Skip to main content

Mette Uldahl: Vi har styr på karantænen!

FEI har meddelt, at der er heste i Danmark, som er testet positiv for herpesvirus. Det er korrekt bekræfter rideforbundets veterinærkonsulent Mette Uldahl, men der er styr på situationen
| admin

På grund af situationen med den smitsomme herpesvirus, EHV-1, som kom i udbrud på stævnepladsen i Valencia i februar, bliver der holdt et vågent øje med de heste, som har været til stævner i udlandet. Dansk Ride Forbunds veterinærkonsulent, FEI dyrlæge Mette Uldahl fortæller til Zibrasport Equest, at der er positive svar på fire tests taget på heste, der er i karantæne efter at være kommet hjem fra stævne i udlandet. Det er meddelt FEI, som altså var hurtige ude i går, med en melding om de positive tests i Danmark. Der er dog ingen grund til bekymring, understreger Mette Uldahl. Dansk Ride Forbund har været på forkant og bedt alle ryttere, der har haft heste til start i udlandet, om at gå i karantæne, og det er sket.

– Vi har to besætninger, som har heste, der er testet positiv i vores kontroltests. Den ene besætninger er hjemkommet fra stævne i Vejer de la Frontera og den anden fra Valencia.
Dyrlæge Mette Uldahl

– De heste, som er testet positiv efter hjemkomsten fra Vejer de la Frontera viser ikke tegn på sygdom, mens der desværre er et par heste, hjemkommet fra Valencia, som står med neurologiske symptomer, fortæller dyrlægen.

Hun fortæller, at begge besætninger er kommet hjem og gået direkte i karantæne, og så vidt hun kan vurdere, har begge steder overholdt karantænen. Rytterne har været klar over risikoen, og gjort som de er blevet bedt om af rideforbundet.

– Jeg vil gerne rose rytterne for at være professionelle omkring dette her. Det er vigtigt vi kører et gennemsigtighedsprincip, så vi kan styre den form for sygdomsudbrud, understreger Mette Uldahl. Hun understreger, at hestene har været i en kontrolleret og velfungerende karantæne, og det vil de vedblive med at være, indtil de er klar til at blive frigivet.

Hun forklarer desuden, at den herpesvirus type 1, som hestene er blevet smittet med i Valencia, ikke er en ny mutation. Det er en kendt virus, af samme type, som den der tidligere ramte Hesselhøj Ridecenter, Dalumgaard Ridecenter og Holstebro Ridecenter. Det har været håndteringen af sygdomsudbruddet, eller manglen på samme, i Valencia, som har haft den konsekvens vi ser nu med smittede heste i ti EU-lande.

– Vi kommer til at lære meget af dette her. Vi får noget ny viden, og en større opmærksomhed på hestenes sundhed til stævnerne, er Mette Uldahls vurdering. Flere af de lande, som har heste med herpesvirus, har også lukket ned for nationale stævner, men det kommer ikke til at ske herhjemme. Som tingene udvikler sig lige nu.

– Vi satte alle heste, der kom hjem fra stævner i udlandet i karantæne. Derfor er det lykkes for os, ikke at få udbruddet spredt. Rytterne fik besked, og de fulgte beskeden. I andre lande, hvor man ikke har reageret som her, ser vi desværre en spredning, og derfor har de måttet lukke ned for stævner.

– Vi står flot og godt herhjemme. Der er ikke en årsag til at tro karantænen bliver brudt, slutter Mette Uldahl.