Skip to main content

Tag: Peter Flarup

Fascination stammer fra min aller første hest

”Det er træls, vi ikke kunne komme til OL og se det, jeg havde ellers taget ferie,” fortæller opdrætteren af den danske varmblodsvallak Fascination, Jørn-Ove Jørgensen. Han håbede til det sidste på at kunne komme til Tokyo og følge ”sin” hest og Peter Flarup gennem militarykonkurrencerne, men desværre kunne det ikke lade sig gøre.

Købt på marked i Odense

Jørn-Ove Jørgensen er passioneret springrytter. Han er uddannet staldmester fra berider Ove Bisgaard på Fyn, men arbejder i dag som rejsende montør med hele verden som sin arbejdsplads.

Tilbage i 1985 købte Jørn-Ove sin aller første hest på et marked i Odense, der hvor TV2 nu har sit hovedsæde. Hoppen Stella var uden afstamning, men hun blev kåret i Forregisteret i Dansk Varmblod på Anderup i 1998. Hun blev i 1997 mor til hoppen La Mirage efter OL-sølvvinder Lando. Rent faktisk havde Jørn-Ove Stella med, da han var til eksamen på Vilhelmsborg. Hun stod opstaldet hos hans gode ven Jørn Jensen i Ry, og da han ejede Lando, blev Stella lige ifolet ved samme lejlighed.

Fascination af springsporten

Jørn-Ove indrømmer, at det er springsporten, som fascinerer ham mest, mens hans kæreste Karina Henriksen er dressurrytter. Egentlig har han ikke haft et ønske om at blive opdrætter i større omfang, men har lavet heste til sig selv, når det har været nødvendigt. De senere år har parret dog avlet mere systematisk på tre hopper, både dressur- og springafkom. På springsiden har han senest brugt hingste som Balou fra Stald Cajus og Jewel Ask Z fra Stutteri Ask, mens han på dressursiden har brugt Blue Hors Kingston og Blue Hors Monte Carlo.
Fascinations mor, La Mirage har givet fire afkom: en efter Carson Ask, to efter Casir Ask og Fascination efter Favorit Ask.

”Når folk siger jeg ikke skal bruge Lando eller Favorit Ask, så er det jo sjovt, at den kombination lykkes.” siger Jørn-Ove med smil i stemmen.

Har selv tilredet Fascination

Jørgen-Ove har selv tilredet Fascination, og sammen med en ung pige, Line har han uddannet ham i springsporten. Han har en travl hverdag, og da han med 15 dages varsel fik besked på, at han skulle være i Kina i en længere periode, måtte han træffe den tunge beslutning at sælge Fascination, han var dengang 5 år.

”Jeg satte ham til salg på Ridehesten, og i løbet af 19 timer og efter 18 henvendelser, blev han solgt ubeset til Peter Flarup i en hurtig handel.” Jørn-Ove fortæller, at Peter har halvdelen af Fascination, mens den anden halvdel ejes af Victoria Hjortnæs, som også selv har konkurreret på hesten.

Fulgt med – når det har været muligt

Fascination og Peter Flarup deltog ved UVM i Frankrig da hesten var 6 og 7 år, og det lykkedes for Jørn-Over at komme med begge gange. ”Det er specielt at opleve military, og det var rart at være i Frankrig, for Peter tog sig tid til at gå terrænbanen med os.”, fortæller opdrætteren.

”Det er en spændende rejse, vi er ude på nu,” erkende Jørn-Ove Jørgensen, han har planlagt at sidde som klistret til tv-skærmen, når det nu ikke lykkedes at se konkurrencerne live i Tokyo. Fascination er blot 10 år, og opdrætteren siger afslutningsvis: ”Jeg håber Peter og Victoria passer godt på ham, så vi kan se ham i Paris om tre år, det håber jeg.”

Startlisten til dressurkonkurrencen i military kan ses HER Peter Flarup har starttid kl. 10.36 dansk tid fredag. Klassen vises på Eurosport.

https://www.facebook.com/100012627306294/videos/1247409582356607/

Op og ned på military ved OL

Militarykonkurrencerne ved OL i Tokyo begynder i dag fredag med dressur, det fortsætter lørdag, mens søndag er helliget terrænspringningen, og så afgøres det hele i ridebanespringning mandag.

Vi har en dansk deltager med, det er Peter Flarup, 45 år og den 10-årige Dansk Varmblodsvallak Fascination e. Favorit Ask opdrættet af Jørn-Ove Jørgensen fra Års. 29 nationer er repræsenteret ved dette, og 13 af dem sender hold til Tokyo, hvilket er en stigning på to nationer siden OL i Rio i 2016 (Kina og Thailand).

Michael Jung fra Tyskland og Sam vandt individuel guld i London og i Rio. Foto: FEI/Arnd Bronkhurst

Hvordan gik det sidst?

Ved OL i Rio vandt Frankrig holdkonkurrencen over Tyskland og Australien. Individuelt stod der Michael Jung på guldmedaljen. Den tyske rytter har vundet to guldmedaljer ved OL, foruden medaljen i Rio vandt han også guld i London i 2012, begge medaljer kom i hus på Sam FBW. Sølv gik til Frankrigs Astier Nicolas og Piaf de B’Neville mens bronzen gik til USA’s Phillip Dutton og Mighty Nice.

Australske Andrew Hoy kommer til OL med tre holdmedaljer i bagagen (1992, 1996 og 2000) samt en individuel sølvmedalje fra Sydney i 2000. Igen ved dette OL er Andrew Hoy at finde på startlisten, og med hans 62 år er han den ældste deltager i dette års militarykonkurrence.

Hvordan afvikles det?

Militarykonkurrencerne afvikles både som en individuel- og holdkonkurrence. Og efter tre dages konkurrence: dressur, terrænspringning og ridebanespringning – mødes de 25 bedste ryttere i en finale, endnu en omgang ridebanespringning for at afgøre de individuelle medaljer. Det er den samme hest, som deltager i alle tre discipliner, der ofte betegnes som ridesportens svar på triatlon.

Hestene skal gennemgå et vettjek inden første start, det blev klaret torsdag, hvor Peter Flarups Fascination gik gennem kontrollen uden problemer. Der bliver endnu en dyrlægekontrol, det sker efter terrænspringningen og inden ridebanespringning. Ved den første kontrol torsdag måtte Polen trække på reserven, da Pawel Spisaks vallak Banderas ikke gik gennem kontrollen. Inden kontrollen trak canadiske Jessica Phoenix sin hest Pavarotti.

Man kan opleve mange flotte forhindringer på terrænbanen ved OL. © FEI – Yusuke Nakanishi

Hvor bliver det afviklet?

Det er det Olympiske ridestadion, som danner rammen om dressur- og springkonkurrencerne i military. Startrækkefølgen i dressur kan ses HER, og det er den samme rækkefølge, som følges i terrænspringningen. Her sendes rytterne afsted med tre minutters mellemrum fra startboksen.

De procenter rytterne opnår i dressur omregnes til strafpoints, og evt. fejl i terrænet og overskridelse af idealtiden koster straf, som tillægges resultatet fra dressurkonkurrencen. De strafpoints tager rytterne med videre til ridebanespringning. Forhindringerne i ridebanespringning er de samme, som vi kender dem fra springning, forhindringshøjde vil være 1,25 m og forhøjes til 1,30 m i den individuelle finale.

En fejl eller refuseringer i terrænet koster 20 strafpoints og for hver sekund rytterne overskrider idealtiden koster det 0,4 strafpoints. Peter Flarup fortalte til Zibrasport Equest, at han vurderede det ville blive svært at holde sig indenfor idealtiden, da banen er meget snørklet. Det tvinger rytterne til at tage chancer på banen, med risiko for strafpoints.

Terrænbanen er placeret på en kunstig ø, Sea Forest Cross Country Course vil være ca. 4500 meter lang, og inde holde op til 38 naturspring, grøfter, banketter, vandspring med meget mere. Der vil være nogle kombinationer af spring, hvor rytterne kan vælge at ride den direkte vej, for derved at spare tid. Det er den vej, som også byder på den største risiko. Alternativt kan rytteren vælge at ride en lidt lettere vej gennem kombinationen, men den vil til gengæld være mere tidskrævende. Det vil tage rytterne ca. 8 minutter at gennemføre banen.

Hvem er favorit?

Det er første gang OL afvikles med blot tre ryttere på holdet. Det betyder, at alle tre ryttere tæller i regnskabet, og da der er tradition for, at heste udgår på terrænbanen, er holdkonkurrencen vidt åben. Det er dog værd at holde øje med de erfarne militarynationer som England, Australien, Tyskland, Frankrig og New Zealand i holdkonkurrencen.

Se resultater og startlister HER

Peter Flarup og Fascination gennem vettjek

I nat dansk tid har der været afviklet vettjek af hestene forud for første konkurrence i military ved OL i Tokyo. Peter Flarup og Fascination gik gennem kontrollen uden problemer, og de er nu klar til første konkurrence, dressur.

Dressurkonkurrencerne afvikles over to dage, og Peter Flarup har fået starttid kl. 17.36 den første dag, altså fredag. 63 atleter, 29 nationer og 15 hold deltager i militarykonkurrencerne ved OL.

Se startlisten HER

Det er Discovery, der har senderettighederne til military.

Peter Flarup og Fascination er gennem vettjek og klar til første konkurrence. Foto: privat

Peter er klar til sit andet OL

Danmark er repræsenteret i alle ridediscipliner ved OL, hvilket er meget usædvanligt. Danmarks repræsentant i military er erfarne Peter Flarup, 45 år, der deltog ved Legene i Hongkong i 2008 med Silver Ray. Peters makker ved dette OL er den danske varmblodsvallak Fascination e. Favorit Ask opdrættet af Jørn-Ove Jørgensen, en hest som Peter har redet bl.a. ved UVM i 2017 og 2018.

Military består af tre forskellige konkurrencer: dressur, terrænspringning og ridebanespringning. Terrænspringningen, som afvikles på søndag, består af en bane på ca. 4500 meter med omkring 38 naturforhindringer med grøfter, dybe landinger, forhindringer i vand med meget mere.

Banen er svær!

Banen, der er anlagt på en kunstig ø ud mod Tokyo-bugten, vurderer Peter som meget svær: ”Den er meget snørklet, så tiden bliver et kæmpe isue. Når den er det, så er man nødt til at satse, og så vil der komme fejl. Det er ikke uundgåeligt. Det er også det, de er ude på, at få hesten til at løbe udenom et smalt spring eller et hjørne. Og den måde forhindringerne er bygget på indbyder til, at man er nødt til at ride med fuld risiko hele vejen. For at kunne komme med i toppen. Om det er en fordel for mig. Det er det nok ikke, men det er nu engang sådan det er.

Vi er ikke taget herud for at safe-den, vi er taget herud for at satse. Der skal lidt held til, og nogle andre ting.

Peter Flarup
Peter Flarup fanget i stalden i Tokyo. Foto: Gitte Søby

Mega fedt

”Det er mega fedt at være til OL, og det er mega fedt at være sammen med dressurrytterne, og nu venter vi på Andreas (Schou) som lander lige om lidt. Så vi får lidt holdånd ud af det. Jeg er lidt misundelig på dressurrytterne og den måde de ligesom kan fungere som et team, så vi har noget vi skal hjem og arbejde med for at få nogle flere ryttere gjort klar til det her.” slutter Peter Flarup.

Peter Flarup skal have Fascination gennem vettjek torsdag, fredag og lørdag går det løs med dressur, hvor de ca. 60 ryttere bliver fordelt over to dage. Søndag går hestene i terrænet, og så afsluttes militarykonkurrencerne mandag med ridebanespringning.

Se programmet HER

Da rytterne var i karantæne i Aachen benyttede Peter lejligheden til at få pudset formen af i dressur, under kyndig vejledning af dressurlandstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein.

https://www.facebook.com/danskrideforbund/posts/4274469465952085

Peter Flarup tager Fascination med til Tokyo

Ligesom det var tilfældet for dressurholdet, som netop i dag ankommer til deres syv dages karantæne i tyske Aachen, skal også danske Peter Flarup og hesten Fascination samt Andreas Schou og hesten Darc de Lux tilbringe tid i karantæne, inden turen går endeligt mod Tokyo. Læs mere om forberedelserne herunder.

Peter Flarup og Fascination. Foto: Ridehesten/DRF

Forberedelser til klimaet i Tokyo

Som de fleste nok kan regne ud, er klimaet i Japan væsentligt anderledes end det danske, selv når sommeren herhjemme viser sig fra sin bedste side. Med temperaturer på den anden side af 30 grader og en luftfugtighed på 70% eller mere, kræver det ekstra meget af både ryttere og heste at performe, og derfor er varmeforberedelse en helt afgørende del af forberedelserne frem mod afrejsen til Tokyo. Under både Peter og Andreas’ karantæneperioder i Aachen vil der derfor blive brugt en del tid på netop dette, udover generel træning og finpudsning af formen. Også hjemmefra har begge ryttere forberedt sig grundigt på vejrforholdene, fortæller Elitechef Kimi Nielsen 

”Peter Flarup har bl.a. trænet i Team Danmarks såkaldte varmekammer i Idrættens Hus for at vænne sin krop til varmen, og han har redet en del med pulsmåler i den seneste tid for at monitorere formen”, fortæller hun.  

Disse heste skal med på rejsen

For Andreas’ vedkommende er det hingsten Darc de Lux, der skal med til Tokyo, og landstræner Bo K. Møller fortæller, at hesten er i absolut topform, og at han ser frem til at arbejde endnu tættere med den og Andreas under karantænen i Aachen. Da Peter for nyligt blev udtaget til at være dén militaryrytter, der skal repræsentere Danmark ved OL, var det endnu uvist, hvilken hest der skulle med ham til Tokyo, da både Fascination og Frankie er i topform. Nu er valget dog endeligt truffet, og det bliver den unge og talentfulde Fascination e. Favorit Ask, der får æren.

Andreas Schou Darc De Lux DM 2020. Foto: Zibrasport Equest

Vigtige datoer

Idet militaryklasserne afvikles før springningen under OL, skal Peter Flarup og Fascination naturligt også i karantæne før Andreas og Darc de Lux. For Peters vedkommende løber karantænen fra den 11.-18. juli, og for Andreas’ vedkommende fra den 17.-24. juli. Military rides fra den 30. juli til 2. august, og den individuelle del af springningen, som Andreas deltager i, ligger den 3. og 4. august.  

Kilde: Dansk Ride Forbund

Peter Flarup sikrer Danmark endnu en OL-plads

(Foto: Ridehesten.com)

I januar var det unge Emil Hallundbæk, der sørgede for, at Dannebrog vil være at spotte på listen over deltagere i ridebanespringning, når de olympiske lege i Tokyo bliver afviklet om få måneder.

Den 21-årige Emil Hallundbæk lå ved årsskiftet nummer ét i gruppe A på Det Internationale Rideforbunds (FEI) individuelle OL-rangliste. Han sikrede dermed Danmark en nationplads, hvilket ligeledes betyder, at det ikke er ham, der automatisk får lov til drage mod øst.

FEI bekræfter nu, at Danmark også har opnået en kvoteplads i military. Det er den 43-årige Peter Flarup, der har sikret pladsen på hesten Fascination. Det var selvsamme rytter, der repræsenterede Danmark ved OL i military i 2008 i Beijing – dengang på hesten Silver Ray.

Ligesom med kvotepladsen i springning er det ikke nødvendigvis rytteren, der sikrer pladsen, som ender med at skulle afsted.
Den endelige beslutning om, hvem der indstilles til at skulle deltage, træffes af Elitechef i Dansk Ride Forbund Kimi Nielsen, når vi nærmer os sommeren og afhænger af de relevante ekvipagers samlede præstationer indtil udvælgelsen.

– At vi ender med at været repræsenteret i både dressur, springning og military ved OL er et tydeligt bevis på, at vores øgede fokus på talentudvikling i dansk ridesport fungerer, og det kan vi kun være yderst tilfredse med, lyder det fra Kimi Nielsen.

Læs mere om kvalifikationskravene for military ved OL her.
  • 1
  • 2