Video: Walk and Talk: Sandgaard og Markne på Broholm
De to OL-ryttere Per Sandgaard og Pether Markne, der er svensk af nationalitet, har forpagtet Broholm Hestecenter, og de har sat deres positive præg på stedet, som nu igen summer af energi. Pether Markne er landstræner for Norge, og han er en efterspurgt springtræner i Sverige. Herhjemme begynder flere springryttere at få øjnene op for, at der på Broholm er en trænerkapacitet i verdensklasse.
Sammen driver Per og Pether en uddannelses- og konkurrencestald, hvor de opkøber talentfulde yngre heste, uddanner dem bl.a. med hjælp fra berider Maria Bjørnkjær Asferg, som blev ansat 1. maj i år.
Det kan man læse mere om i artiklen: Nyt kraftcenter på Broholm
Det startede i Falsterbo
Per Sandgaard stammer oprindeligt fra Fyn. Han har redet hos berider Jon D. Pedersen i flere år, mens han uddannede sig til civiløkonom. I år 2000 var han til stævne i Falsterbo, hvor man mødte Pether Markne, tidligere topspringrytter, og nu på vej til OL i Sydney med Flyinge Amiral – i dressur. Det to fandt ret hurtigt ud af, at de svingede godt sammen, og de har været sammen siden.
Per flyttede til Sverige, hvor han senere fik Zancor i træning. Han udannede hesten til Grand Prix, og kom på det danske landshold ved EM i Hickstead, og han var på det danske OL-hold i Athen i 2004, hvor han sluttede på en individuel 11. plads med Zancor. Samme år vandt han også det danske mesterskab i dressur, på Broholm. Han mistede Zancor året efter, da hestens ejer valgte at sælge den veluddannede Grand Prix-hest. Per skiftede efterfølgende nationalitet, til svensk, men har i dag dobbelt statsborgerskab.
Travlhed med træning
Da Zibrasport Equest var på besøg, summede den store dressurbane af aktivitet om eftermiddagen, hvor Per Sandgaard havde travlt med at undervise ryttere fra pony til Grand Prix.
Den store DM-opvisningsbane er omdannet til springbane, og det er planen, at den skal udvides og indhegnes, fortæller Pether Markne. Flere af de norske landsholdsryttere kommer til træning på Broholm, hvor de så kan bo og spise på Broholm Slot. På den måde danner slottet ikke alene en betagende kulisse i den smukke slotspark under træningen, men bruges aktivt af kunder og ryttere, som kommer til træning hos Per Sandgaard eller Pether Markne.
Følg med, når Per Sandgaard og Pether Markne viser rundt på Broholm Hestecenter, som det ser ud nu.
(Artiklen blev udgivet første gang d. 2. juli 2021)