Skip to main content

Tag: Royal

Andreas Schou løb med kronprins Frederik

Der har været “run” på Andreas Schous tilværelse de seneste uger.

Først deltog han i de olympiske lege i Tokyo, og dernæst gik turen til EM, hvor det blev til en flot finaleplads med Darc de Lux.

Læs mere om Andreas Schous EM-eventyr

Men i weekenden var det ikke Darc, der skulle løbe stærkt for at krydse målstregen i en god tid – det var Andreas Schou, der måtte trække i løbeskoene.

I forbindelse med Royal Run blev de netop hjemvendte atleter fra OL og PL hyldet af kronprins Frederik og publikum i København.

“De har været afsted og kæmpet for Dannebrog, men hyldesten fra danskerne er pga. corona-pandemien udeblevet under legene. 

Nu kommer muligheden for at hylde de hjemvendte atleter, når de på søndag den 12. september skal deltage i ’Æresrunden’.

Sammen med H.K.H. Kronprinsen løber atleterne og deres nærmeste familie og venner One mile (1,609 km.),” lød det fra arrangørerne før løbet.

Skøn oplevelse

Den invitation havde Andreas sagt ja til, og han fortæller, at det var en dejlig dag i godt selskab.

“Vi løb bare one mile som var et “hyldest” løb med kronprinsensen og atleter fra OL med deres familie

Det var en skøn oplevelse, og dejligt familien kunne være med og blive hyldet af de mange fremmødte, da de jo også er en stor del af succesen,” fortæller han til Zibrasport Equest.

De løb også

OL-atleter:

  • Andreas Schou, Ridning
  • Ida Karstoft, Atletik
  • Christina Juhl Johansen, Roning
  • Frida Sanggard Nielsen, Roning
  • Frederic Vystavel, Roning
  • Joachim Sutton, Roning
  • Simone Tetsche Christensen, BMX
  • Lærke Olsen, Judo
  • Sebastian Fini, Mountainbike
  • Jesper Hansen, Skydning
  • Rikke Mæng Ibsen, Skydning
  • Julie Funch, Kajak
  • Emma Beiter Bomme, Atletik
  • Trine Dahl Pedersen, Roning
  • Astrid Glenner-Frandsen, Atletik
  • Maja Jager, Bueskydning
  • Peter Flarup, Ridning

Para-atleter:

  • Daniel Wagner, Atletik
  • Kristel Walter, Atletik
  • Bjørk Kjellmann, Atletik
  • Christian Lykkeby, Atletik (deltager i Elite Milen)
  • Kristian Bak Eriksen, Kørestolsrugby
  • Sebastian Frederiksen, Kørestolsrugby
  • Finn Fernando Jørgensen, Kørestolsrugby

Om Royal Run

Samlet deltagertal pr. 10. september 2021: 78.528 

Deltagertal København/Frederiksberg: 38.376

Royal Run afholdes i Danmark søndag den 12. september 2021

I Danmark afholdes Royal Run 2021 fem steder: Sønderjylland (Sønderborg), Aalborg, Odense og København/Frederiksberg samt på Bornholm.

I alle byer kan man vælge at gå eller løbe på enten One mile (1,609 km), 5 km og 10 km.

De lokale arrangører er Sport Event Syd, Aalborg Atletik og Motion, OGF og Sparta.

På Bornholm er der Royal Run uden kongelig deltagelse. Arrangørerne er DGI Bornholm og Viking Atletik.

Royal Run blev første gang afholdt i 2018 i anledning af H.K.H. Kronprinsens 50-års fødselsdag. Her var 70.500 tilmeldt i Danmarks fem største byer.

Over 82.000 var tilmeldt Royal Run 2019.

Royal Run måtte aflyses i 2020 pga. corona-restriktioner

Royal Run arrangeres af idrætsvisionen Bevæg dig for livet, i et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik. TV 2 og Regionerne er mediepartnere på Royal Run, og TrygFonden, Nordea-fonden og Novo Nordisk Fonden er strategiske partnere.

Berømte Heste: Rolf

Rolf blev erhvervet til Kong Christian 10. i 1937, og han skulle efterfølgende blive Kongens yndlings hest i mange år frem. Rolf var en svensk halvblods hest født i 1927 og havde et imponerende stangmål på 179 cm. Det passede Kongen godt, da han var en høj mand på 1,96 meter. Derudover var Kongen også en god rytter, hvilket var nødvendigt i forhold til Rolf. Han beskrives som en hidsig hest, der gerne ville gerne frem. Til gengæld var han overhovedet ikke bange for trafikken, og det var jo vigtigt, når kongen skulle ride gennem den pulserende bymidte.

Kong Christian 10.s rideture på Rolf fik stor symbolsk betydning under besættelsen, hvor Københavnerne viste deres modstand ved at cykle beskyttende omkring den kongelige ekvipage på turen. Kongen og hans hest blev betragtet som en tavs protest mod den tyske overmagt, og billeder af Rolf og Kong Christian 10. nåede ud til store dele af verdenen.

 

At Rolf var Kongens ynglings hest forstår man godt, når man ser videoklippet fra Kongens 70 års fødselsdag i 1940. Næsten en million danskere stod klar i Københavns gader til at hylde fødselaren. Det ville sige at Rolf måtte kæmpe sig gennem den massive folkemasse, mens der blev viftet med flag, kastet med blomster og givet buketter til kongen. Ikke mange heste havde kunnet klare virvaret, men om end Rolf blev lidt stresset af de mange mennesker, så bar han sikkert den danske Konge gennem den glade folkemængde.

Kong Christian red også på Rolf til sin 71-års fødselsdag og sit 30-års jubilæum.

 

Kong Christian 10. havde Rolf fra 1937 frem til sin død i 1947. I 1942 faldt Kongen dog af hesten Jubilee, og kom sådan til skade at han ikke kunne ride mere. Kongen blev dog ved med at besøge de kongelige stalde to gange om ugen, og især Rolf stod hans hjerte nært til det sidste.

Kong Christian 10.s 70 års fødselsdag 26. september 1940.

https://filmcentralen.dk/museum/danmark-paa-film/film/kongens-fodselsdag

Kong Christian 10. på morgenridetur gennem København under besættelsen.

https://filmcentralen.dk/museum/danmark-paa-film/klip/kong-christian-x-pa-sit-morgenridt

Historien om en kongelig ridebane

(Foto: Keld Navntoft, Kongehuset ©)

Har du tænkt dig at besøge Fredensborg Slot, når COVID-19 igen har sluppet sit greb, så skal du ikke undre dig over den sødlige duft af stald eller de vrinskende heste…
I april blev Slots- og Kulturstyrelsen færdige med at genetablere ridebanen nær Kancellihuset samt noget af den tilstødende stald, så der ikke længere findes spiltov, men i stedet bokse. Derfor er der nu blevet plads til firbenede beboere på slottet, selv om det ikke er meningen, at hestene skal flytte permanent ind.

– Af ansøgningen fremgår det, at ejerne ønsker at anlægge en ridebane på 20 x 60 meter… Banen vil blive anlagt med en fast og vandtæt bund, der kan vandfyldes, så banen holdes fugtig og ikke støver. Der plantes hæk omkring banen. Banen bliver ikke belyst.
Der skal ikke opstaldes heste fast på Fredensborg Slot, men i nogle enkelte weekender i sommerhalvåret, hvor omkring 4-6 heste kan opstaldes midlertidigt, lød det, da ansøgningen til etablering af de nye faciliteter blev sendt til Fredensborg Kommune.
Mindre end et år efter tilladelsen til genetableringen blev givet, står der nu en ridebane klar til brug.

Heste i baghaven
Og mon ikke det falder i god jord hos de mest hesteinteresserede medlemmer af kronprinsfamilien – nemlig kronprinsesse Mary, prinsesse Isabella og prinsesse Josephine. Det er da også kun få uger siden, at Kongehuset meldte ud, at familien tog residens i Kancellihuset:

Fra fredag den 24. april 2020 tager Kronprinsparret sammen med deres fire børn residens i Kancellihuset ved Fredensborg Slot, hvor Deres Kongelige Højheder vil opholde sig i de kommende måneder.

Kongehuset

Det betyder, at de har direkte udsigt til ridebanen fra deres bolig, hvilket også næsten er tilfældet, når familien hver sommer holder ferie i Gråsten. Her bruger de fritiden på rideture i skoven samt dressurtræning på ridecentret, der ligger tæt på Gråsten Slot.

Hvide gangere på banen
Kronprinsesse Mary og co. bliver bestemt ikke de første royale gæster i stalden. Bygningen emmer af historik.

– Da Frederik 4. for cirka 300 år siden opførte Fredensborg Slot, var der ved slottet behov for plads til Kongehusets varierede dyrehold. I 1700-tallet var særligt heste både nyttig arbejdskraft og et vigtigt transportmiddel, og samtidig havde kongefamilien en omfattende stutteridrift med de eftertragtede Frederiksborgheste.
Kongens fineste heste stod tættest på slottet, og i området mellem Fredensborg Slotskirke og Kancellihuset blev der derfor bygget en ridebane med tilhørende stald, skriver Kongehuset i pressemeddelelsen om genetableringen.

Det var da heller ikke hvem som helst, der forleden satte hovene i den nyanlagte bund.

– For kort tid siden prøvede et par af Stald-Etatens hvide kladruberheste for første gang ridebanen, der efter internationale mål for en dressurbane måler 20 gange 60 meter. I genetableringsfasen er der med inspiration fra gamle malerier udformet et lavt rødmalet træhegn omkring banen, der er omgivet med en græsrabat og en bøgehæk, afslørede Kongehuset.