Skip to main content

Video: Bjarne Nielsen underviser Dennis på 4-års hest

Dansk Varmblods Egnethedstest i dressur har været et tilløbsstykke i år med en stærk top og en stor, god bredde, fortæller Bjarne Nielsen, som man i denne artikel kan se og høre undervise Dennis Fisker på en 4-års hest.
| admin

42 heste er tilmeldt den ekstra Egnethedstest torsdag den 24. november på Kirstinelund Ridecenter. Dansk Varmblods egnethedstest er en succes med mange startende, og en stærk top. Omkring 260 startende i dressur fordelt på fem bedømmelssteder betyder rift om pladserne til Unghestechampionatet i Herning.

Bjarne Nielsen har været gennemgående dommer i dressur-delen, og han fortæller: ”Indtil videre har der været nogle få helt helt i top en 3-4 heste, og så har der været rigtig mange som har været gode, stabile heste over 830 points, og det er ganske mange. Og der har været mange vældig godt forberedte heste.”

Bjarne vurderer, at der ca. har været omkring 50 flere starter end det har været tilfældet de senere år, og han vurderer, at det også kan skyldes, at man kan få lov til at starte to gange. Det er unge heste på 4 år, og nogle reagerer mere end andre på omgivelserne, når de kommer ud til bedømmelse. Derfor kan en ekstra start være en god chance at give de unge heste.

”Som det ser ud, bliver det en stærk kollektion, der kommer til Herning,” vurderer han. De bedste får adgang til Unghestechampionatet under Dansk Varmblods hingstekåring til marts. Og efter den sidste egnethedstest torsdag i denne uge, offentliggør sekretariatet navnene på de heste, som er kvalificeret til finalen i Herning.

En af de heste, som kommer til start på Kirstinelund Ridecenter er Quinn G e. Quaterhit, som Dennis Fisker købte umiddelbart efter Championatsfinalen på Blue Hors. Deres samarbejde har derfor ikke mange uger på bagen. I denne video kan man følge en træning, hvor Bjarne Nielsen underviser Dennis Fisker på Quinn og giver gode råd til træning af de unge heste.

Mød Bjarne Nielsen og Dennis Fisker i Riders Notebook

Magasinet Riders NOTEBOOK har taget en snak med Bjarne Nielsen og Dennis Fisker om træning, om den gode træningstime, og hvordan træner og elev når målet i fællesskab.

Har du lyst til at vide mere om den gode træningstime, så kan du godt begynde at glæde dig til det kommende Riders NOTEBOOK magasin, hvor vi har sat spot på dette i artiklen: Min træner forstår mig ikke. Magasinet udkommer i starten af december.

Læs mere om Riders Notebook