Nyeste opdatering: Stadig ingen stævner
Stadig ingen stævner
Af aftalegrundlaget fra regeringen og de øvrige partier fremgik det for første gang tydeligt, at der officielt åbnes for alt udendørs idræts- og foreningsliv, herunder sundhedsmæssigt forsvarlige aktiviteter. Det så vi i DRF som en mulighed for at åbne for en begrænset stævneaktivitet, og har derfor rettet henvendelse til Rigspolitiet med en plan for, hvordan man i ridesporten vil kunne afvikle stævner under hensyntagen til alle de gældende retningslinjer og anbefalinger, herunder det nuværende forsamlingsforbud på max. 10 personer.
DRFs forventning var, at Rigspolitiets tolkning af forsamlingsforbuddet, hvor der gerne må være flere end 10 personer samlet på f.eks. en matrikel, såfremt der ikke er flere end 10 personer samlet til samme aktivitet, også ville gælde stævner. Desværre har vi pr. dags dato fået en klar udmelding fra Rigspolitiet om, at dette ikke er tilfældet. Der skelnes klart og tydeligt mellem daglig motionering/træning/pasning/undervisning, hvor den nuværende tolkning af forbuddet er gældende, kontra arrangementer. Et arrangement tolkes som én samlet aktivitet, hvorfor der kun må deltage 10 personer totalt i ét arrangement. For ridesporten gælder det derfor, at der max. må deltage 10 personer totalt i et eventuelt stævne, og derfor er det desværre ikke muligt at afholde stævner med f.eks. flere grupper af 10 personer fordelt rundt omkring på stævnepladsen eller på forskellige tidspunkter på stævnedagen.
Da der ifølge Rigspolitiet ikke vurderes ud fra smitterisiko, når det kommer til arrangementer, kan vi desværre ikke argumentere med, at ridesporten ikke er en kontaktsport, eller at der sagtens kan holdes behørig afstand under ridestævner. Summa summarum; der kan desværre ikke åbnes op for stævner, så længe forbuddet mod at afholde eller deltage i arrangementer, hvor flere end 10 personer er samlet, er gældende.
Næste skridt
Danmarks Idrætsforbund, som fører de forskellige forhandlinger med regeringen og myndighederne om genåbning på vegne af hele idrætssektoren, mødes i eftermiddag med Kulturministeriet for at drøfte yderligere konkretisering af retningslinjerne for udendørsidrætsaktiviteter. Vi har naturligvis sendt vores input til DIF med klare retningslinjer for, hvordan vi i ridesporten kan afvikle ridestævner og samtidig efterleve myndighedernes sundhedsmæssige retningslinjer. Resultatet af disse drøftelser afventes i løbet af de næste par dage.
Definition af ’professionel idræt’
Aftalegrundlaget inkluderede også en øjeblikkelig åbning af ’professionel idræt’ uden tilskuere, og derfor har DRF naturligvis kigget ind i, hvor ridesporten passer ind i denne sammenhæng. Kulturministeriet og Danmarks Idrætsforbund er kommet med en fælles definition af ’professionel idræt’, og her vurderer DRF, at dele af ridesporten falder ind under definitionen ’Øvrige professionelle idrætter, hvor hovedparten af udøverne lever af indtægter fra deres idræt’. Selvom vi i ridesporten har relativt mange ryttere, der direkte eller indirekte lever af indtægter fra deres idræt, er det umuligt at afgrænse et ’stævne-niveau’, som kunne igangsættes for disse ryttere uden tilskuere. Eksempelvis er vores sportslige krav til at ride B-stævner ikke udtryk for, hvorvidt rytteren, jf. ovennævnte definition, kan betegnes som ’professionel’. Derfor vurderer DRF desværre heller ikke, at denne del af aftalen giver os mulighed for at åbne op for stævner for den professionelle del af ridesporten på nuværende tidspunkt.
Mulighed for stævner fra 8. juni
Vi havde, ligesom størstedelen af jer, håbet på, at der nu kunne åbnes op for stævner, men i stedet må vi nu kigge fremad mod 8. juni, hvor forbuddet forhåbentlig hæves til 50 personer.
Bliver det sådan, åbner det givetvis op for at afholde stævner i begrænset omfang, og DRF arbejder derfor på at udfærdige detaljerede retningslinjer for stævneafvikling, som man som stævnearrangør vil være ansvarlig for at overholde, når man atter skal afholde stævner. Det vil naturligvis kræve en stor indsats fra både stævnearrangørernes og deltagernes side at sikre, at disse bliver overholdt, men det er vores klare forventning, at det er en opgave, som ridesporten sagtens vil kunne løfte i fællesskab.
Kilde: Dansk Ride Forbund