Skip to main content

Ny hestebog: Flying High – hesten der ikke fandt sig i bullshit

Horsemanship, hesteadfærd – og kan vi virkelig tale med heste? Lena Vanessas bog ’Flying High – hesten der ikke fandt sig i bullshit’ tager netop udgangspunkt i disse spændene emner, og forfatteren tager os med på en rejse, hvor vi oplever verden set gennem galophesten Flying Highs øjne.
| admin

Hvis heste kunne tale
Fuldblodshesten Flying High (Fly) nedbrydes af traumatiske oplevelser i sine første leveår og senere af livet på galopbanen. Fly bliver snart set som en problemhest, og træningen af ham bliver opgivet. Fly ender derfor hos Jacob og Alice, og de gør alt for hjælpe hesten med at få et godt liv blandt både heste og mennesker.

Bogen er skrevet hovedsagligt ud fra hestens synspunkt, dog med nedslag af forfatterens stemme, og med fine heste-illustrationer.

Der er rigtig mange gode intentioner i bogen, og det er tydeligt, at forfatteren virkelig har noget på hjertet. Horsemanship og forståelse for hestens adfærd er Lena Vanessas mærkesag, og bogen fungerer derfor også bedst i de mange betragtninger omkring hestenes adfærd, deres kropssprog og deres måde at se verden på. Det får forfatteren formidlet rigtigt fint, og det er en viden, der helt klart burde være basis ABC for alle, der har med heste at gøre.

Fly vidste faktisk en masse, straks han blev født. Han vidste, at han måtte hurtigt på benene for at kunne flygte med flokken ved farer, samt for at drikke råmælken ved sin mor. Han vidste, hvor mælken var at finde. Han vidste også straks, at han kunne vise, han var lille og forsvarsløs ved at klappe med læberne.

Fra Flying High – hesten der ikke fandt sig i bullshit

Kontrasten til den store viden omkring heste er beskrivelsen af menneskerne. De er meget sort/hvide i bogen, og selv om det helt klart er et bevidst valg, er det også lidt ærgerligt. Alle der arbejder på galopbanen er ’onde’, mens Jacob og Alice og deres gård Hjerterum er symbolet på det helt igennem gode. Bogen ville stå endnu stærkere, hvis perspektiveringen af menneskene og især dem i galopsporten var bredere og mere nuanceret.

Flying High… henvender sig især til læsere, der gerne vil vide mere om horsemanship, og forstå hvordan man som menneske kan kommunikere med heste. Her kommer bogen med nogle super fine og godt beskrevet eksempler, og som læser er man rigtig glad for, at Fly får en chance mere, efter hans turbulente ungdomsår.

Køb bogen

Læs mere om forfatteren

Bogen er udgivet at Forfatterskabet.dk og er på 183 sider.
Illustreret med tegninger.