Skip to main content

Tag: Avlshopper

Avlshopper i verdensklasse kommer under hammeren på Blue Hors

Blue Hors sætter stutteriets avlsmateriale til salg på en avlshoppe auktion onsdag den 29. november. Dansk Varmblod har valgt at bakke op om denne auktion, i håbet om, at bibeholde de gode avlshopper på danske hænder. Det er top-interessant præstationsblod, som Blue Hors nu sælger ud af. Og inden avlshopperne går på auktion, er de, der ikke tidligere har været fremstillet i Dansk Varmblod, blevet bedømt og kåret. Avlshopperne er i fol med hingste, der enten er på Dansk Varmblods hingsteliste eller er ansøgt herom, så føllene kan registreres i Dansk Varmblod.

Dermed er alt lagt op til, at de hjemlige avlere kan få suppleret deres avlsmateriale med fremragende avlshopper fra Blue Hors, eller nye avlere, kan få en god start på deres avlerkarriere med føl, som kan registreres i Dansk Varmblod. 

Avlshopper og embryoner

Kollektionen på ca. 35 hopper er et mix af avls- og rugehopper. Rugehopperne er også blevet kåret i Dansk Varmblod, så de rugehopper, som bærer føl efter fx en top konkurrencehoppe, kan også indgå i avlen hos den nye køber.  Et eksempel på det er den nykårede DS-hoppe Nikobar’s Fine Anne e. Franklin/Sezuan født i 2018. Hun er rugemor for et embryon lavet på hoppen Uno Double Fun e. Dancier/Falkland, der har flere placeringer på lille tours-niveau.

Far til det føl, som rugehoppen bærer, er den dobbelte verdensmester Glamourdale e. Lord Leatherdale/Negro.

Her får man altså en nykåret avlshoppe efter Franklin, og et føl efter en verdensmester trukket på en succesfuld sportshoppe, der kommer fra samme hoppestamme som UVM-guldmedaljevinderen Uno Donna Unique.

Foruden rugehopperne sætter Blue Hors avlshopper på auktion, der kommer fra præstationsstærke hoppestammer, stammer der bl.a. har givet stempelhingsten Blue Hors Don Schufro, eller er tæt beslægtet med internationale Grand Prix-heste.

VIP-arrangement

Auktionen finder sted på Blue Hors onsdag aften den 29. november fra 16.00 – 21.00, og auktionen bliver krydret med et åbent hus arrangement med julehygge og æbleskiver (ingen fremvisning af hingste, men hingstestalden er åben for besøgende). Der er naturligvis fri entre, og har man besluttet sig for at forsøge at få hammerslag på en af de udbudte avlshopper, kan man reservere VIP-plads helt tæt på banen. 

Plan for auktionen:

  • 16.00 – 17.30 Åben stald hvor man kan se alle hopperne
  • 18.00 Auktionen begynder
  • Efter auktionen er der julehygge med Glögg og æbleskiver

Pre-bidding online starter allerede søndag d. 26. november  kl. 18.00 og hopperne vises live i hallen under auktionen d. 29. november fra kl. 18.00.

 Kollektionen er online og kan ses HER

 Betingelser for auktionen finder man HER

Kilde: Dansk Varmblod

Fodring af avlshopper

Spørgsmål:

Jeg vil gerne avle på min hoppe. Jeg ved, at når hoppen går ind i syvende måned, stiger dens ernæringsbehov. Forudsat at alt går efter planen, er der så noget, jeg skal være opmærksom på i forhold til hoppens ernæringsmæssige behov?

Svar:
(fra Clair Thunes, PhD):

Det er helt rigtigt, at der i de sidste måneder af hestens drægtighed sker en masse ændringer, fordi fostret vokser hurtigt.

Men din hoppe skal forberede sig på at tilføre ekstra næringsstoffer til sit føl, før den når til dette punkt i sin drægtighedsperiode. Derfor stiger hoppens kaloriebehov langsomt fra og med den femte måned. Proteinbehovet begynder også at stige på dette tidspunkt.

Husk på, at vi ikke taler om en enorm stigning i kalorier. I løbet af de 11 måneder af hoppens drægtighed stiger din hoppes energibehov med omkring 28 %. Der ses dog en større stigning i proteinbehovet.

Sul på kroppen

Det er vigtigt at sikre sig, at din hoppe tidligt i drægtighedsperioden er i god foderstand. Avlshopper kan godt tåle at have lidt mere på sidebenene end konkurrencehestene, da de har brug for ekstra kropsfedt til at støtte mælkeproduktionen, når føllet er født.

Men det er ikke positivt at være overvægtig. Hvis din hoppe er lidt mager, er det altså nu, du skal få mere sul på hende. Dette vil være sværere senere i dens drægtighed, fordi de ekstra kalorier har en tendens til at gå til føllet frem for hoppen.

Når det er sagt, er det vigtigt, at du i løbet af sidste trimester rent faktisk ser hoppen blive større (dette betyder ikke nødvendigvis federe).

Føllet vokser hurtigt i sidste trimester; hvis hoppen ikke bliver større, er det sandsynligt, at hun faktisk er ved at miste kropsfylde. Ved folingen kan du i så fald stå i en situation, hvor din hoppe får svært ved at danne tilstrækkelig mælk til føllet.

Foto: Canva

Du må gerne ride

Overvej også, om du vil ride hoppen i løbet af den tid, den er i fol. Mange hopper kan sagtens fortsætte med det daglige arbejde gennem første trimester, muligvis længere med vejledning fra din dyrlæge. Husk, at hvis dette er tilfældet, har hoppen brug for ekstra kalorier og protein. Både så den har noget at forbrænde under træningen plus dem, der er nødvendige for at opretholde en sund drægtighed.

I 7. måned stiger hoppens calcium- og fosforbehov – med yderligere behov i 9. måned, hvor andre mineralbehov også stiger, især kobber.

Hvad er de bedste måder at opfylde disse ekstra behov på? Dette afhænger af din hoppe og hvordan du typisk vedligeholder hoppens sundhedstilstand. Ingen af ​​disse krav er så krævende, at de ikke kan opretholdes gennem fodring med godt kvalitetsfoder. Husk også, at efterhånden som drægtigheden går ind i sine sidste faser, vil din hoppe måske ikke have lyst til at indtage store mængder foder – sats i stedet på mere energiholdige alternativer.

For de hopper, der er nemme at fodre. og som typisk klarer sig fint med enten hø eller græs af god kvalitet, vil mere proteinrigt foder for at opretholde foderstanden generelt være tilstrækkeligt.

Foto: Canva

Hvis du har brug at finde kalorier fra en anden kilde end stråfoder, vil jeg foreslå at kigge på et af de mange specialiserede hoppe- og følfoder lavet af de større foderproducenter. Disse virksomheder benytter ofte ph.d.-ernæringseksperter, og det er sandsynligt, at de vil garantere en bred vifte af næringsstoffer, der er vigtige for dit føls udvikling.

Vigtigst er dog, at du som hoppeejer har fokus på din egen hoppe og dens behov i løbet af de 11 måneder, den er drægtig.

Kilde: The Horse

Ikoniske avlshopper: Henna Ask

Henna Ask (Kannan x Heide Ask) har fået 14 føl, blandt andet avlshingsten Cyrano Ask og Casper, Ask der er udtaget til Hingstekåringen i Herning. Ydermere er Henna mor til medaljehopperne Henni Ask og Holly Ask. I indslaget fortæller Betina Møller (ansvarlig for avlsafdelingen) om Henna, og om den store betydning har haft for stutteriet, samt hvad det er Henna giver videre til sine afkom.

Om Henna Ask
Henna Ask er elitehoppe, B-hest i springning, Hennas mor Heide Ask er ligeledes elitehoppe og S-hest i springning hun har vundet DM, placeret i adskillige Grand prix’er og deltaget ved VM med Lone Kroman.

Morfar Kannan’s resultater inkluderer sejr i Belgian Classic Circuit i en alder af 6 år. I 1998 blev han belgisk mester. I 2000 gjorde han sin internationale debut, og blev placeret som nr. 5 i hans første Grand Prix. I 2003 vandt han Deauville Grand Prix. I 2003 og 2004 var han ligeledes en fast bestandel af det franske landshold og vandt Samsung Super League i både 2003 og 2004. I 2005 blev han Fransk Mester.

Henna Ask er blandt andet mor til Cyrano Ask, Casper Ask, Henni Ask og Holly Ask. Se mere på Stutteri Ask.

Ikoniske avlshopper: SØBAKKEHUS KAMILJA

(Foto: Søbakkehus Kamilja og Anders)

Hesselhøjs Donkey Boy har igen og igen imponeret hesteverdenen. Først i kraft af sin type og kropsform, der blev betegnet som storrammet, passende ædel, højtstillet, velrejst, smal hingst af fremragende type. Den flotte hingst blev udnævnt som præmiehingst i Dansk Varmblod, men har siden gjort sit indtog i dressursporten med flotte resultater.

Det er da heller ikke en ubetydelig hoppe, der mor til Donkey Boy. Søbakkehus Kamilja blev allerede elitehoppe som niårig, og i dag er hun stadig aktiv avlshoppe og konkurrencehest.

Det fortæller Dorthe Sjøbeck Hoeck. Hun driver sammen med sin bedre halvdel Hans Jørgen Hoeck Hesselhøj på Fyn, og det var ham, der købte Kamilja, da hoppen var tre år af Stutteri Søbakkehus i Fredensborg.

– Kamilja skulle gøres klar til kåring, og han kunne jo se, at det var en kvik hoppe.
Hun fik sit første føl som fireårs – afkommet går i dag som parahest i England og blev b-hest i dressur.
Derudover er Kamilja også mor til La Fallulah, der blev solgt til USA for tre år siden. Hun går m-dressur, lyder det fra Dorthe, der understreger, at Donkey Boy er kronen på værket.

Flotte resultater
Hun havde selv æren af at ride Kamilja, før Hesselhøj besluttede at sælge den ikoniske hoppe, der er den femte elitehoppe i lige linje i denne hoppestamme.

I dag er Kamilja i Schweiz, hvor hun går som dressurhest. Familien købte hende, og datteren Elisa Steiger rider med stor succes Kamilja.

Dorthe Sjøbeck Hoeck

– Vi solgte hende for fem-seks år siden, men vi er så heldige, at ejeren har været her og ride kursus et par gange. Og så har Kamilja stået her, når rytteren skulle til eksamen.
Sidste år, da hun var på besøg, blev Kamilja skyllet med Vitalis. Vi har plagen stående. Det har virkelig været en gave, at vi har kunnet følge med i Kamiljas liv, afslører Dorthe.

Kamilja, hvis far er Milan og morfar Kawango, opnåede flotte resultater med Dorthe i sadlen:

2009 – Egnethedstest, nr. 3 med 875 point og kvalificeret til unghestecampionat i Herning 2010.
2010 – Unghestechampionat nr. 9 med 814 point.
2011 – MB0 nr. 2 med 68,21%
2012 – MB3 nr 1 med 69%, MB3 nr. 2 med 70,75%, MB3 nr. 1 med 69,75%, MA1 nr. 1 med 66,39%, PSG nr. 1 med 68,68%
2013 – MA1 nr 3 med 67,08%, PSG nr. 2 med 69,34%, Intermediaire nr. 1 med 71,71%, PSG nr. 3 med 69,82%, Intermediaire nr. 3 med 68,37

Den nu 14-årige hoppe er ekstrem ridelig, hvilket understreges af, at Dorthe og Hans Jørgens søn har redet flotte resultater hjem, selv om hest og rytter ikke kender hinanden særlig godt.

– Anders red Kamilja, da hun var hjemme på ferie, hvor var han placeret i Prix St. George og Intermediaire. Hun er rigtig ridelig og har en fin nerve.
Hun er en hoppe, der gør indtryk – Hun er sin egen.
Den nerve og gålyst, hun har, giver hun videre til sine afkom. Blikket og udtrykket ligeså. Man kan se, hvem hun er mor til, når man går gennem stalden, lyder det slutteligt fra Dorthe.

Løs første afsnit i serien om ikoniske avlshopper

Dorthe og Kamilja i daglig træning, før den flotte hoppe blev solgt til udlandet

Ikoniske avlshopper: DON ROMINA

(Øverst: Don Romina og Romanik, Foto: Straight Horse)

Eliteskuet i 2006 havde Bøgegårdens Don Romina som den helt store vinder, da Andreas Helgstrand fremstillede den ædle hoppe, der blev tildelt guldmedalje samt titlen som årets bedste dressurbetonede hoppe.

Don Romina er født 5. marts 2003 og måler 167 cm. Hendes far er Blue Hors Don Schufro og morfar Lionell.
Hun fik følgende beskrivelse til kåringen: Dressurbetonet, højtstillet og vellinieret hoppe med stor kapacitet. Rummelig trav og galop med god bæring.
Men hvad er der egentlig blevet af den mørkebrune, feminine hoppe, der tog avlerverdenen med storm dengang i midt nullerne?

I dag ejer Straight Horse Bøgegårdens Don Romina, og det har de gjort de seneste 10 år.

– Det var en lidt spøjs historie med Don Romina. Hun og vores anden ikoniske avlshoppe Romanik skulle sælges på grund af en skilsmisse. De stod stadig hos Andreas, men det var ikke ham, der ejede dem. Han stod for salget.
Sezuan var føl dengang og ikke vænnet fra, og Zonik (efter Romanik) stod som plag.
Vi skulle give en del for de hopper. Folk sagde, vi var rablende skøre, for ingen vidste endnu, hvor fantastiske Sezuan og Zonik ville blive.
Vi blev faktisk også tilbudt at købe de to hingste, men dengang synes vi allerede, vi havde brugt rigeligt af penge, husker Eva Götzsche, der sammen med sin bedre halvdel Mogens Pedersen driver Straight Horse i Allerød.

Don Romina er mor til flere succesfulde dressurheste, der har bevist deres værd i sporten igen og igen.

Første føl vi fik på Don Romina var efter Tortillas, og den kaldte vi Straight Horse Don Tamino. Det var også Andreas, der solgte ham videre til udlandet. Køberen red U-VM på ham.

Straight Horse

Derefter blev Sezuan kåret, og så forsøgte vi at bruge Romanov, da vi troede, at det var den hingst, der var far til Sezuan.
Vi fandt dog ud af, at Zack var far, og det lykkedes da heller ikke at i fole Romina med Romanov, så hun fik ikke afkom i 2012 (læs mere om den usædvanlige misforståelse)

Vi lavede embryotransfer (læs mere om processen her) året efter. Sezuanna og Ascenzione kom ud af dette. De er udtaget i to forskellige høste, men blev født samme nat, fortæller Eva.

Ferrari uden bremser
Avleren er fyldt med taknemlighed til Bøgegårdens Don Romina og Romanik, der har dannet base for hele Straight Horse store succes som stutteri.

– Hun og Romanik har gjort forskellen, selv om vi forinden havde avlet på andre hopper, der også var gode. Don Romina er outstandig, men man skal bruge hende med omtanke.
Jeg synes, at Romanik er en stærkere avlshoppe. Hun er en bedre type, men blev faktisk kun kåret med bronzemedalje.
Don Romina har jeg redet en periode. Hun er lidt som en Ferrari uden bremser. Hun kunne ikke både bære føl og være ridehest, så vi besluttede kun at bruge hende som avlshoppe, forklarer Eva, der vægter højt, at hestene har det godt hjemme på gården.
– Don Romina og Romanik er enormt knyttede til hinanden. De følger altid hinanden. Don Romina trives, og hun er god ved de andre. Hun er en stærk avlshoppe, og hun får hele flokken til at gøre, hvad hun vil have uden at sparke og bide. Hun er skarp.

Eva og Mogens forventer, at der er mange gode år i Don Romina, selv om hun efterhånden er blevet en moden dame på 17 år.
– I 2020 har vi været så heldige, at dyrlægerne Højgaard har lavet et samarbejde med to dygtige piger, hvor de udtager æg. Vi havde faktisk sagt, at vi aldrig ville gøre det igen, fordi vores heste reagerede dårligt på embryotransfer.
Men de har fundet på noget nyt, og indtil videre fungerer det rigtig godt. Vi har lavet et kryds, hvor vi har ifolet Don Romina med Zonik. Han er ikke blevet brugt så meget, så det bliver spændende at se afkommet.
Don Romina giver en helt ekstrem ridelighed og arbejdsvilje – hendes bæresener er lidt slidte, men ellers er hun i godt humør. Dog har hun været svær at avle på, fordi hun ikke har kunnet bære sine egne føl de senere år. Derfor har vi været nødt til at bruge embryo, men hun er altså bare bedre til den naturlige måde.
Heldigvis kender vi hende, så vi ved, hvad der fungerer på hende, slutter Eva.

Du kan se alle Straight Horses afkom her

Straight Horse Don Tamino, hvis mor er Don Romina