Video: 5000 så voltigering i Esbjerg
Trafikkaos på alle parkeringspladser kunne ikke ødelægge den gode stemning, da 5000 begejstrede tilskuere oplevede heste i aktion i Vognsbølparken i Esbjerg. En herlig sensommeraften dannede den perfekte baggrund for den store folkevandring til opvisningen.
Dronningens gardehusarer kløvede hvidkålshoveder, sablerne lynede i solen, og gallauniformerne blinkede, da de red i formation og spillede for publikum, som også fik set den kongelige karet trukket af skinnende heste og fulgt af garderne i gallauniform. Se mere HER
Voltigering af Esbjerg Rideklub
Publikum kunne også juble og gyse over en anden ridesportsdisciplin, voltigering, vist af det dygtige hold fra Esbjerg Rideklub. I en halv time tryllebandt de dygtige voltigerer publikum i Gryden. Og det begejstrede publikum og den løftede stemning smittede af på klubbens 20-årige elevhest, Sharif, som blev 5 år igen og helt eksalteret over den store opmærksomhed.
Det var en god oplevelse og dejligt at få fokus på en af de fire discipliner (springning, dressur, paradressur og voltigering) som bliver en del af ECCO FEI World Championship 2022 Herning – her vil publikum få en helt særlig oplevelse inde i Jyske Bank Boxen, når verdens bedste kvindelige og mandlige voltigerer samt grupper, tørner sammen i Mustang Corp. FEI World Vaulting Championship i august næste år.