Skip to main content

4 skønne ridedage i Thy

Gourmet men stadig hjemmeligt
Jeg fornemmer det allerede, når jeg krydser broen ved Aggersund: Lyset er højt og klart og København er lagt bag os. Jeg glæder mig til endnu en rideferie ved Thorupstrand hos Jesper og Rikke. De har indrettet deres gård, Villa Rosa, utroligt hyggeligt med egen vinstue og lysekrone i stalden.

Ved ankomsten får vi tildelt et dejligt værelse, og selvom der både er chokolade og champagne på hovedpuden, er ikke som at bo på hotel. Nej, man føler sig straks hjemme.

Vi møder de andre gæster til en velkomstdrink. Og jeg ved ikke, om jeg har været heldig, men jeg synes altid, at det har været nogle ualmindeligt søde og sjove mennesker, der har været med på turene. Det er folk, der elsker heste og det gode liv, så det er let at falde i snak. Det har stor betydning, da man er rigtig meget sammen de næste fire dage.

Efter velkomstdrinken serverer Jesper og Rikke en tre retters gourmet-menu. Det er imponerende, at to mand alene kan holde et så højt et kulinarisk niveau. Rikkes far er fisker, så man kan sige, at fisken nærmest springer op af Vesterhavet og ned på tallerknerne.

Hvis man ikke lige vidste det, skulle man lige ikke tro, at Rikke, med det alfe-agtige udseende, selv har været fisker. Hun kan fortælle mange sjove anekdoter om ”gutterne på kutterne”.

Fantastiske islandske heste står klar
Om morgenen står vi op til en kæmpe morgenbuffet, med friskpresset juice, varme pandekager og alt hvad hjertet kan begære.

Så går vi ud til hestene, og det er altid spændende, hvilken hest man får tildelt. Hestene bliver solgt i løbet af sæsonen, så der er altid nye heste med. Og hvilke heste! Det kan alle tölte over stok og sten. Men først rider vi dog stille og roligt gennem skoven, så alle når at bliver fortrolig med hesten. Efter et par timer, når vi frem til picnic med havudsigt. Rikke har dækket op til lun lasagne og salat med duge og kandelabre, tæpper og kage/kaffe. Efter frokost tager vi os gerne en lille lur i græsset, mens bølgerne bruser svagt i horisonten.

Nu rider vi videre gennem skov, over hede og gennem lyngbeklædt plantage. Det er meget afvekslende natur. Og når man kommer fra de kultiverede skove i Nordsjælland, føles det bare stort og vildt. Hestene får også lov til at strække sig ud, og de kan tölte virkelig hurtigt. Vejene er lange og øde, og underlaget er ideelt.

Man bliver glad i låget
Jeg har været på rideferie i Thy seks gange nu. Første gang var ca. 2003. Jeg var en lidt forsigtig rytter. Så jeg spurgte Jesper, om jeg mon nu også ville kunne ride den fyrige hest, jeg havde fået tildelt. ”Ja, ja, det kan du da sagtens”. Og ja sikke en fryd: At få en taktfast, villig hest med fantastiske bevægelser og så flyve hen over heden eller nede på stranden. Så vokser man som rytter og bliver helt glad i låget.

Hestene overnatter hos gode venner halvvejs mod Vigsø. Gruppen bliver kørt hjem til gården og videre til spa på Klim Strand. Her kan vi ligge i blød og få masseret de ømme muskler. Tilbage på gården er der musik på anlægget og boblevand på bordet. Der er altid en særlig festlig stemning, da de fleste er høje på dagens ridetur, og gruppen er blevet helt gode venner. Det er set, at folk har danset rundt i badehåndklæder eller er gået all in på Bollywood-style.

Vi spiser endnu et dejligt måltid og Jesper underholder os gerne om den dejlige vin, vi drikker, og som han og Rikke selv har importeret fra Alsace. Aftnerne ender ofte festligt med dans og musik.

Hvor godtfolk er…
Sådan går det slag i slag de næste tre dage. Rideturene bliver stadigt mere afvekslende og højdepunktet, synes jeg, er at tölte på redningsvejen ude ved Hjardemål klit. Her rider man langs kysten oppe på den gamle redningsvej, der bugter sig lidt op og ned. Bunden er kortklippet græs og lyng, hvilket giver den perfekte affjedring. Hestene har fundet deres rytme og holder tölten, selvom det går op og ned ad bakke. Det føles lidt som at køre i rutsjebane. Rytterne har også fundet rytmen og tør give den lidt mere gas, end de gør derhjemme.

Der er næsten altid flere slags nationaliteter med på turene. Det giver en særlig stemning. Vi har sunget drikkeviser på svensk, diskuteret Brexit med englænderne og dyrket yoga med en inder. Fire amerikanske kvinder var ved at falde af hestene i chok, da vi krydsede en nudiststrand. Jeg fik dog alligevel lokket dem ud og bade i Vesterhavet efter rideturen.

Hvis vejret er stille og lunt, tager vi til stranden om aftenen. Jesper hugger hovedet af en flaske champagne, og vi nyder udsigten og aftenens dessert, mens solen går ned over fiskerbådene.
Den sidste dag rider vi hestene hele vejen hjem langs stranden. Vi siger farvel og drømmer allerede om at komme igen næste år.

Derhjemme bliver hesten overrasket over, at vi pludselig skal til at tölte hurtigt gennem skoven med vinden i håret.

Tekst og billeder af Louise Kampmann

Se mere om Luksus Rideferie her

Har du også været på en fantastisk rideferie og har lyst til at dele dine oplevelse/erfaringer med andre, så skriv gerne en mail til amkr@zibrasport.dk

Charlotte Cook – en (dansk) verdensmester

Når man besøger stutteriet, fornemmer man tydeligt den store passion for heste og for sporten. Lige fra startboksene, den fint anlagte ovalbane og det store ridehus til de mange folde med alt fra føl og avlshopper til toptunet sportsheste. Charlotte Cook har en fortid både som jockey og dressurrytter, inden hendes kærlighed faldt på den islandske hest, som hun i dag rider på allerhøjeste plan. Således vandt Charlotte guld ved VM i pas i 2017, mens det i 2019 blev til sølv. Begge medaljer blev vundet på hoppen Sæla frá Þóreyjarnúpi.

Selv om Charlotte har boet i Danmark det meste af sit liv, er hun engelsk statsborger og rider derfor for Storbritannien:

Min far er brite, den gang jeg blev født, skulle man have samme nationalitet som sin far, så selv om jeg er født i Danmark af en dansk mor og har boet her stort set hele mit liv, så er jeg britisk statsborger. Jeg har søgt dansk statsborgerskab, men jeg har ikke fået det. Først fik jeg begrundelsen, at jeg ikke havde nok kendskab til dansk kultur og historie, og så tog jeg indfødsrets-prøven men fik afslag igen og fik at vide at min sag var lukket. Det er jo meget frustrerende, især når man har boet i landet altid, har gået i dansk skole, gymnasium og har læst til dyrlæge på et dansk universitet.

Charlotte Cook

Tingene kan blive yderligere kompliceret, hvis Charlottes ældste søn Malte på et tidspunkt bliver en del af det danske landshold. Det vil naturligvis give nogle udfordringer, hvis Charlotte rider på det britiske landshold, og Malte rider på det danske landshold.

Det må vi se på til den tid. Det gode for mig lige nu er, at det britiske hold er et fantastisk hold, og vi har det super godt sammen. Når jeg kommer ud til stævner her i Danmark, så er jeg jo ikke konkurrent på samme måde, og jeg kan passe mig selv, hvis man kan sige det sådan.

Charlotte Cook

Set med danske øjne er det stort, at vi har en VM guld- og sølvvinder boende i Danmark, men det ville naturligvis være dejligt, hvis det var de røde-hvide farver Charlotte repræsenterede, når hun vandt medaljer ved Verdensmesterskaberne.

 

Se også 9-årige Malte vil være Verdensmester som sin mor

Charlotte Cook vinder VM 2017