I Karina Josefsens seneste blogindlæg på Rider NOTEBOOK, kommer hun med et rigtig godt sparetip: I disse tider, hvor inflationen også kan mærkes i hesteholdet, kan et lunt måltid opblødte fiberpiller erstatte mash, hvis denne primært udgør et hyggemåltid.
I det seneste blogindlæg fra 28 årige Maria, der står bag bloggen “Fra dressur til tur” på Riders NOTEBOOK, tager hun fat på et emne, mange kvindelige ryttere kan relatere til. Nemlig ridning og graviditet. For hvad end du har valgt at gøre i forhold til ridning under din graviditet, eller hvad du tænker du vil gøre den dag du måske skal være gravid, er holdningerne mange og fordommene ligeså.
Jeg ved at mange andre rider under graviditet, nogen rider næsten helt indtil de skal føde – det vil jeg på ingen måde udskamme eller nedgøre, det her står for egen regning, hvordan jeg har det med ridning og graviditet.
Men jeg har igennem det her også opdaget, eller måske rettere jeg er blevet bekræftet i at jeg har hest for at ride. Jeg savner det noget så vederstyggeligt! Og jeg skal gerne erkende, at Fleur ikke får den samme opmærksomhed nu hvor hun ikke rides, som tidligere hvor hun blev redet. Jeg bruger ikke mange timer på at strigle, eller på at lave noget fra jorden.
Det siger mig absolut intet, det med at træne fra jorden.
Et gammelt ordsprog siger, at “man skal rejse sig ved det træ, man faldt ved”. Vi har også alle hørt sætningen “op på hesten igen”. Men er det faktisk det bedste? Kan man komme for hurtigt tilbage i sadlen? Har man lige glemt at mærke ordentligt efter, om man er helt klar igen, og om det faktisk er præcis den samme hest, man skal kravle op på igen? Sådan skriver Sanne Skovrider i et blogindlæg på Riders NOTEBOOK tilbage i 2018.
Nok er indlægget fire år gammelt, men det er på ingen måde mindre aktuelt i dag. Frygten for at sætte sig op på en hest fylder blandt mange hestefolk, særligt hvis man har haft en ubehagelig oplevelse. Men hvordan bekæmper man angsten bedst muligt? Svaret er formentlig forskelligt fra person til person, men i indlægget giver Sanne sit bud på, hvordan du med den rette hest kan komme tilbage i sadlen.
De fleste der starter til ridning som børn er tossede med heste i forvejen og synes ridning er sjovt. Men sådan startede det ikke for Jasmin. Hun var på ingen måde en hestepige – men det var hendes klassekammerater, og da de inden sommerferien mellem 3. og 4. klasse skulle vælge sommerferieaktiviteter, endte Jasmin med at krydse ridning af på sedlen af den simple grund, at alle de andre piger gjorde det samme.
Pigerne i klassen snakkede altid kun om heste, og derfor var Jasmin ikke populær blandt pigerne. Så sommerferie-ridningen blev et forsøg på at blive venner med de andre. Det gik ikke helt efter planen, da de fniste og snakkede om Jasmin i krogene – men til gengæld kickstartede oplevelsen en ægte hesteglæde, som aldrig har sluppet Jasmin, som i dag er 28 år.
Rideangst er for mange en fælles betegnelse for i større eller mindre grad at være bange eller utryg omkring heste og ridning. For nogen handler det om usikkerhed, mens det for andre er en decideret angst. Sandheden er dog, at der desværre hviler et tabu over det at døje med rideangst. Men netop det tabu ønsker Rikke Kongebo at gøre op med i et af sine blogindlæg i PEEK konkurrencen på Riders NOTEBOOK.
“Det er ikke noget, man skal være flov over eller være bange for at sige højt. Det er noget, man skal have lov at være åben omkring, uden at skulle forholde sig til dumme uvidende kommentarer,” skriver Rikke bl.a. i sit indlæg, hvor hun desuden åbner op omkring sin egen oplevelse med rideangst.
Her fortæller hun, hvordan andre forældre mente, at Rikkes mor tvang hende til at ride i starten, fordi hun ikke rigtig virkede til at ville eller turde. “Sandheden var, hvad de andre forældre ikke kunne vide, at jeg helt vildt gerne ville ride. Men det tager nogle gange tid for viljen at overvinde frygten,” skriver hun.
“Det vigtige ved horsemanship er hestevelfærd og kommunikation mellem hest og menneske, at skabe balance og harmoni.” Sådan skriver den nykårede PEEK vinder 2022, Victoria Isabell, i et af sine blogindlæg i konkurrencen. For Victoria er det vigtigt ikke kun at træne hesten fra hesteryg, men også fra jorden. Selvom nogen måske vil mene, at det er spild af tid, så oplever Victoria, at det skaber tryghed for hesten gennem ekstra tålmodighed i træningen, som giver hesten mulighed for at blive tryg ved nye ting uden pres.
“Giver du dig nogensinde tid til bare at gå en tur med din hest? Kan din hest gå korrekt i snor?”, spørger Victoria i indlægget. “Det kan faktisk være vildt svært at lære en hest at gå korrekt. Den må ikke gå og skubbe til dig, gå for hurtigt eller gå for langsomt,” fortsætter hun.
I sidste uge satte vi fokus på blogindlægget “Det er jo ikke det bedste materiale, du rider på” – et indlæg hvor rytteren Rikke fortæller om, hvordan hun har skullet høre for, at det ikke er det bedste “materiale”, hun kommer med, når hun har sine fjordheste med sig til stævner. I denne uge fortsætter vi med samme tema – for desværre er det en oplevelse, som mange kan relatere til.
I et nyt blogindlæg i PEEK konkurrencen på Riders NOTEBOOK tager Jasmin nemlig udgangspunkt i en velkendt sætning i ridesporten: “Har du penge, kan du få, men har du ingen, må du gå”.
Men behøver det nu også at være sådan? Er ridesporten kun for dem, som har pengene til at købe en færdiguddannet hest? Spørger man Jasmin, er svaret nej. Hun har aldrig ladet sig selv eller sine ambitioner stoppe af den holdning. I hvert fald ikke efter, at det gik op for hende, at alle heste jo starter et sted – som føl eller plage. Og siden da har hun selv arbejdet hårdt for at uddanne sine heste fra bunden. Det har hun nu gjort med to heste.
Fælles for dem begge er dog, at Jasmin ofte fik at vide, at de aldrig ville blive til noget, og hun blev gentagende gange mødt af dømmende blikke, fordi hun ikke fra start dukkede op med en flot og færdig hest til stævnerne. Men selvom det er en hård og lang rejse, så fortæller hun, at det er det hele værd, at kunne forvandle den “grimme” ælling til en smuk svane. Læs Jasmins blogindlæg “De bliver aldrig til noget”, hvor hun fortæller om rejsen med sine to heste Lucky og Vinci her.
Man skal næppe have været særlig længe til et ridestævne – stort som småt – før man vil opleve den famøse klik-lyd og andre mere eller mindre finurlige måder for tilskuerne at ride med på. For mange hestekyndige er det en ren refleks, som hvis man selv havde siddet på hesten, men kan det i virkeligheden gå hen og blive til gene for ekvipagen på banen?
I et blogindlæg under PEEK konkurrencen på Riders NOTEBOOK tager Luna Nielsen temaet op. Hun kan heller ikke selv sige sig fri for at være lidt af en barriererrytter til tider, men samtidig oplever hun, at det kan være enormt generende for hende selv og hendes unge heste, når fremmede giver signaler til dem, når de er på banen. Faktisk kan det være så forstyrrende for hendes hest, at det bliver fuldstændig uoverskueligt for den at skulle udføre den opgave, som Luna har sat den til.
“Bare fordi man har en anderledes hest, kan man sagtens være en seriøs rytter.” Sådan starter Rikke sit blogindlæg på Riders NOTEBOOK. Desværre bliver hun indimellem mødt af løftede øjenbryn, når hun har sine fjordheste med til spring- og dressurstævner.
Senest blev hun mødt af sætningen “Ved du ikke godt, at det ikke er det bedste materiale, du rider på?” fra en dommer, som ellers mente, at hun red flot. Men er materialet nu også det vigtigste, når det kommer til stykket? Det spørgsmål stiller Rikke i sit indlæg. Hun er godt klar over, at hendes fjordheste selvfølgelig kan have det svært mod de langbenede heste, men det ændrer ikke på alt det, som de rent faktisk kan. For som Rikke skriver: “Når alt kommer til alt, så kommer det ikke altid an på materialet, men hvad du gør med det, du har.”
Som hesteejer ved man, at der er mange faste månedlige udgifter som f.eks. opstaldning og smed. Men så er der også de uforudsete udgifter, som når dyrlægen pludselig skal forbi – og det kan hurtigt løbe op. “Er der nogle grænser for, hvor mange penge man vil bruge på ens hest, ens gode ven, ens soulmate?,” spørger Maria i hendes seneste blogindlæg på Riders NOTEBOOK.
Et relevant og ærligt indlæg med et spørgsmål, som mange hesteejere før eller siden må stille sig selv – hvor meget kan og vil jeg bruge på min firbenede ven? Sådan en situation står Maria selv i for tiden. Hendes pony Fleur har forskellige skavanker, som kræver udredning, mens hun selv er gravid og derfor også skal bruge penge på den kommende familieforøgelse. Det har tvunget Maria til at beslutte, hvad hun egentlig er villig til at bruge på Fleur, selvom det for mange kan være et tabu at indrømme, at der er en grænse for, hvor meget man kan ofre på sin hest.
Ligesom med tøj, hår og indretning, så har ridesporten naturligvis også båret præg af forskellige trends gennem tiden. Nogle mere stilfulde end andre, men fælles for det hele er, at det altid er sjovt at kigge tilbage på nogle af de tendenser, som vi sukkede efter eller brugte hele vores opsparing på.
Line Saunte har været en tur ned ad “memory lane” i sit PEEK blogindlæg “Trends fra mine teenageår” og fundet fem af ridesportens trends fra 00’erne frem, som hun særligt husker fra sin ungdom:
Lykkebamsen i fortøjet
Man oh man hvor har jeg set mange små og store piger til ridestævner, som hver især havde en lille bamse-nøglering siddende i fortøjet til springstævner. Det var en form for lykkecharm, som jeg er sikker på var datidens “Lykkeengle”. Jeg købte faktisk en bamse, da jeg var 11 eller 12, som jeg var sikker på skulle være min “Lykkebamse i fortøjet”. Dog fik jeg aldrig min egen pony, men det har jeg nu, og bamsen er selvfølgelig også gemt, så når vi får vores stævnedebut kommer I helt sikkert til at se os med en bamse i fortøjet!
Hvem husker ikke også de populære rosetpandebånd? Jeg husker dem i hvert fald tydeligt! De var virkelig in – specielt hvis man browsede igennem Hestegalleri. Her kunne man både se billeder af rosetpandebånd på diverse populære heste på HG, men man kunne også snildt finde en tutorial eller 10 på, hvordan man lavede sit helt eget rosetpandebånd. Dengang syntes jeg, det var det ultimativt fedeste – den dag i dag er jeg glad for, at trenden er forsvundet sammen med de low rise jeans.
Burberry alt
Det jeg husker tydeligt fra min rideskoletid var også Burberry mønsteret. Jeg var så mega misundelig, da en af de store piger kom ridende ind på sin hest med et “Burberry” fleecetæppe. Snart vrimlede det da også med underlag, transport-gamacher, bandager, tæpper, grimer – jamen alt med Burberry-printet på.
Snobby & Snuske var kæmpe store i 00’erne! Jeg var i hvert fald helt sikkert ikke alene om at elske tegneserien om den snobbede dressur-hest og den pjuskede lille dovne pony. Pludselig begyndte der at komme tæpper og underlag med Snobby & Snuske på, og de var højt på min ønskeliste, det indrømmer jeg gerne! Jeg kan stadig godt tage mig selv i at overveje om ikke liiiige det der gamle slidte underlag med Snobby & Snuske fra Facebook Marketplace ikke lige skulle med mig hjem. Jeg er ikke faldet for fristelsen endnu – men jeg lover ikke, at det holder.
Anky underlagene
Jeg hoppede aldrig selv med på bølgen, men nøj hvor har jeg spottet mange forskellige Anky underlag i løbet af mine år på rideskole. Hvis I kke ved, hvad et Anky underlag er, så er det de der chunky firkantede underlag, som kun havde vandrette syninger – hvis de da havde nogle. De var klodsede at se på, og kunne fås i alverdens mærkelige farver. Specielt husker jeg det Anky underlag med det britiske flag på. Jeg er ret sikker på man stadig kan købe Anky underlagene i dag, men de er i hvert fald ikke spottet nær så meget som i 00’erne.
“Min pony Felex var mit et og alt. Han var den pony, jeg voksede op med. Ponyen jeg har oplevet alt med. Ham der stod ved min side i gode og i dårlige tider,” skriver Jasmin Bahnsen i sit PEEK blogindlæg.
Gennem mange år og gode som hårde tider havde Felex været Jasmins anker, og derfor var det en stor drøm for hende, at ponyen skulle bære hende op ad kirkegulvet og give hende væk til hendes kommende mand. Da Jasmin blev forlovet i januar 2020, glædede hun sig med det samme til at skulle planlægge brylluppet og ikke mindst Felex’ rolle i kirken, men bare få dage senere opdagede hun en svulst på ponyen.
Den 24-årige pony havde fået en agressiv kræftform, som vendte op og ned på alting. Han stod ikke til at redde og kun tre uger efter måtte Jasmin sige farvel til sin bedste ven. Det skulle dog ikke forhindre ponyen i at få en helt særlig rolle på Jasmins bryllupsdag.
