Skip to main content

Verdensetteren er tilbage, hvor hun slap!

Jessica von Bredow-Werndl er tilbage efter sin barsel, og man må sige, at hun stadig er på toppen ved denne uges World Cup i Lyon! Nanna Merrald fortsætter også med flot resultat.
| admin

I august – midt under VM i Herning – blev verdensranglistens nummer 1 i dressur, tyske Jessica von Bredow-Werndl, mor til en lille pige, og derfor har de seneste måneder stået på barsel for den 36-årige rytter. Meget tyder dog på, at dressuren på ingen måde er blevet lagt på hylden i mellemtiden, for i denne uge er Jessica at finde ved World Cuppen i Lyon med TSF Dalera BB – og her har hun allerede sat en tyk streg under, at hun er tilbage på toppen ved dagens World Cup Grand Prix.

Det har dog ikke været en dans på roser at få lov at vende tilbage til sporten for Bredow-Werndl. Tilbage i september var hun klar til at gøre comeback i CDI Ludwigsburg, men FEIs barselsregler spændte ben for hende, hvilket igangsatte en debat om ligestilling i ridesporten.

Læs mere: Tyske stjerner til kamp for retfærdighed efter barsel

Henviste bror til andenpladsen

Nu er hun dog tilbage i sadlen, og blandt navne som Isabell Werth, Patrik Kittel, Dinja Van Liere og ikke mindst vores egen Nanna Merrald Rasmussen stod den i dag på Grand Prix i Lyon for Jessica von Bredow-Werndl. Først til sidst skulle spænding udløses, da hun som den allersidste rytter indtog banen med Dalera. På dette tidspunkt var det ellers Jessicas bror Benjamin Werndl, der sammen med Famoso OLD indtog førstepladsen med 77.000%.

Læs mere: Flere topnavne klar til Top 10 ved SIHS 2022

Det fik søsteren dog lavet om på. Men en imponerende Grand Prix lagde Jessica von Bredow-Werndl afstand det resten af feltet, hvilket dommerne belønnede med hele 81.739% og dermed sejren som cementerede, at den tyske rytter stadig er at finde på toppen, hvor hun slap før sin barsel.

Endnu et flot resultat af Nanna

Med de danske briller på skal vi i dressuren holde øje med Nanna Merrald Rasmussen, som er til World Cup for anden uge i træk. Hvor hun i sidste uge på Vilhelmsborg viste det 8-årige stjernefrø Touch of Olympic frem i den lille tour med to sejre og tog en flot andenplads i World Cuppen med Blue Hors St. Schufro, så er hun i denne uge i Lyon med Atterupgaards Orthilia. Inden verdensetterens ridt lå Nanna til en tredjeplads efter svenske Patrik Kittel. Hun slutter derfor som 4’er med sine 74.369%.

Du kan se hele World Cup programmet her.