har været vandt til at finde løsninger og træffe beslutninger, kan bidrage i rideforbundet på en positiv måde.
Som Ulla Tørnæs understreger har hun ikke en super stærk kluberfaring, men det er der flere andre i bestyrelsen, som kan bidrage med.
– Jeg tror, jeg kan noget andet, som vil gavne Dansk Ride Forbund, og det kunne jeg rigtig godt tænke mig at bruge mine kompetencer og min viden på, forklarer hun.
Under corona-nedlukningen har der været mange beslutninger, som har berørt hele hesteverdenen og herunder beslutninger truffet ud fra uvidenhed om sporten. Her har Ulla Tørnæs været en aktiv bidragsyder til at få ændret forholdene til det bedre for ryttere og heste.

– Jeg ved, hvordan politik fungerer, og jeg ved, hvordan man kan komme til ordet, hvor beslutningerne træffes. Jeg vil gerne bringe mine kompetencer i fra den del af verden i spil til gavn for ridesporten, uddyber Ulla Tørnæs.

Hun er født og opvokset i Esbjerg, hvor hun som barn og teenager gik til ridning på Esbjerg og Omegns Rideklub. Hun mødte sin mand Jørgen til en fest, og som hun fortæller: – Jeg skulle forklare Jørgen, at jeg er hestepige, og så plejer de at forsvinde, men den interesse havde han også.

Jørgen var som ung aktiv springrytter og har redet stævner som junior og youngrider.
– Da vi fik børn sammen, var vi ikke i tvivl om, at det var den sport, vores børn skulle være en del af. Og det er heldigvis lykkes.
Alle tre er ryttere. Hele familien er i dag medlem af Holstebro Sportsrideklub (HOSK), hvor børnene i sin tid startede med deres første pony.
Ulla Tørnes skriver bl.a. i sin præsentation til rideforbundets repræsentantskabsmøde: “Vi har været så heldige, at vores børn har repræsenteret Danmark til både Nordisk- og Europamesterskaberne i ponyspringning, ligesom vores yngste datter Anna Sofie fik lov at ride med Dannebrog på jakken til det første FEI Jumping Ponies Trophy Tour, som er en del af World Cup-stævnerne.
Ridesporten er en kæmpe glæde for mig og min familie, her har vi mulighed for et helt unikt samvær – med glæder og sorger, bekymringer og begejstring over samarbejdet med hestene og resultaterne på stævnepladsen. Ridesporten har været med til at præge og forme mine børns udvikling og give dem en god start på voksenlivet med fokus på værdier som pligtopfyldelse, respekt og ansvarsfølelse.”

– Jeg er dybt taknemmelig for det, vi har sammen, det samspil og samvær man får med sine børn i ridesporten, det er noget, vi har med resten af livet. Og det er en gave, som jeg sådan kunne håbe flere får øjnene op for, slutter Ulla Tørnæs.

Dansk Ride Forbunds kandidater til bestyrelsesposterne kan ses HER

Herunder kan man se Ulla Tørnæs’ videopræsentation forud for valget: