Let the Games begin! Alle danske dressurheste passerede den første, vigtige hurdle ved OL i Tokyo, vettjek. “De danske ryttere så fantastiske ud i deres røde kjoler, og jeg er stadigvæk helt positive på, at vi rider efter en medalje. Pigerne skal bare gøre deres bedste. De skal gå ind og syntes det er sjovt, og nyde de er til OL,” fortæller landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein efter dagens vettjek, hvor hun understregede, at de danske heste så fantastiske ud. Nu er de klar til konkurrencerne ved OL i dressur.
Alle danske heste er gennem vettjek ved OL. Foto: Gitte Søby
Cathrine Dufour/Bohemian, Charlotte Heering/Bufranco, Carina Cassøe Krüth/Heiline’s Danciera og Nanna Skodborg Merrald/Blue Hors Zack er klar til Grand Prix-klasserne i weekenden. Det er Charlotte Heering, som er reserve til holdet, hvor kun tre ryttere kommer til start. Klassen er opdelt over to dage og tæller som individuel kvalifikation til kürfinalen og som kvalifikation til de otte bedste hold til holdfinalen i Specialen.
Hvad ser dyrlægen efter?
Hvad er det så dyrlægerne ser efter, når de gennemgår hestene forud for konkurrencerne? Det fortæller landsholdsdyrlæge Frederik Nielsen noget om: “Det er dyrlæger og dommere, der står i komiteen, og det de bl.a. kigger efter er selvfølgelig dels om der skulle være tegn på sår, blod, og dels ser de hestene trave frem og tilbage (på en lige linje), hvor de tjekker om hestene er halte. Og er hestene i orden bliver der sagt: Fit to compete. Og for de heste, som kvalificerer sig til den individuelle finale i kür er der et andet vettjek om morgenen, den dag der er kür om aftenen.
Starttider for Grand Prix
Det er Nanna Skodborg Merrald og Blue Hors Zack, som først skal i konkurrence ved OL. De har starttid kl. 17.09 i gruppe A. Cathrine Dufour og Bohemian har starttid 19.57 i gruppe B. Søndag har Carina Cassøe Krüth og Heilines Danciera starttid kl. 18.12. De to bedste ryttere i hver gruppe, samt de 6 ryttere med den næstbedste score vil kvalificere sig til den individuelle finale (Grand Prix kür).
Se startlisterne HER og man kan læse mere på den officielle hjemmeside HER
Cathrine Dufour, Emilie og Bohemian klar til vettjek. Foto: Gitte Søby
Danske dressurdommere har været repræsenteret i dommertårnet ved de seneste tre Olympiske Lege. I Hongkong o 2008 og London i 2012 var det Leif Törnblad, i Rio i 2016 var det Susanne Baarup og ved OL i Tokyo er det Hans-Christian Matthiesen, også kaldet HC, som har fået den ærefulde opgave.
En svær optakt
”Det er vist ikke nogen hemmelighed, at det for atleterne har været en svær optakt frem mod OL i dressur, det samme gælder også for ”officials”. Personligt vil jeg gerne være optimalt forberedt, men tidligt i processen har jeg måttet erkende, at det var ikke muligt,” fortæller HC.
“Det har ikke været muligt at rejse, ikke været muligt at se hestene eller nye kombinationer mellem heste og ryttere, og det er nogle af de ting, jeg savner. I bund og grund burde det ikke gøre den store forskel, for når konkurrencen begynder, så sætter man sig ned i dommertårnet og så dømmer man det, der sker. Men øjet skal være i skarp træning for at få øje på eventuelle fejl. Det er ikke et spørgsmål om at være forudindtaget, men et spørgsmål om at være skarp rent mentalt. Jeg har jo allerede dømt til nogle af de store mesterskaber, hvor der er rigtig meget på spil og der også er pres på for dommerne. Og for mig er det vigtigt at være skarp, hvis jeg skal undgå at føle mig alt for nervøs og uforberedt, selvom jeg nu også godt kan lide, når det risler ned af ryggen af spænding, fordi det er så spændende,” siger han.
“Det bliver spændende at se, hvordan de forskellige ryttere har kunne håndtere nedlukningen, for nogen har måske haft rigtig godt af en pause, hvor man har kunne pudse øvelser af og har trivedes godt med roen, og det kan jo gøre konkurrencen endnu mere interessant. Omvendt har vi med levende dyr at gøre, så selvom man kan træne til perfektion derhjemme, kan det være svært at stå for presset, når man er ude.”
Equestrian Park ved OL i Tokyo. Foto: Gitte Søby
Bor for sig
HC er vel ankommet til Tokyo efter at have været igennem flere Corona-tests inden afrejsen. Hans færden i Tokyo overvåges af en App, men da dommerne kun må komme på hotellet og stævnepladsen, er deres bevægelsesfrihed væsentlig begrænset. Så ingen sightseeing til dommerne.
”Vi dommere bor ikke i den Olympiske By; det er ikke kutyme, at officials blander sig med atleterne – hverken før, under eller efter konkurrencerne – og i alle de officielle papirer står der da også, at vi “skal holde mindst to meters afstand til atleterne og én meter til alle andre”, fortæller HC.
Han og de øvrige dommere er blevet udstyret med de officielle Tokyo 2020-uniformer. Der var både ”Casual og Formel”. ”Der findes en hel protokol for, hvornår og hvad vi skal have på af tøj. På billedet er det ”casual”. Til selve konkurrencerne er det mørke lange bukser, skjorte, slips og blazer og hat i vel og mærke 32 grader og med en luftfugtighed, der nærmer sig 90%.
HC’s kolleger i dommertårnene
Ground Jury President for dresser er Tysklands Katrina Wuest, og sammen med hende skal følgende dommere i aktion: Andrew Gardner (GBR), Francis Verbeek (NED), Hans-Christian Matthiesen (DEN), Janet Foy (USA), Susie Hoevenaars (AUS) og Magnus Ringmark (SWE).
Hans-Christian Matthiesen i ”casual” dommerpåklædning, han har fået plads som dommer B i Grand Prix-klassen. Foto: privat
I 2011 introducerede FEI et “Judges Supervisory Panel (JSP)” et panel af dommere, som overvåger dommernes bedømmelser, og har mulighed for at rette enkelte karakterer, hvis en dommer fx ikke ser en fejl. Medlemmerne af dette supportsystem ved OL er: David Hunt (GBR), Liselotte Fore (USA) og Maribel Alonso (MEX).
Hans-Christian Matthiesen skal i aktion fredag formiddag, hvor hestene skal gennem dyrlægetjek. Det er kutyme, at dommerne overværer dyrlægekontrollen af hestene inden første konkurrence.
”OL i Tokyo er et højdepunkt i karrieren for mig, al respekt for dem, der har gjort det før – og held og lykke til alle, der har arbejdet hårdt og længe for at nå hertil”, slutter Hans-Christian Matthiesen.
Holdleder for dressurrytterne Anne-Mette Binder fortæller fra Tokyo, at de danske ryttere og heste er helt klar til OL i dressur, hvor konkurrencerne starter lørdag, men allerede fredag skal hestene gennem vettjek.
Anne-Mette Binder fortæller, at landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein har lagt en god plan for træningen, og det virker positivt for både ryttere og heste. Den danske lejr er blevet suppleret med Anne og Peter Flarup, Peter skal deltage i militarykonkurrencerne, de begynder med vettjek torsdag den 29. juli. Desuden er rytternes trænere Andreas Helgstrand (for Carina Cassøe Krüth) og Michael Søgaard (for Nanna Skodborg Merrald) kommet frem til Equestrian Park. Enkelte hesteejere har også taget den lange rejse til Tokyo for at følge deres heste.
Anne-Mette Binder og dyrlæge Frederik Nielsen følger træningen. Foto: Signe Baun
Anne-Mette Binder tiltrådte som holdleder for senior og U25-rytterne ved årsskiftet. Hun er yderst passioneret omkring ridesporten, og tidligere dressurrytter. Hun er national O-dommer i dressur, international militarydommer, tidligere medlem af FEI’s militaryudvalg, stævnearrangør og kursusleder på uddannelsen for military-officials i FEI.
Hør hende gøre status her to dage før første konkurrence:
Det imponerende stadion, Equestrian Park, som skal danne rammen om de tre ridesportsdiscipliner ved OL (dressur, military og springning) er det oprindelige stadion, brugt ved OL i 1964, men renoveret og istandsat – klar til Legene, der begynder med OL i dressur i weekenden.
Det er et imponerende stadion, og det er næsten ikke til at bære, at der ikke kommer til at være tusinder af glade, entusiastiske publikummer under konkurrencerne.
I går havde dressurrytterne træningstid inde på stadion, og det forlyder fra Tokyo, at samtlige danske heste har det godt, og har haft en god træning på stadion. Det var godt for hestene, at få set det imponerende stadion inden konkurrencerne begynder med Grand Prix på lørdag.
Bufranco blev “testhest”
Charlotte Heering, eller nærmere hendes hest Bufranco, blev i dag bedt om at indgå i en test og træning af de stewards som skal lave bidkontrol efter hvert ridt under Legene.
Lige nu er der fokus på legene i Tokyo for verdens bedste ryttere, og heriblandt også tyske Isabell Werth, men efter det vil det næsten mål være EM i Hagen. Isabell Werth fortæller: ”Når jeg kommer tilbage fra Tokyo, vil jeg sidde på de tre kandidater, der blev hjemme og se, hvem der er i den bedste form. Enten bliver Europamesterskabet endnu et dejligt mesterskab for Weihegold eller en debut for Quantaz, eller så får Emilio en chance – jeg vil gerne lade det være helt åbent, især da det i sidste ende ikke er op til mig, men dressurkomitéen at beslutte, hvilken hest vil gå til Hagen.” Isabell Werth har Bella Rose med til OL, og kommer den elegante hoppe ikke til at forsvare sin guldmedalje fra EM i Rotterdam? ”Man skal aldrig sige aldrig, men – uanset hvordan det går i Tokyo – synes jeg det er rimeligt at sprede belastningen over flere skuldre, hvis du har mulighed for at gøre det.”
EM og OL
Siden 1989 har Isabell deltaget i Europamesterskaberne hver gang med undtagelse af 2005 og 2009. Det betyder, at hun ikke var på holdet, da mesterskabet blev redet i Hagen i 2005.
”… så er det på tide, at jeg kompenserer for det (ler hun).” På spørgsmålet om, hvad hun ser mest frem til ved EM i Hagen til september er svaret: ” Det bliver en hjemmebegivenhed, kun en god time væk fra mit hjem – det er vidunderligt. Vi finder de bedste forhold i Hagen, og jeg synes, det er dejligt, at de ansvarlige har besluttet at afholde to mesterskaber i år. OL er stadig OL, men de to mesterskaber er langt nok fra hinanden til at man kunne konkurrere i begge, selvom man kun har en hest til rådighed. Og jeg synes, det er vigtigt at være et godt eksempel. Ridning er i rampelyset mere end normalt ved de Olympiske lege. Det er rart, at vi kan tage denne opmærksomhed til EM. Og måske vil en eller to ryttere konkurrere der, som ellers ikke ville have deltaget i et mesterskab.
Vært Ullrich Kasselmann ser frem til at byde velkommen til EM i dressur for seniorer og U25 i Hagen til september. Foto: Hagen
20 guldmedaljer – er der en favorit?
Isabell Werth har vundet 20 guldmedaljer ved EM alene, hvoraf de ni er individuelt guld, men har den succesfulde dressurrytter en yndlingsguldmedalje?
”Den første i 1991 med Gigolo forbliver altid i min hukommelse. Det var på det tidspunkt, hvor Rembrandt blev betragtet som uovervindelig. På det tidspunkt vandt jeg som ung mod de store navne uden forventninger. Jeg red der ind efter mottoet ‘Hvad er der at tabe’, helt ubekymret, og til sidst vandt jeg. Europamesterskabet i 2017 med Weihegold i Göteborg var også meget specielt. Sönke (Rothenberger) og Cosmo havde knækket 90 procent-koden for første gang i freestyle med en score på 90,614 procent og leveret en god præstation, men Weihe var i stand til at gå en bedre med en score på 90.982 procent. Det var ekstremt spændende. Det var aldrig sket før ved et EM, at to par scorede over 90 procent. Det var meget sejt.
De 20 guldmedaljer er kommet i hus på otte forskellige heste, hvad betyder det for verdens ukronede dressurdronning? ”Det gør mig bestemt mere stolt, det er sandt. Jeg kommer til at tænke på Don Johnson i denne sammenhæng. Da jeg blev nr. fire i freestyle med ham ved EM i Aachen i 2015, var det lige så meget værd som en guldmedalje eller to. ”Johnny” forventedes ikke at komme tæt på medaljer dengang, men det var en super dag, hans dag, og han kom helt uventet på fjerdepladsen. Jeg var utrolig glad for det.
Gode øjeblikke men også det modsatte
Isabell bekræfter, der er mange gode og mindeværdige øjeblikke ved EM gennem årene, men også nogle, som hun ikke mindes med glæde. Ved EM i Verden i 1997 var der en hård kamp mellem hollænderne og tyskerne, og det foregik i en kedelig atmosfære.
”For eksempel ville jeg hente min protokol i sekretariatet efter mit ridt – den var væk. Nogen tid senere så jeg den trykt i det hollandske magasin ‘Hoefslag’. Nu hører det fortiden til. I dag er forholdet respektfuldt og venligt.”
Anne Grethe Törnblad og Marzog. Foto: Ejnar Olsen
Hvordan ser Isabell udviklingen i dressursporten?
”Tidligere var det kun tyskerne, der var stærke over hele linjen. De andre hold havde nogle stærke par som Danmarks Anne Grethe Jensen med Marzog, Christine Stückelberger med Granat og Margit Otto-Crepin med Corlandus, men som hold var tyskerne dominerende for længe. På et tidspunkt ændrede situationen sig. Det var næsten en lettelse, da hollænderne vandt Europamesterskabet i 2007 i Torino. Tyskerne var til at slå! I dag er alt åbent igen. Vi lever ikke længere i 1992, da tyskerne kunne komme med deres andethold og stadig vinde. I dag er der en rigtig konkurrence i dressurarenaen, hvor dagsformen er afgørende.
Fuld fart på
Isabell Werth er lige nu til OL i Tokyo, herefter går turen til EM i Hagen, og så starter CHIO i Aachen fire dage efter EM.
”CHIO Aachen er et personligt must for mig, en hjertesag. Jeg vil absolut være der. Med hvilken hest? Det lader vi være helt åben. Men jeg har lovet min søn, at vi helt sikkert tager på ferie sammen i en uge i efterårsferien. Det ser jeg virkelig frem til.”
Sophia og Quintana er en forholdsvis ny ekvipage, men det stoppede dem ikke i at levere varen.
“Det var nervepirrende at være den første dansker i dag. Jeg har jo kun haft ham fra november, og det er også mit første EM. Det er helt vildt at blive valgt til EM.
Det var en kæmpe drøm, og det er virkelig dejligt. Målet var egentlig bare, at vi skulle godt i gang, men vi må være et godt match, fortæller Sophia på via telefon fra Spanien.
“Vi havde en fin tur, og han var med mig trods varmen. I går ramte vi 36 grader, og i dag sagde termometeret knap 30 grader. Heldigvis havde vi starttid i morges. Quintana har taget det hele så pænt, og han var koncentreret, selv om banen er stor og imponerende. “
Sophia og Annabelle Rehn har i dag redet så godt, at det danske juniorteam ligger nummer tre. I morgen skal Frederikke Gram Jacobsen og Alexander Yde Helgstrand forsøge at gøre dem kunsten efter.
Og Sophia tror på holdet:
“Vi ligger godt lige nu, og jeg håber, at vi kan holde placeringen. Det er nogle seje ryttere, der mangler at ride deres program.
Opbakningen hernede er så god – og det er på tværs af ungryttere og juniorryttere samt grooms og familie. Man har bare lyst til at præstere.
Alle hepper, når vi er på banen, og folk står i rød-hvide trøjer.”
Om Danmark ender med at få en holdmedalje med hjem, bliver afgjort torsdag formiddag.
Ikke kun fodboldlandsholdet gør det godt til EM, men de danske juniorryttere kan også være med, når det kommer til flotte resultater.
EM i dressur for blandt andre junior- og ungryttere bliver afviklet i spanske Oliva Nova fra onsdag til søndag, og onsdag formiddag blev holdkonkurrencen for juniorrytterne fløjtet i gang.
Anden del afvikles torsdag, hvor den sidste halvdel af ekvipagerne skal på banen, hvorefter medaljerne skal fordeles mellem nationerne.
Sophia og Annabelle
Sophia Ludvigsen, som du kan komme tæt på i dette interview, var første danske islæt, og hun red en harmonisk tur på BLUE HORS QUINTANA. Den sønderjyske pige er en del af Blue Hors Talent, og det er netop dem, der har stillet den sorte vallak til rådighed for Sophia.
Selv om de kun har været en ekvipage siden slutningen af 2020, så viste Sophia, at hun med rette er udtaget til EM.
71.394 % var scoren fra dommerne, og i skrivende stund ligger de nummer fem. Lige i hælene på dagens anden danske juniorrytter.
Annabelle Rehn og VESTERVANGS GARSON præsenterede et nydeligt program, der blev belønnet med flotte karakterer – 71.515% og pt. en fjerdeplads i det stærke felt.
Dr. Sue Dyson og hendes team evaluerede ansigtsudtryk og kropssprog hos FEI World Cup dressurheste og konkluderede, at, i det store hele, viste hestene meget lidt utilpashed i konkurrence. Ifølge Sue Dyson, tidligere formand for Clinical Orthopaedics ved the Animal Health Trust Centre for Equine Studies, i England – viste studiet, a de fleste af elitehestene på højt plan var komfortable med opgaven, men der var nogle få heste, der viste milde tegn på utilpashed.
Smerte-etogram for heste under rytter
Dyson og hendes forskere brugte det nyligt udviklet Ridden Horse Pain Ethogram (RHpE) (Smerte-etogram for rideheste) til deres undersøgelser. Ved hjælp af etogrammet har de tidligere påvist, at en RHpE score på 8 ud af 24 eller mere betyder smerter eller utilpashed i hestens bevægeapparat (skalaen går fra 1 til 24 – se de 24 adfærdsmønstre nedenfor). Selv om ingen af hestene opnåede 8 i undersøgelsen om elitedressurheste, kom nogle tæt på, og andre udviste milde tegn på utilpashed ved særlige øvelser som piaffe, der er kendt for at være udfordrende for mange heste. Desuden noterede forskerne sig også, at pointene for øvelserne generelt var højere, når RHpE scoren var lavere.
Dysons budskab til trænere og ryttere er, at hvis heste med høj RHpE-score bliver identificeret, så kan man måske også finde frem til, hvad der er er årsag til deres problemer og dermed få muligheden for at forbedre deres komfort – og deres præstation og velfærd.
De berømte øjebliksfoto af dressurheste
Dysons undersøgelser skal også ses på baggrund af fænomenet ’øjebliksbilleder/snapshot’ – i dette tilfælde fotos af konkurrenceheste på højt niveau, der ser ud som om, at de har smerter, selv om det overordnet set ikke er tilfældet.
Ifølge Dyson, kan man ikke bare se på et øjebliksbillede/snapshot og deraf konkludere, hvordan en hest har det. Man er nødt til at se på helheden og evaluere på hele programmet.
Heste kan vise korte momenter af utilpashed, når rytteren trykker med sporen, eller hvis de kæmper med piaffen, men det er måske bare et eller to sekunder ud af en 6-7 minutters langt program, så hvordan kan et billede repræsentere hestens generelle komfort? Det mener Dyson ikke, at det kan.
Sociale Medier inspirerede studiet af 147 Grand Prix heste
Det var faktisk et billede af en Grand Prix dressurhest, der inspirerede Dyson til studiet. Hun fik tilsendt et billede af en specifik hest med spørgsmålet, om den havde smerter. Dyson svarede, at hun kun kunne bedømme hesten, hvis hun så en video af hele ridtet.
Derefter observerede Dyson og hendes medforfatter Danica Pollard videoer af 147 heste, der konkurrerede ved ni FEI World Cup Dressage stævner i 2018 og 2019, og evaluerede hestens opførsel gennem hvert eneste program. Efterfølgende kunne de konkludere, at hestene ofte lå på en RHpE på 3 – ud af 24, og det påviser, at hestene er komfortable ifølge smerte-etogrammet.
Især piaffe volder mange heste problemer
Men der var også en foruroligende høj rate af specifikt udtryk i opførsel, som burde trække ned i pointene fra dommerne, fortæller Dyson.
Eksempelvis registrerede de, at 68% af hestene havde åben mund med tænderne adskilt i mindst 10 sekunder, og 67% havde næsen bag lodret mindst 10 grader i mere end 10 skeunder, hvilket kan være et udtryk for ubehag, men ikke nødvendigvis en tvungen holdning grundet hyperflexion. Omkring 30% stirrede intenst i mindst fem sekunder, og 29% slog med halen generelt – og ikke synkront med brug af sporen.
Forskerne så flest udtryk på ubehag i piaff, og kun nogle få heste kunne udføre øvelsen uden at vise nogle tegn på ubehag – samt korrekt i henhold til FEIs guidelines.
Udtagelserne sker efter en god stævneweekend i Hagen, men som den opmærksomme læser vil lægge mærke til, er der ikke gengangere fra gruppen i Hagen til gruppen, der skal til Nordisk Mesterskab.
Dette skyldes, at landstrænerteamet forsøger at opbygge nogle brede bruttogrupper, og det kræver, at flere ekvipager kommer ud og får international stævneerfaring.
Juniorer: Johanne Kofod Jensen / Frida Gold 5 Elisabeth Bonefeld-Dahl / Don Furioso Karoline Mathilde Ravnsbo / Gørklintgaards Torrero Thilde Rude Hare / Zidan DN Reserve: Victoria Toft Waksvik / Atterupgaards Mifune Karoline Mathilde Ravnsbo er reserve for sig selv på Atterupgaards Kawasaki
Ungryttere: Sara Aagaard Hyrm / Skovborgs Romandinov Laura J. Rasmussen / Aatoftens Dornier Victoria Cecilie Bonefeld Dahl / Comtesse Sofie K. Hansen / Dieu D`Amour Reserve: Sophia Ludvigsen / Safari Klintgaard Sara Hyrm er reserve for sig selv på Thybos Laban
Hagen, Hof Kasselmann i Tyskland er vært for EM i dressur for seniorer og U25 fra den 07. til 12. september. Landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein fortæller, at hun forventer, det bliver et andet hold heste, der skal repræsentere Danmark ved EM, i forhold til de heste, der skal til OL i Tokyo. “Jeg formoder ikke, at de heste, der er kommet til indsats ved OL, at vi skal trække på dem. Alt med forbehold,” fortæller landstræneren, for er hestene fitte og friske efter OL og hjemrejsen, er det ikke umuligt, at en af dem kommer på holdet ved EM. Hun forventer også at kunne sammensætte et konkurrencedygtigt hold til EM i Hagen.
Alle signaler er grønne for publikum ved EM
Arrangørerne i Hagen forventer, at de kan byde velkommen til publikum under dette års EM. Billetsalget er åbent. ”Vi er så glade for endelig at kunne åbne vores billetsalg for ridesportsentusiaster. Vores team har arbejdet hårdt bag kulisserne for at lægge sidste hånd på vores nye website og sammensætte et billetkoncept, der giver sikker tilskuertilgang. Med lidt held vil vi være i stand til at åbne flere tilskuerpladser tættere på eventet. Vi skal selvfølgelig også inddrage beredskabsplaner, hvis vi skulle tilpasse os nye Corona-relaterede begrænsninger, ”siger Event Director Francois Kasselmann.
Foruden mesterskaberne i dressur for seniorer og U25-ryttere, suppleres med CDI3* dressur, CSI YH og CSI3* springning med en afdeling af den populære tyske BEMER Riders Tour. Så fuld aktivitet på spring- og dressurbanen.
Program highlights
Onsdag den 8. september åbner mesterskaberne med holdkonkurrencen for både senior og U25 . Torsdag den 9. september er den første individuelle konkurrence i Grand Prix Special for seniorerne. Dette afvikles om aftenen i kunstig belysning. Fredag den 10. september åbner de individuelle konkurrencer for U25 rytterne Lørdag den 11. september er der igen individuelle konkurrencer for U25-ryttere i U25-Grand Prix, mens aftenen slutter med den individuelle konkurrence i Grand Prix kür for de 15 bedste seniorryttere efter Grand Prix Special. Søndag den 12. september er der kür for U25-rytterne med de 18 bedste ekvipager fra U25 Grand Prix. Og det er springrytterne som lukker konkurrencerne med BEMER Riders Tour søndag eftermiddag.
Charlotte Heering, 35 år havde to sikre, flotte ridt ved det 5-stjernede stævne i Compiégne i slutningen af maj måned. Landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein har sat Charlotte på A-holdet, og hun blev testet ved det 5-stjernede stævne sammen med Bufranco, og de leverede i høj grad varen. Med 73,4% i Grand Prix og en 6. plads og 76,1 i Grand Prix Kür til en 5. plads red de sig lige ind på landstrænerens shortlist frem mod udtagelsen til OL i Tokyo.
Om stævnet i Compiègne fortæller Charlotte: ”Det gik fint, syntes jeg, det var ikke så dårligt,” fortsætter hun beskedent. ”Det er sjovt, når man kommer til de helt store stævner.” Charlotte har tidligere vundet Nordisk Mesterskab med holdet, og været med på Nations Cup holdet i Uggerhalne, men 5-stjernede konkurrencer er det største rytterne kan ride, bortset fra internationale mesterskaber.
En del af A-truppen
Charlotte er meget glad for, at hun nu er en del af A-truppen: ” Det er da fantastisk, det er drømmen, det er det man håber på og træner for hver dag. Det er så dejligt, når det lykkes,” fortæller Charlotte fra ryggen af en af de fire heste, hun træner hjemme på Aspegaarden i Tikøb.
En plads i A-truppen og på shortlist til OL sammen med Carina Cassøe Krüth, Nanna Skodborg Merrald og Cathrine Dufour samt Daniel Bachmann Andersen er en drøm, som går i opfyldelse. Det opvejer alle de hårde og nogle gange, sure træningsdage. ”Så er det rigtig fedt, når det lykkes!, fortæller hun med begejstring.
Fra ungdomsrækkerne til seniortruppen
Charlotte begyndte at ride, da hun var 7 år. Siden hun var 11, har hun haft egen hest, og været på landsholdet som junior- og ungrytter med deltagelse i EM, NM og DM flere gang. Hun debuterede i Grand Prix med Joker Selection i 2014, og i januar 2015 debuterede hun sin potentielle OL-hest Bufranco e. Negro i Grand Prix, og i maj samme år blev det til international Grand Prix kür-sejr ved JBK-stævnet i Odense.
Bufranco har let ved Grand Prix-øvelserne, og parret var godt på vej til at etablere sig blandt eliterytterne, da hesten fik problemer med det ene øje.
To år ude af spillet
”Da vi lige var kommet i gang med Grand Prix – han var 9 år, da vi debuterede – fik han problemer med øjet,” fortæller Charlotte, hun fortsætter:
“Vi havde et par år, hvor vi var ude af gamet.” Den kroniske øjensygdom han havde pådraget sig, måtte behandles bl.a. med smertestillende medicin, og derfor kunne Charlotte ikke ride stævner. Flere undersøgelser og behandlinger blev forsøgt. Indtil familien fik kontakt til en amerikansk øjenspecialist, som opererede ham. Siden da har han fungeret uden problemer.
Charlotte Heering og Bufranco ved DM i dressur 2020. Foto: Zibrasport Equest
Uddannet lære
Charlotte træner sine fire heste om formiddagen hjemme på Aspegaarden, og om eftermiddagen underviser hun andre ryttere. Der er plads til 12 heste på gården, og der er blot et par opstaldere. På den måde, kan Charlotte fokusere på at træne sine egne heste.
Mens hun red på landsholdet som ungrytter, gik hun i gang med at læse jura, men det er svært at kombinere med sport på det niveau. Derfor valgte hun i stedet at læse til lære, sideløbende med hun fortsat red og uddannede heste. Hun har ikke brugt uddannelsen i et egentligt lærejob, men bruger meget af det hun har lært under uddannelsen, når hun skal undervise andre ryttere.
Bufranco fundet i Holland
Samarbejdet med Bufranco har strukket sig over 10 år. Mens Charlotte trænede hos Andreas Helgstrand, var hun med ham på tur til Holland, for at lede efter heste. De tog forbi den danske OL-rytter Anne van Olst, som sammen med sin mand Gert-Jan driver en salgs- og konkurrencestald samt hingstestation i Holland. Andreas Helgstrand var ansat på stedet umiddelbart efter han blev udlært som berider fra Søren Vallentin i Sportsrideklubben Aalborg.
Jeg satte mig op på Bufranco, da han var 5 år, og jeg vidste bare, han skulle være min hest. Det er mit bedste køb
Charlotte Heering
”Siden da har hun købt endnu et par afkom efter Negro. ”De har et fantastisk temperament, de er ridelige og positive. Jeg sætter meget pris på, at de vil gå til ridning.”
Om Bufranco siger hun: ”Man ved, hvor har ham. Han er så stærk i de samlede øvelser, Negro-afkom er bare gode til Grand Prix-arbejde. De er måske ikke de mest flashie ungheste, men de syntes det er sjovt, når det bliver svært. De har energi og power uden at blive skøre – det passer godt til mig.”
Træner hos Nathalie
Charlotte er begyndt at træne hos landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein, når hun kommer til Danmark for lave træningssamlinger, eller til træninger hos Cathrine Dufour. Det fungerer rigtig godt for Charlotte, som virkelig har fået en masse ud af at træne ved Nathalie, fortæller hun.
”Bufranco er utrolig øvelsesstærk, men det gælder mere om at lære ham at tage imod den halve parade, fortæller Charlotte med smil i stemmen. ”Nathalie er så god til grundridning, så det har været et godt match. Hun træner på hestenes præmisser, men er samtidig meget konsekvent i sit arbejde med dem. Der har jeg nok været lidt for uskarp selv,” erkender Charlotte.
Krydser fingre for OL
Charlotte og Bufranco har overvundet den første hurdle på vejen mod OL – de er nu blandt de fem ryttere, som landstræneren skal sammensætte OL-truppen ud fra. Det er tre ryttere til holdet og en rejsende reserve. Og hvad skal der så ske nu? OL-truppen mødes til boot camp den 14. – 15. juni på Blue Hors, og derefter skal holdet sammensættes. For Charlotte og Bufranco er der kun tilbage at vente. De har bevist deres niveau, og Bufranco har ingen problemer med at rejse eller gå i nye omgivelser, så han skal ikke ud for at konkurrere inden de evt. skal i karantæne forud for afrejsen til Tokyo.
”Vi har taget det roligt i denne uge, hvor han har haft meget fri. I næste uge skal han sættes lidt mere om til boot campen – og så må vi se hvad der sker. Lige nu går jeg og venter i spænding, men det er vi flere der gør,” slutter Charlotte Heering.
Carina Cassøe Krüth overtog Heiline’s Danciera e. Fürstenball (opdr. Stald Heiline) da hoppen var fire år. Nu er hun 10 år og har netop vundet 5-stjernet Grand Prix Special sammen med Carina i Compiégne. Undervejs på deres forrygende rejse sammen, har de været et mulehår fra en podieplads ved UVM for 5-, 6- og 7-års heste. Deres samarbejde er godt og tæt, de kender hinanden, og Carina glæder sig meget over, at Danses ejere Ingrid og Poul Thøgersen giver parret deres fulde opbakning.
Drømmen om OL er kommet nærmere
Landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein har længe haft et godt øje til ekvipagen, og når hun skal sammensætte holdet til OL i Tokyo (sidste frist for anmeldelse er 5. juli), håber Carina på at være på listen sammen med Danse.
“Nu tænker jeg, drømmen er kommet tættere på,” fortæller Carina fra Compiègne, hvor der bliver nusset om Danse inden hun skal på den lange rejse hjem fra Frankrig sammen med Fiontini.
Hun var bare fin
Carina sejrede i Grand Prix Special med 77,872% og det på trods af en taktfejl i den første øgning. “Hun er bare så fin, og det var bare dejligt”, fortæller Carina med begejstring i stemmen, og hun forklarer: “Hun plejer nok at være sikker i fri trav, men bunden var lidt mærkelig, for de havde vandet den godt, men midterlinjen var noget dybere.” Carina mener, at hoppen mistede balancen på grund af den ujævnhed. Det betød heldigvis ikke noget for placeringen, men kostede godt et procentpoint i scoren.
En top-ti placering er et ønskemål
Klasserne Carina har redet i Compiègne var en del af den 5-stjernede tour, som er det højeste niveau. Og er det så anderledes? ” Det eneste der er anderledes er, at det betyder noget for pointene til verdensranglisten, men at ride rundt derinde er det sammen som gælder, hvis man rider derhjemme,” fortæller hun med smil i stemmen. Alligevel har stævnet og sejren betydning, for Carina har et ønskemål: at komme op i top ti på verdensranglisten. “Det kræver stabilitet og høje procenter,” erkender hun, men håber på, at hun sammen med den kun 10-årige hoppe, kan opnå det mål.
Carina Cassøe Krüth vandt karrierens første pokal. foto: privat
Ærgerligt med Nations Cup
Det danske landshold førte holdkonkurrencen, Nations Cup efter Grand Prix klassen i går. Læse mere om konkurrencen i nyheden: Dansk/Svensk topkamp i Nations Cup
Efter Cathrine Dufour ikke kunne komme til start med Bohemian, læs artiklen: Dufour diskvalificeret – Carina vandt, blev det dansk landshold sprængt, da der ikke er en dropscore, men alle tre ryttere tæller. Charlotte Heering starter Kür ved 15-tiden i dag, men Danmark er ude af holdkonkurrencen. “Vi ville da gerne have vundet, men det er ikke derfor, vi er hernede. Jeg har fået det ud af det, jeg kom efter: vi har testet formen af, og vist forbedring siden stævnet i Hagen, så det er fint”, understreger Carina.
Nu skal hun hjem for at blive vaccineret mod corona, Danse skal have lidt fri, så skal hesten gennem et grundigt dyrlægeeftersyn, og så skal de mødes med de øvrige ryttere i A-truppen på boot camp på Blue Hors midt i juni. Men først går turen hjem fra Compiègne med den første og største pokal Carina har vundet i sin karriere. “Vi har også fået staldplaketter, der er dejligt, for det er sjovt at få det, når det er fra den her slags stævner,” slutter Carina Cassøe Krüth.