Det kræver en veluddannet, velafbalanceret og stærk hest, at vise en udtryksfuld piaffe på stedet, har helt ny research vist. Piaffe er en vanskelig balanceakt af hesten, hvor den skal holde balancen på de to diagonale benpar, mens den afbalancerer sig selv og sin rytter. Med nutidens krav om, at piaffen skal udføres på stedet, dog med tilladelse til, at den kan være ”en anelse fremadgående”, kræver det en helt særlig hesteatlet for at mestre den øvelser.
Piaffe er da også anerkendt, som en af dressurens sværeste øvelser, hvor hesten ifølge Dansk Ride Forbunds fordringer til dressur, skal vise øvelsen således: ”piaffen er en meget taktfast, samlet, høj og kadenceret travagtig bevægelse på stedet. Hestens ryg skal være smidig, og bagparten skal være sænket med tydeligt vinklede og indundergribende bagben. Herved aflastes forparten, og halsens rejsning øges, ligesom skuldrene får større bevægelsesfrihed. De diagonale for- og bagben skal løftes og sættes til jorden i ensartede, regelmæssige og affjedrende trin.”
Hilary Clayton og Sarah Jane Hobbs har netop offentliggjort en rapport, hvor de satte sig for at udforske, hvordan hesten bliver påvirket af Newtons tredje lov: aktion er lig med reaktion. Det vil sige, hvis du skubber på en ting med en kraft, så skubber tingen tilbage med præcis samme kraft – i rapporten kaldet ”ground reaction forces (GRFs). Altså hvor meget kraft fra jorden bliver hesten påvirket med, når den udfører en piaffe. Forskerne finder det vigtigt at finde ud af, hvor stor belastning der er på hestens ben og krop under udførelsen af en piaffe. Når man har fået det kendskab, kan man forstå mekanikken i øvelsen og dermed risikoen for at udvikle en skade.
Grand Prix heste på trykplader
Forskerne brugt trykplader til at måle GRF’erne i lodrette, langsgående og tværgående retninger hos syv højtuddannede dressurhesten, mens de udførte piaffe.
Hestene var tre af racen hollandsk varmblod (KWPN) og fire Lusitanos. Alle havde konkurreret på Grand Prix niveau, og en af de hollandske heste var en flere gange olympisk medaljevinder.
Resultaterne viste, at bagbenene bar relativt mere vægt i piaffe end i trav eller passage, men de lodrette GDF målinger var betydeligt højere i forbenene under piaffen- altså mere kraftpåvirkning af hestens forben i piaffen.
De kræfter, som påvirkes i det vandrette plan, viste betydelig variation fra trin til trin og hest til hest. Forskerne anser dette for at repræsenterer, hvor svært det er for hesten at opretholde balancen, når den står på to ben, diagonal benpar. Hesten skal balancere på to ben, hvor den kortvarig skal fastfryse bevægelsen i dens mest forhøjede position. Og det kræver stor stabilitet af hesten. Ikke mindst fordi, den skal vise øvelsen i næsten stilstand, mod passage, som vises i fremaddrift, og gør det lettere for hesten at holde balancen.
Resultaterne viste, hvor dygtige hestene var til at afbalancere de kræfter, der kræves for at forblive på stedet under øvelsen. I de fleste af de analyserede trin gjorde hestene netop det. Når de mistede balancen, tog de et lille skridt frem eller tilbage.
– Det er klart, udtaler forskerne, at der kræves stor styrke af dressurheste på dette høje niveau samt finjusteret, neuromotorisk kontrol. Dette udvikler hesten gennem langvarig dressuruddannelse.
Forskerne vil nu undersøge resultaterne yderligere, for at finde ud af, hvordan GDF påvirker piaffens kvalitet, og samtidig se på belastningsmønstrene for hestens ben, når de udfører piafferne.
Man kan læse rapporten i sin helhed HER
Om piaffe fra DRF’s fordringer
Piaffe er en meget taktfast, samlet, høj og kadenceret travagtig bevægelse på stedet. Hestens ryg skal være smidig, og bagparten skal være sænket med tydeligt vinklede og indundergribende bagben. Herved aflastes forparten, og halsens rejsning øges, ligesom skuldrene får større bevægelsesfrihed. De diagonale for- og bagben skal løftes og sættes til jorden i ensartede, regelmæssige og affjedrende trin. Takten og rytmen bør være den samme i passage og piaffe for at få regelmæssige og smidige overgange.
Ideelt udført bør spidsen af hoven på forbenet løftes til midt på piben af det støttende forben, og spidsen af hoven på bagbenet løftes til lidt over kodeleddet på det støttende bagben.
Halsen skal være rejst og smukt hvælvet, og næseryggen lodret. Hesten skal forblive let på biddet med eftergivende nakke, idet den lette forbindelse til hestens mund bevares med en anstillet tøjle. Hesten krop skal bevæge sig op og ned med smidige rytmiske og harmoniske bevægelser.
Det er karakteristisk for piaffen, at den udføres med stor energi og i total balance. Selv om det skal se ud, som om den udføres på stedet, tillades det, at piaffen er en anelse fremadgående som følge af den energi og iver, hesten bør have for igen at kunne gå fremad, så snart det forlanges. Den ene meter fremadridning, som er tilladt i piaffen i Intermediaire II, er klart for meget til en Grand Prix piaffe.
ALMINDELIGE FEJL er bl.a.: • Bagbenene bøjes ikke tilstrækkeligt og placeres ikke langt nok inde under kroppen. • Hesten placerer bagbenene for langt inde under kroppen (understiller). • Bagparten overtager ikke nok vægt. • Løftet af for- og/eller bagben er utilstrækkeligt. • Hesten er ikke i balance. • Hesten spjætter enten med et eller begge for- og/eller bagben.
GRUNDFEJL er bl.a.: • Der er for lidt løft og affjedring af både for og bagben. • Hesten bevæger sig for meget fremad i piaffen. • Bagparten eller forparten svinger fra side til side. • Hesten krydser for- eller bagben. • Der støttes længere på det ene diagonale benpar end på det andet (ujævn takt). • Forparten svinger voldsomt fra side til side (balancerer). • Hesten piafferer med sænket ryg. • Hesten slår sig fra eller er over biddet. • Hesten løfter bagbenene højere end forbenene, eller lige så højt. • Hesten træder bagud.
