Skip to main content

Lever af at ride i USA: Sport i en helt anden kaliber

Artiklen er fra Riders NOTEBOOK august 2021

Katharina er en rutineret springrytter og har blandt andet været placeret i internationale 1.40-klasser ved finalen af Baltic Cup. Det var før, at hun som 17-årig brækkede bækkenet seks steder som følge af en slem ulykke med en af sine heste.

“Jeg red en ung hest, som stejlede, mistede balancen og væltede bagover. Den landede lige ovenpå mig, og der fik jeg knust mit bækken,” fortæller Katharina. “Jeg var junior, og mit store mål på daværende tidspunkt var at blive udtaget til Nordisk Mesterskab. Det skete ikke på grund af uheldet. Jeg var på hospitalet i lang tid, og genoptræningen tog længere, end jeg egentlig havde forventet. Mit sidste juniorår endte med at blive mere eller mindre spildt.”

Ulykken skulle dog ikke sætte en stopper for unge Katharina, der færdiggjorde gymnasiet og sin genoptræning – og flyttede til udlandet. “Da jeg endelig var færdig med al genoptræningen, valgte jeg at flytte til Tyskland ned til Karina Truelsen og hendes mand, Mike Leichle. Der lærte jeg blandt andet om, hvordan man kommunikerer med kunder, sælger heste og køber heste. Jeg red ikke så mange stævner, da jeg red hos dem, men jeg lærte en hel masse andet om industrien, som jeg har brugt meget af siden. Det var også gennem Mike og Karina, at jeg kom i kontakt med hende amerikaneren, som jeg arbejder for nu. Hende har jeg arbejdet for de sidste fem år.”

“Jeg lærte hende at kende, fordi det var en af Mikes kunder. Jeg var egentlig lidt brændt ud af det hele og ikke sikker på, at det var det her med heste, jeg ville. Men så spurgte Mike, om jeg kunne være interesseret i at komme til USA for at ride og prøve noget nyt. Jeg tog chancen og flyttede hertil, og jeg har været meget, meget glad for det siden,” forklarer Katharina, der i dag har mange roller og meget ansvar i stalden. “Da jeg først kom herover, der var jeg egentlig bare rytter. Nu står jeg for alt i stalden lige fra at kalde dyrlæge, lave stævnekalender, udarbejde rapporter på alting, sælge heste, købe heste, you name it.”

Den smukke farm med det hvide hegn bag staldene. Foto: White Fence Photography

Ugevis af storslåede stævner

Når de ikke er til stævne, er det hovedsageligt på farmen Crooked Willow Farms i Colorado, at Katharina bruger sin tid med hestene. Her står der omkring 25 heste på stald, og der er cirka 50 heste i alt på ejendommen. Hvert år får de tre til fire føl, selvom det tidligere har været flere. Igennem vinteren flytter de alting til Florida, hvor Katharinas chef ejer en anden farm. Der bor og rider de tre måneder om året. Farmen ligger kun 10 minutter fra et nyt og kæmpestort hestesportssted i Ocala, der hedder World Equestrian Center. De pompøse faciliteter er en meget god repræsentation af, hvad ridesporten er for en størrelse i USA. Amerikansk hestehold, avl, handel og konkurrencer står nemlig i skarp kontrast til de forhold, vi kender fra Danmark og resten af Europa.

“Det er et megastort stævne og virkelig fedt at være på World Equestrian Center. Kvaliteten er helt i top. Det er helt sikkert noget, der kom bag på mig, da jeg først flyttede herover. Det er helt vildt, hvad folk kan bruge af penge på at udvikle de her centre. Folk slæber også sofaer, fladskærme og alt muligt med til stævne, som de sætter ude foran deres bokse. Det er en helt anden mentalitet herovre. Det er desværre også lidt på grund af, at det er så dyr en sport at dyrke. Derhjemme er det også dyrt, men det er en helt anden kaliber her. Normale mennesker kan bare ikke være med, fordi det er så vanvittigt dyrt. Det er en meget eksklusiv sport herovre,” fortæller Katharina.

Det er ikke kun omkostningerne ved sporten, der er mere ekstreme end her i Danmark. Stævneplanlægning er næsten en sport i sig selv, for der er strenge regler for afvikling og desuden langt til de stævner, man kan vælge at ride. “Vi rider ret tit stævner, men stævner herovre er meget, meget anderledes end derhjemme. Der er en regel om, at der ikke må være to stævner, der foregår på samme tid, som er mindre end 250 miles fra hinanden. Det svarer til lige over 400 kilometer. Det skal være mere end det. Derfor gør de det også svært at have stævner tæt på. Der er ikke nogle stævner, hvor man bare lige kører til i en weekend. Det er altid flere uger i træk. Lige nu er vi hjemme i Colorado, og normalt rider vi fire-fem ugers stævne her om året. Alt andet er i andre stater. I næste måned tager vi til Traverse City i Michigan, og så er vi meget i Californien og i Texas.”

“Vi plejer at have otte-ni heste med til stævne. Min chef har selv tre heste, som hun altid rider, og så rider jeg resten. De tre, som hun rider, det er hendes faste, hvorimod de heste jeg rider, de er som regel salgsheste,” fortæller Katharina.

Katharina og Bella Balou. Foto: Captured Moment Photography

Dyre og flotte heste – sjældent med papirer

En stor del af Katharinas arbejde består i at uddanne og sælge heste, og det indebærer også at købe dem. Det er en helt anden og meget sværere proces at finde gode heste i USA, end det er i Europa. Det skyldes flere ting. Dels er ridning en nichesport, der er forbeholdt de rigeste i landet. Derudover er avl også af ret lille betydning – især set i lyset af hvor dyre heste det er, der bliver handlet.

“Det er helt unikt marked. For de fleste amerikanske ryttere og hesteejere har afstamning ikke den store betydning. Selvfølgelig er der nogle, som går meget op i det, men generelt har afstamning ikke den samme værdi, som det har derhjemme. De har et meget større fokus på ridelighed, temperament og udseende,” siger Katharina. Hestens udseende drejer sig ikke blot om eksteriør, som vi måske ville antage herhjemme. Tværtimod faktisk. Det helt centrale er, om hesten er flot. Og så må den også gerne være lidt til den tykke side, forklarer hun.

“Udseendet betyder enormt meget herovre, de vil kun have attraktive heste at kigge på. Hvis den ikke er så køn, så går det altså ikke. Det betyder rigtig, rigtig meget. Jeg prøver altid at finde heste, som er flotte, og så kan de også godt lide dem lidt halvtykke. Typer der er sådan lidt buttede, det er bare ‘in’.”

Katharina fortæller om en af de heste, hun for nyligt har importeret fra Danmark. Han er allerede blevet taget godt imod, og Katharina ved godt hvorfor: “Det er en virkelig, virkelig sød hest. Han er rød med fire hvide sokker og en bred blis. Jeg havde ham med til stævne for første gang de sidste to uger, og alle er helt vilde med ham. Han er lille, mega-tyk og bare virkelig sød at se på, og det er lige de typer, de elsker. Nu skal han bare ‘flippes’, forvandles lidt og have en lidt mere amerikansk måde at rides på.”

For selvom amerikanerne går meget op i hestenes udseende, er der selvfølgelig også krav til, hvordan de skal være i temperament og at ride. De krav ligger rigtig langt fra den typiske konkurrencehest, som vi kender den, og det kan gøre det til en endnu sværere proces at finde heste. “Hestene skal springe på en helt speciel måde, hvor de springer og kigger ind igennem deres forknæ. Det kan godt være lidt svært at finde, for man rider jo helt anderledes i Europa i forhold til i USA. Det er svært at se, om de europæiske heste egentlig springer, som man gerne vil have det. Man skal have en fantasi om, hvordan man tror, de kan springe, hvis man rider dem lidt anderledes.”

Det er sjældent, at Katharina har mulighed for at tage til Danmark og Europa for at se på heste, så det foregår også på helt anden vis, end vi normalt er vant til. “Vi ser rigtig mange videoer. Nu er jeg også heldig, at jeg har mange veninder og kontakter, som jeg stoler på. Det er der, jeg får hestene fra. Jeg får ikke mine heste fra nogen, jeg ikke kender. Jeg har et par gode kontakter, som altid er på udkig efter heste, og hvis de føler, at der er noget, der er min type, så får jeg en masse videoer. De sidste par heste jeg har købt, de har ikke været nogen, jeg har siddet på før.”

Det er omkostningsfuldt at transportere heste fra Europa til USA, men det er på imponerende vis stadig billigere end at finde hestene i USA, fortæller Katharina. “Det er helt sikkert stadig meget billigere at købe heste fra Europa og importere dem. Det er meget, meget, meget dyrere i USA. De avler ikke rigtig selv her. Det er primært private personer, som synes, at det er sjovt at få et føl her og der. Men der er ikke på nogen måde mange stutterier, der virkelig avler og har fokus på at lave gode heste. Det er også derfor, at der er så mange amerikanere, der tager til Europa for at importere deres heste. Fordi Europa har bare bedre heste.”

Crooked Willow Farm. Foto: White Fence Photography

En helt anden måde at ride på

For bedre at forstå hvorfor hestene skal være, som de skal, for at blive betragtet som gode rideheste i USA, giver det mening at sætte sig lidt mere ind i de særlige amerikanske discipliner: hunter og equitation. Begge er relativt sammenlignelige med championater og stilklasser.

Mange har nok hørt om hunter-disciplinen og kan genkende kravene om den snorlige forbensteknik og nemme, medgørlige hest. Det gælder om at springe, men forhindringerne er ikke store, og der er ikke præmie for at ride hurtigst. Det handler derimod hovedsageligt om hestens lydighed. Banen er forholdsvis enkel med simpel linjeføring og nedtonede spring uden for meget fyld. Hesten skal gå på almindeligt trensebid, og det trækker ned, hvis den for eksempel vrinsker rundt på banen. Man vurderer blandt andet hestens gangarter, om den går i samme rolige tempo hele turen, om den går på de rigtige antal galopspring, og om den changerer rent. Ridtet skal se nemt og komfortabelt ud, og det er kun hesten, der bedømmes.

Springbanen i equitation er typisk lidt mere teknisk og med mere fyld under forhindringerne. Her er det ikke hesten, men rytteren der bedømmes. Derfor bruges disciplinen også primært til at uddanne unge ryttere. “Det, de bruger equitation rigtig meget til herovre, det er som en juniorsport. Hele tanken bagved equitation er, at det gør unge ryttere klar til ridebanespringning. Der er en masse store finaler i equitation,” forklarer Katharina. “Equitation er meget en blanding af ridebanespringing og hunter. Hestene går mere rundt som en hunter, men det er kun rytteren, der bliver bedømt.”

“Jeg rider både hunter og springning. Equitation er mest for juniorer, så det gør jeg mig ikke så meget i. Jeg laver hestene til juniorer og sælger dem som equitation-heste, men det er ikke rigtig noget, som voksne ryttere konkurrerer i. Man kan godt, men det er ikke så stort.”

“Jeg elsker den proces med at ‘lave’ dem til amerikanske heste. Det er en helt anden type hest, som de leder efter herovre. Jeg synes, det er rigtig sjovt at finde de typer heste derhjemme fra Danmark, Tyskland eller andre steder i Europa og lave dem om til de her rigtig gode, stabile, amerikanske heste. Det, jeg prøver, er egentlig at lave lidt et navn for mig selv, hvor folk ved, at hos mig kan de finde en god, stabil juniorhest, hunter eller equitation-hest. Nogle gange også springheste, men markedet for junior, hunter og equitation-heste er bedre og større end for springheste herovre.”

De smukke bokse på Crooked Willow Farm. Foto: White Fence Photography

Stadig det fedeste at kunne ride en Grand Prix

Selvom Katharina vil skabe et navn for sig selv, der relaterer sig til uddannelse af de unikke, amerikanske heste, så har det ikke sat en kæp i hjulet på hendes ambitioner i springning. Heldigvis har hun mulighed for at holde sin form ved lige, for hendes chef sørger altid for at lade Katharine beholde mindst én hest i stalden, der kan gå de store springklasser. Hun rider stadig Grand Prix, og det har hun også tænkt sig at blive ved med, når hun en dag er færdig med at lave gode heste til hunter og equitation-disciplinerne.

“Jeg har en Grand Prix-hest på nuværende tidspunkt, som jeg har redet de nationale Grand Prixer på det sidste år til halvandet års tid. Han blev desværre skadet i Florida i år, så han har stået siden da. Normalt har jeg altid en hest, som jeg rider større på. Ellers har jeg ungheste og heste, jeg prøver at uddanne og gøre klar til salg. Jeg elsker stadig at ride de større klasser, og det er mit mål altid at have en, som jeg kan gøre det på. Det er også det, der så dejligt ved min chef. Hun giver mig altid lov til at have i hvert fald en, som ikke behøver sælges, men som jeg bare kan have det sjovt med og ride nogle af de større klasser på.”

Netop relationen til sin chef sætter Katharina rigtig stor pris på. Den er god og baseret på tillid og respekt. “Jeg føler mig virkelig heldig, for der er aldrig noget pres på. Jeg ved, at der er mange andre ryttere, som, når de rider stævner, har meget stort pres på for at skulle vinde eller ride nul. Der er også eksempler på, at hvis man laver fejl, så bliver man lidt ‘afstraffet’, og det er bestemt slet ikke sådan et forhold, jeg har til min chef. Hun er altid meget støttende og bakker altid op omkring det, jeg gør. Hun vil egentlig bare gerne have, at jeg udvikler mig og bliver en bedre rytter. Jeg føler mig meget heldig. Jeg har altid i hvert fald en rigtig god hest at ride på,” forklarer hun.

De gode heste er absolut en fordel, når man vil ride på det højeste niveau. Det alene er dog ikke nok, og Katharina spiller selv en vigtig rolle i fortsat at kunne ride på Grand Prix-niveau. Hun uddanner nemlig de fleste af hestene selv. Det er også blandt de bedrifter i det amerikanske, som Katharina er allermest stolt af.

“Det største for mig og mine egne mål herovre er helt sikkert, at jeg har været i stand til at udvikle en række heste til Grand Prix-niveau. Det er jeg meget stolt af. De heste, jeg har redet i de forskellige Grand Prixer, det har ikke været heste, som har gået det før. Det er altid sjovt, når man føler, at man har været en del af deres uddannelse og af, at de kan gå det, de kan. Det er stadig det fedeste at kunne ride en Grand Prix. Det er altid sjovt at gøre alt det andet også, men der er ikke noget, der slår den følelse af at kunne gå ind i en af de store klasser og levere et godt resultat.”

Fremtiden byder på mange ting for Katharina – men Danmark ser ikke ud til at være en af dem. Det er dels på grund af hestene, men også fordi hun har mødt en ganske særlig person i det amerikanske: sin forlovede.

“Da jeg flyttede herover, var det egentlig kun meningen, at jeg skulle være her et år. Men så mødte jeg min nu forlovede, og han er også en stor grund til, at jeg ikke regner med at skulle hjem foreløbigt. Jeg savner helt sikkert stadig min familie og nogle af mine venner derhjemme, og det har været rigtig hårdt med corona, fordi vi har ikke været i stand til at kunne rejse eller se hinanden. Men jeg er meget glad for at være her, det er jeg helt sikkert.”

Det er dog ikke til evig tid, at Katharina ser sig selv leve af at ride og uddanne heste. Selvom hun gerne vil blive ved med at ride – og også på højt niveau – så er hun ganske bevidst om sine drømme om fremtiden: “Det, jeg egentlig rigtig godt kunne tænke mig, er at have et par stykker af mine egne heste og rejse rundt og ride dem. For det er en svær industri at være i, og nogle gange virker det, andre gange virker det ikke. Det er min drøm om 10 års tid at få min amatørstatus tilbage og bare fokusere på at springe nogle større klasser og større stævner,” fortæller Katharina til slut.

Måske en dag vi er heldige at få Katharina på besøg på de danske stævnebaner igen. Indtil da kan du følge med i hendes spændende liv i USA på både hendes personlige Instagram-profil og på Crooked Willow Farms’.

Riders NOTEBOOK

Andreas Helgstrand: Det er min dårlige samvittighed

Mediet Vigeur arrangerede forleden et event med tøjmærkestifter Lars Riis og hestemanden Andreas Helgstrand.

Og her kom der nogle sandheder på bordet i forhold til afsavn, når man er en travl forretningsmand.

Læs også: Jovian og Andreas Helgstrand på knap 79%

’’Jeg tænker ikke så meget over, om jeg arbejder for meget. Men jeg kan godt få lidt dårlig samvittighed over for min søn William, der gerne vil have os med, når han skal køre gokart.

For selvom jeg prøver at prioritere det, så er han ofte nødt til at tage med de andre forældre. Det accepterer han, for det er trods alt bedre at komme afsted med dem, end slet ikke at komme afsted,” lød det fra Andreas, der udover William også er far til Alexander, som er dressurrytter. Ligesom sine forældre.

Læs også: Alexander Helgstrand liveinterview

I samtalen med Lars Riis forklarede Andreas også, hvordan han har skabt så stor en succes med at sælge og købe heste.

’’Jeg køber kun en hest, hvis jeg ved, at jeg kan tjene mange penge på den. Jeg tænker altid stort. For tænker man stort nok, men man kun opnår det halve, så har man stadigvæk nået mere end de fleste,’’ fastslog han.

Læs hele artiklen her

Michala: Han var bare mega cute!

“Han har en helt fantastisk personlighed. Jeg har aldrig mødt en pony med så stor personlighed,” fortæller Michala i den nyeste “Vis mig din pony”-video, som du kan se nedenfor.

Sunday Surprise er en femårig welsh-pony, og han har lært Michala en masse.

Han var en kæmpe udfordring for mig, og det er han stadigvæk, men han har rykket mig vildt langt i min ridning.

Michala

Se hele videoen nedenfor – og se mange flere Vis Mig Din Pony-indslag her

Når heste redder liv

Ifølge tal fra 2020 får 15 procent af alle danske børn og unge stillet en psykiatrisk diagnose, før de fylder 18 år. I dag har cirka 580.000 mennesker svarende til hver tiende dansker en psykisk sygdom. Hver tredje får stillet en psykiatrisk diagnose i løbet af livet.

24-årige Amanda Bonnevie vil ændre stigmaet omkring psykiske sygdomme og være med til at nedbringe tvangen i psykiatrien. Hestene er både hendes frirum og forpligtelse, og de spiller en vigtig rolle i at holde Amanda væk fra indlæggelser og på den rette vej mod bedring.

Heste som terapi

Det var islænderhoppen Sprengja, som reddede Amandas liv, og nu er det hendes første egen hest, Kilgast’s Shamira, der hjælper med at holde hende i live. Shamira er utrolig sensitiv og mærker virkelig Amanda. På hende kan og skal Amanda være i nuet og fokusere på at ride. Når hun rider på Sprengja, så kan hun mærke sig selv. “Det er ikke altid særligt rart, men det er nødvendigt,” siger Amanda og fortsætter:

“Det er ren terapi at være med sin hest. Man er tvunget til at være til stede på en anden måde, fordi de mærker alt og reagerer med det samme, hvis man er et andet sted mentalt. Sprengja og Shamira er virkelig to terapeuter for mig på deres helt egen måde.”

Hun tilføjer, at heste kan flere ting, som mennesker måske ikke altid er de bedste til: “Heste kan først og fremmest lytte uden at svare. For man har ikke altid brug for et svar, man har ikke altid brug for løsninger. Nogle gange har man bare brug for at sige det højt.”

“Når jeg holder foredrag om for eksempel forebyggelse, selvskade eller tvangstanker, så nævner jeg altid hestene som mit frirum. Selvfølgelig giver de anledning til en masse bekymringer, men de giver mig også ansvar, tryghed og en pause fra alt det andet,” forklarer Amanda, der har ansvaret for stalden på botilbuddet Egholt, hvor hun bor og har sin hest, Shamira.

“Jeg skal op og fodre, jeg skal lukke hestene ud og ind, når de ikke går på døgnfold, og så skal jeg også ordne stalden senere, medmindre nogen har gjort det for mig og fodre til aften. De skal rides, og jeg skal planlægge stævner, hvis det er det, jeg vil. Der er noget struktur i det. Hvis jeg ikke står op om morgenen og fodrer for eksempel, så er der måske en anden, der gør det. Men så er det ikke sikkert, at de får det rigtige mad, og det er især vigtigt for min hest, fordi hun er mavesårshest.”

Amanda Bonnevie og Kilgast’s Shamira. Foto: Equiphoto/Annika Holm

Ansvarlighed betyder ikke, at man står alene

En af miljøterapeuterne på Egholt, Anne Leonhard, har været og er til stadighed en helt central støtte for Amanda. Anne er også hesteansvarlig på stedet, og det er hende, der blandt andet har hjulpet Amanda til at blive klar til at eje egen hest og med at finde hesten, Shamira, for tre år siden.

“Det fede ved Anne og de andre voksne her er, at de ikke bare har givet mig lov til at have hest for så at ‘droppe mig af’ og lade mig klare det hele selv. Det er mit ansvar, men jeg er aldrig alene til at træffe svære beslutninger, og jeg bliver altid støttet og hjulpet,” fortæller Amanda.

“Jeg får hjælp til at ringe og køre til dyrlæge, hvis min hest fejler noget for eksempel. Jeg bliver ikke bare ladt i stikken med min hest. Egholt har valgt, at jeg har hest, så derfor har de også valgt at støtte mig i den proces, det er at have hest. Anne tager med i det omfang, det er muligt, så jeg ikke skal være alene heller. I sidste ende er det mine valg og mine beslutninger, men jeg føler aldrig, at jeg står på egne ben og skal klare mig selv.”

Det er desuden på hesteryg, at Amanda føler, hun kan komme ansigt til ansigt med nogle svære samtaler uden at flygte:

“Mange af de ting, jeg har lært, dem har jeg netop lært ude hos hestene. Det har været, når Anne og jeg har været på tur, og vi så har kunnet snakke sammen om, hvad det er, der sker, når det går dårligt. På en skovtur der galoperer jeg ikke bare hjem og efterlader Anne ude i skoven. Det gør man jo ikke. Fordi jeg ikke har kunnet flygte fra det, så jeg har været tvunget til at blive i samtalen, og det har været godt. Jeg har kunnet lære af at ‘okay, min hest døde ikke af, at det her skete’, og jeg har lært at sætte ord på, ‘hvad var det, der skete for mig i det her?’. Jeg har lært at håndtere mit temperament og mine følelser, fordi Shamira forstår jo ikke, hvis jeg bare lige pludselig står og råber ad hende. Nogle gange når jeg har reageret, og hun bare har stået og kigget, har jeg tænkt ‘undskyld, det var ikke med vilje’. Heldigvis tilgiver heste ret hurtigt, og det er også det gode. De kan virkelig bare et eller andet.”

“Nu er det som regel om aftenen, at det hele ligesom crasher for mig,” fortæller Amanda og fortsætter:

“Men uanset hvor dårligt jeg har det, uanset hvor træls, jeg synes, at det hele er — jeg kan være gået her fra Egholt og tænkt ‘jeg gider ikke det her liv mere’, men så kommet i tanke om, at min hest ikke har fået mad endnu. Så har jeg været nødt til at gå hele vejen tilbage igen for at fodre hende, og så kunne jeg gå igen, fordi så har jeg sørget for hende. Hun regner jo med mig, og selvom jeg ligger i min seng og har det mega-dårligt, så skal jeg nok slæbe mig ned og fodre hende, for hun skal have mad. Ansvaret har stor betydning for mig og mine handlinger.”

Amanda Bonnevie og Kilgast’s Shamira. Foto: Equiphoto/Annika Holm

Aktivist, underviser og app-udvikler

En af de ting, som Amanda går særligt op i, er, at man ikke er en diagnose – man har en diagnose. “Selv når jeg er ude at undervise paramedicinere, og der er ledende oversygeplejersker og ledende overlæger til stede, bliver jeg indimellem nødt til lige at stoppe dem og spørge ‘hun er vel ikke skizofren, hun har vel skizofreni?’. Jeg oplever heldigvis, at der bliver taget rigtigt godt imod det, og jeg føler mig virkelig hørt til de her foredrag og kurser, særligt når jeg er kursusleder.”

Amanda er bestemt et slående eksempel på, at man ikke er sin sygdom, og hun er involveret i mange store og spændende projekter. Hun er ambassadør for foreningen EN AF OS, der blandt andet kæmper for at afstigmatisere psykisk sygdom, og det er ofte igennem dem, at hun er ude at holde foredrag og undervise.

Derudover har Psykiatrien i Region Sjælland en forsknings- og formidlingsenhed, der kaldes Kompetencecenter for Relationer og Deeskalering, og her er Amanda også engageret. Centeret har blandt andet til formål at nedbringe tvangen i psykiatrien, og det er som nævnt en anden sag, der ligger Amanda meget nært.

I samarbejde med Regionen har Amanda været med til at lancere en app, som tilbyder hjælp og mestringsstrategier til både selvskadende brugere, pårørende og sundhedsprofessionelle. Appen hedder SAFE, og den udvikles hele tiden. Amanda sidder i arbejdsgruppen og hjælper med praktiske erfaringer, der er målrettet tryg deeskalering og forebyggelse af tvang i psykiatrien.

Amanda Bonnevie og Kilgast’s Shamira. Foto: Den Smukke Hut/Kee Frandsen

Psykisk sygdom skal ikke være et tabu

“Det er ikke farligt at tale om psykisk mistrivsel,” siger Amanda. Det kan tværtimod være farligt at insistere på at være alene med det. “Det er vigtigt at have en fortrolig, som ikke dømmer, og som ikke prøver at komme med alle løsningerne. Man har brug for folk, der bare lytter, og folk der kan rumme sygdommen og symptomerne,” siger hun og understreger vigtigheden i at få professionel sundhedsfaglig hjælp.

Pædagogerne og terapeuterne på Egholt er godt rustet til at hjælpe de børn, unge og voksne, som benytter sig af enten dagtilbuddet eller bostedet. Amanda forklarer, at de hjælper hende til at håndtere at være i det, når hun har det dårligt.

Generelt betyder det rigtig meget for Amanda, at der nu er voksne, som viser, at de stoler på hende, og som tror på, at hun kan magte det ansvar, som det er at have hest.

“Det har givet mig virkelig meget. Det tog noget tid, fra jeg flyttede ind, til jeg måtte få hest, men det var også bare det, der gjorde, at jeg så lige pludselig ikke var indlagt hele tiden. Det kunne jeg jo slet ikke, for hvem skulle så passe på min hest? Det kan godt være, at de andre kan fodre hende, men ingen kan jo gøre det lige så godt, som jeg selv kan. Så det var det, at jeg fik egen hest, der gjorde, at jeg stoppede med at blive indlagt.”

“Jeg har det stadig dårligt til tider, og i perioder har jeg det elendigt og er helt nede i kulkælderen. Grundlæggende har jeg det egentlig nok på samme måde psykisk, som før jeg fik Shamira. Men jeg har udviklet mig på mange områder både ansvarsmæssigt, og i forhold til hvordan jeg tackler svære situationer med min hest, hvis der er et eller andet rutinemæssigt, der er gået kludder i. Nu kan jeg også bedre snakke om, hvad, jeg synes, er svært generelt i forhold til hestene, så på rigtig mange punkter har jeg udviklet mig. Jeg har lært at håndtere det, og jeg har lært at tænke konsekvenserne i de handlinger, jeg har, i forhold til at jeg har en hest, der står og venter på mig. Nu er jeg ved at være klar til at arbejde med min angst og mine tvangssymptomer, så det næste skridt vi tager herude, det bliver at finde ud af, hvordan vi så gør det arbejde bedst og mest hensigtsmæssigt.”

Amanda fortsætter ikke kun kampen for sig selv. Selvom hun har det svært, så kæmper hun for alle, der lider under eller føler sig begrænset af tabuet og stigmaet omkring psykisk sygdom. Hun inspirerer, uddanner og hjælper uselvisk folk omkring sig ved at være hudløst ærlig om sine egne oplevelser. Ingen er sin sygdom, og det er Amanda et lysende bevis på.

Kort om Amanda Bonnevie

  • 24 år gammel og bor på bostedet Egholt i Sorø, hvor hendes hest, Kilgast’s Shamira, også er opstaldet
  • Ambassadør for foreningen EN AF OS
  • Holder foredrag, kurser og oplæg blandt andet om selvskade, tvangstanker og om at være patient i psykiatrien
  • Underviser paramedicinere og politifolk i tvang i psykiatrien
  • Medudvikler af appen SAFE RSJ som har til mål at hjælpe selvskadende personer og deres pårørende
  • INSTAGRAM: amanda_bonnevie

SAFE RSJ app

Appen SAFE er udviklet af Psykiatrien i Region Sjælland i samarbejde med borgere og sundhedsprofessionelle. Den er skabt for at hjælpe mennesker, der begår selvskade eller på anden vis mistrives psykisk, deres pårørende samt sundhedsfagligt personale. Appen tilbyder blandt andet mestringsstrategier og beroligende metoder til brugere. Der arbejdes hele tiden på at udvikle og forbedre appen og dens indhold i samarbejde med forskere og en arbejdsgruppe af brugere. SAFE var desuden blandt de fem nominerede til Danske Regioners pris for Årets Borgerinddragende Initiativ 2020.

Appen er gratis og kan hentes til både iOS og Android.

SAFE RSJ app

Landsindsatsen EN AF OS

Den landsdækkende forening EN AF OS arbejder for at bekæmpe tavshed, tvivl og tabu om psykisk sygdom. Indsatsen har blandt andet til formål at afstigmatisere psykisk sygdom og stoppe diskrimination og udelukkelse af mennesker, der har eller har haft en psykisk sygdom. Mennesker med psykiske diagnoser har ret til at være og leve som en ligeværdig del af samfundet, og det kæmper EN AF OS for at gøre til virkelighed. Foreningen styrkes af et partnerskab, der siden 2010 har bestået af Sundhedsstyrelsen, Danske Regioner, Regionerne, TrygFonden, Psykiatrifonden, KL, Socialstyrelsen og Komiteen for Sundhedsoplysning.

Har du brug for hjælp eller nogen at tale med?

Amanda anbefaler PsykInfo, som er et psykiatrisk rådgivnings- og informationscenter under alle Regionerne i landet. Hun understreger, at det er vigtigt, at man har professionelle og kompetente mennesker til at hjælpe sig.

Du kan kontakte Livslinien telefonisk alle årets dage på 70 201 201 mellem kl. 11.00 og kl. 05.00.

Du kan ringe eller skrive til BørneTelefonen fuldstændig anonymt på nummeret 116 111.

LÆS MERE OM MAGASINET RIDERS NOTEBOOK

Kørsel – den ældste konkurrenceform i hestesporten

Piotr siger blandt andet: “Kørsel er ret stort i Polen og ret populært. Vi har en meget historie inden for køresporten.”

Han dyrker selv køresporten, når han ikke træner og avler heste, hvilket hans familie har gjort i fem generationer, og han tilføjer:

“Når vi kører, og vi kan se landskabet, og vi kan se bjergene, fortæller det mig, at jeg er en heldig, heldig mand.”

Kilde: FEI

Alberte: Det var kærlighed ved første blik

Alberte fik Shakira, da hun fyldte 10 år. Hun mødte Shakira på Bogø Efterskole, og det var med Albertes egne ord – kærlighed ved første blik.

Nu stiler parret efter at blive B-ekvipage, ligesom Albertes ønske for fremtiden er at få en masse gode oplevelser med Shakira.

Se hele videoen nedenfor, og se mange flere  Vis Mig Din Pony indslag her

Kronprinsesse Mary: Så meget fylder hestene

At kronprinsesse Mary er ret begejstret for heste kan efterhånden ikke komme som den store overraskelse.

Allerede da hun flyttede til Danmark og skulle giftes med kronprins Frederik i 2004, blev hun nemlig begavet med en Dansk Varmblod-hest.

Og siden har heste-interessen taget til. Hun er ofte at finde i Dyrehaven, når den årlige Hubertusjagt finder sted, og i løbet af de seneste år har Mary også bevist, at hun har mod på at konkurrere i dressur.

Blue Hors Edelman og Wasabi OLD har været hendes partnere til stævnerne, der har givet hende fine resultater.

Se en oversigt over kronprinsessens stævneridt her

Flere heste

I lørdags rundede kronprinsessen 50 år, og det blev fejret med flere TV-programmer.

I Vilhelm Lauritzen Terminalen i Københavns Lufthavn havde TV2 forberedt en masse overraskelser til Mary – deriblandt flere videohilsner fra børnene Christian, Isabella og tvillingerne Vincent og Josephine.

Og firkløveret lagde ikke skjul på, at de har en hesteglad mor.

“Hun kan rigtig godt lide heste, og hun vil have flere heste,” fortalte prins Vincent.

“Ja, hun elsker sine heste rigtig, rigtig højt. Og det ved man bare,” fastslog prinsesse Josephine.

Prins Christian afslører, at mor Mary holder øje med, at alle har det godt:

“Min mor er meget opmærksom på alle omkring hende. Hun sørger for, at alle har det godt, og det er blandt andet de firbenede.”

“Hun er oppe ved dem hver dag. Hvis hun ikke lige skal ride dem, så skal hun lige op og kæle lidt med dem,” sagde prinsesse Isabella, inden lillebror supplerede:

“Børste dem og “stalde dem op”.”

Se videoen af kronprinsessens fire børn

Sönke Rothenberger viser rundt på Stutteri Erlenhof

“En hest uden en rytter er stadig en hest, men en rytter uden en hest er blot et menneske!” Sådan lyder det fra den tyske dressurrytter Sönke Rothenberger i det nyeste afsnit af RIDE, hvor FEI besøger Rothenbergers familiestutteri Erlenhof nær Frankfurt.

Sönke viser rundt i de smukke faciliteter, mens han fortæller om sin daglige rutiner, hans håb og drømme for fremtiden – og om hvordan det er at være en del af en international anerkendt og berømt hestefamilie.

En af Sönkes helt store håb for fremtiden er charmerende Fendi, som selvfølgelig også spiller en rolle i indslaget, og som vi ser i både træningen og i stalden. Se det hele i videoen nedenfor.

Ny serie med Karin Cruz: Det er aldrig for sent at sætte sig i sadlen

Har du altid gået rundt med en rytter i maven, men aldrig fået gjort noget ved din interesse for heste, så er det altså ikke for sent.

TV2-værten Karin Cruz Forsstrøm har altid været glad for heste – som ung pige havde hun dog ikke mulighed for at dyrke hobbyen. Men som 36-årig skulle det være.

“Til at starte med var det det smukke i en ekvipage, der tiltrak mig. Jeg tænkte: “Wow, hvor ser det fantastisk ud.” Jeg vidste ikke, at det også ville give mig, hvad det har gjort.

For mig er det afslapning og nærvær… Det er også venskabet med dyrene, som tiltaler mig,” fortæller Karin Cruz Forsstrøm.

Første indslag i vores nye serie med Karin Cruz kan du se her:

Se flere indslag med de smukke friesere her

Tæt på en groom – Mikkala H. Krog

Hestevrinsk og hove, der betræder fliserne, kan anes i baggrunden, da Zibrasport Equest ringer Mikkala H. Krog op en tilfældig hverdag. Hun har lige gjort dagens første hest klar til sin chef – Andreas Helgstrand.
Hendes arbejdsplads er nemlig Helgstrand Dressage i Uggerhalne – og det har været sådan i snart 10 år.
Hvis du har set Andreas Helgstrand til stævner i ind- og udland, har du højst sandsynlig også fået et glimt at Mikkala, for hun er hans tro følger i medgang og modgang.

– Til næste år har jeg været 10 år hos Helgstrand. Jeg gjorde min HF færdig, men jeg havde ikke lyst til at læse videre. Jeg var skoletræt og trængte til frisk luft.
Det passede med, at jeg ringede og spurgte Helgstrand, om de manglede en hestepasser.
Da jeg gik på HF, tog jeg desuden i erhvervspraktik i stedet for at besøge universiteter og lignende, som man ellers skulle. Jeg ringede til Marianne Helgstrand og spurgte, om de tog praktikanter – det gjorde de, og jeg kunne bare mærke, at det var den vej, jeg skulle gå, forklarer Mikkala, der altid har haft hest. Derfor lå det ikke fjernt for hende at blive hestepasser.

– Når jeg får en mærkelig ide, så skal den føres ud i livet. Jeg har aldrig fortrudt mit valg dengang.
De første to og et halvt år var jeg hestepasser for Anna Blomgren, hvor jeg fik en masser erfaring. Derefter stoppede Andreas’ hestepasser, og så spurgte de, om jeg ville overtage. Det var samme år, hvor de købte Akeem Foldager. Derfra gik det bare derudad. I dag er jeg Andreas’ faste hestepasser.

OL – og hvad så?
10 år på samme arbejdsplads er ikke alle forundt at opleve. Men Mikkala synes stadig, det er spændende at møde ind i stalden hver morgen.

– En almindelig hverdag for mig begynder med morgenstald fra syv til otte med pigerne. Det er altid ret hyggeligt. Jeg er oppe i hingstestalden, så jeg sørger for bandager på Revolution om morgenen, og Andreas har måske lige et par møder.
Efter morgenstalden spørger Andreas, om vi er klar, og jeg siger, om hestene er færdige med at spise.
Jeg sadler op, så det passer med Andreas’ møder, fortæller Mikkala, der stadig mangler at opleve én ting, selv om hun efterhånden har været med til de største stævner rundt i hele verdenen.

-Jeg har et mål, og det er at opleve OL. Og Andreas har altid sagt, at vi skal til OL. Men det er som om, vi ikke helt er nået dertil endnu, griner hun.

At Mikkala og Andreas har et helt særligt bånd, vidner deres interaktion om, når man ser dem på stævnepladsen.

– Andreas og jeg kender hinanden så godt, at nogle gange kan han snakke i telefon og så kan han lave nogle mærkelige håndtegn, hvorefter jeg tænker, at det nok betyder, at han skal have en hest gjort klar eller har et møde om fem minutter.
Jeg kan kun tale for mig selv, men Andreas betror mig jo sine heste. Han siger, hvis der er noget, han vil have ændret, men ellers får jeg faktisk lov til at styre de fleste ting. Hvis jeg synes hestene har brug for en fridag, så siger jeg det, og han lytter. Det er også mig, der siger, hvem han skal ride først, fordi jeg kender hestenes rutiner.
Andreas vil altid gerne ride den bedste først, men så må jeg forklare, at den måske lige skal spise først. Og så rider han en anden i stedet. Jeg kan mærke, at Andreas også lytter til mig.

En livsstil
At være hestepasser er bestemt ikke et job, du bare holder fri fra.

– Det er en livsstil og ikke et arbejde fra 7 til 16. Man have den rette indstilling, men hvis man har det, så er det heller ikke noget problem.
Jeg skal være fleksibel, fordi der kan ske uforudsete ting. Jeg bliver heller ikke påvirket af stress eller tager ting personligt, siger den erfarne kvinde, der ofte lægger fotos og videoer ud på Instagram, så hendes mange følgere kan få et indblik i hverdagen med topheste.

Og især én hest skiller sig ud fra mængden:

– Hver en hest er et nyt eventyr. Men Revolution tog jeg imod, da den kom hertil. Den hest er speciel, og jeg har ligget søvnløs over den hest. Vi har været til UVM og mange andre ting. Jeg føler det som om, det er mine heste også, fastslår Mikkala, der ikke spekulerer alt for meget over, hvor værdifulde de heste, hun har ansvaret for egentlig, er.

– Jeg forsøger at holde det hele så naturligt som muligt. Ferrari er nok den mest naturelle hest, man kan finde. Den har intet på benene på folden og går tit i skoven. Jeg tænker ikke over, at det er værdifulde heste. Jeg gør alt med omtanke – man skal bare tænke sig godt om, så går det hele nok

Første del af serien om grooms kan du læse lige her.

(udgivet første gang 7. april 2020)