Skip to main content

Avlshopper i verdensklasse kommer under hammeren på Blue Hors

Blue Hors sætter stutteriets avlsmateriale til salg på en avlshoppe auktion onsdag den 29. november. Dansk Varmblod har valgt at bakke op om denne auktion, i håbet om, at bibeholde de gode avlshopper på danske hænder. Det er top-interessant præstationsblod, som Blue Hors nu sælger ud af. Og inden avlshopperne går på auktion, er de, der ikke tidligere har været fremstillet i Dansk Varmblod, blevet bedømt og kåret. Avlshopperne er i fol med hingste, der enten er på Dansk Varmblods hingsteliste eller er ansøgt herom, så føllene kan registreres i Dansk Varmblod.

Dermed er alt lagt op til, at de hjemlige avlere kan få suppleret deres avlsmateriale med fremragende avlshopper fra Blue Hors, eller nye avlere, kan få en god start på deres avlerkarriere med føl, som kan registreres i Dansk Varmblod. 

Avlshopper og embryoner

Kollektionen på ca. 35 hopper er et mix af avls- og rugehopper. Rugehopperne er også blevet kåret i Dansk Varmblod, så de rugehopper, som bærer føl efter fx en top konkurrencehoppe, kan også indgå i avlen hos den nye køber.  Et eksempel på det er den nykårede DS-hoppe Nikobar’s Fine Anne e. Franklin/Sezuan født i 2018. Hun er rugemor for et embryon lavet på hoppen Uno Double Fun e. Dancier/Falkland, der har flere placeringer på lille tours-niveau.

Far til det føl, som rugehoppen bærer, er den dobbelte verdensmester Glamourdale e. Lord Leatherdale/Negro.

Her får man altså en nykåret avlshoppe efter Franklin, og et føl efter en verdensmester trukket på en succesfuld sportshoppe, der kommer fra samme hoppestamme som UVM-guldmedaljevinderen Uno Donna Unique.

Foruden rugehopperne sætter Blue Hors avlshopper på auktion, der kommer fra præstationsstærke hoppestammer, stammer der bl.a. har givet stempelhingsten Blue Hors Don Schufro, eller er tæt beslægtet med internationale Grand Prix-heste.

VIP-arrangement

Auktionen finder sted på Blue Hors onsdag aften den 29. november fra 16.00 – 21.00, og auktionen bliver krydret med et åbent hus arrangement med julehygge og æbleskiver (ingen fremvisning af hingste, men hingstestalden er åben for besøgende). Der er naturligvis fri entre, og har man besluttet sig for at forsøge at få hammerslag på en af de udbudte avlshopper, kan man reservere VIP-plads helt tæt på banen. 

Plan for auktionen:

  • 16.00 – 17.30 Åben stald hvor man kan se alle hopperne
  • 18.00 Auktionen begynder
  • Efter auktionen er der julehygge med Glögg og æbleskiver

Pre-bidding online starter allerede søndag d. 26. november  kl. 18.00 og hopperne vises live i hallen under auktionen d. 29. november fra kl. 18.00.

 Kollektionen er online og kan ses HER

 Betingelser for auktionen finder man HER

Kilde: Dansk Varmblod

Auktion aflyst

Nyheden kom som et chok for hesteverdenen, da den mørkerøde vallak i den forgangne weekend viste særdeles gode takter med sin nye rytter, svenske Patrik Kittel. Parret sejrede i de 2 CDI3* klasser, og så ud som om at de efterhånden har fundet melodien sammen.
Læs: Bohemian på online auktion

Marketing stunt eller ny strategi?

Man kunne fristes til at tro at auktionen blev annonceret for at skabe ekstra opmærksomhed omkring de 3 top top top heste, der efter sigende skulle have været på auktion, og som nu i stedet ønskes solgt privat.
Ejeren af Bohemian, og de to særdeles succesfulde DV heste Rosetti og Vincent Maranello, Galleria Sportpferde, har efter den store opmærksomhed omkring auktionen idag, valgt ikke at gennemføre denne.

Hvem bliver de heldige nye ejere?

Galleria Sportpferde ønsker at være fuldstændig gennemsigtige omkring udbudspriserne på deres heste, da det er vigtigt for dem, at de finder de rigtige 5* hjem med dedikerede, kærlige ryttere.
Derfor ønsker de at kommunikere den prisklasse, som de håber at sælge deres heste i. De er åbne for forhandling og vil tage imod de nærmeste tilbud.

Priser:
Fuld dyrlægerapport er tilgængelig efter anmodning.
Galleria’s Bohemian: udbudspris 1.500.000 euro
Galleria’s Rossetti: priskategori 400.000 – 450.000 euro
Gallerias Vincent Maranello: udbudspris 500.000 euro

For mere information og for at planlægge en fremvisning, kontakt Rafael Kim på
Tlf.: +49-152-3612 5899
E-mail: rafahw@hanwha.com
Instagram: Sportpferde Galleria

Kilde: Eurodressage

Bohemian på online auktion

Patrik kittel skriver her til morgen på sin instagram profil, at han igennem en rum tid, har været opmærksom på at Bohemian skulle auktioneres væk af de nuværende ejere.
Kittel har med egne ord prøvet alt hvad han kunne at finde sponsorer, sådan at dette ikke ville ske. Han (Kittel) er blevet spurgt om han kunne forestå auktionen, men har afslået, da han ikke ville kunne bære at en masse forskellige mennesker skulle prøveride Bo, der er en sensitiv hest.
Læs også: Bohemian til Patrik Kittel

Kort men godt bekendskab

Kittel overtog i august tøjlerne til den mørkerøde vallak, der har vundet medaljer til Danmark ved blandt andet EM, med Cathrine Laudrup Dufour i sadlen. Dufour og Bohemian vandt World Cup kvalifikationen i Danmark i 2019 og 2020 og har ligeledes repræsenteret Danmark ved OL i Tokyo.

Læs: Bye bye Bohemian
Kittel er blevet frygtelig glad for vallakken, og parret sejrede i weekenden i begge CDI3* klasser på Bohemians gamle hjemmebane i Boxen i Herning.
Læs: Bohemian og Kittel vinder CDI3* Grand Prix i Boxen

Se Kittels opslag på Instagram

Herunder kan du læse Kittels hjerteskærende opslag på Instagram

Schou løb med sejren i CSI2* Grand Prix i Boxen

Her mødtes 36 ekvipager på den 145 cm høje bane, hvor banebyggerteamet ledet af Rasmus Rise, havde lavet en udfordrende bane. Fire ekvipager red fejlfrit i hovedrunden, og dermed var det blandt disse fire, at vinderen af årets Stutteri Ask Grand Prix skulle findes. 

Den første på banen i omspringningen var irske Shane Carey, som i sadlen på Candy e. Coventry/ King Loui leverede en fejlfri og hurtig runde, og dermed lagde han pres på de øvrige tre. Efterfølgende kom Christian Jansen på banen med Stenvangs Daiquiri e. Catoo/ Clarimo, og også han leverede en fejlfri runde, dog en smule langsommere end Shane, og dermed lagde han sig ind på en foreløbig andenplads. Efter Christian fulgte tyske Magnus Schmidt med Miss Balou e. Balou du Rouet/ Cornet Obolensky, som fik et nedslag i omspringningen. 

Schou red sejren hjem

Sidste mand i omspringningen var Andreas Schou, som i sadlen på den 9-årige Lady Corlina e. Casiro 3/ Corlensky leverede et lynhurtigt ridt, og med et publikum, der sad helt ude på kanten af stolene, blev han heppet i mål og modtog et stort bifald, da det var en realitet, at sejren var i hus. 

– Det har været en rigtig god dag, og det var en dejlig afslutning på stævnet for mig. Jeg er rigtig rigtig glad, fortalte Andreas efter sejren. 

Femtepladsen i klassen blev sikret af danske Zascha Nygaard Lill som red med én enkelt tidsfejl i sadlen på en velspringende Stanley e. Stakkato/ Calido I. 

Kilde: World Cup Herning

Du kan se hele klassen i arkivet hos ClipMyHorse.tv HER

Hoste holder Daniel hjemme fra Herning

Daniel Bachmann Andersen var med på det guldvindende danske hold ved VM i Herning i 2022 med Marshall-Bell. I sommer var han på EM-bronzeholdet med Vayron, og ved Falsterbo Horse Show i juli vandt det danske hold Nations Cup konkurrencen og Daniel havde Zippo M.I. e. Blue Hors Zack/ Blue Hors Don Schufro (opdr. Steen Bo Larsen) som partner. Det var netop Zippo M.I. som var udset til at være Daniels hest i Herning. Zippo har udviklet sig med stormskridt de seneste måneder, og Daniel havde virkelig set frem til at vise hesten for publikum og dommere i Herning.

læs også: Topsport og et stort farvel venter ved World Cup Herning

– Da jeg red ham i onsdags kom han med et enkelt host, fortæller Daniel, men Zippo virkede frisk, desværre hostede Zippo mere torsdag, og derfor besluttede Daniel sig for ikke at ride i Herning. Dårlig timing, erkender han, men sådan er det med heste.

Hans EM-partner Vayron er i fuld træning, men alligevel ikke klar til at gå ind i Herning, med så kort varsel. Daniel vil gerne have bedre tid til forberedelse end blot en enkelt dag, erkender han.

Han ærgrer sig naturligvis over ikke at ride i Herning, og ride World Cup på dansk grund for det entusiastiske danske publikum, men hestens velbefindende kommer først.

Se startlisten for FEI Dressage World Cup presented by Blue Hors

Kilde: World Cup Herning

Topsport og et stort farvel venter ved World Cup Herning

Der er lagt op til et brag af en hestefest i MCH Messecenter Herning, hvor mere end 500 heste, ponyer og føl er på vej for at deltage i det årlige World Cup-stævne fra torsdag til søndag i denne uge.

Internationale konkurrencer i springning og dressur bliver afviklet over 4 dage, dels i Jyske Bank Boxen og dels i den store Blue Hors Arena M, hvor der også er opstillet 55 stande, med alt hvad hjertet kan begære af udstyr til rytter og hest.

Debutanter og VM-guldvindere

Der er lagt op til et særdeles spændende sportsprogram, hvor de hjemlige dressurryttere skal forsøge at sikre vigtigt point i World Cup klassen, som afvikles lørdag og søndag inde i Boxen. På det danske hold deltager to af de ryttere, som var med til at vinde VM-guld for hold i 2022, hvor Herning var vært for det gigantiske event. Nanna Skodborg Merrald tager sin VM-guldhest Blue Hors Zack med. Han er i år 19 år, hvilket er en høj alder for en hesteatlet at præsterer i international sport. Det bliver også Zacks sidste stævne, fortæller Nanna. Det bliver meget bevægende, når publikum skal tage afsked med den populære hingst, som skal hjem og nyde sit otium i stalden og på folden.

 “Det er lidt vemodigt, men også ret sejt at gå sit sidste store ridestævne i en alder af 19 år,”  fortæller Nanna Skodborg Merrald, og hun fortsætter: “Det er såfedt at ride i Herning, jeg glæder mig så meget til at komme tilbage med World Cuppen i Herning. Der er en intens stemning i Jyske Bank Boxen, og den er vildt fed at ride i.”

Daniel Bachmann Andersens VM-partner er solgt, men han kommer med et nyt stjernefrø, Zippo M.I., som han har store forventninger til. I den danske trup er der også en World Cup-debutant, Nadja Aaboe Sloth og Favour Gersdorf er den ene af ialt 7 danske ryttere (Anna Kasprzak, Andreas Helgstrand, Anna Zibrandtsen og Lone Bang Zindorff), som har fået plads på startlisten til den præstigefylde FEI Dressage World Cup. Nadja købte Favour Gersdorf da han var 2,5 år, hun har selv tilredet ham og uddannet ham hele vejen til dressurens højeste klasser, samtidig med hun passer et job som fængselsbetjent.

Der er springklasser fra morgen til aften for ponyer og heste fordelt på banerne i Jyske Bank Boxen og Blue Hors Arena, så der er masser af action og spænding, når de hjemlige ryttere er i konkurrence mod udenlandske profiler.

Danmarks bedste springrytter Andreas Schou fra Tågerup ligger lige nu nr. 58 på verdensranglisten, og han er meget glad for at ride i MCH Messecenter Herning.

Jeg forsøger altid at få min stævneplan til at passe, så jeg kan komme til start, når der er stævne i Herning,” fortæller Andreas Schou. Han har en travl kalender, hvor han lige har været til start i World Cup springning i Oslo, og i denne uge rider han ved World Cup-stævnet i Herning, hvorefter han tager turen til Riyadh og finalen i Global Champions Tour ugen efter.

Om World Cup-stævnet

Det er i år 17 gang Danmark er vært for den verdensomspændende turnering FEI Dressage World Cup. Stævnet i Herning er en af mange kvalifikationer, som afvikles verden over, og hvor rytterne rider efter værdifulde point, som kan give dem en plads i finalen i april næste år i Riyadh. Og de points er på spil  søndag inde i Boxen.

Lørdag eftermiddag kan man opleve et hestesshow, Agria Afternoon Show, og derefter svinger auktionarius hammeren over 15 charmerede føl på DWB World Cup Foal Auction.

World Cup-stævnet i Herning er altid en spændende oplevelse i skolerenes efterårsferie.

Læs mere om stævnet, se programmet og køb billetter på: www.worldcupherning.com

Se med hjemmefra

Se FEI dressage World Cup Herning LIVE på www.clipmyhorse.tv/da_DK/events/10006/

Vi streamer alle klasser fra Jyske Bank Boxen lørdag og søndag, samt FEI pony trophy klassen fredag.

World Cup klasserne sendes LIVE, mens de resterende klasser kan ses i arkivet så snart de er afviklet.

Video: Nyd Cathrine Laudrup-Dufour og Vividus’ ridt fra Blue Hors

Dufour og unge Vividus QRE på blot 8 år, sejrede i begge afdelinger af touren, hvilket tydeligt rørte Cathrine, der ikke har været med i topsporten siden Vamos Amigos rejste hjem til familien Pidgley efter VM i Herning 2022.

Unge håb til fremtidens store sport

Det var ikke kun Cathrine der medbragte en særdeles spændende ung Grand Prix hest, der forhåbentlig kan sikre hende en plads på holdet, når Danmark i fremtiden skal ride om store mesterskabstitler.

Nanna Merrald fremviste 10årige Blue Hors Zack afkommet, Blue Hors Znickers, der i første afdeling af touren blev nummer 3, mens hun i anden afdeling blev nummer 2. Også en virkelig lovende hest for Nanna i fremtiden.

Daniel Bachmann Andersen havde medbragt den smukke sorte 10årige hoppe Daytona og blev på tourens første dag nummer 2, og på andendagen blev parret nummer 3.

Carina Cassøe Krüth var som 4. medlem af de fantastiske 4 fra det guldvindende hold ved VM i Herning, til start med den blot 8årige Koblenz ST, og red sig til en 4. og en 5. plads i de to afdelinger.

Se klassens resultater HER

Se Cathrine og Vividus ridt

Herunder kan du se eller gense Cathrine og Vividus flotte ridt fra søndagens 2. afdeling af Grand Prix touren.

Disse ekvipager har lagt sig i spidsen af championats finalerne

Opoque og Mette i spidsen for 4-års hestene

Mette Sejbjerg Jensen og Hingsten Opoque (e. ALL AT ONCE/DAVINO V.O.D.) tog med 91,000% sejren i den indledende runde af finalen for 4års heste. På andenpladsen i finale kvalifikationen kom Alvaro Oliveira på Jovian datteren J’ADORE DIOR H ( e. JOVIAN/SIR DONNERHALL I). Parret scorede 89, 600%. Tredjepladsen gik til Carina Cassøe Krüth og Hingsten Svalegårdens Hot Driver (e. HESSELHØJ DONKEY BOY/BLUE HORS HOTLINE ligeledes med 89,600%. Der er lagt op til en spændende finale imorgen, lørdag.

Bonzai og Nanna Merrald bedste 5års ekvipage

I 5års kvalifikationen var Nanna Merrald og den mørkerøde hoppe Blue Hors Bonzai (e. BLUE HORS BARON/ROYAL CLASSIC) ikke til at komme udenom. Parret scorede 10 for kapacitet, og fik en total score på 94,600%. Marianne Helgstrand og Alkaline (e. SECRET/ZALMIAK FIRFOD) red sig ind på andenpladsen i den indledende klasse for 5års hestene med en score på 92,400%, imens Betina Jæger og Grevens Sirius (e. SECRET/JOHNSON) tog sig af tredjepladsen med 90,000%.

Dufour og Zimillione bedst for 6års

Cathrine Laudrup Dufour og den smukke hoppe Zimillione (e. GAMMELENGGÅRDS ZAPPA/FÜRST NYMPHENBURG) red sig i spidsen af den indledende runde for 6års heste med en score på 89,400%, imens Nanna Merrald tog sig af både anden og tredjepladsen med Blue Hors Santiano 88,200% (e. SEZUAN/BLUE HORS ROMANOV) og Blue Hors Mote Carlo 88,000% (e. DREAM BOY/UNITED). Det bliver spændende at se de to landsholdskollegaer ride om topplaceringerne i finalen.

Verdensmesteren i front for 7års hestene

Anna Kasprzak og Danciero (e. DANCIER/FLORISCOUNT) kom til finalen på Blue Hors med en dugfrisk UVM medalje af guld, og lagde sig også komfortabelt ind på første pladsen i den indledende runde af finalen for 7års heste med 89,479%. Andenpladsen blev besat af Susanne Barnow og Skovdals Dxter (e. HESSELHØJ DONKEY BOY/BLUE HORS ROMANOV). parret scorede 83,354%. Tredjepladsen tog Cathrine Laudrup-Dufour og Hesselhøjs Darwin (e. HESSELHØJ DONKEY BOY/SOLOS LANDTINUS) med en score på 82,682%.

Spændende finaler venter

I weekenden skal finalerunderne rides, og du kan se stævnet LIVE på www.clipmyhorse.tv

Fra verdenstoppen til pensioneret professor

Med lanceringen af Cathrine Dufours nye bog “Passage”, retter vi fokus på historien om Cassy, der har været Cathrines trofaste makker fra den spæde start på hendes imponerende karriere, til de helt store scener. Historien er først gang bragt i Magasinet Riders Notebook i oktober 2022.

Den sidste dans

Det er mandag den 8. august, sensommerluften sitrer af intensitet, klokken nærmer sig 20.30
og Stutteri Ask Stadium i Herning er klædt i rødt og hvidt. Medaljeceremonien efter dagens sidste VM-konkurrence er netop slut, men alligevel bliver publikum siddende. De venter på et ganske særligt moment. En vaskeægte superstjerne skal hædres på den allerstørste scene for sidste gang inden sit otium. Stående klapsalver og våde øjne Den 19-årige røde vallak Atterupgaards Cassidy har haft en
enestående karriere, hvor han har indtaget de internationale dressurbaner med storm. Gennem de seneste 12 år har han båret Cathrine Laudrup-Dufour, og det trofaste makkerpar har fulgtes i tykt og tyndt fra juniordressur til den absolutte verdenstop med et utal af verdensklassepræstationer og
medaljer i kølvandet. Men 8. august takkede den firbenede stjerne af.

”Jeg har haft 12 fantastiske år med ham, og jeg kan ikke rigtig udpege et særligt øjeblik, der har været det bedste”,fortalte Cathrine inden afskeden. ”For mig er han lig med glæden ved at ride. Han giver mig et smil på læben hver eneste dag” fortsatte hun.

Den allersidste dans i rampelyset i Herning markerede Cassidys afsked med topsporten, og nærmest allerede før afskeden officielt var i gang, kæmpede de mange fremmødte fans med at holde tårerne tilbage. De fleste ridesportsentusiaster har fulgt den røde vallaks fantastiske udvikling og præstationer gennem årerne, og ved VM skulle der siges tak for de mange gode minder.

”Jeg tror, at han kommer til at være superspændt på at komme ind i arenaen, og han kommer sikkert også til at være lidt crazy, hvis jeg kender ham ret”, fortalte Cathrine inden afskeden.


Og det var et spændingsfyldt stadion, der modtog aftenens to hovedpersoner med stående klapsalver og våde øjne hos både store som små. Cathrine var også tydeligt bevæget, mens Cassidy som altid nød opmærksomheden og førte sig frem. Selvom der var gået 10 måneder, siden de to sidst optrådte ved et stævne, så leverer de som sædvanlig en fuldkommen fantastisk version af deres kür designet specielt til
lejligheden.

Cassidy har givet mig selvtillid

Afskedsceremonien blev afsluttet med en bevægende tal fra Cathrine, som udtrykte en dybfølt tak til hele holdet, der har stået bag hende og Cassidy fra start til slut. Men da hun skulle takke stjernen over dem alle, hendes elskede Cassy, knækkede stemmen over, da hun med sin VM-holdguldmedalje i hånden sagde:

”Cassidy, jeg ved, at denne guldmedalje blev vundet af Vamos i går, men jeg er 100 procent sikker på, at der står Cassidy på kanten af den. Tusind tak, det har været fantastisk!”


Og på mange måder er netop Cassidy fundamentet for Cathrines succes. Cassidy var hesten, der kickstartede hendes karriere og tog hende hele vejen til verdenstoppen.

”Jeg skylder Cassidy alt! Jeg var faktisk lidt nervøs i morges, så jeg red en lille tur med Cassy, og det fik mig til at indse, at han er grunden til, at jeg er god til at ride under pres. Han var bare sådan ’kom så mor, nu redder jeg situationen for dig’. Jeg græd næsten, for det fik mig til at indse, at det er på grund af ham. Han har fyldt min rygsæk med selvtillid og troen på, at jeg selvfølgelig kan gøre det”, fortalte Cathrine efter hendes fantastiske guldvindende VM-Grand Prix på Vamos.

Fra juniordressur til verdens nummer 2

Cathrine og Cassidys fælles rejse har dog ikke været belagt med roser hele vejen. Før de to fandt hinanden var Cassidy blevet redet af Sabine Natalia Petersen i et par år med flere fine resultater herhjemme. Men Cathrine var bestemt ikke begejstret, da hun for første gang så ham ved finalen i det danske dressurchampionat for 6-års heste. Han var tydeligt rædselsslagen for storskærmen og måtte trækkes ud af banen. Heldigvis slog Cathrines daværende træner Rune Willum i bordet og holdt fast på, at det her var den helt rigtige hest for hende. Og det skulle hurtigt vise sig, at han fik ret. Den 3. juni 2010 blev den dengang 18-årige Cathrine og 7-årige Cassidy officielt et makkerpar, da hendes forældre
købte den røde vallak til deres datter. Kun halvanden måned senere vandt den nye ekvipage deres første EM-medaljer for juniorer, og siden har de nærmest ikke set sig tilbage.
Cathrine og Rune fik smag for medaljer og målrettede hele deres træning på dette. Og det gav pote. Hele fire EM-guld medaljer som ungrytter blev det til, og først derefter blev fokus rettet mod Grand Prix. Det skyldtes, at Cathrine ønskede at få det maksimale ud af årene som ungrytter, hvilket også viste sig i træningen, hvor Cassidy ikke rigtig forstod, hvad han skulle, når de legede lidt med piaffe. Cathrine red sit sidste år som ungrytter i 2013 med to guld medaljer som resultat, og herefter gik der endnu et år, før Cassidys piaffe var så sikker, at den kunne vises i et program. Det var blandt andet med hjælp fra finske Kyra Kyrklund, at de sidste brikker faldt på plads hos Cassidy.

”At jeg havde tålmodighed til det, skyldes nok, at Cassidy var min første Grand Prix-hest, og, at Rune blev ved med at understrege, at det nok skulle gå. Samtidig er Cassidy mit hjertebarn, så jeg havde heller ikke lyst til at sælge ham”, fortæller Cathrine.

Ærgerlig Grand Prix debut

Grand Prix-debuten lod altså vente på sig, men da Cassidy blev 12 år, var det endelig tid til, at han skulle stå sin test. Desværre blev det ingen succes for ekvipagen, som fik en ærgerlig national debut, mens den internationale debut til World Cup i oktober 2015 blev en decideret katastrofe, da de skuffende sluttede andensidst. Heldigvis skulle der mere til for at slå den håbefulde ekvipage ud af kurs, og med intensiv træning og tre ridt til perfektion ved DM i 2016, blev drømmen om OL pludselig til virkelighed, og turen gik til Rio, hvor Cathrine og Cassy blev bedste danske ekvipage, brød gennem mediemuren og blev ”verdenskendte” i Danmark.

Man sælger ikke sin bedste ven

Ovenpå det veloverståede OL med bl.a. en flot 13. plads i kür, fik Dufour-familien et tilbud på Cassidy, som kunne have ændret Cathrines liv. Beslutningen var dog slet ikke til diskussion for hende.

”Man ville heller ikke bare sælge sin hund eller bedste ven for nogle penge”, udtalte hun til BT. ”Jeg er lykkelig for, at jeg sagde nej [..]. Det ville slet ikke give mening at have en helvedes masse penge på kontoen i stedet for at have Cassidy i stalden”.

For Cassidy var og er ikke bare Cathrines makker op banen. Han er hendes bedste ven. Og båndet mellem de to er tydeligt for enhver at se. Siden OL er det nærmest kun gået én vej for de to, som for alvor blev en international sensation, da de i 2017 indtog EM-podiet i Göteborg ved siden af tyske Isabell Werth og Sönke Rothenberger efter dobbelt individuel bronze og holdsølv.
Hertil har makkerparret sikret sig titlen som dansk mester hvert år fra 2016 til 2021 – kun med undtagelse af 2019, plus en række imponerende World Cup-sejre, en overlegen sejr i SAAB Top 10 i 2019 og ikke mindst en rangering som nummer to på FEI verdensrangliste. Blot for at nævne nogle få af topekvipagens højdepunkter.

Nu skal Cassidy hygge sig – og være professor
Men nu er Kong Cassy blevet 19 år, og trods han fortsat er fit for fight, så skal han nu ikke længere være en del af topsporten.

”Det (red. stævnerne) er virkelig for hans skyld, så han kan komme ind og føle sig vigtig og få det sus af at ride ind på banen. Det er ikke for min skyld”,

sagde Cathrine til Zibrasport tilbage i oktober 2021, da de sammen red sig til sejr ved World Cup Herning og blev spurgt til Cassidys fremtid. Efter sejren lavede Cathrine et opslag på Instagram med ordene:

”Det er ikke ofte, at vi rider en perfekt runde, men denne weekend var tæt på! Det er så vigtigt at nyde hver eneste runde i ringen, for du ved aldrig, hvornår det bliver den sidste”.

Idet Cathrine trådte op på sejrsskamlen, var det pludselig gået op for hende, at det meget vel kunne blive for sidste gang med Cassidy. Og det blev det. Derfor mindede hun sig selv om, at øjeblikket skulle nydes ekstra meget. Nu 2 år senere er stjernehesten officielt pensioneret efter en flot afsked ved VM i Herning, men det betyder ikke, at han ikke længere skal trænes eller holdes i gang. Han skal stadig træne og faktisk også agere professor hjemme på gården i Fredensborg, hvor han nu skal lære fra sig. Men gode gamle Cassy får naturligvis også lov til at nyde det søde pensionistliv. Eftermiddagene bruger han blandt andet i haven hos Cathrine og hendes kone Rasmine, hvor han hygger sig under et stort æbletræ.
Tak for dansen, Cassidy!