Skip to main content

Blogspot: Egen succes eller andres fiasko?

Du kender garanteret scenariet, hvor en rytter har mere fokus på sine konkurrenter og deres præstationer end sig selv til stævner. Måske er det en, du kender, en du rider mod eller måske endda dig selv.

I et blogindlæg på Riders NOTEBOOK stiller Vicky Mathiesen det store spørgsmål: Vil du vinde på baggrund af egen succes eller på grund af andres fiasko? Eller er det bare ligegyldigt, set i det store billede? I sit skriv tager Vicky fat i egne oplevelser med konkurrenter, der højt har kritiseret hendes deltagelse ved stævner, og hvordan det ikke er nogen skam at tabe til en, der er bedre end dig.

Læs hele det vigtige blogindlæg på Riders NOTEBOOK lige her.

Blogindlægget er udgivet i august 2019.

Læs også: Blogspot: Fra vanrøgt til million

Foto: Privat

Blogspot: Fra vanrøgt til million

“Jeg har ellers holdt lidt tilbage med denne historie om Choppers fortid, men nu føler jeg, at I fortjener den barske sandhed,” fortæller Victoria Isabell i hendes seneste blogindlæg. Og det er en tydeligt berørt pige, der nu vælger at åbne op for den historie, der går forud for hendes tid med hesten Chopper.

Sandheden er, at Victoria bestemt ikke overtog Chopper så smuk og dygtig, som han er nu. Tværtimod! Den store røde vallak har haft mange ejere gennem tiden, og hver eneste gang han begyndte at føle sig tryg, blev han sendt videre til den næste. Det var blandt andet noget, som hans udseende bar præg af. I indlægget fortæller Victoria historien om Chopper, og hvordan tingene ikke altid er helt, som de ser ud på overfladen.

Læs hele indlægget Fra vanrøgt til million lige her på PEEK.

Gammelt billede af Chopper. Foto: Privat

Blogspot: Psykisk syg og hesteejer

“Hestene er min redning, uden dem ved jeg ikke, hvordan mit liv ville være. Jeg kan ikke forestille mig et liv uden dem. De er min terapi, og de betyder alt for mig og min psyke. Men jeg har også mange udfordringer, fordi jeg tit ikke magter de mindste ting,” skriver Mille i sit blogindlæg på Riders NOTEBOOK.

I et ærligt og personligt indlæg fortæller Mille om, hvordan det er at have psykiske diagnoser og samtidig have en hest, der skal passes og rides. Det er fyldt med udfordringer, men samtidig det eneste rigtige, når hestene er dit liv. Og så er det altafgørende at have gode mennesker omkring sig til at hjælpe.

Læs hele blogindlægget Psykisk syg og hesteejer på Riders NOTEBOOK lige her.

Blogindlægget er skrevet tilbage i april 2022.

Foto: Privat

Blogspot: Fra unghest til Grand Prix

“Inden du vælger at investere i en ung hest, skal du gøre dig klart, hvor lang vej der faktisk er, før du kan ride på det sværeste niveau. Men selvom det er en lang, hård proces, så falder det alt sammen tilbage på dig – både på godt og ondt – og det er noget helt specielt. Den følelse, man får i maven, når man står på sejrsskamlen, er det hele værd.”

Sådan starter Line Padetzski sit blogindlæg på Riders NOTEBOOK, hvor hun fortæller om sine erfaringer med at uddanne heste fra bunden til Grand Prix niveau – vel at mærke som amatør uden uddannelse! Der er nemlig mange overvejelser, du bør gøre dig, før du kaster dig ud i projektet. Alt lige fra valg af hest til økonomi, valg af træner, opbakning og dyrlæge er emner, som Line tager fat i. Dine valg fra start er nemlig afgørende for, hvordan din og din hests lange rejse mod Grand Prix ender.

Du kan læse hele blogindlægget Fra unghest til Grand Prix – mine erfaringer som amatør lige her.

Blogindlægget er skrevet tilbage i april 2019.

Foto: Line Padetzski

Blogspot: Fra fed til fit sportshest

I 2014 var Minna taget ud for at se på fjordhesten Estel sammen med et par veninder. Synet der mødte dem var dog noget overraskende – Estel var nemlig meget overvægtig og kunne knapt gå 100 meter uden at blive forpustet!

På trods af overvægten så Minna potentiale i den kraftige fjordhest, og derfor valgte hun at tage ham til sig. I forbindelse med den forestående træning købte Minna et vægtmålebånd for at kunne holde øje med vægttabet, og det skulle vise sig, at det blev en god idé. Vægten viste nemlig skræmmende 950 kilos kampvægt for den kun 138 cm høje pony, som burde veje omkring 450 kilo. Det var altså bare med at komme i gang!

I Minnas blogindlæg på Riders NOTEBOOK fra 2019 fortæller hun om den vilde rejse, som de to gennemgik sammen og ikke mindst Estels forvandling fra at være fed til fit og rent faktisk kunne blive redet.

Læs eller genlæs hele blogindlægget på Riders NOTEBOOK her.

Fjordhesten Estel. Foto: Privat

Blogspot: Jasmin fik skåret hovedet af sin hest

Det lyder formentlig voldsomt i de fleste ører, men bag den dystre overskrift gemmer sig en kærlighedserklæring til Jasmins bedste ven ponyen Felex. De to havde været sjælevenner i 12 år, men i februar 2020 fik den 24-årige pony erklæret kræft – og der var ikke noget at gøre. Jasmin var på ingen måde klar til at give afkald på Felex, og derfor undersøgte hun mulighederne for, hvordan hun bedst kunne bevare mindet om ham efter hans død.

Læs også: Blogspot: Den rigtige hest til den rigtige rytter

Efter flere overvejelser faldt valget på en kremering af ponyens hoved. En beslutning der var ment som en smuk gestus, men som pludselig væltede Jasmins indbakke med hadefulde beskeder, der bl.a. indeholdt dødstrusler om, at hun selv burde få skåret hovedet af.

Læs den gribende fortælling

Læs hele Jasmins fortælling i hendes blogindlæg Ja, jeg fik skåret hovedet af min hest, der er en del af PEEK konkurrencen på Riders NOTEBOOK. Her fortæller hun om hele oplevelsen, som fik selv dyrlægen og krematoriet til at spærre øjnene op, samt hvordan hun efterfølgende oplevede bagsiden af at stille sig frem med sin historie.

Læs hele blogindlægget her.

Foto: Jasmin Bahnsen

Blogspot: Har du gjort stalden efterårsklar?

Efteråret har for alvor meldt sin ankomst, og det betyder blandt andet mere tid i stalden for heste såvel som ryttere. Rikke fra Stald Solbakken har i et af hendes seneste PEEK blogindlæg skrevet om, hvordan hun sikrer en efterårsklar stald, der er dejlig lys og ren at være i – til glæde for både hende selv og hestene.

Bliv klogere på de mange ting du kan gøre for at få stalden fuldstændig klar til efteråret i Rikkes indlæg lige her.

Læs også: Blogspot: Jeg købte en stjålet pony

Foto: Canva

Blogspot: Hvorfor du skal bruge telefonsælgertricket, når du træner din hest

Kender I det…. telefonen ringer, du tager den, og i den anden ende er en person, du ikke kender, der som det allerførste stiller dig et helt elementært spørgsmål, du simpelthen ikke kan svare andet end ja til? Eksempelvis: Hej Anne, det er Markus, jeg skal lige høre dig, om du går op i, at dyr ikke skal lide? (Hvem kan svare nej til dette?). Dette kalder Anne Søndergaard for “telefonsælgertricket” i sit seneste blogindlæg på Riders NOTEBOOK.

Læs også: Blogspot: Jeg købte en stjålet pony

Telefonsælgertricket kan være ualmindeligt irriterende, når det bliver brugt imod dig i telefonen, men strategien bag kan du faktisk tyvstjæle, når du skal træne din hest. Det handler i bund og grund om at stille hesten en opgave, som den rent faktisk kan løse. Bliv klogere på, hvordan du i praksis kan bruge tricket i din egen træning i blogindlægget, hvor Anne giver konkrete eksempler.

Læs hele indlægget på Riders NOTEBOOK her.

Træning af hest. Foto: Canva

Blogspot: Alle heste har udfordringer

“Kender du det? Du er så træt af at arbejde med det samme problem hos din hest. Om det så er, at den har svært ved bøje sig til højre, at køre i trailer eller at ride med andre på banen”. Sådan starter Julie Marie Albrecht Jensen sit blogindlæg “Alle heste har udfordringer” på Riders NOTEBOOK. Et indlæg som på mange måder er en kærlig reminder til alle, der indimellem mister tålmodigheden undervejs i processen med deres heste.

Det kan nemlig være utrolig demotiverende at blive ved med at kæmpe med det samme problem, mens det måske ser ud til at gå legende let for andre. Men her slår Julie et slag for, at vi bliver bedre til at se på problemerne som udfordringer, der kan gøre dig til en bedre rytter – noget hun selv gør en dyd ud af at lære sine elever.

Læs hele Julies indlæg på Riders NOTEBOOK her.

Foto: Julie Marie Albrecht Jensen

Blogspot: For tyk til at ride?

Overvægt er et ømtåleligt emne – i ridesporten såvel som i samfundet generelt. Alligevel tager Jasmin Bahnsen emnet op i sit seneste blogindlæg på PEEK med udgangspunkt i egne personlige erfaringer som overvægtig rytter. Overvægt på hesteryg er nemlig ikke noget, der går ubemærket hen. Ofte bliver der stillet spørgsmålstegn ved, om hesten lider overlast, og som rytter kan man få nogle “huk”, som Jasmin beskriver det, når man trods overvægt stadig vælger at ride.

I indlægget ser Jasmin tilbage på sin vægttabsrejse og gør status over, hvordan et vægttab på indtil videre 28 kg. har påvirket både hendes ridning og syn på, hvor grænsen for overvægt og ridning går.

Læs hele Jasmins interessante indlæg på PEEK her.

Jasmin Bahnsen før og efter vægttab. Foto: Jasmin Bahnsen

Blogspot: Jeg købte en stjålet pony

“Jep, I læste rigtigt. Jeg ejer en pony, som viste sig at være en stjålen pony.” Sådan starter Jasmin Bahnsen sit blogindlæg på PEEK. Et blogindlæg om en vanvittig rejse for hende selv, men ikke mindst ponyen Combo, som måtte igennem nogle kaotiske år, før han endeligt endte hos Jasmin – og først efter 5 år kunne hun for alvor kalde ham sin. På under fire år havde Combo haft ni forskellige ejere og været både stjålet, forsvundet og dukket op igen. Læs hele Jasmins gribende fortælling på PEEK her.