Skip to main content

Tag: Arbejde med heste

Tæt på en groom – Mikkala H. Krog

Hestevrinsk og hove, der betræder fliserne, kan anes i baggrunden, da Zibrasport Equest ringer Mikkala H. Krog op en tilfældig hverdag. Hun har lige gjort dagens første hest klar til sin chef – Andreas Helgstrand.
Hendes arbejdsplads er nemlig Helgstrand Dressage i Uggerhalne – og det har været sådan i snart 10 år.
Hvis du har set Andreas Helgstrand til stævner i ind- og udland, har du højst sandsynlig også fået et glimt at Mikkala, for hun er hans tro følger i medgang og modgang.

– Til næste år har jeg været 10 år hos Helgstrand. Jeg gjorde min HF færdig, men jeg havde ikke lyst til at læse videre. Jeg var skoletræt og trængte til frisk luft.
Det passede med, at jeg ringede og spurgte Helgstrand, om de manglede en hestepasser.
Da jeg gik på HF, tog jeg desuden i erhvervspraktik i stedet for at besøge universiteter og lignende, som man ellers skulle. Jeg ringede til Marianne Helgstrand og spurgte, om de tog praktikanter – det gjorde de, og jeg kunne bare mærke, at det var den vej, jeg skulle gå, forklarer Mikkala, der altid har haft hest. Derfor lå det ikke fjernt for hende at blive hestepasser.

– Når jeg får en mærkelig ide, så skal den føres ud i livet. Jeg har aldrig fortrudt mit valg dengang.
De første to og et halvt år var jeg hestepasser for Anna Blomgren, hvor jeg fik en masser erfaring. Derefter stoppede Andreas’ hestepasser, og så spurgte de, om jeg ville overtage. Det var samme år, hvor de købte Akeem Foldager. Derfra gik det bare derudad. I dag er jeg Andreas’ faste hestepasser.

OL – og hvad så?
10 år på samme arbejdsplads er ikke alle forundt at opleve. Men Mikkala synes stadig, det er spændende at møde ind i stalden hver morgen.

– En almindelig hverdag for mig begynder med morgenstald fra syv til otte med pigerne. Det er altid ret hyggeligt. Jeg er oppe i hingstestalden, så jeg sørger for bandager på Revolution om morgenen, og Andreas har måske lige et par møder.
Efter morgenstalden spørger Andreas, om vi er klar, og jeg siger, om hestene er færdige med at spise.
Jeg sadler op, så det passer med Andreas’ møder, fortæller Mikkala, der stadig mangler at opleve én ting, selv om hun efterhånden har været med til de største stævner rundt i hele verdenen.

-Jeg har et mål, og det er at opleve OL. Og Andreas har altid sagt, at vi skal til OL. Men det er som om, vi ikke helt er nået dertil endnu, griner hun.

At Mikkala og Andreas har et helt særligt bånd, vidner deres interaktion om, når man ser dem på stævnepladsen.

– Andreas og jeg kender hinanden så godt, at nogle gange kan han snakke i telefon og så kan han lave nogle mærkelige håndtegn, hvorefter jeg tænker, at det nok betyder, at han skal have en hest gjort klar eller har et møde om fem minutter.
Jeg kan kun tale for mig selv, men Andreas betror mig jo sine heste. Han siger, hvis der er noget, han vil have ændret, men ellers får jeg faktisk lov til at styre de fleste ting. Hvis jeg synes hestene har brug for en fridag, så siger jeg det, og han lytter. Det er også mig, der siger, hvem han skal ride først, fordi jeg kender hestenes rutiner.
Andreas vil altid gerne ride den bedste først, men så må jeg forklare, at den måske lige skal spise først. Og så rider han en anden i stedet. Jeg kan mærke, at Andreas også lytter til mig.

En livsstil
At være hestepasser er bestemt ikke et job, du bare holder fri fra.

– Det er en livsstil og ikke et arbejde fra 7 til 16. Man have den rette indstilling, men hvis man har det, så er det heller ikke noget problem.
Jeg skal være fleksibel, fordi der kan ske uforudsete ting. Jeg bliver heller ikke påvirket af stress eller tager ting personligt, siger den erfarne kvinde, der ofte lægger fotos og videoer ud på Instagram, så hendes mange følgere kan få et indblik i hverdagen med topheste.

Og især én hest skiller sig ud fra mængden:

– Hver en hest er et nyt eventyr. Men Revolution tog jeg imod, da den kom hertil. Den hest er speciel, og jeg har ligget søvnløs over den hest. Vi har været til UVM og mange andre ting. Jeg føler det som om, det er mine heste også, fastslår Mikkala, der ikke spekulerer alt for meget over, hvor værdifulde de heste, hun har ansvaret for egentlig, er.

– Jeg forsøger at holde det hele så naturligt som muligt. Ferrari er nok den mest naturelle hest, man kan finde. Den har intet på benene på folden og går tit i skoven. Jeg tænker ikke over, at det er værdifulde heste. Jeg gør alt med omtanke – man skal bare tænke sig godt om, så går det hele nok

Første del af serien om grooms kan du læse lige her.

(udgivet første gang 7. april 2020)

Sådan arbejder en rideterapeut

Hvem er du, og hvad er din baggrund?
Jeg er primært uddannet pædagog. Jeg har taget en treårig instruktøruddannelse indenfor islandske heste. Efterfølgende har jeg taget en uddannelse, der hedder Centreret Rideinstruktør, der er en amerikansk uddannelse, så jeg har forskellige hesteuddannelser.
I Danmark er der ikke en statsgodkendt uddannelse til rideterapi, så jeg synes godt, det kan være problematisk at kalde ting en uddannelse – det kan blive lidt forvirrende. Jeg kalder det kurser, selv om de er taget på skolen for rideterapi. Jeg har taget forskellige kurser inden for rideterapi – også med en psykoterapeutisk indgangsvinkel. Jeg prøver at søge ny viden hele tiden.

Jeg har beskæftiget mig meget med Green Care, som er en organisation, der handler om, hvordan vi bruger naturen. Og dyr er jo en del af naturen. Hvordan bruger vi det i forhold til mennesker, der har det svært.
Jeg prøver at få det forenet med rideterapi, så alt bliver samlet.
Jeg har altid været et menneske, der synes, at faglighed er vigtigt. Derfor fik jeg ret hurtigt stiftet rideterapeutforeningen – jeg har siddet som formand siden 2013. Dengang var rideterapi endnu ikke så udbredt – Tidligere var der meget fokus på det fysiske aspekt, så for at sikre fagligheden i arbejdet rent psykisk, stiftede vi foreningen.

Den fungerer således, at man skal have dokumenteret faglighed inden for mennesker og heste – derefter kan man blive medlem, så kommuner, institutioner og brugere kan gå ind og være sikker på, at dem, der er medlemmer af foreninger, er folk, der har en vis faglig baggrund.

Hvorfor blev du rideterapeut?
Jeg blev opmærksom på, at heste kan noget helt andet end konkurrencer, da jeg arbejdede som pædagog og fik mine to første heste. Jeg blev mere bevidst om det psykiske. Når jeg besøgte mine heste, kunne jeg mærke, at ligegyldigt hvor stresset jeg var, faldt jeg til ro.

Det synes, jeg var ret interessant, så jeg lavede nogle projekter med nogle børn fra min SFO. Natur og heste indgik i disse projekter, og jeg fandt ud af, at der skete noget med børnenes relationer, når de var i selskab med hestene. I min optik er en pædagog uddannet til selvværd og relationer. Det er to hovedpunkter.

Relationerne blev helt anderledes, når vi var ude ved hestene, så det ville jeg bare arbejde videre med. Lige så langsomt fandt jeg ud af, at der er mere til det her end, at man bare falder til ro. Der sker en masse indeni. Så jeg startede en virksomhed op med 20 heste. Det hedder Frederiksens Isheste.
Jeg fik ret meget at lave ret hurtigt, så jeg har arbejdet fuldtid siden 2008. Det er lidt usædvanligt for mange drømmer om at arbejde med heste, men kan ikke rigtig få gang i forretningen. Jeg ligger nær København, så det var ikke et problem.

Jeg har fokus på relationer og selvværd. Jeg er i gang med mit 12. år, så nu kan jeg sætte specifikke ord på, hvad der sker, når heste og mennesker er sammen.

Maja Frederiksen

Hvad sker der, når heste og mennesker mødes?
Heste fungerer langt henad vejen ligesom os. Men den kan ikke reflektere ligesom os. 
Hesten bærer ikke nag eller stresser. Det kan kun mærke lige nu og her. For heste er relationer altafgørende – en hest dør uden sin flok.
Den kan ikke sove, den kan ikke spise, den kan intet uden sin flok, så den er afhængig af relationer. Heste er så dygtige til relationer. De har pattedyrshjernen, hvor nervesystemet gør brug af at spejle og lære af hinanden. Deres sociale adfærd er bygget op omkring, hvordan flokken er – ligesom mennesker gør.
Små børn kigger på de voksne og andre børn. Det er det, der kaldes spejlneuroner.
Hesten er bare nærværende og til stede i nuet, hvilket meget få mennesker er i dag. Vi er hele tiden videre til, hvad vi skal nå i morgen, eller hvad vi gjorde i går. Det kan hesten ikke forholde sig til.

Hvem er hesteterapi gavnlig for?
Hvis vi er stressede eller har for travlt, så kan hesten ikke håndtere det. Den går væk fra os. Hestene er gode til at signalere, at vi altså lige skal tænke lidt over vores adfærd.
Og der kommer formidlingen fra rideterapeuten ind i billedet. Jeg skal kunne se, at hesten går væk, hver gang du prøver at gå hen til den. Kan du måske forsøge at mærke efter. Er du groundet, er der flow i din vejrtrækning, er du anspændt?

Det kan være en måde at bruge hesten. Hesten er kun krop, for den kan ikke snakke.
Det kan også være, at vi skal ride. Så skal vi virkelig mærke hestens bevægelser og spiller sammen med den. Har vi spændinger i kroppen, vil det hindre hesten i at bevæge sig frit. Der kan vi altså også arbejde fra, selv om det tit foregår fra jorden. Vi har en masse teknikker, men det handler i bund og grund om at få afbalanceret nervesystemet hos mennesket.
Hesten spejler hele tiden mennesket, så den er en god retningslinje. Hæver hesten hovedet lidt, så ved vi terapeuter, at der er en spænding hos eleven. Derfor er det vigtigt at vide meget om heste og mennesker.
Personer, der har angst eller stress, er i alarmberedskab hele tiden. Der kan vi ikke holde ud at være i længere tid ad gangen, så der kan vi arbejde hesten og naturen.
Der bruger vi ikke ressourcer på at være. I byen er der konstant støj og lys, og det bruger hjernen og kroppen energi på. Vi er hele tiden på overarbejde.

Hvilke brugere har i?
Vi har alle mulige brugere. Vores begrænsning går ved voldelige mennesker. Det kan vi ikke tage ansvar for. 
Derudover har vi heller ikke personer, der motorisk ikke fungerer, for vi har ikke de systemer, der skal bruges. Så det sætter en begrænsning.
Men folk med psykiske problematikker – det kan være kærestesorger eller langvarig angst. Voksne, der kommer fra misbrugshjem. Det kan være alle mulige problematikker. Vi har haft mange med spiseforstyrrelser og mange unge med angst.  Derudover har vi også brugere med autisme og ADHD. 
Vi møder folk som hestene – med åbent sind. Vi behøver ikke at høre om diagnoserne.

Læs mere om Majas sted her http://www.frederiksens-isheste.dk/kontakt