Skip to main content

Tag: Virtuelt Ridestævne

Hold liv i klubben med online bedømmelser med ny App

Få gang i aktiviteterne i en svær tid
Formålet med Appen ”NIVO Record” er, at give klubber, ryttere og trænere et værktøj, hvor de nemt og hurtigt kan arrangere aktiviteter og formidle video og bedømmelse af ridtene mellem rytter og dommer/træner – uden at mange mennesker er samlet på en gang.

”Vi ved, at mange klubber er gået i stå og er økonomisk trængte som følge af krisen. Derfor håber vi, at denne App kan bidrage til at sætte gang i nogle aktiviteter, der kan afholdes udendørs uden at gå på kompromis med myndighedernes retningslinjer. App’en er i sin første simple version, men vi lancerer den nu for at kunne bidrage aktiviteter mellem klubber, ryttere og trænere. Efter påske fortsætter vi udviklingen af App’en, så den hurtigt kommer til at kunne endnu mere,” siger Rikke Højgaard, ansvarshavende chefredaktør hos Zibrasport Equest.  

Ingen plads til snyd
Appen kan benyttes til eksempelvis bedømmelsesklasser i klubben eller bedømmelse mellem rytter og træner, hvor rytterne kan ride på forskellige tidspunkter og steder. Appen udskiller sig særligt ved, at den video, der sendes til dommeren eller træneren, hverken kan redigeres eller tages om.  

”Det er helt naturligt, at man gerne vil tage sig så godt som muligt ud foran sin træner eller en dommer – det ligger sportsudøveres DNA. Men den mest konstruktive feedback kommer, hvis du bliver bedømt ud fra et ridt, som du hverken har mulighed for at redigere eller tage om – præcis som det ville være i en stævnesituation eller træningssession. Til gengæld har dommeren/træneren mulighed for at spole frem og tilbage, hvilken giver dem muligheden for at give en endnu mere konstruktiv og brugbar kritik til den enkelte ekvipage,” fortæller Henrik Flintegaard Ehlert, direktør hos NIVO.

Nemt at gå til
Stævnearrangør: Det er nemt at oprette et bedømmelsesevent, og I bestemmer selv hvilke klasser, der skal være. Når eventen er oprettet, sørger I selv for dommer/bedømmer, information til medlemmer/ryttere og tilmelding inkl. evt. startgebyr. Her skal I være opmærksomme på, at klasserne i appen angives med antallet af øvelser, så hvis I ex. holder to klasser med hhv. 12 og 13 øvelser, skal ridtene optages i den klasse, der hedder ”15 exercises”. Vi anbefaler, at I angiver, hvor optagelsen skal foretages, så dommeren ser det samme for alle ekvipager – ex. fra dommer C. Find vejledning her: https://www.nivo.nu/quick-start-guide-staevnearrangoer/

Rytter: For at deltage skal du bruge en iphone eller en ipad og downloade Appen ”NIVO Record” fra App Store (er desværre ikke tilgængelig til android endnu, men det kommer). Her opretter du en bruger og logger ind, vælger det aktuelle event og klasse, og så er du klar. Når du og din fotograf er klar, trykkes på optageknappen og ridtet er i gang. Så snart, der trykkes stop, sendes ridtet automatisk til platformen, hvor dommeren kan se det igennem. Husk at fotografen skal fortælle i starten af optagelsen hvilket program, der rides, så dommeren ikke er i tvivl. Find vejledning her: https://www.nivo.nu/quick-start-guide-rytter/

Dommer/træner: Når eventen er afsluttet og rytterne har sendt deres ridt ind, logger dommeren ind på hjemmesiden med det login, som klubben har brugt til at oprette eventen. Her kan dommeren tilgå videoerne og udfylde kritikken, som automatisk sendes til rytteren bagefter. Dommeren har mulighed for at spole i ridtet, hvilket giver mulighed for at give en endnu bedre kritik. Find vejledning her: https://www.nivo.nu/dommer/

En del af vores community
For at kunne indsende ridt gennem App’en skal man være Premium Medlem hos Zibrasport Equest, og tilmelde sig eventen direkte hos klubben eller træneren. Klubben/træneren opretter selv eventet og sørger for tilmelding, dommer m.m. og klubben betaler 25,- kr. pr. start for brugen af Appen.

Første step
Det er første version af Appen er nu lanceret, så den kan komme ud og give værdi for sporten i en meget presset tid. Denne version er simpel og egner sig bedst til bedømmelse af dressurprogrammer – men I skal velkomne til selv at udforske mulighederne og melde tilbage med jeres input. Vi fortsætter nemlig udviklingen af App’en, så den kan bruges på endnu smartere måder i sporten og integreres i Zibrasport Equest’s community. Vi ser bl.a. på mulighederne for flere discipliner, indlagte dressurprogrammer, start- og resultatlister, virtuelle holdaktiviteter til klubben og træningsoptimering med NIVOs træningssensorer. Og så skal den selvfølgelig også kunne hentes til Android via Google Play.

Download Appen ”NIVO Record” fra App Store.

For spørgsmål og feedback kan vi kontaktes på kundeservice@nivo.nu.

Bidløs dressur – En disciplin, der er kommet for at blive?

(Foto: Lotte og Bubbe til start i en bidløs klasse)

Bidløs trense og dressur var for få år tilbage ikke en kombination, der kunne opleves til ridestævner rundt omkring i Danmark.
I 2015 åbnede Dansk Ride Forbund dog op for klasser uden bid til stævner. Dengang lød det således:

For at afdække mulighederne for at benytte bidløs optømning ved dressurstævner er der nedsat en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter for bidløs dressurridning, en repræsentant fra Dressurudvalget og fra administrationen. Arbejdsgruppen skal skabe rammerne for afviklingen af flere test-klasser ved D-stævner i første halvår af 2016, og erfaringerne fra disse stævner samt resultaterne af spørgeundersøgelsen og andre input skal danne baggrunden for Dressurudvalgets videre arbejde med bidløs optømning.

Siden har det været muligt for danske rideklubber at udskrive klasser med bidløs optømning, og i Dansk Ride Forbunds Reglement, gældende fra februar 2020, står der:

251.3 Showklasse – bidløs optømning Der kan ved E- og D-stævner/klasser udskrives klasser med bidløs optømning. Gælder kun for heste – ikke ponyer. Klasserne afvikles separat og er kun åbne for ekvipager med bidløs optømning, sådan at der ikke konkurreres mod ryttere med bid. Klasserne må udskrives i sv.grad 0-2 ved D-stævner og i sv.grad 0 ved E-stævner, evt. som procentklasser. Der må anvendes bidløs trense/sidepull, ridekapsun samt soft hackamore (ikke med kæde). Rytterne bedømmes efter normale kritikker – dog forudsættes det at der bedømmes for ”accept af tøjlen” i stedet for accept af bid.

Intet bid blev redningen
Og det er noget 21-årige Lotte Jaenicke og hesten Regitze, i daglige tale kaldt Bubbe, er glade for.
Hun var en af de fire ryttere, der i weekenden stillede til start i den bidløse klasse i Albertslund Rideklub – med stor succes.
Parret vandt med 74 procent, men i lang tid måtte Lotte afstå fra at deltage i dressurstævner.

Jeg købte Bubbe for seks år siden som en dressurhest. Vi fik hende hjem, og min træner var også positiv overrasket over den. Men hun begyndte ret hurtigt at tvære rigtig meget på biddet – i begyndelsen troede vi bare, det var et spørgsmål om tid.

Lotte Jaenicke

– Hun havde tendens til at slippe på biddet, men gik i en fin nok holdning. Vi troede, at Bubbe skulle være stærkere og smidiggøres. Desværre blev situationen bare værre og værre, og vi prøvede alverdens bid, fortæller Lotte, der nægtede at give op.

– Jeg ville rigtig gerne starte stævne på den, men det var ikke muligt, for det endte jo i en øv-oplevelse hver gang, så jeg lagde dressuren på hylden i 2016.
For et års tid siden prøvede jeg at ride med hackamore, og det gik så fint, lyder det fra rytteren, der i kraft af sin tjans som formand for stævneudvalget opdagede, at rideklubberne nu havde lov til at udskrive bidløse klasser til stævnerne.

– I klubben blev vi enige om at vi ville forsøge at udskrive sådan en klasse. Min træner sagde, at jeg også skulle starte, men jeg havde ikke redet dressurstævner på Bubbe siden 2016. Jeg meldte mig til, og det gik rigtig godt – det var i august i 2019. Vi fik 69 procent og vandt klassen.

Positiv kiropraktor
Lotte og Bubbe har siden vundet flere bidløse klasser, og det kulminerede altså i weekenden med endnu en sejr.
Hun understreger, at den alternative optømning ikke skyldes, at hun synes, det er synd for heste, der går med almindelig trense.

– Det har været rigtig godt for min hest, at der findes disse klasser. Umiddelbart har rytterne, der rider uden bid, to udfordringer. Mange af dem, der gerne vil ride bidløst, skal køre langt for at finde disse klasser. Det gør, at der nogle gange er manglende opbakning. Jeg ville gerne, at vi skulle konkurrere i samme klasse som dem med bid.
Den anden udfordring er, at mange ser ned på det. Det er et tabu, at man rider bidløst. Mange tror at vi gør det, fordi vi synes, det er synd, at man rider med bid. Sådan er det ikke. Der er forskellige grunde til, at hesten ikke kan med bid, understreger Lotte.

At dette var den rette løsning for hende og Bubbe er blevet slået fast af hestens faste behandler.
– Min kiropraktor kunne mærke, at ridning uden bid virkelig har ændret hende positivt. Spændinger som Bubbe plejer at have i nakke og hals er blevet væsentlig forbedre, slutter hun.

Se parrets ridt uden bid:

Christian Jansen efter succesweekend: Satser på U-VM

(Foto: Privat)

Christian Jansen kom, så og sejrede ved det internationale stævne på Vilhelmsborg i weekenden. Hele to gange måtte han ride forrest i æresrunden, da han og Madea vandt to CSI **-klasser.

Da Zibrasport Equest fanger Jansen, er han stadig lykkelig over sine gode ridt.

– Jeg havde en rigtig god weekend, så 2020 kunne ikke starte meget bedre
Jeg havde to heste med – Madea som gik CSI** og Ca-Di DD i youngster. Madea vandt to klasser og havde fire fejl i den sidste klasse, så hun var rigtig dygtig.

Ca-Di DD gik en af sine første MB’er og blev placeret to gange. En dag havde hun fire fejl, så det var rigtig flot, lyder det.

Christian Jansen, der har været aktiv springrytter siden han red pony, har allerede opsat nogle klare mål for det kommende år. For at have så talentfulde heste i stalden forpligter.

Med Madea er det at forsøge at ride så mange CSI-stævner som muligt. Vi har redet en masse 140 cm-klasser og red 145 cm til Christmas Show, så måske vi skal prøve det igen i 2020.

Christian Jansen

– Ca-Di DD er lige blevet seks år og skal ud og gå nogle 130 cm-klasser indtil sommerferien.
Derudover skal vi nok også prøve kræfter med 135 cm-klasser, da hun gerne skulle til U-VM i september og championatsfinalen på Blue Hors. Vi må arbejde hårdt og håbe, vi er gode nok til at blive udtaget, slutter han.

Du kan se alle klasserne fra det internationale stævne i vores arkiv på Zibrasport Equest